Anmeldelse af “Pastorale – Krig og kærlighed” af Max Ulrich Klinker

Titel: “Pastorale – Krig og kærlighed” Forfatter: Max Ulrich Klinker. Sider: 600. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Så I det drenge?” Jack råbte af begejstring. “Så I, hvordan far her ramte det Hitlersvin?”………..”Nu er krigen endelig i gang. Nu er vi for alvor med………… “Hvad var det i grunden for et fly?” Jeg mener, at det var en Fieseler Stork. Et ordonnansfly. Måske et skolefly.” “Så havde det jo ingen våben til at forsvare sig med.”

“Vi har fået taget vores krigsmødom i dag. Er I klar over det drenge? Sådan skal det være i Royal Air Force, og hvor er det godt, at jeg er med i sådan en skidegod besætning”

“Pastorale er en roman om uskyld på flere plan. Den unge danske RAF-pilot Herman Andersen bliver som 18 årig optaget i Royal Air Force, hvor han sammen med sin eskadrille skal kæmpe mod tyskerne i 2. verdenskrig, der ligger lige rundt om hjørnet i 1939, hvor bogen starter, og hvor England forbereder sig på kamp. Bogen kredser om det maskuline miljø, der er blandt piloterne, om deres mod og angst i forbindelse med krigen, om kvinder, spirrende seksualitet og forelskelse, velhavende miljøer og smukke naturomgivelser. Læseren tages bl.a. med til England, Frankrig og Kenya. Churchill gæster bogen. Det samme gør Dennis Finch Hatton. Bogen er en æstetisk oplevelse rent sanseligt med beskrivelser af naturen oplevet både fra luften og på landjorden. Jeg tror også, at forelskelsen og den spirrende seksualitet og den første seksuelle erfaring, den unge Herman Andersen oplever er tænkt som æstetiske oplevelser fra forfatteren side, men det blev en anelse for trivielt og fortænkt og græsende til kvalmt for en moderne kvinde at læse – sorry! Der gik lidt for meget Mrs. Robinson fra “The graduate” og luder/madonna i den unge mands syn på kvinder, hvilket jeg nok skal tilskrive tiden romanen foregår i. Generelt er det lidt svært at læse ca. 600 sider med det kvindesyn, der fremstilles.

Sprogligt svinger bogen efter min mening mellem storslåethed, særligt når naturen beskrives og et til tider for banalt sprogbrug, særligt når samværet med kvinder og samværet mellem piloterne beskrives. Der er en trivialitet og forudsigelighed i bogen, som jeg havde det svært med, men er man til uniformer, muskuløse piloter, kvinder i rødt og langstilkede glas vil man elske bogen. Den har noget storhed over sig sammen med det trivielle. Og er du til filmen “Top-Gun” med Tom Cruise og filmen “Avatar” med Leonorado DiCaprio er du sikkert i målgruppen til denne bog.

Forfatter Max Ulrich Klinker er udover at være forfatter og jurist uddannet civilpilot.  Han har arbejdet for SAS og  andre luftfartsselskaber med bl. a. operationer i Afrika og som flyveinstruktør, hvilket gør at han kan beskrive det flyvetekniske og oplevelsesmæssige meget detaljeret og troværdigt. Han er forfatter til adskillige skønlitterære tekster, artikler og essays. 

Bogen udkom 9. april 2021.

Anmeldelse af “Den inderste kerne” af Lotte Kaa Andersen

Titel: “Den inderste kerne” Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider:416. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Hvordan bliver jeg ligeså klog som dig far?” spurgte hun en aften. “Den kloge stiller spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de vigtiste ord i det danske sprog” Han så fra hende til Harriet. “Spørg altid jer selv hvorfor”

Lotte Kaa Andersen har med “Den inderste kerne” skrevet en biografisk roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev verdens første kvindelige seismolog. Hun er kvinden, der opdagede jordens indre kerne. Før dette troede videnskaben på, at kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte teorien om, at der i den flydende kerne lå en indre kerne, og at jorden dermed var tredelt og ikke todelt som hidtil antaget. Denne opdagelse møder stor modstand fra det naturvidenskabelige miljø, og særligt det danske, der er en lukket klub for mænd. Først i 1950’erne hvor hun inviteres til USA, får verden øjenene op for hendes enestående talent.

“Den inderste kerne” er en roman om at blive anerkendt som barn, for det væsen og de talenter man har, om at være kvinde og kæmpe for anerkendelse og respekt for sin faglighed både fra mænd og kvinder og om at turde træffe svære valg i livet for at forfølge sin passion eller måske rettere sit kald.

Lotte Kaa Andersen har ikke opbygget romanen kronologisk, men springer i tid fordelt over bogens fem dele. Som læser følger man den Lehmannske familie med far Alfred Lehmann, berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet, mor Ida, der er limen i familien, søster Harriet, der er lys, let og udadvendt og som voksen vælger en karriere som teaterskuespiller og så mørke, blege Inge, der er optaget af tal og matematik i en grad, så mor Ida bekymrer sig mens Far Alfred begejstret opildner denne interesse. Man møder Inge som ung, der kæmper for at få lov til at uddanne sig, den voksne Inge, der kæmper for anerkendelse og respekt for sin opdagelse og sidst men ikke mindst den ældre og tilsidst døende Inge, der er mæt af dage.

Hovedtematikken i romanen er kvindens kamp for ligestilling i et mandsdomineret naturvidenskabeligt univers. Det er som sådan ikke en ny tematik, og ligeledes er der heller intet nyt i at skildre, hvilken pris det har, når man som kvinde vælger kærligheden og familielivet fra til fordel for at gøre karriere, i den periode romanen foregår i. Alligevel er det en yderst stærk og spændende fortælling, fordi Lotte Kaa Andersen igennem et enormt researcharbejde giver læseren mulighed for at komme helt tæt på nørdede forskningsprocesser omkring seismologi, og fordi der er en globalitet i fortællingen, der gør, at den rækker ud over en fortælling om dansk kvindekamp og -historie. Ydermere er der i bogens femte og sidste del en meget stærk skildring af, hvordan Inge Lehmann lever sin sidste tid. For mig nok den stærkeste del af bogen.

Biografiske romaner er populære for tiden. Og “Den inderste kerne” har lighedspunkter med Eva Tinds “Kvinden der samlede verden” Ligeledes er der fællestræk med kunstnerromanerne “Hvor lyset er” af Malene Ravn og “Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung Sung. Lotte Kaa Andersen har tidligere udgivet trilogien om livet på solsiden i Hellerup med romanerne “Hambros Allé 7-9-13”, “100 Dage” og “Syv sind” Med “Den inderste kerne” har Lotte Kaa Andersen betrådt en ny sti som forfatter med en biografisk roman, der har krævet enormt research og kæmpe respekt for dette. Det er en flot flot og virkelig god roman.Jeg er spændt på, hvor Lotte Kaa Andersen tager læserne med hen fremadrettet.

Anmeldelse af “Lysere dage” af Christina Andersen Reyn

Titel: “Lysere dage” Forfatter: Christina Andersen Reyn. Sider: 111. Forlag: Hexameter. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at to kan elske hinanden og alligevel ikke kunne få det til at fungere. At praktikaliteter kan gøre alting så svært, at kærligheden ikke kan få luft. Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det? Fordi jeg ikke ville have troet dem alligevel. Mit hjerte ville aldrig have accepteret ideen om, at kærlighed kan knækkes af omstændigheder”

Der er ikke to forliste forhold, der er ens. Der er ikke to reaktioner på brudte forhold, der er ens. Men fælles for alle brud og skilsmisser er, at der følger en sorg med. Den sorg beskæftiger Christina Andersen Reyn sig med i “Lysere dage”

Hovedpersonen – en introvert maler flygter ud på landet med sit knuste hjerte efter et brud med sin mand. Hun vil være i fred med sin sorg, men det er en udfordring, for alle vil forsøge at lindre sorgen eller prøve at få den til at forsvinde. Hun kan ikke have sin sorg i fred. Manden rykker i hende, for at hun skal komme hjem til børnene. Hendes søstre inviterer sig selv og tror, at god mad, vin og en datingprofil er vejen frem for deres søster. Det er forbudt at græde, at være grim, at være indelukket, at være i sorg. Langsommelighed i hverdagen i landsbyen hun er flygtet til, en rar mand og en hund gør, at sorgen ændrer karakter, og at der er lysere dage forude.

“Lysere dage” er en fin fin bog om sorg, og om hvor svært det er for omgivelserne at acceptere, når det rammer ens nærmeste. Vi vil gerne have, at vi skal have det godt. Ja helst stræber vi efter lykken, men sorg er en naturlig del af livet, og ikke nødvendigvis noget man skal komme sig over, men måske snarere noget man skal lære at leve med. Den må ikke tage pusten fra os og forhindre os i at være livsduelige, men den må godt være der, og vi må godt være kede af det, græde og være indadvendte, når det er svært. Det er det forsvar, bogen handler om.

Christina Andersen Reyn skriver med smerte, med humor og med indsigt i sorgen. Hovedkarakteren, manden og børnene er navnløse, mens alle andre karakterer har et navn. Et fint greb, der på en måde forstærker problematikken til at være generel og ikke personlig. Ind i mellem er der sproglige passager, der bliver lidt for dagligdagsagtige, dette mest på handlingsniveauet, men på det refleksive niveau er sproget smukt.

“Hvis du kan miste gengældt kærlighed, så er intet sikkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med, hvis det ikke er nogens skyld”

Det er en gave, at læse en bog om et brud, der ikke er forårsaget af et svigt i form af utroskab, men om et brud mellem to mennesker, der elsker hinanden, men som ikke skal leve deres liv sammen. Og det er ligeledes befriende at læse om et brud, uden at det skal handle om den midaldrende kvinde. Her er det sorgen, der er i fokus, og den kan ramme os alle uanset alder.

Bogen er, udover at have et usædvanligt smukt og symbolsk cover, en smuk læseoplevelse, og hvis man holder af Katrine Marie Guldager (måske særligt “Bjørnen) vil man også synes om Christina Andersen Reyns “Lysere dage”

“Lysere dage” udkom 21. marts 2021.

Anmeldelse af “Der hvor du ikke vil hen” af Astrid Saalbach.

Titel: “Der hvor du ikke vil hen” Forfatter: Astrid Saalbach. Sider: 416. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Lad være med at spilde Deres tid på at lege tandlæge, sagde han til Anna, da han sagde farvel for at rejse tilbage til fastlandet. – Find Dem en mand, og få nogle børn”

“Til Anna, min Elskede. Lysten brændte i hende stærkere end nogensinde, det ville være en lettelse, hvis man kunne skære den del af sig selv væk”

Astrid Saalbachs “Der hvor du ikke vil hen” er skrevet med udgangspunkt i gamle gulnede breve, hun for mange år siden fandt i sin mormors hus, da hun skulle rydde op i dette. Breve som hun først læste 30 år efter oprydningen, og som pludselig kastede et helt nyt lys over det liv, og det ægteskab hendes mormor havde haft og om hele familiens historie. Romanen er, i følge forfatteren, delvist skrevet på en vrede over alle de kvinder, der er blevet holdt tilbage gennem tiden i forhold til egene drømme og ønsker for livet. Det er en roman, der sætter vores tid og privilegier i perspektiv.

I romanen hører vi om Helene, der præcist som Astrid Saalbach finder et bundt breve og avisudklip, da hun rydder op i sin mormors hus, og derudfra går selve fortællingen, der handler om Sigrid, der vokser op i en velstående familie i Fåborg i begyndelsden af 1900-tallet. Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna. Anna bør, som citaterne fra bogen øverst oppe fortæller, finde en mand, men da hun finder ham, hun vil have, er han gift, og det fører til en ulykkelig kærlighedshistorie og til at Anna flygter til Grønland for at arbejde som tandlæge. Rejsen til Grønland bliver skelsættende for såvel Anna som for Sigrid, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden.

Det er en roman om nære og svære familiebånd og om at blive offer for dem. Om kærlighed og handlinger med utilsigtede konsekvenser. Den fortæller dansk kvindehistorie. Om hvor svært det var for kvinder, at uddanne sig til det de gerne ville, til at arbejde med det de måtte have lyst til, til at være lidenskabelige og forelske sig i hvem det end måtte være. Astrid Saalbach har virkelig indarbejdet ikke blot kvindehistorien men Danmarkshistorien i romanen, og særligt Annas ophold på Tuberkolosesanatoriet vidner herom.

Det er en stærk roman, og efter endt læsning priser man sig som kvinde lykkelig for, at vi skriver 2021 og ikke 1921.

“Der hvor du ikke vil hen” udkom 23. april 2021.

Anmeldelse af musikken “Kapow Goodbye (tak & undskyld)

Der sker noget med ord, når der sættes musik til. Musikken kan ramme os på anden vis end når vi læser. Kapow Goodbye (tak & undskyld) er et album, der er blevet til på baggrund af Leonora Christinas to erindringsromaner “Den der lever stille” (2018) og “Hvis vi ikke taler om det” (2021). Kristina Holgersen har lavet musikken og klippet i teksterne i de to romaner, og det er der kommet et virkelig smukt og sanseligt album ud af. Line Felding, Mads Brinch Nielsen, Kasper Kaae, Mikkel Reumert Damgaard, Jens Hein og Jacob Funch medvirker på albummet mens Leonora Christina Skov selv synger kor.

Jeg modtog cd’en som en gave, men har ikke selv en cd-afspiller, da jeg streamer det meste musik eller køber det på old school vinylplader (Albummet udkommer også senere på vinyl) Jeg har derfor lyttet til musikken via Spotify, men har nydt alt det, der følger med en cd. Nemlig et smukt cover, masser af fotografier fra processen med indspilningen og selvfølgelig den lille bog med alle sangteksterne.

Lyt til den uden at lave andet og sug ordene ind, og fornem stemningen fra Leonora Christinas to romaner.

Albummet udkom den 7. maj 2021

Anmeldelse af “Kvinden der samlede verden” af Eva Tind.

Titel: “Kvinden der samlede verden” Forfatter: Eva Tind. Sider: 433. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Man risikerer at fortryde, hvis man ikke følger sit kald, siger Ole. Præcis Maries ord. Hun falder til ro. En idé har taget form. Inden hun rejser, vil hun hænge et kort op i køkkenet og indtegne sin rute. Så kan Ole og børnene følge med i, hvor hun er. Hun mærker noget varmt brede sig i brystet og føler sig både tung og let. Selvom Ole er en mand, der holder fast i sine privilegier, er han tro mod sit løfte. Og han har ret, det er nu eller aldrig. Hvis ikke man bruger sit liv på det, der har ens dybeste interesse, bliver man aldrig lykkelig. Hun er ikke i i tvivl: Hun ved, hun må afsted.”

“Marie henter en kasse i pulterrummet, hun spilder ikke tiden. Hun åbner den med det samme, roder rundt, hiver frem, papirer ligger spredt i store bunker overalt, breve, landkort, forskningsresultater, scrapbøger, rejsedagbøger, manuskripter og enkelte tegninger. Jeg vil ikke huskes som et rodehoved, tænker hun. Måske er der en dag en, der vil skrive min historie”

“Kvinden der samlede verden” er Eva Tinds biografiske roman om den danske zoolog Marie Hammer (1907-2002), der igennem 40 år rejser jorden rundt ene kvinde med ét formål: Hun vil bevise, at verdens kontinenter på et tidspunkt har været forenet. Samtidig har hun en drøm om en familie. Men stik i mod tidens normer insisterer hun på, at hendes mand aldrig må stille sig i vejen for hendes forskning. Som den første kvinde er hun med på Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition i 1932. Siden rejser hun selv midler til sine månedlange ekspeditioner, og doktordisputatsen skriver hun som ulønnet forsker hjemme fra køkkenbordet med fire børn omkring sig. Først 30 år efter sin første ekspedition ændrer Marie Hammer verdenshistorien. I kraft af sine vedholdende bestræbelser lykkes det hende at samle verden, men samtidig må hun erkende, at mens kontinenterne langsomt har samlet sig, har familien i hendes fravær har slået sprækker.

Eva Tind har begået en virkelig spændende og yderst velskrevet roman, der inviterer ind i en verden af naturvidenskab, kønsroller, familiedynamikker, passion og lidenskab. Det naturvidenskabelige fylder en del i bogen, og jeg havde nok ikke set det komme, at jeg ville have svært ved at lægge en bog fra mig, der indvier mig så grundigt i mosmidernes sammenhæng med kontinentaldriftteorien. Men min indre naturvidenskabelige nørd bliver fodret på samme tid med at min forkærlighed for store fortællinger med et historisk touch plejes. Bogen er fyldt med evigt vedkommende tematikker som forholdet mellem mand og kvinde, kønsroller og magtstrukturer, relationer mellem nære familiemedlemmer og forholdet til børn. Marie Hammer forfølger sin drøm om at leve et liv med forskning og med lange rejser lang væk hjemmefra i lange perioder af hendes og børnenes liv. Hendes mand Ole bakker op om hendes rejseaktiviteter, men forholdet lider under fraværet. Passionen for forskningen er skrevet stærkt frem i bogen, men også en lidenskab hos Marie Hammer, der meget let tiltrækkes af mændende omkring hende. Marie Hammer er fremstillet som en kvinde, der er drevet af passion og lidenskab på alle fronter. Hun må kæmpe for anerkendelse hos både mænd og kvinder og må tilsidst også se sig udnyttet af en mandlig forsker, der udnytter hendes talent og hendes forskning for egen vindings skyld, men Marie Hammer har sat sit spor i verdenshistorien, og Eva Tind har med denne roman trukket dette spor frem i lyset. En unik og meget spændende læseoplevelse.

Bogen udkom den 16. april 2021.

Anmeldelse af “Jorden under mig” af Helle Vincentz

Titel: “Jorden under mig” Forfatter: Helle Vincentz. Sider: 360. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People’s Press

“Min familie kan ikke holde til det pres, der hedder livet. Vi kører galt, styrter i grus, styrter i døden. Tager et jagtgevær i munden, sætter af, sekundet før toget kommer. Vælger vi ikke døden så direkte, som min far og min fætter gjorde, kommer den alligevel til min familie, længe før alle andre. Stamtræets grene er rådne:”

Jeg har vendt sidste side i Helle Vincentz erindringsroman “Jorden under mig” og trods mange læsninger af opvækstromaner og med en vis mæthed på området må jeg sige at denne er ganske særlig og skiller sig ud i mængden, fordi den ikke “blot” handler om et betændt opvækstmiljø, men om at have mistet alle sine nærmeste familierelationer pånær en søster i en alder af 23 år. I bogen møder vi barnet Helle, den unge Helle og den voksne Helle.

Helle vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Hendes mor er skolelærer og hendes far er landmand. De er ramt af kartoffelkuren og deres landbrug er som mange andres i fare. Hendes far er ikke glad for at være landmand og han begynder at drikke. Helle føler hun har tre hjem. Et hos sin mor og far. Et hos sin farmor og farfar og et hos sin dagplejer. Det er rart, for så kan hun altid skifte “hjem” når det ikke er rart at være hjemme hos far og mor, der skændes oftere og oftere. Hun skriver også dagbog om sin hverdag. Også den dag hendes far efter flere indlæggelser på psykiatrisk sygehus, skyder sig selv i farmoren og farfarens kælder.

“Kære dagbog. Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja, det var søveligt. Venlig hilsen Helle 8 år”

Helle føler at hun og statsministeren Poul Schlüter er skyld i farens død. Hun fordi hun for ofte har plaget om ting, som hendes far fandt unødvendige som for eksempel armbånd som alle de andre piger i skolen går med. Schlüter fordi han har fundet på det med kartoffelkuren. Hun kæmper med denne skyld på samme tid med at hun forsøger at passe ind i miljøet i de to skoler hun går på i sin barndom. Blot halvandet år efter sin fars død mister hun sin farmor. Og kort tid derefter sin farfar. En pige i hendes klasse bliver skudt af sin far som har valgt at tage livet af hele sin familie inklusiv sig selv og en dag rammes hendes mor af kræft og dør. Helle har kun sin søster Vibeke tilbage. Alt dette fortælles med barnestemmen og det er stærk læsning. Stærkt fordi det smertelige er skrevet med et barns logik og med et barns ønske om at alt bare skal være så normalt som muligt. Og stærkt fordi Helle Vincentz i den grad formår at skabe karakterer i romanen. Miljøbeskrivelserne er helt unikke. Særlig omkring deres franske bil – en Citroën, de altid skal vente på hæve sig til en bestemt højde før de må køre i den. Og besøgene hos murer Kjeld, der altid serverer citronsodavand mens han og faren drikker øl. Det er efter min mening barnestemmen, der løfter denne roman og gør den til noget særligt i mængden af erindringsromaner. Helle Vincentz ved præcis, hvordan hun skal skildre, den evne et udsat barn har, når det skal vejre stemningen i en familie. Hvordan kropssproget er hos forældrene, når stemningen er henholdsvis god eller dårlig. Men den unge og voksne Helle er også interessant. Hun får gode karakterer i gymnasiet, tager flere videregående uddannelser, rejser ud i verden, skriver debatindlæg og spændingsromaner, bliver gift og får to børn alt imens fortiden bliver ved med at spille ind på en sådan måde, at Helle bliver psykisk syg og må i behandling .

Romanens kerne er farens selvmord, men det er en roman om psykisk sygdom, og hvad det betyder for børn at vokse op i en familie med dette, og det er en roman om samfundsmæssige vilkår og om relationers betydning for os som mennesker. Måske er min begejstring for romanen farvet af min pædagogiske baggrund, af at have mødt børn som Helle, af at have undervist unge, der selv er opvokset i familier med psykisk sygdom, alkoholmisbrug og svigt, men den litterære kvalitet er også i top med alt det jeg har beskrevet ovenfor. Det er en af de bedste erindringsromaner, jeg har læst og jeg håber at bogen indstilles til en pris, for det fortjener den.

“Jorden under mig” udkom den 15. april 2021

Anmeldelse af “Hvis vi ikke taler om det” af Leonora Christina Skov

Titel: “Hvis vi ikke taler om det” Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 384. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Forleden var jeg sammen med en række bogbloggere inviteret til (digital) salon hos forfatter Leonora Christina Skov, som bl.a indviede os i, at hun ikke læser anmeldelser af sine bøger i aviserne, fordi hun har haft grænseoverskridende dårlige oplevelser på den front, hvilket også kommer til udtryk i romanen. Til gengæld læser hun med hos bogbloggere “fordi vi jo ikke har nogen interesse i at lave dårlige omtaler…” Den skulle jeg lige sluge og tænke en ekstra gang over. Til det vil jeg sige, at den udtalelse/holdning så jeg gerne ændret, hvis jeg og mine “kollegaer” skal tages seriøst af vores læsere. Når jeg drysser guldstøv ned over litterære værker, er det fordi de netop litterært har været en oplevelse – det være sig på forskellige plan, men aldrig fordi jeg skal “please” en forfatter eller et forlag. Aldrig! Når det så er sagt behøver man jo ikke som blogger at være lige så hård i sin retorik som enkelte anmeldere på dagbladene kan være. Man kan sagtens give konstruktiv kritik uden at være et dumt svin.

Og hvad har alt dette så at gøre med Leonora Christina Skovs nyeste roman “Hvis vi ikke taler om det”? Jo der er en pointe, som jeg vil vende tilbage til senere i teksten.

“Hvis vi ikke taler om det” er efterfølger til succesromanen “Den der lever stille” fra 2018 En selvbiografisk roman, der fik Leonora Christina Skovs karriere til at eksplodere, da hun på fabelagtig vis fik fortalt sin personlige historie om sin opvækst og sit udspring som homoseksuel i et stærk indremissionsk hjem. Efter udgivelsen af “Den der lever stille” beslutter hun sig for at skrive historien om sin vej mod drømmen om at blive forfatter. Om de forhindringer og de ubehagelige oplevelser, der følger med drømmen. Om at strække sig så langt for at få en bog udgivet, at tab af integritet bliver prisen. Men Leonora Christina Skov har en plan. Hun vil slå igennem som forfatter og sætte sig spor i verden, så hun pakker alle de dårlige oplevelser sammen til de næsten ikke er der mere. Problemet er bare at de ikke vil gå væk som tiden og årene går.

“Hvis vi ikke taler om det” er en bog, der tager fat på forfatterlivet, på forlagsbrancen og magtstrukturer herunder metoo- og ligestillingsproblematikken. Men den omhandler også mobning i barndommen og stadig relationen mellem Leonora Christina og hendes forældre, og ikke mindst kærligheden til livsledsageren Annette, som også havde en central rolle i “Den der lever stille”. Bogen har ikke en kronologisk tidslinje, men bevæger sig frem og tilbage i tiden. Den har det her særlige metalag, der handler om romanens tilblivelse, hvilket fungerer utrolig godt. Ligeledes er der referencer til tidligere værker af Leonora Christina Skov, så gennem denne roman får man som læser et virkelig godt indblik i hele hendes forfatterskab. Det er stærk læsning. Som altid skriver Leonora Christina Skov fabelagtigt godt og levende. Det er som om bogen har billeder og vi taler ikke sort-hvide fotos her. Der er smæk for skillingen. Leonora Christina Skov er tidligere kendt som en stærk og af nogle opfattet som en “larmende” debattør i medierne men altid med noget på hjerte. I dag formidler hun stærke sager og problematikker gennem litteraturen og hun gør det fremragende. Og her vil jeg så vende tilbage til min indledning. Bogen tager også fat på det at anmelde og at blive anmeldt og det er enormt interessant at læse. For som anmelder (også i romanen) sidder du med et andet menneskets hjerteblod. En historie, der måske har været mange år undervejs og ikke uden omkostninger, og her er det i min optik vigtigt både at få en ærlig og konstruktiv tilbagemelding – læs anmeldelse, og altid i god tone og med værdighed. Det får mig til at tænke på den danske filosof Løgstrups citat:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (Den etiske fordring 1956)

Jeg ville ønske, efter at have læst bogen, at Leonora Christina Skov havde mødt flere mennesker på sin vej mod drømmen om at blive forfatter, der havde haft Løgstrups citat in mente og havde handlet ud fra dette. I dag behøver hun ikke kæmpe for anerkendelse og respekt. Hun er en stjerne, og derfor rækker hendes roman også langt ud over hende selv, selvom den er selvbiografisk. Den er nemlig med til at tage generelle problemstillinger op for de mange yngre forfatterspirer, der kæmper deres vej gennem forlagsbrancen, og hvor kun de få kommer gennem nåleøjet.

Bogen, som udover sit stærke indhold også er blændende smuk udkommer i dag 22. april og i forbindelse med udgivelsen produceres og sælges der også en eksklusiv notesbog med ordene påtryk i guld “Hvis vi ikke skriver om det” og den 26. april udkommer der musik skrevet til bogen. Komponist og sangerinde Kristina Holgersen har i samarbejde med Leonora Christina Skov skabt singlen “Hvis vi ikke taler om det” Singlen er første udspil fra det kommende album “Kapow Goodbye” som udkommer på alle digitale platforme 7. maj 2021.

Anmeldelse af “Jeg hedder Folkvi”

Titel: “Jeg hedder Folkvi” Forfatter: Maria Hesselager. Sider: 190. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er sådan her, det bliver, siger han lavt. I morgen kommer Od og jeg sammen med den kloge kone. Vi rider dig ud på overdrevet, hvor der står et telt, det skal du være i, indtil den fremmede kraft er drevet ud. Det er for dit eget bedste, for alles bedste, nok”

“Jeg hedder Folkvi” er Maria Hesselagers debutroman. En roman, der er skrevet med afsæt i vikingetiden og som bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om kærlighed, tab og jalousi, om tilfældigheder af tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uværgerligt bliver ældre.

Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op indenfor høvdingepladsens beskyttende hegn. De har været hinandens fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og har forlovet sig med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene.

Bogen er delt op i flere spor. I hovedsporet følger man som læser Folkví, der snubler sig hovedkuls gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. I et andet spor ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Bogen starter ud med et hint om, at noget kriminelt er ved at finde sted, og bogen slutter på særdeles overraskende vis.

Sprogligt er bogen er perle, og miljøbeskrivelserne er virkelig gode, men den kræver langsommelighed og koncentration for at kunne følge med i de mange spring i tid og i de forskellige karakterer. Det er ikke en let læst bog, men den fangede mig på grund af sproget og fordi jeg drages af det historiske element fra vikingetiden. Det er en meget flot debut af Maria Hesselager.

Bogen udkommer i dag 21. april 2021

Anmeldelse af “Miniaturer” af Carsten René Nielsen & Mette Norrie.

Titel: Miniaturer – Digte & tegninger. Digter: Carsten René Nielsen. Billedkunstner og forfatter: Mette Norrie. Sider: 96. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Miniaturer” er blevet til qua et unikt kunstnermøde mellem digter Carsten René Nielsen og billedkunstner og forfatter Mette Norrie på Hald Hovedgaard i 2019. Bogen indeholder små fine finurlige digte ledsaget af lige så fine og finurlige tegninger. Forlaget skriver således om bogen: “Carsten René Nielsens korte digte har fokus på de mindste ting, detaljerne og det oversete, hvor tingene sættes i et poetisk mikroskop. Mette Norries tegninger er ikke blot illustrationer, men en visuel poesi, som fletter sig ind og ud af teksterne. Digte og tegninger hænger uløseligt sammen og giver adgang til en verden fuld af detaljer og poesi. På en og samme tid småt og stort”

Miniature er en lang tradition indenfor kunstens verden, og en typisk definition er, at værket kan ligge i hånden på samme tid, som at indholdet ofte har fokus på detaljer og formindskelser.

Lyrikken er ikke min stærke side, når den bliver for “kringlet” og med alt for mange metaforer. Men jeg elsker legen med ord, man møder i lyrikken, og jeg øver mig i at lade mig svømme med i det ikke umiddelbart forståelige men det mere sanselige. “Miniaturer” er små korte digte og de får mig til både at smile, føle og ind i mellem ryste lidt på hovedet, når det bliver for surrealistisk. Det samme gælder i forhold til tegningerne. Jeg blev begejstret mange gange under læsningen, og der opstod gradvist et ønske om, at hvor kunne det være fantastisk, hvis vi ind i mellem blomster og chokolade som værts-/værtindegaver kom med en digtsamling til vores nærmeste venner og familie.

I denne anmeldelse har jeg valgt at vise enkelte af de digte, som jeg syntes var ekstra fine <3

Bogen udkommer i dag 17. april 2021