Måned: marts 2021

Titel: “Feje blade sammen op mod vinden” Forfatter: Christina Hesselholdt. Sider: 206. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People´s Pres.

“Det blæste, vinden spredte hele tiden de blade han havde fejet sammen……..”Og det synes jeg kan ses som et billede på hele mit liv”, sagde min far. “Jeg har fejet blade op mod vinden”

Christina Hesselholdt “Feje blade sammen op mod vinden” er en fortælling om det at blive ældre. Erindringer om fortiden i et billedligt smukt sprog. Nutidige problematikker, der skal håndteres. Vi møder de midaldrende Camilla, Alwilda, Edward, Alma og Kristian, som er venner og har været det gennem et langt liv. De har hver deres personlighed og Christina Hesselholdt har på formidabel vis opbygget fem meget karismatiske karakterer. De kæmper hver især med egne problemer, mens de skal hjælpe de andre med deres problemer. Især Camilla kæmper, først dør hendes hest, så computeren, og til sidst er det faren. Det gælder om at finde det positive i de mørke tider, men hvordan kan man det, når man har mistet alt det, man kendte? Og ikke nok med det, så står verden samtidig i brand. De fem venner diskuterer alt fra politiske ideologier til dyrevelfærd, og venskabet er ved at gå til under de ophedede diskussioner.

“Siden har jeg tænkt på om det er derfor, altså fordi “jeg ikke får noget derhjemme”dette umådeligt grimme udtryk, at jeg har udviklet fuglefobi, at jeg er optaget af stormflodsvarsler og har fået dyremishandling på hjernen, og at det eneste jeg snart opfatter som meningsfyldt, foruden at være sammen med Greta, er at gå og samle plastic op. Det ligefrem klør i mine fingre når jeg ser et stykke. Jeg kan blive helt skuffet, når jeg går ved fjorden, og der intet er skyllet op. Men det er da helt forkert at tilskrive det jeg er så ulykkelig over, en mangel på mandlig kærlighed”

Bogen er fyldt med poetisk smerte med et tvist af humor hele vejen igennem. Den er bygget op omkring hver karakter, der alle har en jeg stemme.

Kristian: “Halvfems procent af mine fødevarer er nu lilla for at forebygge demens, jeg fylder mig med grøntsager for ikke selv at ende som én, for sig mig helt ærligt: Hvem holder nok af mig til at besøge mig, skulle jeg ende i den situation? Når ingen har særlig lyst til at besøge mig som det er nu, hvor jeg er ved mine fulde fem?”

Alwilda: “Jeg har aldrig forstået hvorfor der skelnes mellem menneskers og dyrs lidelse, vi har samme centralnervesystem og føler smerte på lignende vis”

Alma: “Jeg har selv den vane at sætte bøger jeg end nu ikke har læst, eller bøger jeg har været ekstra glad for at læse frem på min reol (lænet mod bogryggen af bøgerne på hylden som så til gengæld bliver helt skjult) så man kan se forsiden. Det er systemet, i min bogudstilling. Men hvem ville kunne gætte det?”

Edward: “Jeg hører ofte mig selv sige højt: “Jeg er så træt. Mine hænder er trætte. Mine ben er trætte. Mine fødder er trætte. Hvis nogen vil have noget af mig har jeg svært ved at sige nej, er det fordi jeg har et svagt jeg? Foreksempel støtter jeg nu månedligt seksten forskelige miljø- og hjælpeorganisationer, og dem kan jeg godt remse op, men jeg kan også lade være, for den venstre hånd skal helst ikke vide hvad den højre gør”

Camilla: “Vi kunne ligeså godt have trukket ham i en automat. Eller mødt ham i en lejlighedssang. Tingene er mere levende end ham. Meget egenartede”

Det sidste citat fra Camilla er fra kapitlet der har samme navn som titlen på bogen. Et så fuldstændig vidunderligt kapitel om hvordan Camilla og Alma efter Camillas fars død skal rydde op i hjemmet og i en særlig samling faren havde. En samling bestående af seksogtyve genstande, som de to fuldstændig dissikerer og derigennem lærer Camillas far at kende.

“Vi laver en liste over tingene og katalogiserer dem efter emne. Disse emner skulle så gerne være summen af din far”

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Christina Hesselholdts fire tidligere bøger om Camilla og vennerne. I 2015 blev alle bøgerne samlet i ét værk “Selskabet” Berlingste skrev om det:

“Christina Hesselholdts bøger om Camilla og menneskene omkring hende udgives nu i ét bind. Sådan bør de også fremstå for eftertiden: Samlet og som ét mesterligt værk”

Et værk, der betegner sig selv som “en fortællekreds” Normalt bruges begrebet som betegnelse for en gruppe (konkrete) fortællere, som mødes og udveksler gode historier. Og måske er det det, der hentydes til hér. Vi befinder os i krydsfeltet mellem kort- og langform. Tekststykkerne lader sig indimellem læse selvstændigt, men de er også vævet sammen med hinanden.

Jeg har svært ved at få armene ned efter at have læst bogen. Den har gjort stort indtryk på mig. Ikke at den var nem at gå til. Den kræver opmærksomhed i forhold til at lære såvel opbygning som karakterer at kende. Jeg følte ind i mellem at jeg var “udenfor” fordi de fem venner har en fortid sammen forud for denne bog. Den er fuld af beskrivelser, refleksioner og dialoger og ikke så meget handling. Sproget er vidunderligt poetisk og billedligt. Da jeg havde læst sidste kapitel, fældet en tåre og lukket bogen skulle jeg lige mærke efter en ekstra gang, i forhold til hvilken læseoplevelse jeg lige havde haft. Jeg føler faktisk ikke, jeg har læst noget lignende og kom til at tænke på, at det må være ligesom at spise på Noma (ikke at jeg har prøvet det) men at alt er sanseligt, sublimt, æstetisk og anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende at tage i munden, men at det er en uforglemmelig sanselig oplevelse, der gør, at jeg har lyst til mere, hvorfor jeg lige har bestilt “Selskabet” fordi jeg vil have mere tid sammen med de fem.

“Feje blade sammen op mod vinden” udkom 19. marts i år.

Titel: “Værelse samlet af kvinder”. Forfatter: Katrine Grünfeld. Sider: 280. Forlag: Grif. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Grif.

Jeg er 52 år, skilt, handicaphjælper og godt på vej ind i overgangsalderen præcis som hovedpersonen i Katrine Grünfelds bog “Værelse samlet af kvinder” men så stopper ligheden også. Jeg flyttede ikke ind til min veninde, heftigt rygende og drikkende papvin, da jeg blev skilt, men jeg genkender alligevel mange af de tanker og følelser hovedpersonen går igennem.

Katrine Grünfeld har skrevet en på en gang poetisk og fanden i voldsk skilsmisseroman.

Romanen følger den navnløse hovedpersonen det første skelsættende år efter skilsmissen. I starten flytter hun ind til sin veninde M, der er blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre kvinde, som han har “kneppet menstruerende på deres sofa” og efterladt et synligt minde derfra i form af en rødlig plamage. Hovedpersonen og veninden M reflekterer over tilværelsen sammen alt imens deres børn på skift bor hos dem. Hovedpersonens teenagebørn er i starten sure og krævende og ind i mellem får jeg som læser lyst til at kvæle dem – bare lidt… Hovedpersonen er en skurk i deres øjne, fordi hun har valgt at forlade deres far, som også er i sorg og krise. Men børnene er jo som bekendt dem, som betaler prisen for en skilsmisse, så hovedpersonen nurser dem, så godt hun kan, alt i mens hun ind i mellem svines til af dem. Åh det gør ondt at læse, men det handler dybest set om teenageliv og ikke mindst om sorg… det bliver heldigvis bedre.

“Hvordan fortælle sine børn, at sorg er hulter til bulter, ingen rækker af ordnede ord, ingen hele sætninger, ingen god ro og orden, ingen rettidig omhu.”

Hovedpersonen dater halvhjertet, arbejder som handicaphjælper, hvilket er skildret fuldstændigt formidabelt, og flytter efter et stykke tid hos veninden ind i en lejlighed, hvor hun mødes med sin nabo, en ældre kvinde, på bagtrappen, og en fin relation åbenbarer sig. Der er op- og nedture hos hovedpersonen, men hun bakkes op omkring sin skilsmisse af sin mor, som efter egen skilsmisse har fået nyt liv… og som nøgternt gennem bogen sætter ord netop dette:

“…det var som at slippe ud af et fængsel, da jeg gik fra din far, alle har fortjent at blive skilt, skilsmisser slanker, man bliver klogere af at blive skilt, får nye venner, et nyt hjem, min kusse er våd igen, og jeg er så glad for min nye bordplade i eg, bare vent.”

Bogen er rørende og humoristisk og meget sigende om det at være kvinde i 50’erne. Sorg, krise, frisættelse og det at være midaldrende er de gennemgående temaer. Formen minder om lyrisk poesi – en form, jeg er blevet meget begejstret for at læse. Det er som om, at de stærke følelser trænger virkelig godt igennem i denne strenge form.

Bogen udkom 5. marts 2021.

Titel: “Kvinde set fra ryggen” Forfatter: Jesper Wung Sung. Sider:384. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Hun må lægge øre til sin nakke. Den er snart mere portrætteret end nogen konge eller dronning. Når Ida har håret løst eller samlet i en fletning, giver folk udtryk for deres skuffelse. De vil se Københavns mest kendte nakke. Den nakke har jo vinger. Den skal udstilles i London, og den går som varmt brød. Den er blevet verdensberømt i deres lille kreds af mennesker. Vilhelm, der aldrig har kunnet sælge noget, har med den nakke ramt en mindre guldåre. Ida hader det, når nogen sniger sig om bag hende for at tage dagens helt i øjesyn. Dette smalle undseelige bindeled mellem krop og hoved. Hvad er der med den nakke? Der er kvinder, som kan finde på at løfte op i hendes hår, og Ida har lyst til at sparke bagud som en hest”

Da jeg har vendt sidste side i “Kvinde set fra ryggen, er jeg rørt, dybt rørt. Over Idas histoire og over, at Jesper Wung Sung har givet hende en stemme. Det smukke og det smertelige forenes i denne historie, der handler om kunst, kærlighed og kompromisløshed. Der er få bøger, jeg kan mærke i kroppen blot ved at se på ryggen af dem i min bogreol. Denne bliver en af dem.

Forlaget skriver om bogen: Vilhelm Hammershøi er den dyreste og måske største danske kunstner nogensinde. Hammershøis værker sælges for tocifrede millionbeløb, ligesom millioner af museumsgæster har beundret kvinden på lærredet, men de færreste ved, hvem hun er. Ida Ilsted. Ida Hammershøi. “Kvinde set fra ryggen” er en roman om dette menneske. Et forsøg på at vende hende mod verden og give hende en stemme”

Bogens handling starter i 1890, hvor Idas storebror Peter vender hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Han har taget sin unge ven og malerkollega Vilhelm Hammershøi med sig. Inden sommeren er ovre er Ida og Vilhelm forlovede. En forlovelse, der ikke påskønnes af hverken Idas ellers Vilhelms mor. Idas mor er flere gange indlagt på sindsygehospitalet Oringe, og er absolut ingen støtte for Ida. Vilhelms formuende mor har altid dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun mener, at Ida er i vejen for Vilhelm kunstnerkarriere. Ida træder usikkert ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udlandsophold. De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, yderst minimalistisk indrettede og hvis formål er, at de skal tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand.

Der er stærke passager i bogen, om hvordan Ida fysisk lider under at sidde model for sin mand, og om hendes tanker om sig selv og det liv, hun lever. Jeg kom gennem hele mit følelsesregister, mens jeg læste bogen. Hvor har jeg været forarget og vred på Vilhelm Hammershøi ind i mellem, og tænkt, at han var den største egoist, for så præcis som Ida at føle ømhed kort efter. Kærligheden mellem dem er så stærk på trods af at den fremstår ligeså minimalistisk som Vilhelm Hammershøis malerier.

Det er en helt unik historie fortalt af Jesper Wung Sung. Sproget er smukt, enkelt og helt igennem en nydelse at læse, og så er bogens cover en fryd for øjet med Hammershøis motiv “Interiør med ung kvinde set fra ryggen -1903-1904”

Bogen udkom 10. marts 2021

• 

• 

Titel: “Solitaire” Forfatter: Mads Damsø. Sider: 400. Forlag: Forlaget Forår. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Forår.

“Kan ensomhed kureres med isolation?“

I Mads Damsøs roman “Solitaire” tager historien afsæt i, at de sociale medier er årsag til, at mennesker bliver ensomme. Hovedpersonen Mads beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform mod ensomhed. Han vil frivilligt lade sig isolere i en bunker i et år i håb om, ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed, at han på sigt vil genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund. Han sælger sin ide til en TV-station, der indvilger i at lave hans eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad hovedpersonen Mads imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkeren er den sidste mulighed han har for at redde sit vanskelige forhold. Kun hans redaktør ved, at han har en kæreste, og redaktøren indvilliger i, at Mads hver dag skriver et postkort, som redaktøren forpligter sig til at viderebringe til kæresten. Kæresten vil på sin side også dagligt skrive et postkort til Mads, men han kan først få dem at se, når han kommer ud af bunkeren.

Bogen består af 730 postkort – 365 fra Mads til kæresten og 365 retur.

Indholdet af postkortene spænder fra beskrivelser af Mads’ trivielle hverdag i bunkeren, kærestens hverdag derhjemme samt fortællinger fra begges fortid. Barske og overrumplende fortællinger, som de aldrig tidligere har fortalt hinanden om. Som bogen og postkortene skrider frem afsløres flere og flere sider af begge karakterer.

Ikke siden jeg læste “Terningemanden” af Luke Reinhardt har jeg læst så vanvittig en bog. Konceptet med historien og med postkortene er intet mindre end genialt. Formen er udfordrende at læse, idet man som læser skal holde styr på to parallelle historier. Øverst på siderne over stregen læses Mads´ historie og hans postkort. Nederst på siden under stregen kærenstens historie og hendes postkort (se billede øverst til højre). Når den ene historie blev mere spændende end den anden, kunne det være svært at læse kronologisk, som man normalt ville gøre. Ville det have givet en anden læseoplevelse, hvis Mads og hans kæreste havde haft hver deres kapitler? Ja måske, men det er netop denne vanvittige form, der gør at bogen adskiller sig fra andre værker. Det, at man som læser ved, at kæresten kan læse alle Mads’ postkort men at han ikke kan læse hendes gør, at man bliver ligeså frustreret som kæresten, fordi deres postkort aldrig bliver til en dialog mellem dem, men tværtimod to monologer. Det er et spændende greb, idet Mads og hans kæreste netop har haft problemer med at kommunikere tydeligt og åbent med hinanden i deres forhold.

Men formen gør ikke en bog alene. Der skal være en historie. Og historien udviklede sig i en retning, som jeg hverken brød mig om at læse eller som jeg kunne relatere til. Den stak simpelthen af for mig og blev FOR vanvittig. Historiens udvikling og det at formen med postkortene krævede ret meget koncentration gjorde, at jeg var fanget i bogens første halvdel. Derefter stod jeg af. Jeg synes, det er svært, at komme med én samlet læseoplevelse. Jeg kan blive i tvivl om hvem jeg skal anbefale bogen til, hvilken målgruppe, den er tiltænkt. Rent litterært en virkelig spændende læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til at læse mere af Mads Damsø, men selve historien kom til at irritere mig for meget.