april 2021

Læsefællesskaber

På billedet ses et lille udpluk af nogle af de bøger, vi har læst i min private litteraturklub gennem de sidste tre år.

For kort tid siden var jeg ambassadør for læsefestivallen “Vi læser sammen” Et læsefællesskab arrangeret af Aarhus Litteraturcenter. Formålet med læsefestivallen var bl.a at forebygge ensomhed og at dele læseglæden med andre på tværs af køn, alder, geografi og “læsebaggrund” Festivallen var kort sagt for alle. Folk bag festivalen havde udvalgt fem bøger man kunne stemme om og den bog, der fik flest stemmer skulle vi så læse og debattere sammen. Afstemningen fandt sted i januar og selve læsningen med debat og forskellige events fandt sted i marts. Der var ca. 380 tilmeldte i læse- og debatgruppen. I skrivende stund evalueres festivalen, som gentages næste år.

At læse er oftest noget man gør i eget selskab. Man er alene med historien og karaktererne, med mindre der er tale om højtlæsning, hvilket ofte er et privilegie, børn og ikke voksne nyder godt af. Litteraturen åbner op for problematikker, vi mere eller mindre kan spejle os i, og ind i mellem kan det være rart blot at have læseoplevelsen for sig selv, men ofte kan det være en virkelig god oplevelse at dele det læste med andre. Flere skrev til mig under læsefestivallen, at de savnede et læsefællesskab, men at de var i tvivl om, hvordan man kom ind i eksisterende læseklubber, eller hvordan man kunne starte sin egen. Det vil jeg forsøge at komme med lidt bud på her.

Jeg vil komme ind på egen erfaring med opstart af litteraturklub og dele de tips og tricks, vi selv gjorde brug af ved opstart. Og så vil jeg komme ind på de læseklubber bibliotekerne tilbyder.

For præcis tre år siden så jeg filmen “The Jane Austen Book Club” på Netflix. En total sukkersød amerikansk film, om kvinder, der starter en bogklub, og om hvad det betyder for deres liv og deres selvudvikling. Filmen satte et ønske om at starte en læseklub i gang, og ideen rumsterede lidt i baghovedet. Ca. to uger efter skrev en veninde, at hun havde set en film, der hed “The Jane Austen Bookclub” og at hun nu havde lyst til at starte en læseklub. Hvad er chancen for, at to veninder ser den samme overromantiske film, og derefter ønsker at “udleve” ideen. Vi var fyr og flamme. Aftalte at mødes på en café og brainstorme på ideer og koncept. Alt blev vendt og drejet i forhold til hvem vi ønskede skulle deltage, hvor mange vi skulle være, hvilke bøger (genrer) vi ønskede at læse, hvor møderne skulle afholdes, og hvad vi skulle indtage til disse møder. Ligeledes formaliteten omkring møderne og debatten om det læste. Vi gik opløftede derfra med en ny aftale om at mødes igen, hvor vi hver især skulle forberede bogforslag, medlemmer og ideer til et endeligt koncept. Da vi mødtes igen havde vi begge forslag med til medlemmer fra egen vennekreds samt lange boglister. Vi havde fundet inspiration i avisernes bogsektioner, hos bogbloggere, på bestsellerlister og i DR Romanklubben og lavede derudfra et udkast til en læseplan for det kommende halvår. Det er ikke noget, man laver på fem minutter. Vi brugte tid på at udvælge bøger, hvis længde passede ind med årets begivenheder og traditioner, således vi ikke skulle læse de tykkeste og tungeste bøger op mod jul mm. Derefter lavede vi et udkast til, hvordan vi kunne forestille os, at aftenerne skulle foregå. Vi havde besluttet, at det skulle foregå på skift hjemme hos os privat, og at værten skulle stå for en let anretning plus vand og vin. Nul kaffe og kage. Derudover ville vi have en “tovholder” som hver gang, udover at være ordstyrer, skulle være ansvarlig for at præsentere et forfatterportræt af den læste forfatter den pågældende aften samt de anmeldelser, der kunne findes omkring den læste bog. Vi fandt inspiration i artikler og på nogle biblioteker i forhold til, hvordan vi skulle gribe selve samtalen om bøgerne an, så det ikke blot blev en samtale om hvorvidt, det havde været en god eller en dårlig læseoplevelse, men en samtale om, hvad der netop havde gjort det til den ene eller den anden læseoplevelse. Vi ville gerne snakke om sproget i det læste, om karaktererne og deres troværdighed og om miljøbeskrivelserne mm. Aftenerne skulle være en blanding af skønt afslappet samvær og seriøse bogsnakke. Vi inviterede de tiltænkte medlemmer en aften og præsenterede konceptet, og alle ønskede at deltage. Vi besluttede, at vi ville være mere end en læseklub. Vi ville være en litteraturklub, fordi vi også ønskede at supplere konceptet med biograf- og teaterture, foredrag, bogmesser mm der kunne relateres til litteratur.

Her tre år efter kan jeg sige, at det lykkedes fuldt ud. Jeg holder umådeligt meget af vores litteraturklub. Det er mennesker, som betyder alverden for mig. Vores koncept holder ikke altid, men så prøver vi at dreje det hen på det oprindelige og så finjusterer vi hen ad vejen. Vi er langt fra altid enige i vores oplevelser af det læste, og det giver spændende snakke og masser af grin og ind i mellem skifter man mening, fordi man pludselig ser det læste i et andet lys. En enkelt har valgt at træde ud mens en ny trådte ind. Ligeledes har en haft pause, men er vendt tilbage. Det er utroligt dejligt. Herunder kan I se vores koncept nedskrevet fra start.

Vejledende guide til litteraturklubbens bogaftener

Aftenenes vært sørger for vin, vand samt let anretning.

Aftenens ordstyrer åbner aftenens samtale om bogen med en runde, hvor alle kan komme med deres umiddelbare oplevelse af bogen.

Ordstyreren kommer herefter med et forfatterportræt samt nogle få anmeldelser af aftenens bog.

Herefter “cafésnak” rundt om bordet med inspiration fra følgende punkter:

Hvad er bogens genre? (Historisk roman, fantasy, krimi, samtidsroman…..)

Hvilke temaer er der i bogen?

Hvordan oplever I personerne? Er de troværdige? Sker der en udvikling med dem igennem bogen? Hvad synes I om dem? Hvad er forfatterens hensigt med at fremstille dem sådan?

Hvordan er miljøskildringerne – spændende? Troværdige?

Hvordan er sproget?

Perspektivering til andre bøger og hvilke tanker sætter bogen i gang hos jer?

Andet…..

Dette var omkring min private litteraturklub. Hvis man ikke ønsker det på denne måde, kan man henvende sig til landets biblioteker, som har flere typer af læsegrupper. Der er eksisterende grupper, man kan søge ind i eller man kan starte sin egen. Bibliotekerne er behjælpelig med udlån af bøger til læseklubberne og nogle steder er det også muligt at låne deres lokaler til læseklubaftener. Læs mere på dit lokale biblioteks hjemmeside eller spørg en bibliotikar. Bibliotekerne står også for DR Roman læseklubberne. Her læses og debatteres de seks bøger, der er nomineret til Dr Roman prisen hvert år, og hver læsegruppe indstiller de bøger, der bør gå videre til finalen og hvilken den bog, de mener bør vinde. Der kan være ventetid på at komme med i disse læsegrupper. Jeg var selv skrevet op i et års tid, før det lykkedes mig at komme med.

Der findes også flere online læseklubber. Bogblogger https://litfix.dk har en virkelig god online læsegruppe, hvor der hver måned læses en bog i fællesskab og som debatteres i en facebookgruppe for medlemmer af læsegruppen. Flere biblioteker har også i coronaperioden med nedlukning haft spændende liverrangemeneter, hvor man sammen debatterer en læst bog.

Læsefællesskaber kommer i mange former, men uanset form er det berigende at dele læseglæden med andre, så savner du et læsefællesskab er der mange muligheder for at finde lige præcis den form, der passer til dig.

Anmeldelse af “Jorden under mig” af Helle Vincentz

Titel: “Jorden under mig” Forfatter: Helle Vincentz. Sider: 360. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People’s Press

“Min familie kan ikke holde til det pres, der hedder livet. Vi kører galt, styrter i grus, styrter i døden. Tager et jagtgevær i munden, sætter af, sekundet før toget kommer. Vælger vi ikke døden så direkte, som min far og min fætter gjorde, kommer den alligevel til min familie, længe før alle andre. Stamtræets grene er rådne:”

Jeg har vendt sidste side i Helle Vincentz erindringsroman “Jorden under mig” og trods mange læsninger af opvækstromaner og med en vis mæthed på området må jeg sige at denne er ganske særlig og skiller sig ud i mængden, fordi den ikke “blot” handler om et betændt opvækstmiljø, men om at have mistet alle sine nærmeste familierelationer pånær en søster i en alder af 23 år. I bogen møder vi barnet Helle, den unge Helle og den voksne Helle.

Helle vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Hendes mor er skolelærer og hendes far er landmand. De er ramt af kartoffelkuren og deres landbrug er som mange andres i fare. Hendes far er ikke glad for at være landmand og han begynder at drikke. Helle føler hun har tre hjem. Et hos sin mor og far. Et hos sin farmor og farfar og et hos sin dagplejer. Det er rart, for så kan hun altid skifte “hjem” når det ikke er rart at være hjemme hos far og mor, der skændes oftere og oftere. Hun skriver også dagbog om sin hverdag. Også den dag hendes far efter flere indlæggelser på psykiatrisk sygehus, skyder sig selv i farmoren og farfarens kælder.

“Kære dagbog. Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja, det var søveligt. Venlig hilsen Helle 8 år”

Helle føler at hun og statsministeren Poul Schlüter er skyld i farens død. Hun fordi hun for ofte har plaget om ting, som hendes far fandt unødvendige som for eksempel armbånd som alle de andre piger i skolen går med. Schlüter fordi han har fundet på det med kartoffelkuren. Hun kæmper med denne skyld på samme tid med at hun forsøger at passe ind i miljøet i de to skoler hun går på i sin barndom. Blot halvandet år efter sin fars død mister hun sin farmor. Og kort tid derefter sin farfar. En pige i hendes klasse bliver skudt af sin far som har valgt at tage livet af hele sin familie inklusiv sig selv og en dag rammes hendes mor af kræft og dør. Helle har kun sin søster Vibeke tilbage. Alt dette fortælles med barnestemmen og det er stærk læsning. Stærkt fordi det smertelige er skrevet med et barns logik og med et barns ønske om at alt bare skal være så normalt som muligt. Og stærkt fordi Helle Vincentz i den grad formår at skabe karakterer i romanen. Miljøbeskrivelserne er helt unikke. Særlig omkring deres franske bil – en Citroën, de altid skal vente på hæve sig til en bestemt højde før de må køre i den. Og besøgene hos murer Kjeld, der altid serverer citronsodavand mens han og faren drikker øl. Det er efter min mening barnestemmen, der løfter denne roman og gør den til noget særligt i mængden af erindringsromaner. Helle Vincentz ved præcis, hvordan hun skal skildre, den evne et udsat barn har, når det skal vejre stemningen i en familie. Hvordan kropssproget er hos forældrene, når stemningen er henholdsvis god eller dårlig. Men den unge og voksne Helle er også interessant. Hun får gode karakterer i gymnasiet, tager flere videregående uddannelser, rejser ud i verden, skriver debatindlæg og spændingsromaner, bliver gift og får to børn alt imens fortiden bliver ved med at spille ind på en sådan måde, at Helle bliver psykisk syg og må i behandling .

Romanens kerne er farens selvmord, men det er en roman om psykisk sygdom, og hvad det betyder for børn at vokse op i en familie med dette, og det er en roman om samfundsmæssige vilkår og om relationers betydning for os som mennesker. Måske er min begejstring for romanen farvet af min pædagogiske baggrund, af at have mødt børn som Helle, af at have undervist unge, der selv er opvokset i familier med psykisk sygdom, alkoholmisbrug og svigt, men den litterære kvalitet er også i top med alt det jeg har beskrevet ovenfor. Det er en af de bedste erindringsromaner, jeg har læst og jeg håber at bogen indstilles til en pris, for det fortjener den.

“Jorden under mig” udkom den 15. april 2021

Anmeldelse af “Hvis vi ikke taler om det” af Leonora Christina Skov

Titel: “Hvis vi ikke taler om det” Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 384. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Forleden var jeg sammen med en række bogbloggere inviteret til (digital) salon hos forfatter Leonora Christina Skov, som bl.a indviede os i, at hun ikke læser anmeldelser af sine bøger i aviserne, fordi hun har haft grænseoverskridende dårlige oplevelser på den front, hvilket også kommer til udtryk i romanen. Til gengæld læser hun med hos bogbloggere “fordi vi jo ikke har nogen interesse i at lave dårlige omtaler…” Den skulle jeg lige sluge og tænke en ekstra gang over. Til det vil jeg sige, at den udtalelse/holdning så jeg gerne ændret, hvis jeg og mine “kollegaer” skal tages seriøst af vores læsere. Når jeg drysser guldstøv ned over litterære værker, er det fordi de netop litterært har været en oplevelse – det være sig på forskellige plan, men aldrig fordi jeg skal “please” en forfatter eller et forlag. Aldrig! Når det så er sagt behøver man jo ikke som blogger at være lige så hård i sin retorik som enkelte anmeldere på dagbladene kan være. Man kan sagtens give konstruktiv kritik uden at være et dumt svin.

Og hvad har alt dette så at gøre med Leonora Christina Skovs nyeste roman “Hvis vi ikke taler om det”? Jo der er en pointe, som jeg vil vende tilbage til senere i teksten.

“Hvis vi ikke taler om det” er efterfølger til succesromanen “Den der lever stille” fra 2018 En selvbiografisk roman, der fik Leonora Christina Skovs karriere til at eksplodere, da hun på fabelagtig vis fik fortalt sin personlige historie om sin opvækst og sit udspring som homoseksuel i et stærk indremissionsk hjem. Efter udgivelsen af “Den der lever stille” beslutter hun sig for at skrive historien om sin vej mod drømmen om at blive forfatter. Om de forhindringer og de ubehagelige oplevelser, der følger med drømmen. Om at strække sig så langt for at få en bog udgivet, at tab af integritet bliver prisen. Men Leonora Christina Skov har en plan. Hun vil slå igennem som forfatter og sætte sig spor i verden, så hun pakker alle de dårlige oplevelser sammen til de næsten ikke er der mere. Problemet er bare at de ikke vil gå væk som tiden og årene går.

“Hvis vi ikke taler om det” er en bog, der tager fat på forfatterlivet, på forlagsbrancen og magtstrukturer herunder metoo- og ligestillingsproblematikken. Men den omhandler også mobning i barndommen og stadig relationen mellem Leonora Christina og hendes forældre, og ikke mindst kærligheden til livsledsageren Annette, som også havde en central rolle i “Den der lever stille”. Bogen har ikke en kronologisk tidslinje, men bevæger sig frem og tilbage i tiden. Den har det her særlige metalag, der handler om romanens tilblivelse, hvilket fungerer utrolig godt. Ligeledes er der referencer til tidligere værker af Leonora Christina Skov, så gennem denne roman får man som læser et virkelig godt indblik i hele hendes forfatterskab. Det er stærk læsning. Som altid skriver Leonora Christina Skov fabelagtigt godt og levende. Det er som om bogen har billeder og vi taler ikke sort-hvide fotos her. Der er smæk for skillingen. Leonora Christina Skov er tidligere kendt som en stærk og af nogle opfattet som en “larmende” debattør i medierne men altid med noget på hjerte. I dag formidler hun stærke sager og problematikker gennem litteraturen og hun gør det fremragende. Og her vil jeg så vende tilbage til min indledning. Bogen tager også fat på det at anmelde og at blive anmeldt og det er enormt interessant at læse. For som anmelder (også i romanen) sidder du med et andet menneskets hjerteblod. En historie, der måske har været mange år undervejs og ikke uden omkostninger, og her er det i min optik vigtigt både at få en ærlig og konstruktiv tilbagemelding – læs anmeldelse, og altid i god tone og med værdighed. Det får mig til at tænke på den danske filosof Løgstrups citat:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (Den etiske fordring 1956)

Jeg ville ønske, efter at have læst bogen, at Leonora Christina Skov havde mødt flere mennesker på sin vej mod drømmen om at blive forfatter, der havde haft Løgstrups citat in mente og havde handlet ud fra dette. I dag behøver hun ikke kæmpe for anerkendelse og respekt. Hun er en stjerne, og derfor rækker hendes roman også langt ud over hende selv, selvom den er selvbiografisk. Den er nemlig med til at tage generelle problemstillinger op for de mange yngre forfatterspirer, der kæmper deres vej gennem forlagsbrancen, og hvor kun de få kommer gennem nåleøjet.

Bogen, som udover sit stærke indhold også er blændende smuk udkommer i dag 22. april og i forbindelse med udgivelsen produceres og sælges der også en eksklusiv notesbog med ordene påtryk i guld “Hvis vi ikke skriver om det” og den 26. april udkommer der musik skrevet til bogen. Komponist og sangerinde Kristina Holgersen har i samarbejde med Leonora Christina Skov skabt singlen “Hvis vi ikke taler om det” Singlen er første udspil fra det kommende album “Kapow Goodbye” som udkommer på alle digitale platforme 7. maj 2021.

Anmeldelse af “Jeg hedder Folkvi”

Titel: “Jeg hedder Folkvi” Forfatter: Maria Hesselager. Sider: 190. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er sådan her, det bliver, siger han lavt. I morgen kommer Od og jeg sammen med den kloge kone. Vi rider dig ud på overdrevet, hvor der står et telt, det skal du være i, indtil den fremmede kraft er drevet ud. Det er for dit eget bedste, for alles bedste, nok”

“Jeg hedder Folkvi” er Maria Hesselagers debutroman. En roman, der er skrevet med afsæt i vikingetiden og som bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om kærlighed, tab og jalousi, om tilfældigheder af tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uværgerligt bliver ældre.

Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op indenfor høvdingepladsens beskyttende hegn. De har været hinandens fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og har forlovet sig med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene.

Bogen er delt op i flere spor. I hovedsporet følger man som læser Folkví, der snubler sig hovedkuls gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. I et andet spor ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Bogen starter ud med et hint om, at noget kriminelt er ved at finde sted, og bogen slutter på særdeles overraskende vis.

Sprogligt er bogen er perle, og miljøbeskrivelserne er virkelig gode, men den kræver langsommelighed og koncentration for at kunne følge med i de mange spring i tid og i de forskellige karakterer. Det er ikke en let læst bog, men den fangede mig på grund af sproget og fordi jeg drages af det historiske element fra vikingetiden. Det er en meget flot debut af Maria Hesselager.

Bogen udkommer i dag 21. april 2021

Anmeldelse af “Miniaturer” af Carsten René Nielsen & Mette Norrie.

Titel: Miniaturer – Digte & tegninger. Digter: Carsten René Nielsen. Billedkunstner og forfatter: Mette Norrie. Sider: 96. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Miniaturer” er blevet til qua et unikt kunstnermøde mellem digter Carsten René Nielsen og billedkunstner og forfatter Mette Norrie på Hald Hovedgaard i 2019. Bogen indeholder små fine finurlige digte ledsaget af lige så fine og finurlige tegninger. Forlaget skriver således om bogen: “Carsten René Nielsens korte digte har fokus på de mindste ting, detaljerne og det oversete, hvor tingene sættes i et poetisk mikroskop. Mette Norries tegninger er ikke blot illustrationer, men en visuel poesi, som fletter sig ind og ud af teksterne. Digte og tegninger hænger uløseligt sammen og giver adgang til en verden fuld af detaljer og poesi. På en og samme tid småt og stort”

Miniature er en lang tradition indenfor kunstens verden, og en typisk definition er, at værket kan ligge i hånden på samme tid, som at indholdet ofte har fokus på detaljer og formindskelser.

Lyrikken er ikke min stærke side, når den bliver for “kringlet” og med alt for mange metaforer. Men jeg elsker legen med ord, man møder i lyrikken, og jeg øver mig i at lade mig svømme med i det ikke umiddelbart forståelige men det mere sanselige. “Miniaturer” er små korte digte og de får mig til både at smile, føle og ind i mellem ryste lidt på hovedet, når det bliver for surrealistisk. Det samme gælder i forhold til tegningerne. Jeg blev begejstret mange gange under læsningen, og der opstod gradvist et ønske om, at hvor kunne det være fantastisk, hvis vi ind i mellem blomster og chokolade som værts-/værtindegaver kom med en digtsamling til vores nærmeste venner og familie.

I denne anmeldelse har jeg valgt at vise enkelte af de digte, som jeg syntes var ekstra fine <3

Bogen udkommer i dag 17. april 2021

Anmeldelse af “Slugt” af Christina Englund

Titel: “Slugt” Forfatter: Christina Englund. Sider: 192. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Nogle gange tænker jeg, at jeg hellere vil efterlade nogle få vellykkede værker end blive hængende og vente på, at mit liv forvandler sig til en kop indtørret kaffegrums.

“Slugt” er en intens og følsom roman om den amerikanske fotograf og kunstner Francesca Woodman, der valgte at tage sit liv som 22 årig, og som efter sin død har opnået stor anerkendelse som kunstner og fotograf. Christina Englund har skrevet følgende om Francescas billeder i en artikel i månedsmagasinet IN’s april nummer:

“Francesca Woodmans billeder er overvejende sort-hvide, melankolske, gådefulde og til tider nærmest uhyggelige. Woodman bruger som regel sig selv eller andre unge kvinder som modeller; nøgne, halvt afklædte eller slørede. Kroppene optræder i halvtomme, ofte ramponerede rum side om side med en række udvalgte objekter.”

Romanen foregår i New York i begyndelsen af 80’erne, hvor Francesca vokser op i en kunstnerfamilie. Hendes far er maler mens moderen er keramiker og deres omgangskreds tæller en kreds af kreative mennesker. Forventningerne er høje til den unge og meget talentfulde Francesca, men hun er selv konstant i tvivl om sine evner og om, hvor hun hører til. I romanen følger man som læser Francesca Woodman i det sidste år af hendes liv, hvor hun arbejder og elsker med samme intensitet. Som kunstner er hun ihærdig og original, springer fra ide til ide og udforsker forskellige kunstneriske processer, men hun oplever også stor forelskelse, tab og sorg. Hun vælger at tage sit eget liv en vinteraften i 1981.

Hvis jeg kunne ville jeg gerne træde ind i romanen og tage Francesca i hånden, når hun har det allersværest, men jeg ville ikke kunne hjælpe hende. Mit kendskab til den verden, hun lever i med kunsten er ikke eksisterende. Derfor har jeg måske også haft et lidt distanceret forhold til romanen. Dens verden er mig fremmed, men smerten kan jeg forholde mig til. En smerte, som Christina Engelund har skrevet om på formidabel vis.

“Min mor og hendes ler. Så begejstret og selvudslettende hun er på en og samme tid. Så har hun ondt af sig selv, så føler hun sig uovervindelig, hvad skal man stille op med det, hvilket barn kommer ud af det? Hvilken mand forelsker sig i det, holder til det? I alle de år? Jeg er bare en beholder. Hendes. Er jeg bare en beholder?”

Bogen er er ikke en biografi men en fiktiv roman bygget på Francesca Woodmans liv og værk. Den inviterer læserne med ind i 80’ernes kunstnermiljø i New York og den ånd, der hersker der.

Jeg er begejstret for den strømning af litteratur, der ses lige nu, hvor forfattere, qua deres historier, giver liv til afdøde betydningsfulde og spændende personer – senest Jesper Wung Sung med “Kvinde set fra ryggen” om Ida Hammershøi, og om kort tid udkommer Lotte Kaa Andersen med bogen “Den inderste kerne” om videnskabskvinden Inge Lehmann. “Slugt” er en fortælling om fotografi, forelskelse, lidenskab, tab, sorg og kunsten som altopslugende kraft. Christina Englund har med “Slugt”givet stemme til Francesca Woodman, der blot blev 22 år gammel, men som nåede at sætte betydelige kunstneriske spor efter sig. Jeg kendte ikke Franceska Woodman, før jeg læste om hende som led i at skulle anmelde denne bog, og jeg tror det har betydning for læsningen af romanen at man også læser om kunstneren for at få det optimale ud af romanen.

Bogen udkommer i dag 15. april.

Anmeldelse af “Pseudo” af Matilde Digmann.

Titel: “Pseudo” Forfatter: Matilde Digmann. Sider: 363. Forlag: Basilisk. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Basilisk.

Singleliv, dickpics, katte, edderkopper, ensomhed, afhængighed, sex og masser af psykologi. Jeg ELSKER denne roman helt stik imod min forventning. Det er jo for fanden en tegneserie…… i sort-hvid med talende katte og så er den på engelsk. Men den kan noget. Virkelig noget…

“Pseudo”, er en grafisk roman om Cat (En kat der tillægges menneskelige egenskaber), Ted (En kat, der kommer med gode råd) og Spider (En edderkop, der agerer facilitator for et bedre liv) Cat er hjerteknust efter brud sin ex og dulmer sine følelser med hvad end der er i nærheden: stoffer, mænd, porno, drama, snacks mm. Hun magter ikke at være alene og udvikler en afhængighed af kontakt med de mænd, hun kan støve op på et datingsite. Allerede på de første sider præsenteres problematikken, da Cat opretter en profil alt imens hun siger, “I know it’s to soon Ted” og Ted kvitterer med ordene ” Yea Cat Aren’t you supposed to find yourself? And learn to be alone” men det er netop det Cat ikke kan – være alene. Hun vil have sex og kærlighed og blander tingene sammen og overskrider gang på gang grænser hos sig selv.

Det er seriøse problematiker, kunstner og forfatter Matilde Digmann præsenterer i sin debutroman, men de er serveret med en genial humor, og grafikken er lige i øjet. Jeg har grinet højt, mens jeg læste den og krummet tæer i de passager, jeg kun kender alt for godt selv i forhold til hele datinguniverset. Om lysten, der gerne må være der men ikke for meget, og ikke for vildt, om kroppen, der skal være perfekt, om kønsbehåring, om beskeder, der ikke tikker ind, når de skal og beskeder og billeder, man helst var fri for. Der er ikke noget, der ikke er realistisk i selve historien og Matilde Digmann indkapsler hele datinguniverset på formidabel vis. Også Cats indre – hendes tanker og refleksioner overfor hendes handlinger er tegnet op i ord og billeder, der rammer dybt. Mændene hun dater er et kapitel for sig og skal opleves, særligt O. J.

Matilde Digmann skriver følgende om romanen: “Pseudo er første del af et større værk der omhandler afhængighed – om den afstumpethed og desensibilisering der følger af at vokse op i et patriarkalsk senkapitalistisk samfund hvor ens (kvindelige) krop gøres forkert og udseendet tillægges enorm betydning. Det er et blik ind i den parralelverden vi bevæger os i når vi dater på nettet og den forråelse af sjælen der følger af endeløs swiping.”

Hvis jeg skal tænke målgruppe i forhold til denne roman rammer den både snævert og bredt.Bredt tematisk da antallet af singler i Danmark aldrig har været højere. Snævert ift. form, da den måske ikke inviterer den klassiske romanlæser med ombord. Bogen er en tegneserie og på engelsk, men tag ikke fejl. Det er en yderst god læseoplevelse, hvis man finder hele datinguniverset samt de nævnte tematikker interessante. Du skal blot være forberedt på blowjobs og intimbarbering in your face, når du læser den.

Bogen er en kunstnerisk oplevelse, både i forhold til spejlcoveret i sølv og pink og det grafiske indhold. Den burde ligge fremme i museumsbutikkerne på kunstmuseer, og da bogen er på engelsk og tematikken ikke kun er vedkommende i Danmark men i det meste af verden har den også et globalt perspektiv. Det eneste, men også et vigtigt MEN, jeg har, er at bogens pink farve på kanten af siderne smitter af på møbler og tøj, så den skal ikke læses i din yndlings casmerestrik og i en råhvid sofa.

Romanen udkom 25.marts 2021.

Anmeldelse af “Grundvold” af Rachel Röst.

Titel: “Grundvold” Forfatter: Rachel Röst. Sider: 398. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Jeg er jo din far, og som forælder har man et stort ansvar for at sørge for, at ens børn er nær Gud, og at vi som familie er en velfungerende enhed. Du skal se det her møde som en mulighed for, at du og jeg kan få et tættere forhold, og at du kan blive hjulpet nærmere Vor Herre.”

Rebecca vokser op i en yderst patriarkalsk mormonfamilie i Urbanplanen på Amager. Hendes far dikterer familiens liv ned i mindste detalje, hvad de spiser, hvilket tøj de må gå i, hvor mange stykker toiletpapir de må bruge og hvordan de må røre sig selv. Faderen bruger evangelierne som rettesnor i hans diktering af familien, således det aldrig kommer til at handle om ham selv. Han vil jo kun familien det bedste, som han ofte udtrykker. Rebecca og hendes to yngre søstre trues med onde kræfter, hvis de ikke overholder budene. Moren er et pillespisende vrag, der passivt ser til, og som hverken udviser interesse eller modstand. “Hjemmet er grundvolden for alt godt” siger mormonernes profet Joseph Smith. Men hjemmet bliver alt andet end en god og tryg base for Rebecca og hendes søstre. Særligt i teenageårene bliver hjemmet med farens gennemborende blikke og strenge regler et fængsel. Rebecca begynder langsomt at gøre oprør mod såvel faren som troen og meget sent går det op for hende, at det ikke er Satan, der ødelægger hende, som hun er blevet fortalt af sin far men at det netop er hendes far, der er den ødelæggende faktor.

Rachel Röst har skrevet en ualmindelig barsk og fængende bog om at vokse op med social kontrol og religiøs fanatisme. Om at være ung med alle de naturlige behov der opstår for at lære sig ser at kende, om spirende seksualitet og forelskelse. Om destruktive forhold og om at komme ud af dem eller ej. Om at vende sig mod, det man har lært var det rigtige i hele sin barndom. Om at sige fra og begynde på ny velvidende, at man aldrig kan slippe sin fortid.

“Grundvold” er Rachel Rösts debutroman, men man skulle tro, man læste et værk af en garvet forfatter. Den er så utrolig godt skrevet. Rachel Röst formår, at skrive afdæmpet om det smertefulde. Stærkt om det stille. Mens jeg læste bogen kom jeg til at tænke på Leonora Christine Skovs “Den der lever stille” og Morten Papes “Planen” To bøger og to forfattere i en klasse for sig. Rachel Röst lægger sig helt tæt op ad disse to både i indhold og form, men alligevel sætter hun et særligt aftryk med netop sin historie. Jeg uddeler ikke stjerner, men lader alligevel et billede stå af en roman i stjernestøv intet mindre.

Rachel Röst (f. 1976) er cand.mag. i litteraturvidenskab, litteraturformidler og foredragsholder. Hun er stifter for foreningen LÆS FOR LIVET, som støtter og udvikler udsatte børn og unges læsning ved at samle bøger ind og etablere biblioteker på bl.a asylcentre, døgninstitutioner og børnehjem.

“Grundvold” udkom 26. marts 2021.