Anmeldelse af “TRITONUS- En skærgårdsfortælling” af Kjell Westö

Titel: TRITONUS – En skærgårdsfortælling” Forfatter: Kjell Westö. Oversætter: Jesper Klint Kistorp. Sider: 414. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020

TRITONUS er en fortælling om den 58 årige berømte dirigent Thomas Brander, der ser sig selv som en mand i sine bedste år, men selvbilledet krakelerer lige så stille. Kunstnerisk er han gået i stå uden at han vil erkende det, og hans kærlighedsliv er ikke eksisterende efter at hans meget yngre musikerkæreste Krista er begyndt at ses med den jævnaldrende succesrige dirigent Kallasmaa. Krisen får Thomas Brander til at flytte ud i den finske skærgård, hvor han beslutter sig for at opføre et gigantisk stort luksus sommerhus, som han kalder TRITONUS. Pludselig er han en verdensmand i det lille lokalsamfund.

Her møder han naboen Reidar Lindell, som er skolepsykolog og amatørmusiker. Lindell er meget aktiv i lokalområdet og snart lærer Brander de fleste at kende på godt og ondt. Mens Brander beskæftiger sig med Mahler, Sibelius og hele den klassiske musiks verden har Lindell et lokalt band, der spiller covernumre til private fester og lokale arrangementer. Trods forskelligheden i deres musikalske universer finder de en fælles tone i omgangen med hinanden. Brander konfronteres med den sociale ulighed og med de problematikker, der er i lokalsamfundet, mens han på samme tid forsøger at holde fast i sin smuldrende karriere. Lindell kæmper både med sit band, med den unge utilpassede Jonas og med sit kærlighedsliv. Begge har de det til fælles, at de har svært ved at tale om deres udfordringer, hvilket kommer til udtryk i alle deres relationer og i særdeleshed i forhold til deres nærmeste.

I romanen tager Kjell Westö fat på aktuelle og globale problematikker som klimakrisen, #metoo-bølgen og fremmedhad, men bestemt også tematikker som social ulighed og kulturforskelle mellem storbyliv og provins, venskaber, berømmelse, forfald, kærlighed og ensomhed. Handlingen udspiller sig over et år og fortælles fra såvel Branders som Lindells perspektiv. Romanen emmer af musik, og selvom jeg ikke er kyndig ud i klassisk musik, så tror jeg 100% på det fortalte, når Kjell Westö slynger om sig med musikalske begreber og med en lethed skriver om den klassiske orkesterverden. Titlen på bogen TRITONUS som også er navnet på det luksus sommerhus, Brander lader opføre, er en musikalsk term, en slags dissonans kaldet djævleintervallet. Denne musikalske tern bliver et symbol på den pendlen der er i romanen mellem harmoni og dissonans i forhold til de forskellige problematikker.

Trods min manglende viden og indsigt i den klassiske musikalske verden, nød jeg virkelig at læse bogen. Ind i mellem måtte jeg have fat i en ordbog for at forstå nogle af termerne, men den passion for musikken som romanen er gennemsyret af smittede. Mahlers 2. symfoni nævnes mange gange, hvilket inspirerede mig til at lytte til den på Spotify. Det er vidunderligt, når litteraturen kan inspirere og endnu mere vidunderligt er det, når den inspirerer til en anden kunstart. Sprogligt var jeg begejstret fra start til slut. Det er ikke en pageturner i den forstand, at der en fart på handlingen, tværtimod. Der en langsommelighed og en dvælen ved problematikkerne, som er vidunderlig, men det skal passe til humør og temperament, og jeg tror bogen læses bedst, hvis man er forberedt på dette.

Kjell Westö (f. 1961) er en af Finlands førende og mest læste forfattere. Han har senest udgivet romanen “Den svovlgule himmel” I 2014 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for “Luftspejling 38”

TRITONUS – En skærgårdsfortælling udkom 21. august 2020.

Anmeldelse – “Ud af slumreland” af Mikkel Mosen

Titel: “Ud af slumreland” Forfatter: Mikkel Mosen. Sider: 476. Forlag: Montagne. Udgivelsesår 2019

“Jeg ville ud af tungsindigheden og ind i glæden. Men var jeg andet end en desperat familiefar med verdensfjerne kunstnerdrømme på midlertidig udgang fra det uundgåelige voksenliv?”

Romanen “Ud af slumreland handler om Eik Enghoff, som lever et almindeligt liv med kone, børn og et godt job. De har taget springet fra et hektisk arbejdsliv i København med små børn til et liv på Ærø, hvor planen var, at de skulle få mere tid til at udleve deres drømme. Eiks kone lever drømmen med selvstændig virksomhed i udvikling. Hun designer og producerer lædervarer. Eik derimod arbejder mere end fuldtids på det lokale turistbureau for at tjene penge til familien og kan på ingen måde finde tid og entusiasme i forhold til at skrive den roman, han har drømt om at skrive i 16 år. Han føler sig fanget mellem job og livet som småbørnsfar, hvilket Mikkel Mosen beskriver på formidabel og ærligste vis;

“Selv om det måske er den største oplevelse i livet at blive far. Man støtter sin partner og ser sit barn blive født og ved, at alting er forandret, man er en familie. Men lige der tænker man ikke på, at det er de næste ti-femten år af ens liv, man virkelig er sat på prøve. Man er stadig ung, man har stadig drømme, men pludselig har man også mange udgifter. Man kan skifte bleer i blinde, man vænner sig til søvnunderskud, larm, gråd, rod og mad på gulvet, man går lange søvndyssende ture med barnevognen, man kommer for sent på arbejde efter at have afleveret et grædende barn i institution og chefen skuler til én, når man må gå til tiden for at hente barnet igen, inden institutionen lukker, og så kører man videre til legeaftaler og fritidsaktiviteter. Man køber ind hele tiden og laver mad, som børnene ikke vil spise. Man ved, hvad der kommer til at ske fra halv syv om morgenen til klokken otte om aftenen. Hver dag. Sådan ser ens liv ud nu”

En dag ringer Eiks gamle gymnasiekammerat Jasper Jastrau, der er kendt og berygtet som rebelsk gonzojournalist. Gensynet med den antiautoritære og frisindede journalist og forfatter Jasper bliver begyndelsen på et definitivt selvopgør, hvor Eik sætter sig for at genopdage ungdommens forsømte værdier og drømme. Jasper skal skrive om Ærø og om at udleve drømmen om et enklere liv med plads til drømmene, og han bosætter sig sig hos Eik og hans kone og bliver lynhurtigt populær blandt jetsettet på øen. Eik soler sig i skyggen af Jaspers enorme popularitet og begynder selv at leve livet lidt mere farligt. Han beslutter sig for at tage med Jasper på roadtrip. En tur med rock’n roll, stoffer, skrivefrihed, sex, og løgne. En tur, der kommer til at vende op og ned på Eiks drøm om at blive forfatter.

Bogen emmer af stemning og er fyldt med litterære henvisninger til Tom Kristensens “Hærværk” med den fordrukne journalist Ole Jastrau, til Ib Michael, til Karl Ove Knausgård, Peter Matthiesen og ikke mindst til Morten Sabroo, som spiller en stor og afgørende rolle i bogen. Det helt store forbillede for hovedpersonen Eik og Jasper og i virkelighedens verden for Morten Sabroe er den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thomsen, som blev kendt som skaberen af “gonzo” journalistikken, som er en delvis fiktionspræget stil, der inddrager journalistens egen person og reaktioner. Gonzojournalistikken og Hunter S. Thomsen har en stor plads i romanen.

Man fornemmer ligeledes Hemingway hele vejen igennem romanen med beskrivelsen af forfatterlivet, drømmene, moleskinsbøgerne og al den whisky, der indtages. Der er en snert af filmen “Midnight in Paris” over den, dog med en langt større seriøsitet, end der forekommer i filmen. Der ryges, der drikkes, der kneppes, og der skrives, og der er langt hen ad vejen dømt mandehørm, som man fascineres af og i et splitsekund ønsker at være en del af, hvis man bare et kort øjeblik i sit liv har haft et ønske om at leve forfatterlivet. Men bogen er så meget mere end det. Den har det helt simple budskab om, at livet er komplekst, og at der ikke findes nemme løsninger, og slet ikke i forfatterverdenen, men at der må arbejdes hårdt for ens drømme, at der er en hverdag for alle, også for berømthederne.

Et tema i bogen er også forskellen på at være almindelig og på at være noget særligt. Det særlige og det anderledes fremhæves som det spændende. Her er jet-settet på Ærø et godt eksempel. Det almindelige og det hverdagsagtige er bestemt ikke efterstræbsomt, når man har kunstnerdrømme. Familielivet og familieformer er ligeledes et omdrejningspunkt i romanen. I det hele taget handler bogen om livet, om det at skabe sammenhæng mellem hverdag, praktik og drømme og kærlighed.

Mikkel Mosen skriver i sin debutroman imponerende godt, uanset om det handler om hovedpersonens drøm om et forfatterliv eller om hans hverdag som småbørnsfar med et alt for presset arbejdsliv. Romanen afspejler en stor viden indenfor litteratur og en grundig research. Jeg er blæst bagover og har skænket mig en ren whisky, (som kun blev nippet til 😉 ) blot for at føle mig som en del af slænget i romanen, som jeg helt sikkert kommer til at genlæse på et tidspukt på grund af den helt særlige forfatterstemning.

Anmeldelse – “Hummerens skjold” af Caroline Albertine Minor

Titel: “Hummerens skjold” Forfatter: Caroline Albertine Minor. Sider: 296. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Gutkind.

“Barndommen er en ø, der synker i havet. Før eller siden må man forlade den, og man bliver kun så klar, som man bliver”

Sådan lyder et citat fra bogen, der er en flerstemmig roman, hvori man primært hører om de tre søskende Ea, Sidsel og Niels, som lever meget forskellige liv. Ea bor i San Francisco, hvor hun bor sammen med fotografen Hector og hans datter Coco. Sidsel er enlig mor til Laura og arbejder som konservator på et museum i København. Niels lever et mere flagrende liv og uden fast bopæl. De har ingen særlig kontakt med hinanden, men forskellige situationer gør, at de får brug for hinanden, da Sidsel skal rejse til London i forbindelse med en arbejdsopgave og Ea har taget kontakt til en clairvoyant i håb om at få kontakt med deres afdøde mor.

“Hummerens skjold” er en fortælling om familiens mytologi. Om at svigte og yde omsorg, om brudte forbindelser og de forbindelse, der overskrider forventninger, formåen og ind i mellem livet selv.

Det har været en meget blandet læseoplevelse for mit vedkommende. Sprogligt har jeg været forført hele vejen igennem. Rent stilistisk er der kredset om hver enkelt sætning og konstruktionen af disse. Man er ikke i tvivl om, at det er en af tidens stærkeste prosaister, der har skrevet bogen. Temaerne i bogen er evigt gyldige – børn, der har haft en kompleks barndom, og som skal adminstrere denne kompleksitet i deres voksenliv i forhold til egen identitet og i relationen med andre. Selvom det er Ea, Sidsel og Niels, der er hovedkaraktererne i romanen, er der et stort og komplekst persongalleri, som jeg har haft svært ved at holde styr på. Det kunne have været en hjælp, hvis der har været en oversigt over disse personer i en indledning til romanen i forhold til overblik. Caroline Albertine Minor har valgt at lave en flerstemmig roman, og dermed skifter perspektiverne i bogen fra kapitel til kapitel. Det er et interessant greb i forhold til at se familiens mytologi fra flere perspektiver, men som med det store persongalleri oplevede jeg også perspektivskiftene som komplekse. Der er mange, som har stemmer i romanen.

Samlet set har jeg kunnet mærke sproget men ikke karaktererne i romanen. Jeg er ikke blevet berørt af dem og af handlingen i bogen. Måske skal den læses igen for at samle de mange tråde. Et er sikkert. Det handler om at holde tungen lige i munden for at bevare overblikket.

Udover “Hummerens skjold” har Caroline Albertine Minor (f. 1988) fået udgivet følgende værker:

“Pura Vida” 2013 (Debutroman)

“Velsignelser” (Novellesamling, der blev tildelt Michael Strunge Prisen, prisen Den svære To’er fra Danske Skønlitterære forfattere samt P. O. Enquist pris og blev desuden premieren af Statens Kunstfond)

“Hummerens skjold” udkommer i dag torsdag den 20. august

Foto nederst fra Forlaget Gutkind

Anmeldelse – “Står på tæer under vand” af Daniel Boysen

Titel: “Står på tæer under vand” Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 89/Oplæst på Spotify 18,47 minutter. Forlag: Silkefyret. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra forfatteren.

“Vi bestiger

verdens højeste

bjerg

vi går rundt

og mærker det

som havbund under os”

Daniel Boysen har begået en digtsamling, som indskriver sig i klimalitteraturen. Hvordan ser vi naturen? Det er det helt afgørende spørgsmål, som klimalitteraturen på forskellig vis kredser om. Bekymringerne for klimaet tager til, hvilket også afspejles i litteraturen. Klimalitteraturen skaber et refleksionsrum i en virkelighed, hvor vi er ved at indse, at mennesket ikke er altings målestok..

“Står på tæer under vand” er en smuk smuk kunstnerrisk digtsamling med ord ledsaget af fotografier. Smuk, melankolsk og sanselig er de ord, der kommer til mig først, når jeg læser digtene, der kredser om en dystopisk fremtid, hvor verden er oversvømmet af vand. Titlen fremkalder alene en klaustrofobisk følelse af at drukne, og dermed en angst for det scenarie, som i en årelang klimadebat har været præsenteret i større eller mindre omfang.

“havene stopper

med at lytte

til kysten

bølgerne lægger sig

som højhuse

en fisk bor

øverst oppe

med udsigt

til vandet”

Digter jeg’et befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed og forholder sig til verden og ser ud over en virkelighed, hvor bjerge er ny havbund og fisk er naboer. Verden er vendt på hovedet, og vi efterlades som læsere med et behov for refleksion. Er det virkelig den verden og den fremtid, vi står overfor?

“drømte du

det her

er vi lysvågne

er vi her slet ikke”

Rent stilistisk er digtsamlingen bygget op over tre afsnit; 1. Havene æder alt. 2. Falder falder. 3. Solskin i den blindes stue. Titlen på sidste afsnit stammer fra titlen på et maleri af Anna Ancher fra 1885.

Lyset er der, men den blinde kvinde kan ikke se det – skal det ses som et symbol på, at vi i dag er blinde for “lyset” at vi stadig kan gøre en forskel i forhold til klimakrisen?

Der er også som det allerførste i digtsamlingen et citat fra sangen “It’s a jungle out there” af Randy Newman. En sang om en verden i kaos https://www.youtube.com/watch?v=BhKlBH2_dVY

Daniel Boysen leger både med klassisk dansk billedkunst og amerikansk musik i digtsamlingen, som jeg vil kategorisere som en mellemting mellem ren lyrik og lyrisk prosa. Hver strofe kan læses individuelt men bindes sammen til en helhed. Det virker stærkt, at hele digtsamlingen har et samlet tema og en samlet fortælling.

Jeg kan have det svært med lyrik. Det er ikke en nem tilgængelig genre for mig. Det fungerer alt andet bedre, når lyrik læses højt, og også dette har Daniel Boysen taget højde for. På Spotify finder du “Står på tæer under vand” oplæst af forfatteren selv og med musik af Martin Lau. Den oplevelse skal du unde dig selv. 18,47 minutters lyrik tilsat en smuk melankolsk undertone. Men er du til lyrik og er du æstetiker vil du elske digtsamlingen i bogform med dens dybblå omslag lavet af Maja Baadstorp, ordene og ikke mindst de meget smukke fotografier taget af Mariana Gil.

Jeg kendte ikke til Daniel Boysen før denne anmeldelse, men jeg er forført af ord, smukke billeder og kreativitet, så i skrivende stund har jeg bestilt hans anmelderroste “En vase i brystet”

Litteratur, der beskæftiger sig med verdensomspændende problematikker, er essentiel i forhold til, når der skal arbejdes på løsninger på problematikkerne. Min tidligere specialevejleder og professor i filosofi Finn Thorbjørn Hansen har inden for innovationsforskning udviklet et nyt begreb om ‘eksistentiel og undrings-dreven innovation, og på et foredrag sidste år fortalte han om, hvordan ide-generering og kreativitet kunne fremmes ved at starte processerne med højtlæsning fra litteratur eller ved at spille et stykke musik. På denne måde blev de involverede berørt forud for de kreative processer, og deres ideer syntes at have et mere humanistisk perspektiv. Derfor er Daniel Boysens digtsamling bl. a. et væsentligt bidrag i forhold til klimakrisen.

Daniel Boysen har flere værker bag sig:

“Alt kan samles igen” digte 2015

“Røntgen” Digte 2015

“Fordi ilden er vores”, roman i opbrud 2016

“En vase i brystet” Digte 2018 (Af Litteratursiden kåret som “En af årets bedste”

“På sit yderste” Roman 2019

Fotografier af Mariana Gil

Anmeldelse – “Det er de danske som flygter” af Lise Ringhof & Erik Valeur

Titel: “Det er de danske som flygter” Forfattere: Lise Ringhof & Erik Valeur. Sider: 528. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Gutkind.

“Det er de danske som flygter” er første selvstændige bind i en romantrilogi om familien Brinch og danskerne i det 20. århundrede.

Vi møder skippersønnen Erling Brinch fra Fanø, hvis liv forandrer sig afgørende, da han som syvårig mister sin lillebror ved en drukneulykke. Kort efter møder han Hubert, en mærkværdig vanskabt dreng fra den lokale fattiggård. De indleder et hemmeligt meget nært venskab, alt imens verden omkring dem forandres.

Erling forlader sit barndomshjem i Sønderho og også Hubert, da han som ung tager ud at sejle. Han ender sin rejse i København, hvor han påbegynder og fordyber sig i lægestudiet. Han knytter nye venskaber blandt borgerskabet og forsøger at frigøre sig fra sin fortid og det fiskersamfund han kommer fra.

Udenfor raser Første Verdenskrig, og Erling bliver førstehåndsvidne til historiske begivenheder, mens han på samme tid forelsker sig hovedkuls i den oprørske Kate, der har viet sit liv til at rejse ud i verden og redde liv. I storbyen sker der gradvise sociale, kulturelle og politiske omvæltninger, og Erling flygter fra Kate og slår sig ned i Vejle, hvor han gifter sig med en af byens rigeste piger, som han får datteren Eva sammen med. Snart efter marcherer tyskerne ind i landet, og med besættelsen begynder et mørkt kapitel i Erling Brinch og danskernes liv.

“Det er de danske som flygter” er en roman, der er bygget op om fiktive karakterer, men med Danmarkshistorien som ramme for fortællingen. Det er en fortælling om slægters gang, krig og kærlighed, fremmedhad og venskaber og danskernes folkesjæl.

Lise Ringhof og Erik Valeur fik ideen til romanen på lange gåture langs kysten på Fanø, hvor de også er bosat en del af året. De ønskede at fortælle en stor samlet historie om danskerne samt beskrive en familie, der forgrener sig gennem landet, og på den måde lave forskellige historiske nedslag.

Det er efter min mening lykkedes til fulde og mere til. Mine forventninger til romanen var store, for der lå et tvist af storhed i netop det at ville fortælle Danmarkshistorie. Det har været så interessant at blive guidet gennem såvel litteraturhistoriske nedslag med Brandes, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Agnes Henningsen og Thit Jensen som historiske nedslag som kvindernes stemmeret og 2 verdenskrige. Det helt unikke ved historien er karaktererne, som man lærer at kende og som man virkelig kommer til at holde af. De er beskrevet så levende og med så stor menneskelig indsigt, at man berøres dybt af deres oplevelser hver især. Især er relationen mellem den komplekse hovedperson Erling og hans ven Hubert særdeles stærk og rørende, og jeg har grædt flere gange gennem læsningen af romanen og ikke mindst til sidst. Der er ingen relationer i bogen, der forekommer nemme, men ej heller utroværdige. Dog er der et lidt klichefyldt greb, der bruges flere gange, nemlig de utilsigtede graviditeter hos kvinderne i historien, men netop graviditeterne er brugt som overgange til nye generationer, og da det er en slægtsroman køber jeg præmissen. Særligt stærkt er de mange tilbagevendende og ind i mellem svære samtaler, der finder sted under billedet “Vanessa” i barndomshjemmet. Et billede af den fuldriggede skonnert, som Erlings tipoldefar, og generationer efter ham har sejlet med, og som bliver en klar markør for de stærke traditioner og forventninger der er i familien, om at disse fortsættes.

Det er de fantastisk stærke karakterer, der sammen med et stykke Danmarkshistorie, der gør, at bogen er helt unik. Det er en stor bog. Der er storhed over den, og det er med største ydmyghed, at jeg skriver denne anmeldelse. Jeg glæder mig ubeskriveligt til de næste to bind i serien. Bind 2 og 3 udkommer i henholdsvis 2021 og 2022. Og lur mig om der ikke er nogen, der køber filmrettighederne til trilogien. Jeg vil i hvert fald sidde på de bedste pladser i biografen, hvis det skulle ske.

“Det er de danske som flygter” udkommer i dag torsdag den 13. august 2020

Fotos nederst fra forlaget Gutkind.

En nordjysk nobelprismodtager og et fantastisk museum.

Som nordjyde med passion for litteratur og med et ønske om at formidle, hvad der rører sig i Nordjylland på dette felt, er det svært at komme uden om den verdensberømte forfatter Johannes V. Jensen. Han voksede op i Farsø, men indtog det meste af verden og gennem sin litteratur formidlede han såvel lokale som internationale forhold.

Mest berømt er han for romanen “Kongens fald” og for sine “Himmerlandshistorier” Han modtog i 1944 Nobels Litteraturpris bl. a. med begrundelsen “Forfatterskabets sjældne frodighed og kraft”

Jeg stiftede selv bekendtskab med hans litteratur sent gennem en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet og ligeledes gennem mit 1. semester på Danskstudiet. Jeg har læst “Kongens fald” og havde det lidt svært med romanen. Jeg synes, den var tung at komme igennem. Det gik lidt bedre med en lydbog. Jeg følte lidt, at jeg skulle læse romanen, fordi den også er kåret som det 20. århundredes bedste roman. Jeg blev mere grebet af nogle af Himmerlandshistorierne og af enkelte af hans digte. Jeg er ikke velbevandret i hans forfatterskab, men meget nysgerrig på det. Men hvorfor beskæftige sig med så gammel litteratur? Og er Johannes V. Jensen overhovedet interessant og aktuel i dag? For at finde ud af dette tog jeg på besøg på Johannes V. Jensen og Thit Jensen museet i Farsø. 

Museet er et dansk museum fokuseret på den danske forfatter Johannes V. Jensen. Museet har til huse i forfatterens fødehjem på Søndergade 48 i Farsø, Himmerland. Det åbnede for besøgende tilbage i 1991, og er gennem tiden blevet udvidet. I efteråret 2019 kunne museet indvie en ny tilbygning med plads til at udstille genstande fra den berømte søster, forfatter, foredragsholder og kvindesagsforkæmper Thit Jensen. Museets navn ændredes ved denne lejlighed til Johannes V. Jensen og Thit jensen Museet. I dette indlæg vil der kun være fokus på Johannes V. Jensen.

Jeg besøgte museet en regnfuld tirsdag først i august, og havde blot en forventning om at gå omkring på egen hånd, og lære hvad jeg kunne. Men jeg blev modtaget af en meget passioneret omviser med et enormt kendskab til Johannes V. Jensens liv og forfatterskab. Hun ledsagede mig rundt på museet, og jeg fik en uforglemmelig oplevelse og en hel masse spændende information, udover det jeg ville have kunnet læse mig til i selve udstillingen, som handler om Johannes V. Jensens barndom og ungdom, om familie, rejser og hans litterære klassikere.

Som besøgende træder man ind i barndomshjemmet og præcis i det rum, hvor Johannes V. Jensen er født. Her ses billeder af familie og venner, som alle har haft stor betydning for hans forfatterskab, men også flotte buster skabt af Johannes V. Jensen, som udover at være forfatter også var en dygtig skulptør, billedhugger og maler. Man ser flere af hans malerier og skulpturer på museet.

Et helt særligt rum på museet indeholdt en samling af værker, som havde tilhørt en ingeniør, før det blev skænket til museet. Han havde været passioneret samler siden sin barndom, og havde skabt en yderst kreativ og æstetisk måde at opbevare sin samling på med mapper i papir i forskellige farver. Alt organiseret til fingerspidserne. Indeni papirmapperne gemte der sig flere 1. udgaver af de mange værker. Derudover havde han lavet scrapbøger i samme materiale, med avisudklip omkring forfatterskabet.

Et helt særligt rum er den runde tilbygning med udstillingen “Arbejdets Rum”, en udstilling med effekter fra Johannes V. Jensens arbejdsværelse. Bygget op omkring det største enkeltudlån af genstande i Nationalmuseets historie. Her går man rundt i ring og ser på udstillingen, som er centreret i rummet, mens der på væggen hele vejen rundt ses erindringsdigtet “Som dreng skar jeg skibe” fra digtsamlingen “Om dansk mænd og kvinder” fra 1931. Jeg har desværre ikke et billede fra rummet, da det var svært at fotografere pga. lyset derinde, ligeledes at indfange helheden, fordi man skulle bevæge sig rundt for at få et samlet billede.

Overalt på museet er der montre med mange af værkerne, og i særdeleshed er der meget at se i forhold til Himmerlandshistorierne, hvilket giver god mening, når museet er fødestedet og beliggende i Himmerland. Ydermere er Himmerlandshistorier udkommet i mange forskellige oplag.


Der er så meget viden at hente om Johannes V. Jensens liv og forfatterskab, og jeg vil klart anbefale at booke en omvisning med en medarbejder. Jeg kan på ingen måde komme i nærheden af at fortælle om Johannes V. Jensens liv og forfatterskab her på bloggen, som et besøg på museet kan, og der findes meget litteratur og mange sider på nettet, der går i dybden med netop dette. Alligevel vil jeg på ydmyg vis kort forsøge at ridse hans liv op og fremhæve de mest kendte værker, så der er lidt til inspiration, hvis du selv ønsker at dykke ned i forfatterskabet.

Johannes V. Jensen blev født i Farsø 1873. Forældrene var praktiske folk og stærkt antireligiøse. Hans far Hans Jensen var dyrlæge. Han var meget optaget af såvel det naturvidenskabelige som det spirituelle. En dobbelthed, der også skulle komme til at kendetegne hele Johannes V. Jensens eget forfatterskab. Hans mor Marie Kirstine lærte bl.a. Johannes V. Jensen at læse ved at pege på ord og bogstaver i en bog. Herefter slugte Johannes V. Jensen både skolens og hjemmets læsebøger og efterhånden alle sin fars videnskabelige værker. Sammen med sine søskende modtog Johannes V. undervisning i hjemmet, og i to år gik han i den lokale skole for til sidst at blive forberedt til gymnasiet af en præst. I første omgang dumpede han til optagelsesprøven, men blev alligevel optaget, og i 1893 blev han student fra Viborg Katedralskole med en mådelig eksamen. Som student rejste han til København med 80 kr. på lommen for at læse medicin. Han bestod første del af lægestudiet i 1895, men levede derefter et bohemeliv som erklæret ateist. Frem til 1898 levede han af at være føljetonforfatter for magasinet “Revuen” under pseudonymet Ivar Lykke. Han blev betalt efter akkord og udviklede under arbejdet med spændingsromaner sin skrivestil og en hurtig produktionsform. For penge han tjente på sin første roman “Danskere” som udkom i 1896 besøgte han Amerika for første gang. I 1898 var han i Spanien som krigskorrespondent, efterfølgende besøgte han Ruhr, London og Paris, bosatte sig en tid i Norge og lod rejseaktiviteten kulminere med en jordomrejse 1902-03. Selvom det var hans første roman, der økonomisk gav ham muligheden for at starte på at se verden valgte han at slette den samt efterfølgeren “Einar Elkær” da han ikke mente, at de kvalitetsmæssigt passede ind i hans store forfatterskab.

Efter jordomrejsen giftede han sig med Else Marie Ulrich og slog sig ned på Frederiksberg. Tidligere havde han haft et erotisk forhold til sin gifte kusine i 6 år. Et forhold der skabte en voldsom splid mellem Johannes V. Jensen og hans søster Thit. Et forhold, der vedblev at være, så anstrengt at de ikke tålte hinandens tilstedeværelse. I sine modne år rejste han stadig dog mere moderat og han supplerede sit skønlitterære forfatterskab med en række essaysamlinger med udgangspunkt i den darwinistiske udviklingslære. Johannes V. Jensen var meget optaget af naturen og af naturvidenskaben, hvilket kommer til udtryk i alle hans værker og i hans malerier. Johannes V. Jensen opnåede en stigende anerkendelse gennem det tyvende århundrede. I 1929 blev han æresdoktor ved universitetet i Lund, og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur, den højeste anerkendelse en forfatter kan få. Johannes V. Jensen døde i 1950 og ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård i København.

Jeg stillede tidligere i indlægget spørgsmålet, om Johannes V jensen overhovedet er spændende og aktuel i dag, og til det kan jeg kun svare ja. Han liv og hans værker beskæftigede sig med naturen, med det moderne, med ny videnskab, og han søgte selv naturen. Han tilsluttede sig den kulturelle filosofiske naturvidenskabelige bevægelse vitalismen hvor Nietzsche var inspirationskilden. Bevægelsen omfattede sundhed, hygiejne, indretning, sport, friluftsliv og billedkunst. Særligt har naturen og den himmerlandske natur en meget stor plads i forfatterskabet. Denne søgen tilbage til naturen ser vi også i dag, flere dyrker naturen på forskellig vis eksempelvis gennem udendørs motionsformer, jagt, vandringer, havebrug mm. Hvis man vil have endnu mere natur kan man altså også finde den i litteraturen hos Johannes V jensen.

Jeg vil slutte med at fremhæve nogle af de mest kendte værker, og ellers opfordre dig til at besøge museet. Du kan ikke andet end blive begejstret.

  • “Kongens fald” – Bondesønnen Mikkel Thøgersen studerer i København i begyndelsen af 1500-tallet. En dag møder han tilfældigt kong Christian II og det bliver starten på et helt liv han kommer til at leve i nærheden af regenten. Igennem 1500-tallets voldsomme historie bliver de bundet sammen, igennem krig og fred.

  • “Himmerlandshistorier”  I 1898 udsendte Johannes V. Jensen (1873-1950) Himmerlandsfolk, det første af tre bind, der senere blev samlet under titlen Himmerlandshistorier. De to følgende bind kom i 1904 og 1910. Himmerlandshistorier blev Johannes V. Jensens første – og måske største – succes. De blev en væsentlig del af begrundelsen for i 1944 at tildele ham Nobelprisen. Det var historier fra et hjørne af Jylland, som dengang var fuldstændig ukendt for de fleste, et afsides og stærkt traditionsbundet bondeland. Der var fokus på naturen og på de menneskeskæbner og skæve eksistenser, der levede der. Det er i Himmerlandshistorierne vi møder den berømte karakter “Tordenkalven”

  • “Digte 1906” med kendte digte som “Interferens”, “Ved frokosten”, “Afsked” og “Det røde træ”

  • “Den lange Rejse” – er den samlede udgave af seks selvstændige romaner, hvori Johannes V. Jensen skildrer menneskehedens udvikling. Fra Det tabte land, der beskriver Norden før istiden og menneskets opdagelse af ilden, til fortællingen om Christopher Colombus, som efter forfatterens mening må være af nordisk afstamning og derfor besat af tanken om at finde det tabte land.

  • “Hvor smiler fager den danske kyst” eller “Danmarkssangen” er et dansk digt og sang med tekst af Johannes V. Jensen, som findes i højskolesangbogen. Den kendteste melodi er af Oluf Ring, men der er også en moderniseret udgave af Christopher – lyt eventuelt til den smukke udgave som afslutning på dette indlæg https://www.dr.dk/nyheder/kultur/christopher-synger-johannes-v-jensen



Hvorfor læse litteratur?

Først og fremmest hjertelig velkommen til Anettes litteratursalon, som har premiere i dag. Jeg håber I nød snigpremieren med anmeldelsen af “TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” af Niklas Press.

Jeg glæder mig til at dele glæden omkring dansk litteratur med jer her på bloggen. Men hvorfor er det relevant med en blog om dansk litteratur? Og hvorfor overhovedet læse litteratur? For at svare på det er jeg dykket ned i forskelligt litteratur, for at se om jeg kan finde svaret. Nederst i indlægget finder I kilder på de værker, jeg henviser til.

Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet skriver i bogen “Litteratur” i serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag 2015, at litteratur er sprogkunst, og at vi læser litteratur for at lære at leve. Han mener ikke, at litteraturen nødvendigvis gør os klogere på verden, men den viser os verden, som vi måske ikke kender den. Han er optaget af den udvikling, litteraturen har gennemgået, og han kan være bekymret for, om digital læsning kan være med til at hæmme vores evne til at læse lange, komplicerede og uforstyrrede skriftlige forløb. Jeg deler til dels hans bekymring, men ser også to forskellige tendenser. Hvis man hører lydbog og multitasker, kan det måske være svært at skifte til fordybelse i en roman, hvor man ikke foretager sig andet end at læse, men hvis man læser på en såkaldt “reader” eksempel Mofibo reader eller Kindle, er man også 100% koncentreret om teksten, så jeg er ikke bekymret for de digitale løsninger, men mere for vores behov for multitasking set i lyset af Dan Ringgaards tanker. Der er dog en væsentlig pointe, og det er, at lydbogen har fået mange til at læse, som måske normalt ikke ville, så er det ikke en gave i sidste ende? Jo flere tilbud, jo flere muligheder, der passer den enkelte.

Lars Theil Münster har skrevet bogen “Det læsende menneske” som udkom i 2019, hvori han bl.a. beskæftiger sig med, hvorfor vi læser litteratur.

Når vi læser, omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker, som jo er en umulighed i den virkelige verden. Nok kan vi fornemme ting, men vi ved aldrig helt, hvad et andet menneske tænker inderst inde. Ikke engang vores nærmeste. I følge Løgstrup kan litteraturen vise etiske konfliker og følelser i en mere ren form end i virkeligheden, fordi vi ikke er indspundet i en mangfoldighed af følelser, ønsker, ambitioner og bekymringer, når vi læser. Han mener, at vi som mennesker sjældent er i stand til at løfte blikket og betragte de konflikter og dilemmaer, vi indgår i på afstand, når vi står midt i dem, mens dette er muligt når vi møder selvsamme konflikter i litteraturen, hvilket måske kan give os forståelse for og redskaber til egne konflikter.

At læse litteratur er en måde at komme i kontakt med sig selv og sine følelser. Man bliver bevæget, når man læser og kan få en klump i halsen, tårer i øjnene eller ligefrem ondt i maven, og i de situationer mener Lars Theil Münster, at det kan være interessant at tænke over, hvorfor man netop bevæges lige der. Han mener, det måske kan lære os noget om, hvad der er betydningsfuldt for os og vigtigt for os i livet eller  burde være det. Litteraturen stimulerer os således til at reflektere over vores eget liv. 

Dette er ikke ny tænkning. Aristoteles skrev allerede om dette fænomen ca. 325 år f.Kr. i “Poetikken” Han beskæftigede sig med tragedien som genre og dens virkning på publikum og han brugte ordet “katharsis” om den virkning tragedien havde på publikum. Katharsis skulle forstås som en slags følelsesmæssig renselse. Tragedien skulle få folk til at være medlidende men ikke blot forstået som at have medlidenhed med menneskene på scenen, men at vi selv skulle lide med dem, forstået som at vi selv skulle føle lidelse som publikum. Aristoteles mente, at vi gennem denne lidelse ville bliver følelsesmæssigt renset og komme mere hærdede og forstående ud på den anden side.

Lars Theil Münster tager fat på det klassiske spørgsmål, om man bliver mere empatisk af at læse litteratur. Forsøg har dokumenteret, at litteratur godt kan mindske vores fordomme overfor mennesker, der er anderledes end os selv. Andre forsøg mener at kunne dokumentere, at litteraturlæsning faktisk fører til forandringer i måden, vi opfører os på i virkeligheden. Karaktererne vi læser om kan smitte af på vores selvbillede, vores indstilling til verden og vores handlinger, når vi lægger bogen fra os, men det er ikke dokumenteret, om det fører til større empati på sigt. I følge Lars Theil Münster er der ikke entydig kausalitet mellem at være god til at sætte sig i andres sted og så nødvendigvis at anlægge en mere etisk opførsel. Fra psykologiens verden ved vi også, at det at udvikle empati kræver et positivt og anerkendende samspil mellem barn og omsorgsgivere i de allerførste år. 

Argumenterne for litteraturens betydning for os som mennesker kan med andre ord ikke kun forlade sig på de gavnlige psykologiske effekter af læsningen. Litteraturen har som musik, dans, billedkunst, filmkunst og andre kunstneriske udtryk også en værdi, blot fordi den er til, og den er et vidnesbyrd om menneskets behov for at udtrykke sig æstetisk.

Der kan være mange grunde til at læse litteratur. Det kan være for undersholdningen og adspredelsens skyld. Det kan være for at blive klogere, og det kan være for at finde meningen med livet. Men det kan også være for ikke at føle sig ensom. Jeg tror, alle læsende kender følelsen af, nærmest at komme til at kende karakterne personligt, når man har været i stue med dem i en intens periode. Vi kender det, når en bog slutter, og vi siger farvel til karaktererne og deres miljø. Det kan føles helt tomt. Derfor holder mange af bøger, hvor man følger karakterne i flere bind. De  bliver lidt som familie og venner. Vi kender det også fra tv-serier.

Simona Zetterberg Gjerlevsen skriver i bogen “Fiktion” fra serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag, at “Vi har grinet og grædt med forskellige karakterer gennem hele fiktionens historie” og dermed tager hun fat på, hvad det netop er, fiktion kan. Og hendes pointer ligner Lars Theil Münsters, nemlig at vi gennem fiktionen omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker gennem de fiktive karakterer. 

Hun mener også, at vi læser for at  blive klogere på verden på en anden måde end gennem traditionel videnskab. Eksempelvis skriver hun om fænomenet luft, som vi jo kan undersøge ved at slå ordet op i den danske ordbog eller ved at finde en fysisk formel for fænomenet, og hvor vi vil få en kort og præcis forklaring, men ved at læse et udsnit af det klassiske værk “Fru Marie Grubbe” af J. P. Jacobsen vil vi få en beskrivelse af fænomenet luft, der pirrer vores sanser og vores nysgerrighed, og det er det, som fiktionen kan. Den kan lære os noget om verden, om livet om det sanselige. 

“Hvis kunst og fiktion som romaner, film og maleri forsvinder og ikke længere kan berige og forfine vores følelser og tanker, har vi så ikke mistet en vigtig del af det, der gør os til mennesker?” spørger Simona Zetterberg Gjerlevsen, og jeg kan kun tilslutte mig vigtigheden af, at vi har adgang til kunst og dermed til litteraturen. Jeg tror på, at litteratur kan forandre mennesket og verden i det store billede, og i det små tror jeg, at litteratur kan fremme den enkeltes livskvalitet. Og jeg tror på, at litteratur og læseoplevelser skal deles. Således kommer min litteraturklub til champagne og kage i eftermiddag for at fejre starten på denne litteraturblog.

Følgende bøger har dannet afsæt for mit indlæg:

“Det læsende menneske” af Lars Theil Münster. 2019. Samfundslitteratur

“Litteratur” af Dan Ringgaard. 2014. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser

“Fiktion” af Simona Zetterberg Gjerlevsen. 2018. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser

“Poetikken” af Aristoteles. Oversat og udgivet af Niels Henningsen. 2017. Det lille Forlag.