Den eneste ene – en ganske unik bogcafé i Aalborg.

“Der kommer et tidspunt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så langt tid efter at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil være nysgerrig eller tro, man har regnet det hele ud og ved alt allerede. Om man hver dag vil prøve at forstå nyt og aflære noget af det, man tror man ved. Om man tror, man kan lære noget af de næste generationer. Jeg har bestemt mig. Jeg vil forsøge at bevare min nysgerrighed, prøve at udvikle mig og gøre mit bedste for at følge med i, hvad der syder og bobler i generationerne efter min egen – med et håb om ikke at gå i stå. Og med nysgerrigheden følger forhåbentlig tvivlen, pragmatismen, tilgivelsen af andre og en selv.”

Ordene er tidligere statsminister Helle Thornings, nedskrevet i hendes bog “Blondinens betragtninger” En bog om køn, feminisme og #metoo. Men dette indlæg skal ikke handle om Helle Thornings bog. Men om et besøg i en ganske unik bogcafé i Aalborg. En LGBT+ boghandel og café – den eneste af sin slags i Danmark. For udover at være nysgerrig på alt omkring litteratur, så vil jeg som Helle Thorning også gerne, som ciskønnet heteroseksuel 53 årig kvinde, bevare min nysgerrighed og lære nyt omkring køn, identitet og seksualitet, ikke mindst af respekt for generationerne efter mig. Sidst i indlægget vil der være et afsnit, hvor LGBT+ defineres.

Buens Bogcafé er Danmarks eneste boghandel specialiseret i at forhandle LGBT+ litteratur. Bogcafeen blev stiftet i April 2021, og som indehaverne skriver på deres hjemmeside, så er de “først, størst, bedst, eneste og dermed også ældste LGBT+ boghandler i Danmark.”

LGBT+ boghandlere har i længere tid eksisteret flere steder i verden, men ikke i Danmark, på trods af at vi har været forgangsland på flere fronter, når det kom til LGBT+ rettigheder og ligestilling.

Da jeg træder ind af døren til bogcaféen bliver jeg overvældet af sanseindtryk. Bøger, farver, blid musik strømmer mig i møde. Der sidder enkelte gæster i caféen bøjet over computerskærme. Jeg genkender en af indehaverne (fra Instagram) og henvender mig og giver hånd, og siger, at jeg er kommet for at se boghandlen, som åbnede rent fysisk i december måned sidste år ovenpå en turbulent start under coronanedlukningen. Jeg bliver ikke umiddelbart genkendt, men set an. Først da jeg præsenterer mig som Anette fra Anettes Litteratursalon genkender indhaveren mig, griner sammen med sidemanden og siger, at jeg kunne jo også have været en Tinderdate. Så er vi ligesom i gang.

Jeg forærer bogcaféen et eksemplar af min bog “Læseglæde og Læsefællesskaber” da her også er læsegrupper/bogklubber for unge. Jeg bliver vist rundt af den anden indehaver af bogcaféen, og sanseindtrykkene bliver ved med at strømme mod mig. Stedet er langt større end jeg havde fornemmet, når jeg har set billeder derfra på de sociale medier. Der er flere rum, der er indrettet med forskelige formål. Det største rum, er det, man træder ind i som det første, når man kommer ind i caféen. Her er de fleste bøger til salg præsenteret, her drikkes kaffe og i dag er her unge, som jeg har indtryk af sidder og arbejder – måske studierelateret. I et tilstødende rum er der indrettet et særligt familie- og børneområde med bløde møbler, legetøj, spil og bøger.

Selve caféen ligger lidt midt i det hele med salg af alt hvad hjertet kan begære af kaffetyper, te, varm chokolade, paninis, surdejsboller og kager samt en reol fyldt med kaffe, te, krus med bryster og penis, glimmernøgleringe, bogmærker, klistermærker og andet godt. Caféen serverer ikke alkohol. Fra caféen snor sig en gang, som fører til gæstetoilettet, hvor der hænger plakater og opslag med fokus på køn og seksualitet samt gratis kondomer udleveret af Aalborg Kommune.

For enden af gangen er der et lokale, hvor jeg straks tænker, her gad jeg godt afholde et arrangement omkring læseglæde og læsefællesskaber. Her er den rette stemning af noget intimt og formelt, alt efter hvad man gør det til. Jeg taler med indehaveren omkring det, og det er faktisk en mulighed, da lokalet lånes ud til forskellige arrangementer. Efter mit besøg skal lokalet danne ramme omkring et møde for en gruppe lokalpolitikere. Bogcaféen samarbejder med flere forskelige organisationer omkring køn, identitet og seksualitet. Der arbejdes dybt seriøs på flere plan med at skabe synlighed, bevidsthed og fællesskaber omkring og for unge transkønnede og deres familier.

Jeg bliver i det hele taget klogere af mit besøg, men også ydmyg, for der er meget jeg intet ved om, og som jeg, som skrevet i starten, gerne vil være nysgerrig på og lære mere om. Hvis jeg har lyst kan jeg deltage i dragbingo eller til kakaoarrangement, hvor jeg kan male min egen vagina. Da det er mit første besøg nøjes jeg med at købe en kop virkelig god kaffe og to bøger, der længe har været på min ønskeliste “Look” af Luka Holmegaard, som jeg tidligere har læst som e-bog, men som bør stå i reolen i husstanden, fordi den er essentiel i forhold til køn, identitet og påklædning men også i forhold til at være i psykisk balance eller det modsatte. “Kvinde kend din historie” af Gry Jexen fordi…… behøver jeg skrive det???

Mens jeg drikker min kaffe, og læser lidt i mine nyindkøbte bøger kommer der flere gæster i caféen. Det forstår jeg. Stedet oser af gæstfrihed, hjertelighed, sanselighed, viden, bogkærlighed og fællesskab. Buens Bogcafé er noget helt ganske særligt, og det skyldes én ting. To dygtige, kreative, passionerede indehavere – Emma og Kristine, som vandt erhvervsprisen ved årets Rainbow Awards 2021, og som i den grad gennem særligt kurateret LGBT+ litteratur er med til at åbne op for en mangfoldig kønsforståelse i et varmt og kreativt cafémiljø..

LGBT+ i følge Buens Bogcafé:

LGBT+ står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og er det korte akronym, som betegner alle, som ikke er heteroseksuelle, monogame og ciskønnede (født i det køn, som de også identificerer sig med).
Det fulde akronym er på nuværende tidspunkt LGBTQIAP+, som står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer, Intersex, Asexual, Polyamorous og + for det, som ikke dækker.

Besøg Buens Bogcafés hjemmeside her: https://buensbogcafe.dk eller på Instagram her: https://www.instagram.com/buensbogcafe/