Anmeldelse af “Det var ikke planen at købe kålroer” af Anders Haar Rasmussen.

Titel: “Det var ikke planen at købe kålroer” Forfatter: Anders Haar Rasmussen. Sider: 142. Forlag: Ekbátana. Utgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Ekbátana.

“Amanda går på opdagelse i køleskabet. Hun finder hvidkål og marvkål. Hun leder videre. “Hvad gemmer der sig i den her lille slikpose? Halløjsa, dem havde jeg da helt glemt”. Hun vender tilbage med blomkålsblade og lidt grønkål, to løg og en gulerod. Guleroden er delvis dækket af mug. “Den kan reddes”, siger Amanda og skærer de rådne stykker væk. På nuværende tidspunkt har hun ovnen fuld af tre squash, side om side, og ovenover et fad fuld af kål. Temperaturen er sat til nøjagtig 190 grader. “Hvilket er for varmt til kålen og ikke varmt nok til squashen. Det er socialisme. Alt skal ødelægges lige meget. For lighed er bedre end lykke””

“Det var ikke planen at købe kål” er en kogebogsroman med vegetariske opskrifter. Den handler om Amanda, som er først i trediverne. Hun bor alene i Brooklyn. Hendes liv drejer sig mest om kål, linser og krydderiblandinger, mens kærester, veninder og arbejde kommer i anden række. Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste Josh, og hun kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om “Det ydre rum som politisk felt”, som hun er i gang med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier. Hun bruger også løb som en flugtvej og som et redskab til at kontrollere sig selv, når der er ubalance i såvel indre som ydre. Hun går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Grøntsagsrester og skræller bliver til bouillon for at spare ressourcer, men så shopper hun billig is, for at få mere for pengene.

Romanen handler dybest set om det moderne komplekse menneske, der gerne vil leve politisk korrekt ift. bæredygtighed og miljø. Den vegetariske reflekterende akademiker, der tager afstand fra alt der er politisk ukorrekt men som selv gang på gang falder i, fordi det nu en gang er svært at overholde egne strenge krav. Men bogen handler også om, hvor svær kærligheden kan være og relationer generelt, og med maden som flugtvej behøver Amanda ikke være i nuet, men kan nøjes med at reflektere om netop kærlighed og venskaber. Det gør hun så også i en grad, så det er skræmmende, men det er igen et billede på det tænkende menneske, det moderne reflekterende menneske, der er optaget af sig selv og som tænker mere end det handler.

I det følgende uddrag er Amanda ved en fejl kommet til at købe en to-liters mælk, for det gjorde hun altid, da hun var sammen med Johs…

“Jeg må heller se at komme i gang med den her kæmpe mælk”, siger Amanda og hælder dobbelt så meget mælk i kaffen som hun plejer. “Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.” Resterne” “Overalt” “Åndsvage steder, som er komplet meningsløse”. “Jeg står jo bare og køber mælk” Hun tager en tår. “Det er satme en god kop mælk med kaffe i”

Det er slemt både at være ramt af kærestesorg, og at skulle forholde sig til madspild.

Det er en virkelig velskrevet, humoristisk og tankevækkende roman. Formen har stor betydning for historien her, da hvert kapitel indledt med en opskrift og så dissekerer Amanda ellers sig selv og verden, når hun i køkkenet taler højt med sig selv i forhold til den gældende opskrift.

Bogen udkom første gang i 2018, men er netop genoptrykt i 3. oplag og er omend endnu mere aktuel i 2021 end den var i 2018 med dens temaer. Bogen er, efter min mening, et spændende eksempel på, hvordan man kan læse skønlitteratur fremfor selvhjælpslitteratur, når det moderne overtænkende politisk korrekte menneske skal holde spejlet op foran sig selv.

Spændende, anderledes og meget positiv læseoplevelse.

Anmeldelse af “Rosarium” af Charlotte Weitze

Titel: “Rosarium” Forfatter: Charlotte Weitze. Sider: 418. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Charlotte Weitze har begået en eventyrlig videnskabelig botanikroman, hvor menneske- og planteriget får held med at bestøve og befrugte hinanden, så blandingsvæsener opstår. Det er en slægsfortælling over seks generationer fortalt i tre dele, og hvor en særlig rose bliver dominerende gennem alle slægstsled.

Første del foregår i Zartidens Rusland, hvor et søskendepar – bror og søster flygter fra krigen og ud i skoven. En skov, hvor også zaren går på jagt. Søster og bror har kun hinanden og som årende går udvikler deres seksualitet sig og søster bliver gravid. Hun bliver mere og mere en del af det organiske liv i skoven og udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante. Søskendeparret bliver skilt fra hinanden, og søsteren findes af Zarens søn, der er meget interesseret i botanik og meget betaget af søster som væsen. Søster føder drengen Johannes.

Anden del foregår i 60’erne i København, hvor Johannes, der er botaniker føler sig helt forkert i sin krop, og langsomt udvikler sig til Johanne, da han under dække af at være kvinde rejser med Magister Steen til sydamerika for at undersøge planternes sjæleliv. Menneskets seksualitet og identitet smelter sammen med videnskaben om planternes opdeling i køn, deres formering og deres sjæleliv. Uden at røbe for meget udvikler historien sig vildt i denne del. Tvillingerne Viola og Lilly bliver født, og det er et meget utraditionelt forældreskab, der præsenteres her.

Tredje del foregår både i Danmark og i USA i fremtiden. Viola og Lilly har været adskilt i mange år, men mødes i USA for at fejre Johannes 100 års fødselsdag, men da de ankommer er Johanne væk. De søger mod skoven, for at lede efter hende. Lillys datter Marie og hendes datter Fine involveres også i historien her. Fine har en særlig forbindelse til sin oldemor Johanne og til den rose, der har særlige egenskaber, og som har haft betydning for deres slægt gennem de hundrede år romanen udspiller sig over.

Det er en meget usædvanlig roman. Videnskab, et poetisk smukt sprog, fantasi og eventyrlighed og ikke mindst en hyldest til planter som levende væsener forenes i en spændende og medrivende fortælling. Der er hints i romanen til klimaproblematiken, men det er ikke klimaet der er på dagsordenen, men en respekt for planternes liv, deres egenskaber og deres magt. Det er en roman, hvor menneske og natur indgår i en mere organisk sammenhæng.

Det har været en ubeskrivelig fantastisk læseoplevelse. Særligt 1. og 2. del greb mig. Min indre nørd er blevet fodret med videnskabelig stof om et område, jeg finder yderst interessant. De tre dele i bogen bindes sammen på så kreativ vis, at det er ubegribeligt, hvor den fantasi kommer fra. Sproget er smukt og poetisk. Min æstetiske sans er overstimuleret med den smukkeste indbinding. Jeg har lyst til at tapetsere en væg med det print, der findes bag indbindingen, som også set på fotoet øverst. Det har været en eventyrlig oplevelse at læse bogen, og en rose vil aldrig mere blot være en rose efter endt læsning.

Bogen udkommer i dag 24. februar 2021.

Foto: Gutkind

Anmeldelse af “Spillekort med digte af 34 forfattere”

Titel: “Spillekort med digte af 34 forfattere” Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

Litteratur kommer i mange former, og kreativiteten blomstrer. Forlaget Ekbátana udgav i 2020 disse spillekort, som er blevet revet væk, genoptrykt og revet væk igen og igen. Kortene blev fremstillet i forbindelse med udstillingen DRØMMEBØGER på Den Sorte Diamant i efteråret 2020, hvor 13 mikroforlag gik sammen om at udstille de smukkeste, vildeste og meget kreative udformede bøger. Kortene er påtrykt digte fra 34 forskellige forfattere kendte som ukendte. På ovenstående billede har jeg valgt et lille udpluk af digtene. Det er sjovt, rørende og underholdende og så er billedkortene lavet af kunstner og grafiker Rakel Thorning-Vater så utrolig smukke.

Forfattere, der har bidraget til digtene på kortspillet er:

Anders Schmidt Thorsen, Andreas Morgenrødt, Anne Kierkegaard, Asger Schnack, Aya Benedikte Kor, Camilla Hjørnholm Olsen, Carsten René Nielsen, Cindy Lynn Brown, Connie Udsen, Hans Karup, Ida Monrad Graunbøl, Ida Emilia Nørgaard, Jens Carl Sanderhoff, Jens Peter kaj Jensen, Jeppe Mørch, Jonas Reppel, Julie Kastberg Rasmussen, Kim Sindberg, Lars Emil Foder, Lisa Smidt, Louise Juhl Dahlsgaard, Marie Louise Pedersen, Maya Salonen, Mette Norrie, Mette Reinhardt Jakobsen, Mikael Ostenfeld Krog, Morten Søndergaard, Nicolaj Stockholm, Pia Juul, Piet B, Rikke Oberlin Flarup, Rikke Ruby, Signe Kierkegaard Cain og Søren R. Fauth.

Lige nu er der vinterferie i størstedelen af landet og det fortsætter i næste uge for os, der bor højt mod nord. Hvad er mere oplagt end at finde kort frem og spille sammen, bygge et korthus eller lægge en kabale.

Anmeldelse af “Størst af alt- Om kærlighedens natur” af Lone Frank

Titel: “Størst af alt” Forfatter: Lone Frank. Sider: 280. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Kærligheden er en kompleks størrelse, og efter at have læst Lone Franks “Størst af alt” er denne kompleksitet for alvor slået fast. Lone Frank stiller sig selv spørgsmålet – Hvad er kærlighed? efter at hendes kæreste dør af kræft, og hun står tilbage med en følelse af, at nu er der intet levende menneske, der elsker hende, og der er ingen hun elsker.

“Størst af alt – Om kærlighedens natur” er en mosaik, hvor Lone Frank, med afsæt i eget liv og egne kærlighedserfaringer i samtale med en psykolog, forsøger at kortlægge kærlighedens natur med brikker fra naturvidenskab, psykologi og kulturforskning.

Lone Frank fortæller om sin barndom og om kærligheden til og fra sin far, der har præget og reddet hende gennem livet, fordi der har været tale om en tryg tilknytning . Men hun beskriver også faderens alkoholisme og fraværet af kærlighed til sin mor og bror.

Hun fortæller om forældrenes skilsmisse, moderens tidlige død og faderens senere. Hun fortæller om sine møder med mænd, om utroskab, om en depression, udløst af ulykkelig kærlighed, og om det fravalg af at få børn, der skyldes en manglende lyst, en grundlæggende frihedstrang samt det faktum, at Lone Frank med egne ord uvægerligt ser sig selv som nogens barn og ikke som nogens mor.

Hun tager fat i begrebet tilknytning, og tilknytningsteorier, der kan fortælle os om hvordan vi som mennesker tilknytter os forskelligt. Tilknytningsmønstre grundlagt i barndommen, som har stor betydning for, hvor let eller svært vi som voksne har det med at tilknytte os et andet voksent menneske, som vi ønsker at indgå i et kærlighedsforhold sammen med. Hvor åbne vi er eller det modsatte. Om vi tør stole på den anden part eller ej.

Enhver tidsalder har forsøgt at forstå kærligheden, med sine redskaber, og et af nutidens redskaber er hjerneforskning. Hvor psykologien kan beskrive subjektive følelser og adfærd kan biologien beskrive hvilke kemiske og måske genetiske forskelle, der kan forme, hvordan det enkelte menneske oplever virkeligheden. Det handler bl.a. om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer.

Lone Frank afliver myten om den stærkt promiskuøse mand, der blot ønsket at sprede sin sæd og den monogame kvinde, der smægter efter ømme følelser. Hun påpeger, at visse psykologiske kønsforskelle, har biologisk rod:

“Det første, man kan slå fast, er, at vi allesammen uafhængigt af køn er promiskuøse – og monogamt indstillede. Fordi vores psyke indeholder flere uafhængige drifter eller motivationssystemer”

“Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt, og samtidig en krop, der bare avler og er indstillet på at kneppe nogle nye”

De to ovennævnte citater bed sig virkelig fast hos mig, for det er jo her den store store udfordring ligger, når vi som mennesker indgår i forhold med andre. Her kommer Lone Frank ind på jalousi. En egenskab, der findes hos mennesket, der vanskeliggør, at vi bare kan udleve vores behov uden at såre hinanden. Hun adskiller begreberne forelskelse, begær og kærlighed, og forklarer hvad der er på spil rent videnskabeligt i forhold til alle tre.

Hun kommer ind på polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen og forestillingen om den eneste ene, samt om, hvordan sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden. Vi har alle en forståelse og forventninger til kærlighed som er lagret i mentale skemaer, og hvis vores oplevelser afviger fra disse skemaer, bliver det svært for os.

Når man læser bogen føles det både som om man læser en roman og noget faglitteratur, og jeg er meget begejstret for koblingen. Det er en vanvittig god og klog bog, der burde stå på alles hylder, hvis man vil blive lidt klogere på kærlighedens natur.

Anmeldelse af “Pigen fra det store hvide skib” af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

Titel: “Pigen fra det store hvide skib. Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Sider: 394. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Man kan aldrig være sig selv. I en mellemstor by som Odense er der øjne overalt. Hvis jeg boede på landet, ville der være færre, men til gengæld ville de alle sammen kende mig. Det ville være endnu værre, for de ville vide, hvad jeg var engang. De ville aldrig lade mig glemme det”

Den 23. januar 1951 lægger hospitalsskibet Jutlandia fra kaj i København. En humanitær indsats fra Danmark i Koreakrigen. Ombord er den unge Molly Dahl, som er en af de toogfyrre sygeplejersker, der skal arbejde ombord på skibet. Forinden har Molly arbejdet som operationssygeplejerske i Odense, hvor hun på dagen for Danmarks befrielse kommer på overarbejde med døende og hårdt sårede skudofre. Krigen skulle være slut, men der opstår voldsomme kampe mellem modstandsfolk og tyskere. Skud og eksplosioner brager gennem gaderne, og det har grusomme følger. Befrielsen har også givet Molly barske og tunge personlige oplevelser med i baggagen, som hun gang på gang konfronteres med og skal forholde sig til på sin rejse med Jutlandia. På hospitalsskibet følger man Molly og tre andre sygeplejesker i deres udfordrende arbejde, og i de venskaber de knytter. Vi er på havet og som bølgerne går livet også op og ned hos Molly og de øvrige karakterer. Alle følelser er i spil. Der er kærlighed og had. Der er de gode og de onde. Kvinderne fremstilles langt stærkere end mændende. De er heltene.

Sideløbende med fortællingen om Molly hører vi om Yun fra Korea. Yun er 11 år gammel, da hun mister sine forældre i krigen. Mens napalmflammerne æder hendes hjem, hende familie og den landsby i Nordkorea, hvor hun er vokset op, flygter hun sammen med to andre børn mod syd. En flugt lige ind i helvede, og hvor hun gået grueligt meget igennem før hun på mirakuløs vis reddes af…… ja Molly. Hvordan deres skæbner flettes sammen vil jeg ikke afsløre.

Bogens to spor fungerer rigtigt godt. Molly og besætningen på Jutlandia, der er på vej mod Korea, og Yun, der flygter fra Korea. Der er lagt i kakkelovnen til et møde. At der er to forfattere på bogen fornemmes ikke rent sprogligt. Det flyder ensartet og godt hele vejen igennem. Interessant er det, at det er to mandlige forfattere, der skriver helt fantastisk i forhold til de tanker Molly har og måden, hvorpå der fortælles om de fire gennemgående sygeplejerskeres venskaber. Om yun, den 11 årige pige, der flygter. Det er mænd, der skildrer følelser og tanker hos det modsatte køn, og de gør det fabelagtigt, hvilket får mig til at tænke på den debat, der kører i forhold til, om skuespillere kan/bør spille en karakter med eksempelvis en anden seksualitet end deres egen. Det er en debat, der er interessant, og som der sikkert ikke er et endegyldigt svar på, men for mig at se er det netop en gave at forfattere og skuespillere kan skildre og fremvise karakterer og forskellige identiteter uanset eget ståsted. Det er det, deres fag handler om. Det er det, som er kvaliteten ved kunsten.

“Pigen fra det store hvide skib” er trods barske skildringer af en virkelighed en feel-good roman. Og den har en snert af lægeroman over sig, hvilket kunne virke plat, men her virker det godt. At blive beriget med et stykke verdenshistorie pakket ind i en fiktiv fortælling af denne karakter er en gave, og god underholdning.

Bogen udkommer i dag 23. januar 2021.

Foto: Søren Lagoni

Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

Anmeldelse af “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen.

Titel: “Øvelser i afsked” Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 352. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens forlag.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige britiske stedsøn Ralph pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og med en genkendelig verden.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i afsked”om sorgens og isolationens landskab, og inddrager litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen.

Bogen er opdelt i fem dele. Den første del “For tæt på solen“er den mest personlige. Her beskæftiger han sig med chokket over stedsønnen pludselige død, som sker, mens han selv forelæser på et universitet i Californien. Han beskriver med stor kærlighed sin stedsøn, som var aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, men også hvordan han selv mister evnen til at læse og koncentrere sig i tiden efter Ralphs død. Sorg er det gennemgående tema i den første del og der skues mere indad end udad fra forfatterens side.

I anden del “Generation C” (coronagenerationen) beskriver Carsten Jensens studerende i syv essays den bristede amerikanske drøm. Her ses synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse der får mange til at miste håbet i USA. Trump karakteriseres som demokratiets opløser.

I tredje del “En indespærrets tanker“, der har fokus på selve isolationen, tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Her vrimler det med intertekstualitet, og det kan være svært at følge med i de mange henvisninger.

Fjerde del “Coronakrøniken” er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. Det er enormt interessant at læse Carstens Jensens betragtninger netop nu, hvor 2. bølge af pandemien raser og Danmark endnu engang er nedlukket. Særligt interessant er de politiske betragtninger, som ikke ligger skjul på en foragt for politik drevet af økonomiske interesser. Kapitalismen får en over nakken. Mette Frederiksen fremhæves som en stærk leder under pandemiens første bølge, og han leger med tanken om at lade tidligere statsministre stå ved roret i stedet for Mette Frederiksen. Til gengæld får hun hug for sin tilgang til klimaet og til integration. Her emmer det skrevne af liv og passion fra forfatteren, og der er plads til humor. Klimakrisen og mangel på handling er et væsentligt tema her, set i lyset af, at vi som mennesker har vist os at være i stand til store omstillinger og at tage fælles ansvar i forhold til coronakrisen.

Den sidste del “Vi skal ud og lege med enhjørningerne” er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien ses som en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er skrevet som et minde om og en hyldest til stedsønnen Ralph og et opråb om at tage ansvar for klodens overlevelse. Den udkom 23. november 2020.

Foto: Liz Jensen

Anmeldelse af “Min Kristin” af Maria Helleberg.

Titel: “Min Kristin” Forfatter: Maria Helleberg. Sider: 861. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hun sad her og udfyldte den rolle, hendes mand havde skabt til Rigsforstanderens hustru. Vor kære fyrstinde, som byrådet i Stockholm kaldte hende. De havde set hende sidde og amme under møderne. De så hende som mor og hustru, og hun lignede deres egne koner. Hun bemærkede alt det, Sten ikke ænsede, fordi han altid var aktiv. Han handlede, mens hun vurderede. Det var jo hendes eneste mulighed under disse lange møder, hvor hun var den eneste kvinde i forsamlingen

Kristin er sytten år, da hun bliver gift med Sveriges kommende rigsforstander, Sten Sture. Tiden er præget af politisk uro – unionen mod Danmark vakler. Da Sten mister livet i et sammenstød med den danske hær, overtager Kristin hans kampe. Gravid og uden krigserfaring leder hun, fra tårnet på Stockholm Slot, slaget mod den danske konge “Min Kristin” er en stærk historisk roman om storpolitik, kærlighed, begær, fødsler, forræderi og mord i 1500 tallet.

Jeg har været i selskab med romanen i hele december måned, og Kristin har nærmest boet inden i mig. Jeg har følt med hende i de mange mange stærke scener, der er i bogen. Flere gange har jeg taget mig selv i at sidde med alle muskler spændt i kroppen og med hvide knoer, forbi jeg har kunnet føle alt, det skete. Jeg har siddet med krydsede fingre for begivenheder, som bare måtte gå godt. Maria Helleberg skriver fantastisk livagtigt og indlevende om børnefødsler, om død, om elskov, om savn, sorg, om magt og misbrug af denne og om kærlighed. En sjov iagttagelse, jeg har gjort mig gennem hele læsningen, er at der er utrolig mange “kønne og velduftende” mænd med i romanen. Stort set de fleste “gode” mænd beskrives sådan, hvilket forekommer en anelse for utroværdigt, men omvendt lider Kristina også i sådan en grad, at hun fortjener alt det bedste omkring sig, og det kan forfatteren så give hende. Det er også med til at fortælle at trods krig og elendighed så lever passionen mellem mænd og kvinder stadig. Der er et stort persongalleri og meget storpolitik med i romanen. Maria Helleberg har ikke været fedtet med at dele ud af sin research i sin historie. Det gør desværre, at romanen efter min opfattelse bliver for lang og for tung. Jeg er således splittet i to i forhold til min samlede læseoplevelse. På den ene side en fuldstændig fantastisk roman skrevet ualmindeligt godt og på den anden side ville jeg ønske, at indholdet var kortet lidt ned, da der kan være en risiko for at miste læseren undervejs.

Maria Helleberg har med “Min Kristin” afsluttet sin reformationstrilogi. De to andre værker er “Stormene” fra 2017 og “Sommerfugl” fra 2018.

Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse af “I mangel af alting” af Carsten Dahl.

Titel: “I mangel af alting” Forfatter: Carsten Dahl. Sider: 59. Forlag: Forlaget Fly. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Carsten Dahl og Maiken Ellegaard Madsen.

Når jeg ser på nøgne træer så ser jeg mest baggrunden den dunkle grå vinterhimmel med dens utydelige formationer så tænker jeg: Sådan føler vi mennesker os ofte når vi opdager at vi glemte os selv i et forsøg på at vokse ind i himlen.

Sådan lyder et af digtene af Carsten Dahl fra digtsamlingen “I mangel af alting” som indeholder et udvalg af digte skrevet fra 1982 og frem til i dag. Digtene kredser blandt andet om angst, tab og kærlighed. I digtene sættes der ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset.

Jeg sidder i skumringen og skriver denne anmeldelse. I tiden mellem lys og mørke, det passer godt til digtsamlingen. Der hvor der skulle have været kærlighed har der været svigt. Svigt der har gjort noget ved et menneske. Sorg, skyld, angst, mangel på troen på sig selv, tanker om selvmord omsat i smuk gribende poesi som i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Nogle dage tænker jeg jeg må hjem til Faderen i himlen hjem til Gud op ad Jakobsstigen jeg hører ikke til her. På min gravsten skal der stå: “Jeg har ikke råd til at være her”

Der er flere referencer til Gud og tro og ikke mindst til håbet. Særlig digtet, der er udformet som en bøn rørte mig meget:

Lysets mester, du som befæster alt det skabte i denne verden giv mig inderlighed og klogskab nok til at bære uskyldens drik fra dit bundløse bæger.

Hjælp mig til at forstå og mærke at der er mening med min ubærlige smerte vis mig lyset fra din uudslukkelige ånd og lad mit virke bæres frem af din hånd.

Giv mig troen tilbage på det simple og smukke lad den fine blomst i mig oplukke så jeg hver dag ser din mening med livet og aldrig tager denne indsigt for givet.

Dette digt er skrevet på rim, og det er mange af digtene. Jeg får associationer til Tove Ditlevsens digte og til Barndommens Gade med de samme genkendelige temaer og den samme rytme i digtene. Det er ubeskrivelig god og stærk poesi, som præcis som Tove Ditlevsens digte er let tilgængelige rent sprogligt, smukke og fyldt med nærvær. Men også digte fyldt med smerte, svigt og overgreb, så man også får associationer til Yahya Hassans digte. Men Carstens Dahls digte er helt hans egne. De er også fyldt med blomster, sommerfugle og fugle, der symboliserer det frie, det naturlige. Det er en meget smuk poetisk oplevelse.

Smerte kommer ofte til udtryk gennem kunsten. Det er ikke et nyt psykologisk fænomen. Carsten Dahl udtrykker det således i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Jeg er ingenting mere andet end det tomme hylster der sidder fast i det spindelvæv min mor spandt så jeg helt forsvandt. Suget ud, tygget, sunket og fordøjet nu gemt bag en kunstners beskyttende kappe med store lommer og dybt forløjet.

Der skrives mange autobiografiske romaner om svigt i opvæksten. Jeg har læst for få digte til at vide, hvor meget det fylder i digterkunsten. Jeg kan heller ikke udtale mig, om denne digtsamling er autobiografisk, da jeg ikke kender forfatterens baggrund, dog er der et stærkt digter-jeg bag ordene i digtsamlingen. Forsidebilledet er et selvportræt af Carsten Dahl, hvilket også kunne pege på det autobiografiske. Mit ærinde er at dele min læseoplevelse, og den er mere end positiv. Jeg er blevet rørt følelsesmæssigt og beriget poetisk og litterært. “I mangel af alting får mine varmeste anbefalinger”

Forfatter Carsten Dahl (f. 1967) er jazzpianist, billedkunstner og digter. “I mangel af alting” er han debut. Digtsamlingen udkom 23. september 2020.

Foto: Kasper Kristoffersen

Anmeldelse af “Den danske sang” af Philip Faber i samarbejde med Rikke Hyldgaard.

Titel: “Den danske sang” Forfattere: Philip Faber & Rikke Hyldgaard. Sider: 328. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

At få lov til at anmelde denne bog har været stort for mig. Philip Faber er nok den mand, jeg har tilbragt mest tid sammen med i 2020 – altså bag skærmen. I marts måned lukkede Danmark ned for at mindske spredningen af covid-19. Størstedelen af befolkningen skulle pludselig opholde sig i eget hjem, inklusiv undertegnede og en søn i risikogruppe. Den 16. marts om morgenen var der fællessang på DR1 med Philip Faber. Et tiltag sat i værk med henblik på at styrke fællesskabet i landet i en svær tid. Jeg kendte godt Philip Faber fra andre musikalske udsendelser, men jeg kendte ham ikke godt. Jeg havde heller ikke sunget siden jeg var på højskole i sommeren 2019, men den 16. marts sad jeg klar med højskolesangbogen og en stemme. Det blev til mange morgener. Hver eneste morgen frem mod Sankt Hans sang jeg, og da fællessangen blev udvidet med en aften udgave om fredagen, sang jeg også med der. Det var en gave at få præsenteret så mange sange. Mange kendte jeg, men ligeså mange var nye, og særligt tonefilmssangene blev jeg opmærksom på. Når jeg ikke sang, lyttede jeg til playlisten “Morgensang (DR1) by Philip Faber på Spotify. Det kom bag på mig, at jeg var så glad for sangene og for at synge. Jeg har altid været glad for musik, men jeg har ikke fået sang ind med modermælken. Jeg kunne sikkert også have sunget mere sammen med mine egne nu voksne børn, og kunne jeg gøre noget om skulle det være, at have introduceret dem for den “sangdannelse” Philip Faber beskriver på formidabel vis i bogen.

I sangen kan vi samtidig tage ord i munden, som vi normalt ikke ville bruge, og den bliver således en genvej til at erklære sin kærlighed, dvæle ved en sorg eller takke andre. Når vi synger sammen, deler vi store ord, med dem vi elsker. Ord, som vi måske aldrig ville gå og sige højt til hinanden, men som er vigtige.

“Den danske sang” er skrevet med en stor kærlighed til den danske sangskat. Philip Faber kombinerer musik- og sanghistorie med personlige anekdoter helt tilbage fra sin barndom og frem til i dag. Det er igennem forskellige danske sange, at man som læser bliver ført igennem fortællingerne, igennem hvordan melodi og tekst spiller sammen, hvordan dur og mol bruges bevidst sammen med bestemte ord for at skabe stemninger. Sangenes betydning for køn og kultur. Vi synger om årstiderne. Vi synger til fødselsdage, til bryllupper, barnedåb og begravelse. Vi synger fodboldsange. Vi synger lejlighedssange. Vi synger nok i grunden mere end vi er bevidste om.

Modeluner og dagsordener kommer og går. Noget bliver slagtet i kulturlivet, nyt blomstrer op et andet sted af den rene og skære nødvendighed, der kendetegner kunsten, og den friskhed flytter os. Sangen – her forstået som det at synge – vil derimod aldrig ophøre med at være her

Philip Faber har sammen med Rikke Hyldgaard begået en bog fyldt med sangdannelse, og allervigtigst glæden ved sangen. Alle er inviteret og inkluderet i bogen. Sangen er for os alle. Alle de udvalgte sange, der danner ramme om fortællingerne er med i fuld tekst og med noder, så de kan synges og spilles. Sjældent har en bog ramt så bredt i forhold til målgruppe. Den kan og bør læses af alle, der vil det gode (sang)liv.

Bogen udkom den 24. november 2020.

Foto: Robin Skjoldborg