Og vinderen er……..

Det blev Lotte Garbers, der løb med sejren i konkurrencen om, hvilken bog, vi skal læse sammen til festivalen “Vi læser sammen” i marts måned. Stort tillykke til Lotte garbers.

“Løbeklubben i Saudi” handler om danske Maiken, der er rejst til Saudi-Arabien fra et rodet liv i Danmark. Hun skal arbejde som antropolog for et medicinalfirma, der ønsker at sælge slankeprodukter til overvægtige arabiske kvinder. Her møder hun en kvindelig løbeklub, der vender op og ned på hendes forestillinger om kvinder i den arabiske verden.

Jeg glæder mig meget til at læse og diskutere bogen sammen med alle, der har lyst til at deltage, og jeg tør godt garantere, at det ikke bliver kedeligt.

Jeg informerer lidt nærmere om forløbet, når vi er et stykke inde i februar måned. Allerede nu er det muligt at melde sig ind i en Facebookgruppe, som vil være et af de fælles “mødesteder” omkring læsningen https://www.facebook.com/groups/450075862671529

På glædeligt gensyn.

Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

Festivallen – Vi læser sammen

Fælleskab og fællesskabsfølelse er vigtigt for det enkelte individs trivsel, men fællesskab kommer ikke af sig selv. Man skal som oftest have noget at byde ind med i et fællesskab, for at blive en del af dette. Her er vi igen som individer forskellige. Nogle er udadvendte og har let ved at møde nye mennesker og indgå i fællesskaber, mens det for andre er sværere. I forbindelse med Coronapandemien har fællesskabet været sat på prøve. Vi er sammen – men hver for sig. Mange har måske følt sig alene, ja ligefrem ensomme.

Aarhus Litteraturcenter inviterer netop nu til fællesskab med festivalen “Vi læser sammen” en læsefestival, hvor alle kan være med. Det kræver ikke en magistergrad i litteratur for at nyde en god bog og for at dele oplevelsen med andre, så du kan også være med i det landsdækkende læsefællesskab, som Aarhus Litteraturcenter står bag. Folkene bag festivalen har udvalgt fem bøger skrevet af danske forfattere, og du kan være med til at bestemme, hvilken bog vi skal læse sammen, men hver for sig, når du fra i dag 6. januar kan stemme på lige den bog, som du allerhelst vil læse. (Der vil være et link til afstemningen nederst i indlægget. Selve festivalen finder sted 1.-31. marts 2021 – både fysisk og digitalt. Der vil være mulighed for at diskutere den valgte bog i et onlinefællesskab, som vil blive præsenteret yderligere, når vi nærmer os marts måned.

Du kan høre Aarhus Litteraturcenter fortælle om hver enkelt af de fem bøger i det følgende og der er meget mere information om festivalen og om de enkelte forfattere på Aarhus Litteraturcenters Facebookside.

“Opkald fra mælkevejen” af Bjørn Poulsen https://www.facebook.com/watch/?v=129460712059824

“Nej” af Sanne Søndergaard https://www.facebook.com/watch/?v=748808212657956

“Africana” af Thomas Boberg https://www.facebook.com/watch/?v=173307277828793

“Det du ikke vil vide” af Birgithe Kosovics https://www.facebook.com/watch/?v=387873469107397

“Løbeklubben i Saudi” af Lotte Garbers https://www.facebook.com/watch/?v=721507825439848

Du kan stemme på lige præcis den bog, du ønsker vi skal læse sammen her: https://strawpoll.com/azscbqk88?fbclid=IwAR2j0HL3GkryjLHsdTva4W0ehHWq7EP6QjOuMmEJ-h8rCpbjeoRP8VASfrc

Jeg glæder mig til at læse sammen.

Anmeldelse af “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen.

Titel: “Øvelser i afsked” Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 352. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens forlag.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige britiske stedsøn Ralph pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og med en genkendelig verden.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i afsked”om sorgens og isolationens landskab, og inddrager litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen.

Bogen er opdelt i fem dele. Den første del “For tæt på solen“er den mest personlige. Her beskæftiger han sig med chokket over stedsønnen pludselige død, som sker, mens han selv forelæser på et universitet i Californien. Han beskriver med stor kærlighed sin stedsøn, som var aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, men også hvordan han selv mister evnen til at læse og koncentrere sig i tiden efter Ralphs død. Sorg er det gennemgående tema i den første del og der skues mere indad end udad fra forfatterens side.

I anden del “Generation C” (coronagenerationen) beskriver Carsten Jensens studerende i syv essays den bristede amerikanske drøm. Her ses synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse der får mange til at miste håbet i USA. Trump karakteriseres som demokratiets opløser.

I tredje del “En indespærrets tanker“, der har fokus på selve isolationen, tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Her vrimler det med intertekstualitet, og det kan være svært at følge med i de mange henvisninger.

Fjerde del “Coronakrøniken” er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. Det er enormt interessant at læse Carstens Jensens betragtninger netop nu, hvor 2. bølge af pandemien raser og Danmark endnu engang er nedlukket. Særligt interessant er de politiske betragtninger, som ikke ligger skjul på en foragt for politik drevet af økonomiske interesser. Kapitalismen får en over nakken. Mette Frederiksen fremhæves som en stærk leder under pandemiens første bølge, og han leger med tanken om at lade tidligere statsministre stå ved roret i stedet for Mette Frederiksen. Til gengæld får hun hug for sin tilgang til klimaet og til integration. Her emmer det skrevne af liv og passion fra forfatteren, og der er plads til humor. Klimakrisen og mangel på handling er et væsentligt tema her, set i lyset af, at vi som mennesker har vist os at være i stand til store omstillinger og at tage fælles ansvar i forhold til coronakrisen.

Den sidste del “Vi skal ud og lege med enhjørningerne” er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien ses som en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er skrevet som et minde om og en hyldest til stedsønnen Ralph og et opråb om at tage ansvar for klodens overlevelse. Den udkom 23. november 2020.

Foto: Liz Jensen