Måned: juli 2021

Rungstedlund var oprindeligt en kro med tilhørende landbrug. Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, købte i 1879 hele stedet, der omfattede Rungstedlund, Rungstedgård, Folehavegård og Sømandshvile. Her voksede Karen Blixen op med sine fire søskende, og det var her, hun vendte tilbage til i 1931 efter 17 år i Kenya. Karen Blixen overtog Rungstedlund i 1939, da hendes mor, Ingeborg Dinesen, døde.

Dette indlæg er en hyldest til Rungstedlund. Til museet for altid at have formidlet viden om Karen Blixens liv og forfatterskab. For gæstfriheden og for oplysningen. For at forene natur og kultur. Indlægget vil blot bestå af billeder, jeg har taget på mine seneste besøg i henholdsvis 2019 0g 2021. For at læse mere om Rungstedlund vil jeg anbefale at besøge deres fremragende hjemmeside her: https://blixen.dk/rungstedlund

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Efter at Karen Blixen i sine år i Afrika havde fået konstateret syfilis erklærede hun følgende:

“Da det skete for mig, og der ingen Hjælp var at hente hos Gud, og De maa kunne forstaa, hvor forfærdeligt det er for en ung Kvinde ikke at have Lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min Sjæl, og han lovede mig til Gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulde blive til Historier. Og De kan se, han har holdt sit Løfte“.

Djævelen tog hendes seksuelle liv fra hende, men gav hende evnen til at kunne forvandle sit liv og det, hun oplevede, til historier. Det var en pagt, hun havde indgået, mente hun.

Offentligt omtalte Karen Blixen sig som “storyteller”, mens hun over for en snæver kreds af unge litterater – bl.a. Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig – omtalte sig selv som Djævlens veninde og gav ham æren for sin evne til at omforme alt til historier.

Karen Blixens forståelse af djævelen skal, i følge museumsdirektør på Karen Blixen Museet – Rungstedlund – Elisabeth Nøjgaard, forstås som en ånd – at Gud og djævelen er to sider af samme sag. En ånd, der både er det gode og det onde. Således kommer det til udtryk i fortællingen “Den unge mand med nelliken” i “Vintereventyr” hvor det er Gud, der indgår en pagt om at påføre “ulykker” som kan omdannes til kunst.

Karen Blixen opgav sit seksualliv efter at have fået konstateret syfilis. Hun var ikke i stand til at få børn efter sygdommen, men intet taler for, at hun ikke kunne have været seksuel aktiv. Det har sandsynligvis været et fravalg fra hendes egen side. En nær ven fra hendes tid i Afrika beskriver hende også som det mest sanselige og sensuelle væsen men det mindst seksuelle væsen.

Hun valgte efter Afrika, at det helt store i hendes liv skulle være litteraturen og fortællingerne.

Unge mandlige forfattere opsøger hende på Rungstedlund, dybt betaget af hende og særligt Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig har siden sat ord på, hvordan de har været åndeligt forført og manipuleret af Karen Blixen og oplevet uforklarlige hændelser.

Karen Blixen ringede en søndag eftermiddag til litteraturprofessor Aage Henriksen i 1958. I mere end fem år havde han ligesom en række andre mandlige litterater i sin generation været i et særligt nært nærmest spirituelt forhold til hende. Men til sidst var det så krævende, og hun blev så manipulerende, at han måtte løsrive sig totalt fra hende. Hun ringede fordi hun var på sit yderste, og hvis han ville se hende en sidste gang inden hun døde, var det nu.

Da han ankom til Rungstedlund, lå hun i sin seng. Syg, bleg og afkræftet med sine 35 kilo. Aage Henriksen beskriver, at hun havde et skarlagenrødt skær omkring ansigtet, og en stærkt lysende plet bevægede sig frit inden for feltet. Et lys han har set hos hende tidligere. Han satte sig på sengen, og de talte, som de plejede, om litteratur og hendes universer, men efter nogle timer opstod, der en underlig tavshed mellem dem. Sådan sad de bare og så på hinanden, indtil Blixen brød stilheden med et “Kom så!” Han vidste ikke præcis, hvad der skulle ske, men han strakte hovedet frem mod hende, og med sine lange, hvide fingre tog hun ham om halsen og borede en finger så hårdt ind i nakken på ham, at det brændte ned langs rygsøjlen og hele underkroppen gik i kramper. Han ville sige noget, men hun bad ham gå.

Aage Henriksen fortæller mere end 50 år senere i dokumentarfilmen “Bag Blixens maske” at Karen Blixen havde rykket det andet nakkeled ud af sin placering, og at ingen kiropraktor har siden kunne få det tilbage på plads. Han har siden døjet med kroniske smerter.

I filmen “Bag Blixens maske” fortæller Aage Henriksen også om Karen Blixens forhold til månen, og hvordan hun identificerede sig med den. Dette kommer også til udtryk i fortællingen “En skibsdrengs fortælling” i “Vintereventyr” hvor månen har en væsentlig betydning.

Thorkild Børnvig, der efter Karen Blixens død har skrevet bogen “Pagten – Mit venskab med Karen Blixen” blev ligeledes indfanget i hendes “farlige” spil.

Han mødte Karen Blixen første gang i 1948. Han var 29 år. Hun var 63 år. Hendes ønske var, at han skulle skrive en bog om hende, men det blev ikke til noget på det tidspunkt. Til gengæld udviklede mødet mellem de to sig til et utroligt venskab og et nærmest platonisk kærlighedsforhold. De indgår en pagt, hvor hun lover at gøre ham til en stor kunstner mod at han lærer at leve og hvor han skal løsrive sig fra det borgerlige liv. Han opholder sig på opfordring af Karen Blixen i en periode i Paris for at skrive, beklager sig over opholdet til hende, hvorpå hun banker hårdt med fingrene i skrivebordet hjemme i Danmark. Kort tid efter får Bjørnvig en alvorlig hjernerystelse, og Karen Blixen tillægges djævelske kræfter og Bjørnsvigs kone er sikker på, at hun står bag dette. Efter en sygdomsperiode med hjernerystelsen bliver Thorkild Bjørnvig inviteret til at komme og bo på Rungstedlund for at komme til kræfter og få tid og ro til at digte i fred. Han flytter ind i den grønne digterstue på Rungstedlund og lytter til musik på den gamle rejsegrammofon. Han er produktiv og får digtet og ført mange berigende samtaler omkring litteratur med Karen Blixen. Der opstår et åndeligt fællesskab mellem dem men Karen Blixen forelsker sig også i den unge Thorkild Bjørnvig.

I 50’erne får pagten mellem de to et farligere indhold; Blixen ønsker ikke kun krav om troskab fra Bjørnvigs side, men også underkastelse. Dette ønsker Bjørnvig ikke – han vil have friheden til at være sig selv og bryder pagten og dermed forholdet.

I forholdet til såvel Aage Henriksen som til Thorkild Bjørnvig er Karen Blixen meget dominerende og kræver af begge parter, at de skal gøre op mod borgerlige værdier og det traditionelle familieliv. Hun foragter deres ægteskaber og pålægger dem begge at deres seksualliv skal foregå udenfor deres ægteskaber.

Det er således en meget anderledes Karen Blixen, end hende vi kender fra “Den afrikanske farm” der præsenteres i dokumentarfilmen “Bag Blixens maske” som kan ses på Filmstriben og i bogen “Pagten” af Thorkild Bjørnvig.

Lige nu er der på Karen Blixen Museet i Rungstedlund en udstilling om Blixens pagter, herunder også hendes pagt med djævelen. Der er lavet en podcast om denne pagt som kan høre her https://blixenspagter.podbean.com/e/blixens-fantastiske-fortælling-56/

At hun i følge sig selv indgik denne pagt med djævelen ses flere steder i hendes litteratur – særligt i bøgerne “Syv fantastisk fortællinger”, “Vintereventyr” og i “Pagten”

“Jeg synes at blomster i sig selv er et af tilværelsens mirakler, og at det i enhver form er herligt at give sig af med dem, men De ved nok, at det er min særlige passion at sætte dem i vand. Det er hver gang som malede man et blomstermaleri”

Karen Blixens forhold til blomster er et kapitel helt for sig selv. Hun elskede blomster og gjorde en dyd ud af at arrangere smukke buketter, når hun ventede gæster på Rungstedlund. Hun havde et motto, der lød således:

“Hvis noget er værd at gøre, så er det værd at gøre det godt”

Og hun gjorde det ikke bare godt. Hun gjorde det formidabelt godt. Bogen “Karen Blixens blomster” vidner om dette, og det samme gør et besøg på Rungstedlund, hvor man i parken kan se Karen Blixens skærehave genanlagt, og hvor der i dag, som da hun levede, hentes blomster ind fra haven og hvor hendes buketter eller fortolkning af disse kan ses overalt i huset.

• 

• 

Bogen “Karen Blixens blomster” indeholder fire dele. Første del er skrevet af vennen og professoren Steen Eiler Rasmussen, som kom meget på Rungstedlund og som gennem årene havde taget mange billeder af blomsterbuketterne tilskyndet af Karen Blixen selv, der også ytrede ønske om, at Steen Eiler Rasmussen efter hendes død skulle lave en bog om hendes buketter. Første del er en smuk personlig skildring af Karen Blixens personlighed og hendes kærlighed til blomsterne. I anden del skildrer Frans Lasson, formand for Karen Blixen Selskabet og forfatter til bl.a. “Breve fra Afrika Karen Blixen som ung, der forsøger sig ud i billedkunsten med ønsket om at blive bildende kunster. Der er afbildet flere malerier i bogen, som Karen Blixen har malet. Blomsterkender Lisbeth Hertel giver i tredje del og bogens hovedkapitel en dybtgående karakteristik af de enkelte blomsterarrangementer, således som de ses på billederne. Fjerde og sidste del gør landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson rede for Karen Blixens tanker om den natur, haven og lunden, som omgav hendes hjem i Rungsted.

Jeg holder personligt meget af første del, hvori Steen Eiler Rasmussen bl.a. skriver følgende:

“Buketterne kunne være ligeså forskellige af karakter som hendes fantastiske fortællinger. De spændte fra de store robuste, overdådige, der bugnede i den brede terrin med yppige gammeldags roser i forening med rødkålsblade, til de sært forfinede, med enkelte sarte blomster i et højhalset glas. At drøfte hvilke der bar prisen, ville være dumt. Hver var en sluttet komposition. Nogle var helt klassiske blomsterbilleder, som man skabte dem i det syttende og attende århundrede, vidnedsbyrd om en høj havekultur. Andre var aldeles uortodokse. Jeg husker en mageløs, jeg ville kalde den impressionistisk, buket i grønt og hvidt, sammensat af vildtvoksende vækster, som ingen havekunstner ville acceptere. Der var afblomstrede mælkebøtters luftige kloder bragt i hus med en utrolig omhu, dertil den vilde kørvels hvide blomsterstande i det fine løv, og endelig noget man straks ikke anede, hvad var, nemlig lindegrene og kviste befriet for alle lindeblade men med blomsternes vingepar bevaret. Det hele et kunstværk, der kun eksisterede et døgn. En trækvind i den store stue, og den skønne drøms hvide fnug var stille dalet ned“

Bogen er sanselig og informativ og jeg holder uendelig meget af den. Jeg har den selv i to udgaver. En ældre indbundet 3. udgave fra 1. oplag fra 1983 og så en genoptrykt udgave af en 2. udgave fra 1992.

At skabe de samme buketter som Karen Blixen gjorde eller fortolkninger af disse er ikke det letteste, men det er til gengæld en givende proces. I går forsøgte jeg mig således med at genskabe en buket, jeg fandt meget smuk i bogen. Det lykkedes at få den hvide rose, stjerneskærm og funkis (hosta) i buketten mens jeg måtte erstatte blomstrende skvalderkål med vild kørvel og lammeøre med noget der blot lignede fundet i naturen. Roserne og stjerneskærm købte jeg som buketter på planteskole. Funkia blev klippet af plante i krukke på terrassen mens vild kørvel og det som lignede lammeøre blev fundet ved det søområde, hvor jeg bor. Det nærmeste jeg kom vasen på billedet var en vase, jeg har fået af min far. For at kunne arrangere blomster så de blot lignede arrangementet i bogen en smule brugte jeg oasis, som jeg lagde i vand en halv times tid før brug. For at buketten skal få et mere ægte Blixen udtryk skal den helst stå et par dage og gerne begynde at hænge en smule.

“I Afrika kaldte de hende The Lioness. Hun ankom i januar 1914 med store drømme om et nyt og frit liv og forlod kontinentet ribbet for alt i 1931. I de 17 år, hun boede i Kenya, var hun gift med – og skilt fra – den svenske baron Bror Blixen-Finecke, der smittede hende med syfilis. Hun havde en lidenskabelig affære med den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, og i ti år var hun direktør for Karen Coffee Company, en stor kaffefarm med flere hundrede ansatte.”

Således skriver Tom Buk-Swienty i bogen “Løvinden” som udkom i august 2019. Tom Buk-Swienty har læst i familiens brevvekslinger, og det er netop her, det kommer frem, at det i virkeligheden var hendes onkel, Aage Westenholz, der ejede det meste af Karen Coffee Company. Karen var i virkeligheden administrerende direktør i cirka ti år, da ægteskabet med Bror Blixen var gået i opløsning. Hun var en dygtig forretningskvinde, men hun havde tiderne imod sig, men hendes yderst velhavende onkel Aage holdt hånden over farmen og ydede det ene lån og tilskud efter det andet.

“Løvinden” giver et spændende og anderledes billede af Karen Blixen, et måske mere ægte billede af hendes liv i Afrika, og især alle de økonomiske problemer, der tårnede sig op, og familiens store økonomiske investering i farmen. Alt dette blev der gået lettere henover i bogen “Den afrikanske farm” og i filmen “Mit Afrika” “Løvinden” tegner også et mere ægte billede af forholdet mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton.

• 

• 

Sådan kender vi Karen Blixen og Denys Finch Hatton fra filmen “Mit Afrika” eller “Out of Africa” med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne. Smukke smukke personer og med en romantik, der driver ned af væggene. Hun er også i virkeligheden håbløs forelsket i ham og måske er det gengældt, men hvor hun ønsker ægteskab og at være sammen for altid ønsker han frihed og retten til at komme og gå som han vil. Det er smerteligt for Karen Blixen. Han er og bliver hendes store kærlighed i livet, også efter hans død. I bogen “Breve fra Afrika” lyser glæden og forelskelsen ud af ordene, Karen Blixen skriver til primært sin mor og sin bror Tommy. Som læser kommer man helt tæt på Karen Blixen og hendes inderste tanker omkring opholdet i Afrika. Den tegner et virkelig godt portræt af hende og af de familiære forhold og ikke mindst alt det, der vækker glæde og bekymring i forhold til livet på farmen.

• 

• 

I bøgerne “Den afrikanske farm” og “Skygger på græsset” er der en helt særlig sanselighed i måden hvorpå Karen Blixen skriver om det afrikanske folk og kontinent med dets vilde dyr. Det fylder langt mere end i filmen selvom der er meget smukke scener. I bøgerne oplever man virkelig kærligheden og den oprigtige interesse for naturen, for dyrene og de lokale og ikke mindst til de, som stod hende meget nær. Karen Blixen skildrer sig selv som læge flere gange og skriver en del om, hvordan hun behandlede de syge. “Skygger på græsset” er som “Den afrikanske farm” et erindringsværk og det sidste værk, Karen Blixen skriver mens hun lever.

• 

• 

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er Karen Blixen ekspert. Ej heller har jeg læst hele hendes forfatterskab, men jeg er som mange andre dybt fascineret af hendes liv og forfatterskab.

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Karen Blixen, da jeg for mange år siden som ca. 20 årig arbejdede i Stormagasinet Sallings parfumeafdeling og i den forbindelse blev sendt på kursus på Dragsholm Slot. Jeg blev indlogeret på et smukt værelse, og på sengen lå der udover en badekåbe bogen “Babettes gæstebud” Bogen var en gave på kurset fordi vi om aftenen skulle trakteres med menuen fra Babettes gæstebud. Det var og er nok stadig den største kulinariske oplevelse jeg har haft i mit liv. Jeg husker stadig smagen af sherry til skildpaddesuppen, blinis demidoff, små vagtler i butterdej og den overdådige kage baba med frugt. Det var ubeskriveligt. Bagefter dansede vi lancier og om natten læste jeg bogen, og så var min kærlighed til Karen Blixen født.

Efterfølgende så jeg filmen “Den afrikanske farm” som jeg siden har set et utal af gange og helst en gang om året. For mig var Meryl Streep indbegrebet af Karen Blixen, og jeg blev nysgerrig og ville vide mere for jeg syntes, at Karen Blixens liv i Afrika var fantastisk spændende og ret romantisk trods det hårde liv, hun også levede. Jeg har sikkert læst noget af hende tilbage i gymnasiet i 80’erne men det husker jeg intet om.

Jeg valgte derfor at starte på “Syv fantastiske fortællinger” som jeg havde arvet efter min farmor. Men jeg blev skuffet. Det var svær læsning og jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på fortællingerne. Jeg havde også arvet bogen “Breve fra Afrika” så den kastede jeg mig over i stedet, og den ikke blot fangede mig, men den gav mig også et nyt indtryk af såvel Karen Blixen som af hendes ophold i Afrika. Bogen Blixens blomster blev også en bog jeg kom til at holde meget af. Jeg begyndte at besøge hendes hjem Rungstedlund, der i dag er museum og hvor hun også ligger begravet, så ofte jeg kunne når jeg besøgte familie i København. Mine besøg der har for hver gang gjort mig klogere på hendes liv og hendes forfatterskab. Derfor er min præsentation af hendes liv og forfatterskab fundet på Rungstedlunds hjemmeside og blot omskrevet en smule. En stor tak til Rungstedlund for den altid meget spændende formidling.

Karen Blixen, der oprindelig hed Karen Christentze Dinesen blev født i 1885. Hun havde en privilegeret barndom på Rungstedlund sammen med sine forældre, storesøster, lillesøster og to mindre brødre. Rungstedlund var på det tidspunkt et stort landbrug med dyrehold og mange ansatte. Hun holdt af at sidde nede i det store køkken og høre på historier. Hendes far, der gik meget op i jagt, tog hende gerne med på ture rundt i området. Han lærte hende fuglenes navne og videregav sin dybe glæde ved naturen til hende. Hendes far, som også led af depressioner tog sit eget liv, da hun var bare ni år gammel. Det blev et traume for Karen Blixen.

Hendes brødre kom i skole, mens de tre søstre havde privatlærerinder. Også mormor, moster Lidda og moster Bess, der boede på Folehavegård, underviste de tre piger. Niveauet var højt. Søstrene morede sig med at kappes om at lave vrøvlevers, og allerede som otteårig skrev Karen sine første historier og fortalte løs for veninder og søstre. Da hun var 11 år begyndte hun at skrive skuespil, som hun opførte sammen med sine søskende og venner, og som 15-årig tegnede hun illustrationer til blandt andet “En skærsommernatsdrøm” af William Shakespeare.

Som ung var Karen i perioder dybt deprimeret. Hun kunne ikke forlige sig med at følge den slagne vej for velhaverdøtre og ende som rigmandsfrue. Ikke alene ville hun være noget i sig selv, hun ville også udrette noget som sin far og opleve det store i livet. Lillebror Thomas blev hendes fælle. Da hun var 23 og han 15 år, indgik de en pagt om at tjene “Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve”.

Familien ansporede hende til at blive forfatter. Moster Bess mente, at hun var en helt særlig litterær begavelse og sendte en af hendes fortællinger, “Eneboerne”, til det velansete litterære tidsskrift Tilskueren. Redaktøren antog “Eneboerne”, og Karen debuterede som forfatter i 1907 under pseudonymet Osceola. To andre fortællinger blev også offentliggjort, men de litterære cirkler åbnede sig ikke.

Karen blev sekretær i Rungsted Hockey Klub, hun red, lærte at sejle sammen med sin bror Thomas og deltog i festivitas på Frijsenborg Gods og andre herregårde. Men sommeren 1912 kom hun hjem fra et tre måneder langt ophold i Rom hos bedsteveninden Daisy og var mere fortvivlet end nogensinde. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv. 

I 1912 blev hun således forlovet med sin grandfætter, baron Bror von Blixen-Finecke, som hun kendte fra ballerne på Frijsenborg Gods. Bror var den tredje søn ud af en svensk adelsfamilie og skulle ifølge traditionen hverken blive godsejer eller officer, men selv vælge sin vej. Han havde forpagtet en gård under familiegodset Næsbyholm. Parret syntes, at de var “alt for levende til at vokse fast på den”, berettede Karen Blixen sidenhen. De så deres fremtid ligge et sted ude i verden og overvejede Sumatra og Argentina. Brors onkel, grev Frijs, foreslog Britisk Østafrika (vore dages Kenya). Bror rejste derned og købte en kaffefarm på 1800 hektar, der lå 15 kilometer fra Nairobi. Karens mor og morbror, Aage Westenholz, indvilligede i at investere omtrent ti millioner nutidskroner og stiftede The Karen Coffee Company Ltd.

I begyndelsen af december 1913 forlod Karen Blixen Danmark. Rejsen til Mombasa varede seks uger, og dagen efter sin ankomst blev hun viet til Bror. Hun kunne nu kalde sig baronesse von Blixen-Finecke. Efter champagnen til brylluppet begav selskabet sig ud på den 18 timer lange togrejse til Nairobi. Da de ankom til farmen, stod 1000 afrikanske landarbejdere parate for at tage imod. I Afrika kom Karen Blixen til at opleve “Det store i livet”.

Blot et år efter vielsen måtte Karen Blixen dog rejse hjem og blive behandlet for syfilis på Rigshospitalet. Hun blev helbredt, men fortsatte med behandlingerne, og bivirkningerne var ødelæggende for hendes helbred.

I 1918 mødte Karen Blixen den engelske adelsmand og storvildtjæger Denys Finch Hatton ved et middagsselskab, og hun forelskede sig på stedet. Han var den mest intelligente mand, hun havde mødt, og han var en god lytter, når hun læste højt af de fortællinger, som hun skrev. Fra 1923 boede Denys jævnligt på farmen.

Økonomisk var Bror Blixen meget uansvarlig, og farmen gav underskud år efter år. Allerede i 1921 rejste onkel Aage Westenholz ned for at sælge farmen. Det endte dog med, at han afskedigede Bror og gjorde Karen Blixen til direktør. Efterfølgende pålagde han Karen Blixen at lade sig skille fra Bror, hvilket var hende meget imod.  Dog blev de skilt i 1925. Til sidst stod det klart, at der var for koldt i området til at dyrke kaffe, og at farmen aldrig ville kunne give overskud. Da bestyrelsen for The Karen Coffee Company Ltd. sagde stop i 1931, havde onkel Aage og familien alt i alt investeret og tabt omtrent 100 millioner nutidskroner.

I løbet af sit sidste år i Afrika blev Karen Blixen mere og mere fortvivlet. Hvad skulle hun stille op, når hun mistede sin stilling som direktør og måtte forlade farmen? Hun begyndte at skrive på en bog, som hun håbede, hun kunne skrive færdig efter sin hjemkomst til Danmark. Hendes mor gav tilsagn om at understøtte hende. Få måneder inden Karen Blixens afrejse styrtede Denys Finch Hatton ned med sin flyvemaskine og mistede livet.

Den dag i august 1931, da Thomas Dinesen stod på kajen i Marseille og tog imod sin søster, så han “en skygge af en kvinde”. Karen Blixen var syg på krop og sjæl efter tabet af Denys Finch Hatton og farmen. Men efter et par dages hvile ved Genève-søen læste hun to historier op for Thomas fra den bog, hun var begyndt at skrive. Han blev dybt bevæget over hendes fortællekunst.

Hjemme igen på Rungstedlund skrev Karen Blixen bogen færdig under pseudonymet Isak Dinesen. Isak betyder “den der ler” på hebraisk, og Dinesen er hendes pigenavn. Manuskriptet var på engelsk, og hun sendte det til flere forlæggere i USA. Det kom retur, og efterfølgende vendte hun selv bitterligt skuffet tilbage fra London uden at kunne finde en forlægger. Det blev moster Bess’ veninde, den amerikanske forfatterinde Dorothy Canfield Fisher, der gav manuskriptet til sin forlægger, Robert Haas. Han antog det.

“Seven Gothic Tales” blev valgt til “Book of the Month Club” og udkom i 60.000 eksemplarer i USA. De amerikanske anmeldere mente, at “Seven Gothic Tales” var “et genis værk”. Ved udgivelsen i London skrev Evening Standard, at “Seven Gothic Tales tilhører selskabet af verdens vægtigste bøger”. Karen Blixen gendigtede selv fortællingerne på dansk. “Syv fantastiske fortællinger” fik en blandet modtagelse i Danmark. Berlingske Tidendes indflydelsesrige kritiker Frederik Schyberg skrev, at bogen var “et stykke blændende kunstnerisk simili af en begavet, men forskruet forfatterinde”.

Mens Karen Blixen boede på farmen i Kenya, foreslog hun Gyldendal og siden Flensborg Avis at skrive rejseskildringer fra Afrika, men fik afslag. Hun arbejdede vedholdende videre gennem årene, og i 1936 lykkedes det. “Magasinet”, Politikens søndagstillæg, trykte erindringsessayet “Sytten år i Afrika”. Nogle måneder senere sendte hun et nyskrevet kapitel til sin nye forlægger i London, og han svarede straks, at “der er aldrig før skrevet noget som dette”.

“Den afrikanske Farm” fik en ovenud positiv modtagelse i både Danmark, England og USA. Den britiske forfatter Vivienne de Watteville, som også deltog i middagen i 1928, da Prinsen af Wales var på besøg på farmen i Afrika, og som Karen Blixen derfor kendte fra Kenya,  skrev til Karen Blixen, at “De har set Afrika med kunstnerens øje og poetens hjerte”. Litteraturhistorikeren Hakon Stangerup anførte, at Karen Blixen er en “strålende artist og et menneske så klogt, at det næsten gør ondt”.

I 1939 blev Karen Blixen tildelt finanslovens livsvarige ydelse og sagde til Ekstra Bladet, at “det varmer mig om hjertet”. Følelsen af ikke at være accepteret og fuldgyldigt at høre til i Danmark nagede hende dog mange år frem. Karen Blixen blev også hædret med Tagea Brandts Rejselegat og genoptog sin gamle plan om at tage på pilgrimsfærd til Mekka sammen med sin afrikanske hushovmester Farah Aden og hans mor. Hun kom dog ikke afsted, fordi anden verdenskrig brød ud i 1939, men også hendes dårlige helbred med voldsomme mavesmerter stod i vejen for rejsen.

“Jeg rejser med frygt og bæven, især med ængstelse for mine egne evner”, skrev Karen Blixen i et brev, umiddelbart inden hun i begyndelsen af marts 1940 rejste til Berlin i fire uger for Politiken og en norsk og en svensk avis. Efterfølgende skulle hun til Paris og London, men det måtte aflyses på grund af den tyske besættelse af Danmark den 9. april. Af samme grund blev det først efter krigen, at hendes kloge og rammende iagttagelser i “Breve fra et Land i Krig” kunne udgives.

For at “Winter’s Tales” kunne udkomme i England og USA, opnåede Karen Blixen i 1941 tilladelse fra den tyske besættelsesmagt til at rejse til neutrale Stockholm med manuskriptet. Først efter krigens afslutning modtog hun “nyheden” om, at Winter’s Tales i Book of the Month-udgaven var blevet solgt i 280.000 eksemplarer. New York Times’ anmelder skrev, at “som litterær stilist har hun næppe en nulevende rival”.

Flere af Karen Blixens venner var med i modstandsbevægelsen, og hun lod dem vide, hvor husnøglen til Rungstedlund lå, så de kunne skjule sig der for en stund. I 1943 huserede hun jødiske familier, som var på flugt til Sverige. Til Ole Wivel sagde hun, at “vi burde være stolte af at være danske, så længe vi havde tyskere i haven og jøder inden døre”.

I krigsårene voksede Karen Blixens berømmelse. Hun udgav romanen “Gengældelsens Veje” under et nyt pseudonym, Pierre Andrézel, og benægtede at være forfatteren. Det skyldtes især, at hun ikke mente, at den var på niveau med hendes øvrige forfatterskab. Efterhånden førte Karen Blixen også en meget omfattende korrespondance, idet mange skrev til den berømte forfatter. Andre opsøgte hende på Rungstedlund, herunder en gruppe unge danske digtere, som blandt andre talte Ole Wivel og Bjørn Poulsen. Efter krigen grundlagde de tidsskriftet Heretica og fir Karen Blixen med som bidragsyder. Deres ambition var at genskabe billedet af mennesket og det menneskelige efter verdenskrigens gru og umenneskelighed.

Thorkild Bjørnvig blev redaktør af Heretica i 1948. Han var en af krigsgenerationens mest begavede digtere og uhyre belæst. Karen Blixen så ham som den ideelle samtalepartner, og selv skrev Thorkild Bjørnvig sidenhen: “at færdes med hende var en fuldstændig åbnende og grænsesprængende oplevelse”. Han tilbød at tjene hende i et og alt, hun lovede til gengæld at være hans beskytter og betegnede det som deres pagt. Igennem nogle år var de dybt forbundne i et platonisk kærlighedsforhold. “Det var en fuldendt lykkelig tid, og hvad der end hændte, følte jeg, at ‘det var kærlighed alt sammen’”, skrev Thorkild Bjørnvig. Karen Blixen kunne dog ikke tøjle sin besidderiske side, og Thorkild Bjørnvig måtte bede om sin frihed.

Der gik 13 år, før det igen lykkedes Karen Blixen at udgive en bog. Gang på gang blev hun indlagt på hospitalet, og ved en større operation i 1955 fik hun fjernet en del af mavesækken. Resten af sit liv havde hun store vanskeligheder med at spise og led af underernæring.

I 1952 udkom Babettes Gæstebud i en udgave til bare halvanden krone. En del af oplaget forærede Karen Blixen som gavebog til abonnenterne på det nystartede Fremads Folkebibliotek. I maj 1957 udnævntes Karen Blixen til æresmedlem af The American Academy of Arts. “Hendes forfatterskab har en uovertruffen kompositorisk opfindsomhed forbundet med den varmeste, mest omfattende menneskelighed”, lød begrundelsen.

“Sidste Fortællinger” udkom samtidig på ti sprog i november 1957 og i næsten en halv million eksemplarer i alt. Forventningerne var store, men modtagelsen blev ikke lige så overvældende som ved “Vinter-Eventyr”.

Et af de mest interessante interviews med Karen Blixen bragte New York Times Book Review sidst i 1957. Den danske journalist Bent Mohn stod som forfatter. I virkeligheden havde Karen Blixen selv skrevet det, fordi det ikke var lykkedes Bent Mohn at skrive en tilfredsstillende tekst. På spørgsmålet “Kan De sige, at De har været lykkelig?” svarede hun: “Ja, og af hele mit hjerte”. På spørgsmålet “Hvad var det, der gjorde Dem så lykkelig?” lød svaret: “Jeg tror på en måde, at den eneste virkelig sande lykke, man kan tale om her, er den rene livsglæde, en art triumferen over at være til. Og jeg har været så heldig at være godt udrustet hertil”.

Karen Blixen nærede et stort ønske om at rejse til Amerika og bad Gyldendals direktør, Otto B. Lindhardt, om at arrangere et ophold. I januar 1959 rejste han og Karen Blixens sekretær, Clara Selborn, med til New York som ledsagere. Karen Blixen skulle blandt andet deltage i filmoptagelser og holde festforelæsning ved The American Academy of Arts’ årsfest. Invitationerne blev ved med at strømme ind. I næsten tre måneder blev Karen Blixen feteret som ingen anden og deltog i arrangementer fra morgen til aften med en ufattelig energi. Hun havde altid følt, at hendes amerikanske læsere tog hende mere til hjertet end de danske. Da vægten viste 33 kilo, og hendes tilstand var livstruende, måtte hun en uge på hospitalet. “Jeg har alligevel haft en prægtig tid her”, sagde hun bagefter om sit ophold i Amerika. 

Om “Skygger paa Græsset”, Karen Blixens sidste værk, skrev Tom Kristensen, at det var “En livsens taknemmelig og trofast bog”. Karen Blixen dikterede de sidste rettelser til bogen fra en hospitalsseng og arbejdede videre på flere fortællinger, deriblandt “Ehrengard”, som blev udgivet efter hendes død. I 1961 var hun igen indstillet til Nobelprisen i litteratur uden at få den.

Den sidste sommer var der som altid mange gæster på Rungstedlund. Karen Blixens gode ven, den amerikanske pianist Eugene Haynes, var en af dem. En eftermiddag i august på verandaen sagde han til hende: “De sagde i “Den afrikanske Farm”, at De ikke ville slippe livet, før det havde velsignet Dem, men derefter ville De gerne slippe det”. “Livet har velsignet mig”, svarede hun.

Den 7. september 1962 sov Karen Blixen stille ind i sin seng på Rungstedlund, omgivet af sine nærmeste. Hun blev begravet under et stort, gammelt bøgetræ ved foden af Ewalds Høj i Fuglereservatet på Rungstedlund.