Først og fremmest hjertelig velkommen til Anettes litteratursalon, som har premiere i dag. Jeg håber I nød snigpremieren med anmeldelsen af “TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” af Niklas Press.
Jeg glæder mig til at dele glæden omkring dansk litteratur med jer her på bloggen. Men hvorfor er det relevant med en blog om dansk litteratur? Og hvorfor overhovedet læse litteratur? For at svare på det er jeg dykket ned i forskelligt litteratur, for at se om jeg kan finde svaret. Nederst i indlægget finder I kilder på de værker, jeg henviser til.
Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet skriver i bogen “Litteratur” i serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag 2015, at litteratur er sprogkunst, og at vi læser litteratur for at lære at leve. Han mener ikke, at litteraturen nødvendigvis gør os klogere på verden, men den viser os verden, som vi måske ikke kender den. Han er optaget af den udvikling, litteraturen har gennemgået, og han kan være bekymret for, om digital læsning kan være med til at hæmme vores evne til at læse lange, komplicerede og uforstyrrede skriftlige forløb. Jeg deler til dels hans bekymring, men ser også to forskellige tendenser. Hvis man hører lydbog og multitasker, kan det måske være svært at skifte til fordybelse i en roman, hvor man ikke foretager sig andet end at læse, men hvis man læser på en såkaldt “reader” eksempel Mofibo reader eller Kindle, er man også 100% koncentreret om teksten, så jeg er ikke bekymret for de digitale løsninger, men mere for vores behov for multitasking set i lyset af Dan Ringgaards tanker. Der er dog en væsentlig pointe, og det er, at lydbogen har fået mange til at læse, som måske normalt ikke ville, så er det ikke en gave i sidste ende? Jo flere tilbud, jo flere muligheder, der passer den enkelte.
Lars Theil Münster har skrevet bogen “Det læsende menneske” som udkom i 2019, hvori han bl.a. beskæftiger sig med, hvorfor vi læser litteratur.
Når vi læser, omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker, som jo er en umulighed i den virkelige verden. Nok kan vi fornemme ting, men vi ved aldrig helt, hvad et andet menneske tænker inderst inde. Ikke engang vores nærmeste. I følge Løgstrup kan litteraturen vise etiske konfliker og følelser i en mere ren form end i virkeligheden, fordi vi ikke er indspundet i en mangfoldighed af følelser, ønsker, ambitioner og bekymringer, når vi læser. Han mener, at vi som mennesker sjældent er i stand til at løfte blikket og betragte de konflikter og dilemmaer, vi indgår i på afstand, når vi står midt i dem, mens dette er muligt når vi møder selvsamme konflikter i litteraturen, hvilket måske kan give os forståelse for og redskaber til egne konflikter.
At læse litteratur er en måde at komme i kontakt med sig selv og sine følelser. Man bliver bevæget, når man læser og kan få en klump i halsen, tårer i øjnene eller ligefrem ondt i maven, og i de situationer mener Lars Theil Münster, at det kan være interessant at tænke over, hvorfor man netop bevæges lige der. Han mener, det måske kan lære os noget om, hvad der er betydningsfuldt for os og vigtigt for os i livet eller burde være det. Litteraturen stimulerer os således til at reflektere over vores eget liv.
Dette er ikke ny tænkning. Aristoteles skrev allerede om dette fænomen ca. 325 år f.Kr. i “Poetikken” Han beskæftigede sig med tragedien som genre og dens virkning på publikum og han brugte ordet “katharsis” om den virkning tragedien havde på publikum. Katharsis skulle forstås som en slags følelsesmæssig renselse. Tragedien skulle få folk til at være medlidende men ikke blot forstået som at have medlidenhed med menneskene på scenen, men at vi selv skulle lide med dem, forstået som at vi selv skulle føle lidelse som publikum. Aristoteles mente, at vi gennem denne lidelse ville bliver følelsesmæssigt renset og komme mere hærdede og forstående ud på den anden side.
Lars Theil Münster tager fat på det klassiske spørgsmål, om man bliver mere empatisk af at læse litteratur. Forsøg har dokumenteret, at litteratur godt kan mindske vores fordomme overfor mennesker, der er anderledes end os selv. Andre forsøg mener at kunne dokumentere, at litteraturlæsning faktisk fører til forandringer i måden, vi opfører os på i virkeligheden. Karaktererne vi læser om kan smitte af på vores selvbillede, vores indstilling til verden og vores handlinger, når vi lægger bogen fra os, men det er ikke dokumenteret, om det fører til større empati på sigt. I følge Lars Theil Münster er der ikke entydig kausalitet mellem at være god til at sætte sig i andres sted og så nødvendigvis at anlægge en mere etisk opførsel. Fra psykologiens verden ved vi også, at det at udvikle empati kræver et positivt og anerkendende samspil mellem barn og omsorgsgivere i de allerførste år.
Argumenterne for litteraturens betydning for os som mennesker kan med andre ord ikke kun forlade sig på de gavnlige psykologiske effekter af læsningen. Litteraturen har som musik, dans, billedkunst, filmkunst og andre kunstneriske udtryk også en værdi, blot fordi den er til, og den er et vidnesbyrd om menneskets behov for at udtrykke sig æstetisk.
Der kan være mange grunde til at læse litteratur. Det kan være for undersholdningen og adspredelsens skyld. Det kan være for at blive klogere, og det kan være for at finde meningen med livet. Men det kan også være for ikke at føle sig ensom. Jeg tror, alle læsende kender følelsen af, nærmest at komme til at kende karakterne personligt, når man har været i stue med dem i en intens periode. Vi kender det, når en bog slutter, og vi siger farvel til karaktererne og deres miljø. Det kan føles helt tomt. Derfor holder mange af bøger, hvor man følger karakterne i flere bind. De bliver lidt som familie og venner. Vi kender det også fra tv-serier.
Simona Zetterberg Gjerlevsen skriver i bogen “Fiktion” fra serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag, at “Vi har grinet og grædt med forskellige karakterer gennem hele fiktionens historie” og dermed tager hun fat på, hvad det netop er, fiktion kan. Og hendes pointer ligner Lars Theil Münsters, nemlig at vi gennem fiktionen omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker gennem de fiktive karakterer.
Hun mener også, at vi læser for at blive klogere på verden på en anden måde end gennem traditionel videnskab. Eksempelvis skriver hun om fænomenet luft, som vi jo kan undersøge ved at slå ordet op i den danske ordbog eller ved at finde en fysisk formel for fænomenet, og hvor vi vil få en kort og præcis forklaring, men ved at læse et udsnit af det klassiske værk “Fru Marie Grubbe” af J. P. Jacobsen vil vi få en beskrivelse af fænomenet luft, der pirrer vores sanser og vores nysgerrighed, og det er det, som fiktionen kan. Den kan lære os noget om verden, om livet om det sanselige.
“Hvis kunst og fiktion som romaner, film og maleri forsvinder og ikke længere kan berige og forfine vores følelser og tanker, har vi så ikke mistet en vigtig del af det, der gør os til mennesker?” spørger Simona Zetterberg Gjerlevsen, og jeg kan kun tilslutte mig vigtigheden af, at vi har adgang til kunst og dermed til litteraturen. Jeg tror på, at litteratur kan forandre mennesket og verden i det store billede, og i det små tror jeg, at litteratur kan fremme den enkeltes livskvalitet. Og jeg tror på, at litteratur og læseoplevelser skal deles. Således kommer min litteraturklub til champagne og kage i eftermiddag for at fejre starten på denne litteraturblog.
Følgende bøger har dannet afsæt for mit indlæg:
“Det læsende menneske” af Lars Theil Münster. 2019. Samfundslitteratur
“Litteratur” af Dan Ringgaard. 2014. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser
“Fiktion” af Simona Zetterberg Gjerlevsen. 2018. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser
“Poetikken” af Aristoteles. Oversat og udgivet af Niels Henningsen. 2017. Det lille Forlag.