Måned: juni 2021

Titel: “Helbredende digte” Forfatter: Sternberg. Sider:80. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Jeg er fremmed overfor mig selv og forundret over at være til

jeg er endeløs

der kommer ikke noget godt ud af det her

min egen skygge tynger mine fødder

og mit hjerte er som vinden langt til havs

det er en lettelse når jeg ikke er her

og lader en krop uden krop gøre arbejdet

det er alligevel ikke mit ansvar at kontrollere og dirigere

jeg deltager jo heller ikke i mit eget indre liv“

Sternberg har skrevet en digtsamling med et formål og med en nytteværdi. “Helbredende digte” hedder digtsamlingen, som rummer et utal af smukke ord og smukke sætninger. I disse år både tales der om, og anvendes der prosa og poesi i forbindelse med terapeutiske forløb. Oftest er litteraturen ikke skrevet med dette for øje, men bringes i anvendelse fordi, litteraturen kan vise os sider af den menneskelige psyke og sider af os selv, som vi kan genkende. Sternbergs digte er derimod, i følge forfatteren selv, skrevet for rent faktisk at have en helbredende virkning på læseren.

“Digte kan synes uanseelige, men de forandrer menneskers liv. Læseren bliver ført længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt. Det er ikke sundhedsvæsenets definition på helbredelse, der her er tale om. Poesien er måske det mægtigste medie, som findes” (Sternberg)

Jeg har læst digtsamlingen to gange, men berøres ikke følelsesmæssigt af de smukke ord og sætninger. Ingen tvivl om at Sternberg kan noget rent sprogligt, og at digtene vil berøre læsere på forskellig vis alt efter hvor man er i sit liv, og hvilke udfordringer man kæmper med. Jeg savner mere smerte og kraft i digtsamlingen, når den læses som helhed. Det er i de enkelte linjer, at det stærkeste findes. At den er skrevet med helbredelse for øje får alt til at stritte på mig, idet jeg synes, det er stik imod litteraturen og kunstens tanke. Jeg læser den også anderledes og med en forventning om noget bestemt i stedet for blot at lade mig flyde med ordstrømmen.Litteraturen har sin plads i terapeutiske sammenhænge, og plukkes der i digtsamlingen vil der måske være sætninger, der med Sternbergs ord vil føre læseren længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt.

Jeg er enig med Sternberg i, at digte og litteratur kan være medvirkende til at mennesker kan forandre sig. Mødet mellem mennesker og litteratur er jo relationelt, og det er i mødet med andre at vi får mulighed for at se på os selv og vores væren i verden.

Oprindeligt blev syv af digtene udgivet som serie i “Øverste Kirurgiske” og Sternberg har derudover lagt musik til en række af digtene, som ligger på Soundcloud (https://soundcloud.com/sternbergs) .

“Helbredende digte” udkom 11. juni 2021.

Titel: “I kærlighedens navn” Forfatter: Karima Bouylud. Sider: 336. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Hvis du bare havde en flig af skam og samvittighed, ville du ikke sidde her med halen mellem benene, men kæmpe for at få din datter hjem. Din datter, ha, hun er mere min datter, end hun er din. Hvor mange har jeg ikke skullet trøste hende, fordi du ikke kunne finde ud af at opføre dig som en mor bør? En tæve er en bedre mor for sine hvalpe end dig.”

“I kærlighedens navn” er historien om tre generationer af dansk-marokkanske kvinder, og deres kamp for at finde sig selv og hinanden på ny, da den 13- årige Miriam bliver anbragt fra den ene dag til den anden. Miriam er bindeleddet mellem moren, Nadia, og mormoren, Mimount. Anbringelsen tvinger Nadia til at forholde sig til en fortid, som hun har kæmpet for at fortrænge, og som hendes kæreste Gabriel, ikke ved noget om. Uden Miriam som mægler bryder Nadia og Mimounts anspændte forhold ud i lys lue, og gamle reaktionsmønstre truer med at ødelægge dem alle tre.

Forfatter Karima Bouylud fortæller selv følgende om bogens tilblivelse:

“Siden jeg var lille pige, har jeg skrevet tanker og følelser ned i min dagbog. Da jeg for 12 år siden befandt mig i en situation, der gav mig følelsen af at være en dårlig datter, mor og kvinde, ønskede jeg at søge en form til det kaos, der var i mit liv. Derfor skabte jeg et univers med karakterer, der gennemlevede de problematikker, om blandt andet kvindefrigørelse, alkoholmisbrug og vores anbringelsessystem, som jeg kæmpede med i mit virkelige liv.”………….”Drivkraften med romanen har været at tage ansvar for de handlinger, der har medvirket til, at min voksne datter i dag stadig er påvirket negativt ovenpå traumatiske oplevelser. Men mit ærinde har også været at skabe grobund for en nuanceret debat om blandt andet kulturel forskellighed, familierelationer og generationsopgør”

Karima Bouylud har skrevet en meget stærk bog om smerte. En smerte knyttet til kærlighed, til fællesskaber og samhørighed. Om svigt fra et system, der skal passe på vores nærmeste, når vi af uransaglige årsager ikke selv er i stand til det. Der er flere uadskillelige tematikker i bogen – kærlighed, fællesskab, frigørelse, generationsforskelle og kulturel forskellighed. Bogen er bygget op omkring mormor Mimount, mor Nadia og datter Miriam. Alle har de hver deres stemme fordelt på hver deres kapitler. Som læser inviteres man ind i deres liv med alle deres nærmeste, hvilket kan være udfordrende at holde styr på i starten af læsningen, indtil man lærer karakterne at kende. Der er ingen entydigt onde eller gode. Intet er sort hvidt. Sympatien tilfalder dem alle. Dog havde jeg det svært med at læse om pædagogerne, der skal tage vare på Miriam på institutionen Sirius, hvor hun anbringes. Måske på grund af egen baggrund som pædagog og cand. pæd. blev jeg yderst provokeret over den misforståede frihedopfattelse og retten til selvbestemmelse, institutionen repræsenterer og arbejder ud fra i arbejdet med de unge på institutionen. Jeg vil kalde det professionelt omsorgssvigt og ansvarsfraskrivelse. Jeg blev mest ramt, når jeg læste om netop dette. De kulturelle forskelle mellem såvel mænd som kvinder og generationer kender man som læser godt fra litteraturen, men Karima Bouylud formår i høj grad at at skrive, så man næsten fysisk mærker, hvor svært det er, når man skal kæmpe for værdier, der er modstridende og ikke mindst når man kæmper for sin personlige frihed på samme tid, som man ønsker at være elsket og en del af fællesskabet.

“I kærlighedens navn” er en stærk læseoplevelse. Bogen udkom 7. maj 2021.

Titel: Urværk” Forfatter: Ane Riel. Sider: 232. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder. Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Forlaget skriver følgende om bogen:

“Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds”

Min læseoplevelse har svinget undervejs. Bogen bærer præg af en langsommelighed og megen beskrivelse. Det krævede i starten tålmodighed for at fastholde læsningen for mit vedkommende. Men halvvejs inde i bogen greb den mig pludselig voldsomt og historien tog en helt anden drejning end forventet. Og fra at være en lidt halv sløv læseoplevelse kunne jeg pludselig ikke slippe bogen. Normalt ville jeg referere mere til handlingen i min anmeldelse, men det er mig en umulighed her, da handlingen og plottet i den grad er med til at læseoplevelsen er endt med at være unik. Tematikken om det at blive gammel. At være i sin sidste tid med de minder, man har, er smukt beskrevet. Ensomhed, livslyst eller mangel på samme ligeså. Når man er færdig med bogen sidder man tilbage med en følelse af, hvor vigtigt det er, at man omgiver sig med gode relationer, og at man får skabt sig det liv, man ønsker. Kærligheden spiller en central rolle i bogen, og den er både smuk og smertefuld, og kommer i mange former. Bogens titel “Urværk” er rammende for hele handlingen og også i overført betydning i forhold til hvordan vi bruger og forstår vores tid. Der var passager i bogen, hvor jeg fik fysisk ondt i maven mens jeg læste og et par gange måtte jeg også fælde en tåre.

Ane Riel har skrevet en smuk bog med et vildt overraskende plot om det at blive gammel og at skulle forberede sig på at dø. Der er en snert af magisk realisme over den, og det gør, at det eksistentielle i bogen træder tydeligere frem, end hvis det havde været 100% socialrealisme. Jeg giver ikke stjerner i mine anmeldelser, men jeg har alligevel lyst til at drysse stjernestøv ned over denne sensitive smukke fortælling.

“Urværk” udkommer i dag 3. juni 2021.

Titel: “sommerferiedigte” Forfatter: Nikolaj Zeuten. Sider: 76. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“i morgen er vi på vej igen i bilen sammen med tusindvis af andre familier på vejene ville man teoretisk set kunne lave en samlet og komplet opgørelse over alt hvad der er blevet følt og udvekslet i Danmark i sommerferien? alle skænderierne, alle omfavnelserne, al latteren al frygten, al skammen, al inspiration håbet, tabene, kærligheden hvor forsvinder det alt sammen hen? hvad er det lavet af?”

Nikolaj Zeuten skriver om en sommerferie. I en lejet bil med kone og tre børn krydser han Danmark. Ferien begynder i hovedstaden med strandture og familiebesøg, så går turen til Vesterhavet, og på tilbagevejen er der stop i Århus og Fåborg. Med et digt for hver dag i sommerferiens seks uger tegner Nikolaj Zeuten et billede af Danmark og dansk sommer med det vejr, vi allesammen kender, med øjebliksbilleder af familieliv, der ikke kun er lutter idyl, besøg i forlystelsesparker, computerspil, ikeamøbler, spiseoplevelser, kortspil, op- og nedture.

“Sommerferiedigte” er så utrolig vidunderlig fin og ikke mindst genkendelig. De umiddelbare og nøgterne registreringer af natur, dagligdag og menneskers små udvekslinger med hinanden går rent ind i hele sanseapparatet. Man kan dufte og smage og fornemme stemninger gennem læsningen. Jeg grinede og krummede tæer flere gange, for Gud hvor kan jeg genkalde mange af de samme oplevelser på sommerferieture. Det er i høj grad læsning, der fremkalder minder. Den emmer af kærlighed og af virkelighed. For det er netop sådan, det er, når vi holder ferie med vores kære. Vi vil det bedste, og vi ønsker den bedste stemning og de bedste oplevelser i en virkelighed, hvor mange behov skal gå op i en højere enhed. Det gode ved digtsamlingen er, at den ikke forholder sig til det oplevede, men blot registrerer, at sådan er det at holde ferie.

Det er svært at fremhæve et digt, der siger mere end de andre, men sidste stop i Danland i Fåborg med de tyggesvære burgere, og den lidt akavede spisesitation i et ferieland, der to gange er kåret som årets Danland Feriecenter, fik mig virkelig til at grine. Been there done that!!!

“børnenes hovedret på restauranten er mislykket de har alle valgt burger som viser sig at være med skiver af oksesteg i stedet for fars og kødet er sejt slet ikke til at bide over med fortænderne bollen er enorm og gul Lise spiser halvdelen af sin burger de andre børn kun få bidder

tjeneren som også er kokken er oppustet i ansigtet og har udstående øjne han virker trist ikke oprigtig, ikke hjertelig

festmiddagen går alligevel fint jeg drikker en del vin mister selvkontrollen en enkelt gang hvor jeg begynder at spørge fødselaren hvordan det er at være halvfjerds og om man nogenside glæder sig til den sidste store søvn jeg henfører det til mig selv taler om at det er noget man kan tænke når man engang i mellem løber sur i gentagelserne og rutinerne at man ser frem og glæder sig til at det hele er overstået

de andre forstår ikke hvad jeg mener jeg kalder det en “for-sjov” tanke det bliver noget rod og jeg rødmer Lise rejser sig og går ned i den anden ende af bordet

Danland Fåborg er to gange kåret til årets Danland Feriecenter i 2012 og i 2016 kåringen er på baggrund af brugerundersøgelser”

Læs digtsamlingen FØR du tager på sommerferie. Den er ualmindelig skøn. “Sommerferiedigte” udkommer i dag 1. juni 2021.