Anmeldelse af “Jeg hedder Folkvi”

Titel: “Jeg hedder Folkvi” Forfatter: Maria Hesselager. Sider: 190. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er sådan her, det bliver, siger han lavt. I morgen kommer Od og jeg sammen med den kloge kone. Vi rider dig ud på overdrevet, hvor der står et telt, det skal du være i, indtil den fremmede kraft er drevet ud. Det er for dit eget bedste, for alles bedste, nok”

“Jeg hedder Folkvi” er Maria Hesselagers debutroman. En roman, der er skrevet med afsæt i vikingetiden og som bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om kærlighed, tab og jalousi, om tilfældigheder af tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uværgerligt bliver ældre.

Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op indenfor høvdingepladsens beskyttende hegn. De har været hinandens fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og har forlovet sig med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene.

Bogen er delt op i flere spor. I hovedsporet følger man som læser Folkví, der snubler sig hovedkuls gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. I et andet spor ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Bogen starter ud med et hint om, at noget kriminelt er ved at finde sted, og bogen slutter på særdeles overraskende vis.

Sprogligt er bogen er perle, og miljøbeskrivelserne er virkelig gode, men den kræver langsommelighed og koncentration for at kunne følge med i de mange spring i tid og i de forskellige karakterer. Det er ikke en let læst bog, men den fangede mig på grund af sproget og fordi jeg drages af det historiske element fra vikingetiden. Det er en meget flot debut af Maria Hesselager.

Bogen udkommer i dag 21. april 2021

Anmeldelse af “Miniaturer” af Carsten René Nielsen & Mette Norrie.

Titel: Miniaturer – Digte & tegninger. Digter: Carsten René Nielsen. Billedkunstner og forfatter: Mette Norrie. Sider: 96. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Miniaturer” er blevet til qua et unikt kunstnermøde mellem digter Carsten René Nielsen og billedkunstner og forfatter Mette Norrie på Hald Hovedgaard i 2019. Bogen indeholder små fine finurlige digte ledsaget af lige så fine og finurlige tegninger. Forlaget skriver således om bogen: “Carsten René Nielsens korte digte har fokus på de mindste ting, detaljerne og det oversete, hvor tingene sættes i et poetisk mikroskop. Mette Norries tegninger er ikke blot illustrationer, men en visuel poesi, som fletter sig ind og ud af teksterne. Digte og tegninger hænger uløseligt sammen og giver adgang til en verden fuld af detaljer og poesi. På en og samme tid småt og stort”

Miniature er en lang tradition indenfor kunstens verden, og en typisk definition er, at værket kan ligge i hånden på samme tid, som at indholdet ofte har fokus på detaljer og formindskelser.

Lyrikken er ikke min stærke side, når den bliver for “kringlet” og med alt for mange metaforer. Men jeg elsker legen med ord, man møder i lyrikken, og jeg øver mig i at lade mig svømme med i det ikke umiddelbart forståelige men det mere sanselige. “Miniaturer” er små korte digte og de får mig til både at smile, føle og ind i mellem ryste lidt på hovedet, når det bliver for surrealistisk. Det samme gælder i forhold til tegningerne. Jeg blev begejstret mange gange under læsningen, og der opstod gradvist et ønske om, at hvor kunne det være fantastisk, hvis vi ind i mellem blomster og chokolade som værts-/værtindegaver kom med en digtsamling til vores nærmeste venner og familie.

I denne anmeldelse har jeg valgt at vise enkelte af de digte, som jeg syntes var ekstra fine <3

Bogen udkommer i dag 17. april 2021

Anmeldelse af “Slugt” af Christina Englund

Titel: “Slugt” Forfatter: Christina Englund. Sider: 192. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Nogle gange tænker jeg, at jeg hellere vil efterlade nogle få vellykkede værker end blive hængende og vente på, at mit liv forvandler sig til en kop indtørret kaffegrums.

“Slugt” er en intens og følsom roman om den amerikanske fotograf og kunstner Francesca Woodman, der valgte at tage sit liv som 22 årig, og som efter sin død har opnået stor anerkendelse som kunstner og fotograf. Christina Englund har skrevet følgende om Francescas billeder i en artikel i månedsmagasinet IN’s april nummer:

“Francesca Woodmans billeder er overvejende sort-hvide, melankolske, gådefulde og til tider nærmest uhyggelige. Woodman bruger som regel sig selv eller andre unge kvinder som modeller; nøgne, halvt afklædte eller slørede. Kroppene optræder i halvtomme, ofte ramponerede rum side om side med en række udvalgte objekter.”

Romanen foregår i New York i begyndelsen af 80’erne, hvor Francesca vokser op i en kunstnerfamilie. Hendes far er maler mens moderen er keramiker og deres omgangskreds tæller en kreds af kreative mennesker. Forventningerne er høje til den unge og meget talentfulde Francesca, men hun er selv konstant i tvivl om sine evner og om, hvor hun hører til. I romanen følger man som læser Francesca Woodman i det sidste år af hendes liv, hvor hun arbejder og elsker med samme intensitet. Som kunstner er hun ihærdig og original, springer fra ide til ide og udforsker forskellige kunstneriske processer, men hun oplever også stor forelskelse, tab og sorg. Hun vælger at tage sit eget liv en vinteraften i 1981.

Hvis jeg kunne ville jeg gerne træde ind i romanen og tage Francesca i hånden, når hun har det allersværest, men jeg ville ikke kunne hjælpe hende. Mit kendskab til den verden, hun lever i med kunsten er ikke eksisterende. Derfor har jeg måske også haft et lidt distanceret forhold til romanen. Dens verden er mig fremmed, men smerten kan jeg forholde mig til. En smerte, som Christina Engelund har skrevet om på formidabel vis.

“Min mor og hendes ler. Så begejstret og selvudslettende hun er på en og samme tid. Så har hun ondt af sig selv, så føler hun sig uovervindelig, hvad skal man stille op med det, hvilket barn kommer ud af det? Hvilken mand forelsker sig i det, holder til det? I alle de år? Jeg er bare en beholder. Hendes. Er jeg bare en beholder?”

Bogen er er ikke en biografi men en fiktiv roman bygget på Francesca Woodmans liv og værk. Den inviterer læserne med ind i 80’ernes kunstnermiljø i New York og den ånd, der hersker der.

Jeg er begejstret for den strømning af litteratur, der ses lige nu, hvor forfattere, qua deres historier, giver liv til afdøde betydningsfulde og spændende personer – senest Jesper Wung Sung med “Kvinde set fra ryggen” om Ida Hammershøi, og om kort tid udkommer Lotte Kaa Andersen med bogen “Den inderste kerne” om videnskabskvinden Inge Lehmann. “Slugt” er en fortælling om fotografi, forelskelse, lidenskab, tab, sorg og kunsten som altopslugende kraft. Christina Englund har med “Slugt”givet stemme til Francesca Woodman, der blot blev 22 år gammel, men som nåede at sætte betydelige kunstneriske spor efter sig. Jeg kendte ikke Franceska Woodman, før jeg læste om hende som led i at skulle anmelde denne bog, og jeg tror det har betydning for læsningen af romanen at man også læser om kunstneren for at få det optimale ud af romanen.

Bogen udkommer i dag 15. april.

Anmeldelse af “Pseudo” af Matilde Digmann.

Titel: “Pseudo” Forfatter: Matilde Digmann. Sider: 363. Forlag: Basilisk. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Basilisk.

Singleliv, dickpics, katte, edderkopper, ensomhed, afhængighed, sex og masser af psykologi. Jeg ELSKER denne roman helt stik imod min forventning. Det er jo for fanden en tegneserie…… i sort-hvid med talende katte og så er den på engelsk. Men den kan noget. Virkelig noget…

“Pseudo”, er en grafisk roman om Cat (En kat der tillægges menneskelige egenskaber), Ted (En kat, der kommer med gode råd) og Spider (En edderkop, der agerer facilitator for et bedre liv) Cat er hjerteknust efter brud sin ex og dulmer sine følelser med hvad end der er i nærheden: stoffer, mænd, porno, drama, snacks mm. Hun magter ikke at være alene og udvikler en afhængighed af kontakt med de mænd, hun kan støve op på et datingsite. Allerede på de første sider præsenteres problematikken, da Cat opretter en profil alt imens hun siger, “I know it’s to soon Ted” og Ted kvitterer med ordene ” Yea Cat Aren’t you supposed to find yourself? And learn to be alone” men det er netop det Cat ikke kan – være alene. Hun vil have sex og kærlighed og blander tingene sammen og overskrider gang på gang grænser hos sig selv.

Det er seriøse problematiker, kunstner og forfatter Matilde Digmann præsenterer i sin debutroman, men de er serveret med en genial humor, og grafikken er lige i øjet. Jeg har grinet højt, mens jeg læste den og krummet tæer i de passager, jeg kun kender alt for godt selv i forhold til hele datinguniverset. Om lysten, der gerne må være der men ikke for meget, og ikke for vildt, om kroppen, der skal være perfekt, om kønsbehåring, om beskeder, der ikke tikker ind, når de skal og beskeder og billeder, man helst var fri for. Der er ikke noget, der ikke er realistisk i selve historien og Matilde Digmann indkapsler hele datinguniverset på formidabel vis. Også Cats indre – hendes tanker og refleksioner overfor hendes handlinger er tegnet op i ord og billeder, der rammer dybt. Mændene hun dater er et kapitel for sig og skal opleves, særligt O. J.


Matilde Digmann skriver følgende om romanen: “Pseudo er første del af et større værk der omhandler afhængighed – om den afstumpethed og desensibilisering der følger af at vokse op i et patriarkalsk senkapitalistisk samfund hvor ens (kvindelige) krop gøres forkert og udseendet tillægges enorm betydning. Det er et blik ind i den parralelverden vi bevæger os i når vi dater på nettet og den forråelse af sjælen der følger af endeløs swiping.”

Hvis jeg skal tænke målgruppe i forhold til denne roman rammer den både snævert og bredt.Bredt tematisk da antallet af singler i Danmark aldrig har været højere. Snævert ift. form, da den måske ikke inviterer den klassiske romanlæser med ombord. Bogen er en tegneserie og på engelsk, men tag ikke fejl. Det er en yderst god læseoplevelse, hvis man finder hele datinguniverset samt de nævnte tematikker interessante. Du skal blot være forberedt på blowjobs og intimbarbering in your face, når du læser den.

Bogen er en kunstnerisk oplevelse, både i forhold til spejlcoveret i sølv og pink og det grafiske indhold. Den burde ligge fremme i museumsbutikkerne på kunstmuseer, og da bogen er på engelsk og tematikken ikke kun er vedkommende i Danmark men i det meste af verden har den også et globalt perspektiv. Det eneste, men også et vigtigt MEN, jeg har, er at bogens pink farve på kanten af siderne smitter af på møbler og tøj, så den skal ikke læses i din yndlings casmerestrik og i en råhvid sofa.

Romanen udkom 25.marts 2021.

Anmeldelse af “Grundvold” af Rachel Röst.

Titel: “Grundvold” Forfatter: Rachel Röst. Sider: 398. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Jeg er jo din far, og som forælder har man et stort ansvar for at sørge for, at ens børn er nær Gud, og at vi som familie er en velfungerende enhed. Du skal se det her møde som en mulighed for, at du og jeg kan få et tættere forhold, og at du kan blive hjulpet nærmere Vor Herre.”

Rebecca vokser op i en yderst patriarkalsk mormonfamilie i Urbanplanen på Amager. Hendes far dikterer familiens liv ned i mindste detalje, hvad de spiser, hvilket tøj de må gå i, hvor mange stykker toiletpapir de må bruge og hvordan de må røre sig selv. Faderen bruger evangelierne som rettesnor i hans diktering af familien, således det aldrig kommer til at handle om ham selv. Han vil jo kun familien det bedste, som han ofte udtrykker. Rebecca og hendes to yngre søstre trues med onde kræfter, hvis de ikke overholder budene. Moren er et pillespisende vrag, der passivt ser til, og som hverken udviser interesse eller modstand. “Hjemmet er grundvolden for alt godt” siger mormonernes profet Joseph Smith. Men hjemmet bliver alt andet end en god og tryg base for Rebecca og hendes søstre. Særligt i teenageårene bliver hjemmet med farens gennemborende blikke og strenge regler et fængsel. Rebecca begynder langsomt at gøre oprør mod såvel faren som troen og meget sent går det op for hende, at det ikke er Satan, der ødelægger hende, som hun er blevet fortalt af sin far men at det netop er hendes far, der er den ødelæggende faktor.

Rachel Röst har skrevet en ualmindelig barsk og fængende bog om at vokse op med social kontrol og religiøs fanatisme. Om at være ung med alle de naturlige behov der opstår for at lære sig ser at kende, om spirende seksualitet og forelskelse. Om destruktive forhold og om at komme ud af dem eller ej. Om at vende sig mod, det man har lært var det rigtige i hele sin barndom. Om at sige fra og begynde på ny velvidende, at man aldrig kan slippe sin fortid.

“Grundvold” er Rachel Rösts debutroman, men man skulle tro, man læste et værk af en garvet forfatter. Den er så utrolig godt skrevet. Rachel Röst formår, at skrive afdæmpet om det smertefulde. Stærkt om det stille. Mens jeg læste bogen kom jeg til at tænke på Leonora Christine Skovs “Den der lever stille” og Morten Papes “Planen” To bøger og to forfattere i en klasse for sig. Rachel Röst lægger sig helt tæt op ad disse to både i indhold og form, men alligevel sætter hun et særligt aftryk med netop sin historie. Jeg uddeler ikke stjerner, men lader alligevel et billede stå af en roman i stjernestøv intet mindre.

Rachel Röst (f. 1976) er cand.mag. i litteraturvidenskab, litteraturformidler og foredragsholder. Hun er stifter for foreningen LÆS FOR LIVET, som støtter og udvikler udsatte børn og unges læsning ved at samle bøger ind og etablere biblioteker på bl.a asylcentre, døgninstitutioner og børnehjem.

“Grundvold” udkom 26. marts 2021.