Anmeldelse af “Jeg hedder Folkvi”

Titel: “Jeg hedder Folkvi” Forfatter: Maria Hesselager. Sider: 190. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er sådan her, det bliver, siger han lavt. I morgen kommer Od og jeg sammen med den kloge kone. Vi rider dig ud på overdrevet, hvor der står et telt, det skal du være i, indtil den fremmede kraft er drevet ud. Det er for dit eget bedste, for alles bedste, nok”

“Jeg hedder Folkvi” er Maria Hesselagers debutroman. En roman, der er skrevet med afsæt i vikingetiden og som bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om kærlighed, tab og jalousi, om tilfældigheder af tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uværgerligt bliver ældre.

Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op indenfor høvdingepladsens beskyttende hegn. De har været hinandens fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og har forlovet sig med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene.

Bogen er delt op i flere spor. I hovedsporet følger man som læser Folkví, der snubler sig hovedkuls gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. I et andet spor ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Bogen starter ud med et hint om, at noget kriminelt er ved at finde sted, og bogen slutter på særdeles overraskende vis.

Sprogligt er bogen er perle, og miljøbeskrivelserne er virkelig gode, men den kræver langsommelighed og koncentration for at kunne følge med i de mange spring i tid og i de forskellige karakterer. Det er ikke en let læst bog, men den fangede mig på grund af sproget og fordi jeg drages af det historiske element fra vikingetiden. Det er en meget flot debut af Maria Hesselager.

Bogen udkommer i dag 21. april 2021

Anmeldelse af “Miniaturer” af Carsten René Nielsen & Mette Norrie.

Titel: Miniaturer – Digte & tegninger. Digter: Carsten René Nielsen. Billedkunstner og forfatter: Mette Norrie. Sider: 96. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Miniaturer” er blevet til qua et unikt kunstnermøde mellem digter Carsten René Nielsen og billedkunstner og forfatter Mette Norrie på Hald Hovedgaard i 2019. Bogen indeholder små fine finurlige digte ledsaget af lige så fine og finurlige tegninger. Forlaget skriver således om bogen: “Carsten René Nielsens korte digte har fokus på de mindste ting, detaljerne og det oversete, hvor tingene sættes i et poetisk mikroskop. Mette Norries tegninger er ikke blot illustrationer, men en visuel poesi, som fletter sig ind og ud af teksterne. Digte og tegninger hænger uløseligt sammen og giver adgang til en verden fuld af detaljer og poesi. På en og samme tid småt og stort”

Miniature er en lang tradition indenfor kunstens verden, og en typisk definition er, at værket kan ligge i hånden på samme tid, som at indholdet ofte har fokus på detaljer og formindskelser.

Lyrikken er ikke min stærke side, når den bliver for “kringlet” og med alt for mange metaforer. Men jeg elsker legen med ord, man møder i lyrikken, og jeg øver mig i at lade mig svømme med i det ikke umiddelbart forståelige men det mere sanselige. “Miniaturer” er små korte digte og de får mig til både at smile, føle og ind i mellem ryste lidt på hovedet, når det bliver for surrealistisk. Det samme gælder i forhold til tegningerne. Jeg blev begejstret mange gange under læsningen, og der opstod gradvist et ønske om, at hvor kunne det være fantastisk, hvis vi ind i mellem blomster og chokolade som værts-/værtindegaver kom med en digtsamling til vores nærmeste venner og familie.

I denne anmeldelse har jeg valgt at vise enkelte af de digte, som jeg syntes var ekstra fine <3

Bogen udkommer i dag 17. april 2021

Anmeldelse af “Slugt” af Christina Englund

Titel: “Slugt” Forfatter: Christina Englund. Sider: 192. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Nogle gange tænker jeg, at jeg hellere vil efterlade nogle få vellykkede værker end blive hængende og vente på, at mit liv forvandler sig til en kop indtørret kaffegrums.

“Slugt” er en intens og følsom roman om den amerikanske fotograf og kunstner Francesca Woodman, der valgte at tage sit liv som 22 årig, og som efter sin død har opnået stor anerkendelse som kunstner og fotograf. Christina Englund har skrevet følgende om Francescas billeder i en artikel i månedsmagasinet IN’s april nummer:

“Francesca Woodmans billeder er overvejende sort-hvide, melankolske, gådefulde og til tider nærmest uhyggelige. Woodman bruger som regel sig selv eller andre unge kvinder som modeller; nøgne, halvt afklædte eller slørede. Kroppene optræder i halvtomme, ofte ramponerede rum side om side med en række udvalgte objekter.”

Romanen foregår i New York i begyndelsen af 80’erne, hvor Francesca vokser op i en kunstnerfamilie. Hendes far er maler mens moderen er keramiker og deres omgangskreds tæller en kreds af kreative mennesker. Forventningerne er høje til den unge og meget talentfulde Francesca, men hun er selv konstant i tvivl om sine evner og om, hvor hun hører til. I romanen følger man som læser Francesca Woodman i det sidste år af hendes liv, hvor hun arbejder og elsker med samme intensitet. Som kunstner er hun ihærdig og original, springer fra ide til ide og udforsker forskellige kunstneriske processer, men hun oplever også stor forelskelse, tab og sorg. Hun vælger at tage sit eget liv en vinteraften i 1981.

Hvis jeg kunne ville jeg gerne træde ind i romanen og tage Francesca i hånden, når hun har det allersværest, men jeg ville ikke kunne hjælpe hende. Mit kendskab til den verden, hun lever i med kunsten er ikke eksisterende. Derfor har jeg måske også haft et lidt distanceret forhold til romanen. Dens verden er mig fremmed, men smerten kan jeg forholde mig til. En smerte, som Christina Engelund har skrevet om på formidabel vis.

“Min mor og hendes ler. Så begejstret og selvudslettende hun er på en og samme tid. Så har hun ondt af sig selv, så føler hun sig uovervindelig, hvad skal man stille op med det, hvilket barn kommer ud af det? Hvilken mand forelsker sig i det, holder til det? I alle de år? Jeg er bare en beholder. Hendes. Er jeg bare en beholder?”

Bogen er er ikke en biografi men en fiktiv roman bygget på Francesca Woodmans liv og værk. Den inviterer læserne med ind i 80’ernes kunstnermiljø i New York og den ånd, der hersker der.

Jeg er begejstret for den strømning af litteratur, der ses lige nu, hvor forfattere, qua deres historier, giver liv til afdøde betydningsfulde og spændende personer – senest Jesper Wung Sung med “Kvinde set fra ryggen” om Ida Hammershøi, og om kort tid udkommer Lotte Kaa Andersen med bogen “Den inderste kerne” om videnskabskvinden Inge Lehmann. “Slugt” er en fortælling om fotografi, forelskelse, lidenskab, tab, sorg og kunsten som altopslugende kraft. Christina Englund har med “Slugt”givet stemme til Francesca Woodman, der blot blev 22 år gammel, men som nåede at sætte betydelige kunstneriske spor efter sig. Jeg kendte ikke Franceska Woodman, før jeg læste om hende som led i at skulle anmelde denne bog, og jeg tror det har betydning for læsningen af romanen at man også læser om kunstneren for at få det optimale ud af romanen.

Bogen udkommer i dag 15. april.

Anmeldelse af “Pseudo” af Matilde Digmann.

Titel: “Pseudo” Forfatter: Matilde Digmann. Sider: 363. Forlag: Basilisk. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Basilisk.

Singleliv, dickpics, katte, edderkopper, ensomhed, afhængighed, sex og masser af psykologi. Jeg ELSKER denne roman helt stik imod min forventning. Det er jo for fanden en tegneserie…… i sort-hvid med talende katte og så er den på engelsk. Men den kan noget. Virkelig noget…

“Pseudo”, er en grafisk roman om Cat (En kat der tillægges menneskelige egenskaber), Ted (En kat, der kommer med gode råd) og Spider (En edderkop, der agerer facilitator for et bedre liv) Cat er hjerteknust efter brud sin ex og dulmer sine følelser med hvad end der er i nærheden: stoffer, mænd, porno, drama, snacks mm. Hun magter ikke at være alene og udvikler en afhængighed af kontakt med de mænd, hun kan støve op på et datingsite. Allerede på de første sider præsenteres problematikken, da Cat opretter en profil alt imens hun siger, “I know it’s to soon Ted” og Ted kvitterer med ordene ” Yea Cat Aren’t you supposed to find yourself? And learn to be alone” men det er netop det Cat ikke kan – være alene. Hun vil have sex og kærlighed og blander tingene sammen og overskrider gang på gang grænser hos sig selv.

Det er seriøse problematiker, kunstner og forfatter Matilde Digmann præsenterer i sin debutroman, men de er serveret med en genial humor, og grafikken er lige i øjet. Jeg har grinet højt, mens jeg læste den og krummet tæer i de passager, jeg kun kender alt for godt selv i forhold til hele datinguniverset. Om lysten, der gerne må være der men ikke for meget, og ikke for vildt, om kroppen, der skal være perfekt, om kønsbehåring, om beskeder, der ikke tikker ind, når de skal og beskeder og billeder, man helst var fri for. Der er ikke noget, der ikke er realistisk i selve historien og Matilde Digmann indkapsler hele datinguniverset på formidabel vis. Også Cats indre – hendes tanker og refleksioner overfor hendes handlinger er tegnet op i ord og billeder, der rammer dybt. Mændene hun dater er et kapitel for sig og skal opleves, særligt O. J.


Matilde Digmann skriver følgende om romanen: “Pseudo er første del af et større værk der omhandler afhængighed – om den afstumpethed og desensibilisering der følger af at vokse op i et patriarkalsk senkapitalistisk samfund hvor ens (kvindelige) krop gøres forkert og udseendet tillægges enorm betydning. Det er et blik ind i den parralelverden vi bevæger os i når vi dater på nettet og den forråelse af sjælen der følger af endeløs swiping.”

Hvis jeg skal tænke målgruppe i forhold til denne roman rammer den både snævert og bredt.Bredt tematisk da antallet af singler i Danmark aldrig har været højere. Snævert ift. form, da den måske ikke inviterer den klassiske romanlæser med ombord. Bogen er en tegneserie og på engelsk, men tag ikke fejl. Det er en yderst god læseoplevelse, hvis man finder hele datinguniverset samt de nævnte tematikker interessante. Du skal blot være forberedt på blowjobs og intimbarbering in your face, når du læser den.

Bogen er en kunstnerisk oplevelse, både i forhold til spejlcoveret i sølv og pink og det grafiske indhold. Den burde ligge fremme i museumsbutikkerne på kunstmuseer, og da bogen er på engelsk og tematikken ikke kun er vedkommende i Danmark men i det meste af verden har den også et globalt perspektiv. Det eneste, men også et vigtigt MEN, jeg har, er at bogens pink farve på kanten af siderne smitter af på møbler og tøj, så den skal ikke læses i din yndlings casmerestrik og i en råhvid sofa.

Romanen udkom 25.marts 2021.

Anmeldelse af “Grundvold” af Rachel Röst.

Titel: “Grundvold” Forfatter: Rachel Röst. Sider: 398. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Jeg er jo din far, og som forælder har man et stort ansvar for at sørge for, at ens børn er nær Gud, og at vi som familie er en velfungerende enhed. Du skal se det her møde som en mulighed for, at du og jeg kan få et tættere forhold, og at du kan blive hjulpet nærmere Vor Herre.”

Rebecca vokser op i en yderst patriarkalsk mormonfamilie i Urbanplanen på Amager. Hendes far dikterer familiens liv ned i mindste detalje, hvad de spiser, hvilket tøj de må gå i, hvor mange stykker toiletpapir de må bruge og hvordan de må røre sig selv. Faderen bruger evangelierne som rettesnor i hans diktering af familien, således det aldrig kommer til at handle om ham selv. Han vil jo kun familien det bedste, som han ofte udtrykker. Rebecca og hendes to yngre søstre trues med onde kræfter, hvis de ikke overholder budene. Moren er et pillespisende vrag, der passivt ser til, og som hverken udviser interesse eller modstand. “Hjemmet er grundvolden for alt godt” siger mormonernes profet Joseph Smith. Men hjemmet bliver alt andet end en god og tryg base for Rebecca og hendes søstre. Særligt i teenageårene bliver hjemmet med farens gennemborende blikke og strenge regler et fængsel. Rebecca begynder langsomt at gøre oprør mod såvel faren som troen og meget sent går det op for hende, at det ikke er Satan, der ødelægger hende, som hun er blevet fortalt af sin far men at det netop er hendes far, der er den ødelæggende faktor.

Rachel Röst har skrevet en ualmindelig barsk og fængende bog om at vokse op med social kontrol og religiøs fanatisme. Om at være ung med alle de naturlige behov der opstår for at lære sig ser at kende, om spirende seksualitet og forelskelse. Om destruktive forhold og om at komme ud af dem eller ej. Om at vende sig mod, det man har lært var det rigtige i hele sin barndom. Om at sige fra og begynde på ny velvidende, at man aldrig kan slippe sin fortid.

“Grundvold” er Rachel Rösts debutroman, men man skulle tro, man læste et værk af en garvet forfatter. Den er så utrolig godt skrevet. Rachel Röst formår, at skrive afdæmpet om det smertefulde. Stærkt om det stille. Mens jeg læste bogen kom jeg til at tænke på Leonora Christine Skovs “Den der lever stille” og Morten Papes “Planen” To bøger og to forfattere i en klasse for sig. Rachel Röst lægger sig helt tæt op ad disse to både i indhold og form, men alligevel sætter hun et særligt aftryk med netop sin historie. Jeg uddeler ikke stjerner, men lader alligevel et billede stå af en roman i stjernestøv intet mindre.

Rachel Röst (f. 1976) er cand.mag. i litteraturvidenskab, litteraturformidler og foredragsholder. Hun er stifter for foreningen LÆS FOR LIVET, som støtter og udvikler udsatte børn og unges læsning ved at samle bøger ind og etablere biblioteker på bl.a asylcentre, døgninstitutioner og børnehjem.

“Grundvold” udkom 26. marts 2021.

Anmeldelse af “Feje blade sammen op mod vinden” af Christina Hesselholdt

Titel: “Feje blade sammen op mod vinden” Forfatter: Christina Hesselholdt. Sider: 206. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People´s Pres.

“Det blæste, vinden spredte hele tiden de blade han havde fejet sammen……..”Og det synes jeg kan ses som et billede på hele mit liv”, sagde min far. “Jeg har fejet blade op mod vinden”

Christina Hesselholdt “Feje blade sammen op mod vinden” er en fortælling om det at blive ældre. Erindringer om fortiden i et billedligt smukt sprog. Nutidige problematikker, der skal håndteres. Vi møder de midaldrende Camilla, Alwilda, Edward, Alma og Kristian, som er venner og har været det gennem et langt liv. De har hver deres personlighed og Christina Hesselholdt har på formidabel vis opbygget fem meget karismatiske karakterer. De kæmper hver især med egne problemer, mens de skal hjælpe de andre med deres problemer. Især Camilla kæmper, først dør hendes hest, så computeren, og til sidst er det faren. Det gælder om at finde det positive i de mørke tider, men hvordan kan man det, når man har mistet alt det, man kendte? Og ikke nok med det, så står verden samtidig i brand. De fem venner diskuterer alt fra politiske ideologier til dyrevelfærd, og venskabet er ved at gå til under de ophedede diskussioner.

“Siden har jeg tænkt på om det er derfor, altså fordi “jeg ikke får noget derhjemme”dette umådeligt grimme udtryk, at jeg har udviklet fuglefobi, at jeg er optaget af stormflodsvarsler og har fået dyremishandling på hjernen, og at det eneste jeg snart opfatter som meningsfyldt, foruden at være sammen med Greta, er at gå og samle plastic op. Det ligefrem klør i mine fingre når jeg ser et stykke. Jeg kan blive helt skuffet, når jeg går ved fjorden, og der intet er skyllet op. Men det er da helt forkert at tilskrive det jeg er så ulykkelig over, en mangel på mandlig kærlighed”

Bogen er fyldt med poetisk smerte med et tvist af humor hele vejen igennem. Den er bygget op omkring hver karakter, der alle har en jeg stemme.

Kristian: “Halvfems procent af mine fødevarer er nu lilla for at forebygge demens, jeg fylder mig med grøntsager for ikke selv at ende som én, for sig mig helt ærligt: Hvem holder nok af mig til at besøge mig, skulle jeg ende i den situation? Når ingen har særlig lyst til at besøge mig som det er nu, hvor jeg er ved mine fulde fem?”

Alwilda: “Jeg har aldrig forstået hvorfor der skelnes mellem menneskers og dyrs lidelse, vi har samme centralnervesystem og føler smerte på lignende vis”

Alma: “Jeg har selv den vane at sætte bøger jeg end nu ikke har læst, eller bøger jeg har været ekstra glad for at læse frem på min reol (lænet mod bogryggen af bøgerne på hylden som så til gengæld bliver helt skjult) så man kan se forsiden. Det er systemet, i min bogudstilling. Men hvem ville kunne gætte det?”

Edward: “Jeg hører ofte mig selv sige højt: “Jeg er så træt. Mine hænder er trætte. Mine ben er trætte. Mine fødder er trætte. Hvis nogen vil have noget af mig har jeg svært ved at sige nej, er det fordi jeg har et svagt jeg? Foreksempel støtter jeg nu månedligt seksten forskelige miljø- og hjælpeorganisationer, og dem kan jeg godt remse op, men jeg kan også lade være, for den venstre hånd skal helst ikke vide hvad den højre gør”

Camilla: “Vi kunne ligeså godt have trukket ham i en automat. Eller mødt ham i en lejlighedssang. Tingene er mere levende end ham. Meget egenartede”

Det sidste citat fra Camilla er fra kapitlet der har samme navn som titlen på bogen. Et så fuldstændig vidunderligt kapitel om hvordan Camilla og Alma efter Camillas fars død skal rydde op i hjemmet og i en særlig samling faren havde. En samling bestående af seksogtyve genstande, som de to fuldstændig dissikerer og derigennem lærer Camillas far at kende.

“Vi laver en liste over tingene og katalogiserer dem efter emne. Disse emner skulle så gerne være summen af din far”

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Christina Hesselholdts fire tidligere bøger om Camilla og vennerne. I 2015 blev alle bøgerne samlet i ét værk “Selskabet” Berlingste skrev om det:

“Christina Hesselholdts bøger om Camilla og menneskene omkring hende udgives nu i ét bind. Sådan bør de også fremstå for eftertiden: Samlet og som ét mesterligt værk”

Et værk, der betegner sig selv som “en fortællekreds” Normalt bruges begrebet som betegnelse for en gruppe (konkrete) fortællere, som mødes og udveksler gode historier. Og måske er det det, der hentydes til hér. Vi befinder os i krydsfeltet mellem kort- og langform. Tekststykkerne lader sig indimellem læse selvstændigt, men de er også vævet sammen med hinanden.

Jeg har svært ved at få armene ned efter at have læst bogen. Den har gjort stort indtryk på mig. Ikke at den var nem at gå til. Den kræver opmærksomhed i forhold til at lære såvel opbygning som karakterer at kende. Jeg følte ind i mellem at jeg var “udenfor” fordi de fem venner har en fortid sammen forud for denne bog. Den er fuld af beskrivelser, refleksioner og dialoger og ikke så meget handling. Sproget er vidunderligt poetisk og billedligt. Da jeg havde læst sidste kapitel, fældet en tåre og lukket bogen skulle jeg lige mærke efter en ekstra gang, i forhold til hvilken læseoplevelse jeg lige havde haft. Jeg føler faktisk ikke, jeg har læst noget lignende og kom til at tænke på, at det må være ligesom at spise på Noma (ikke at jeg har prøvet det) men at alt er sanseligt, sublimt, æstetisk og anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende at tage i munden, men at det er en uforglemmelig sanselig oplevelse, der gør, at jeg har lyst til mere, hvorfor jeg lige har bestilt “Selskabet” fordi jeg vil have mere tid sammen med de fem.

“Feje blade sammen op mod vinden” udkom 19. marts i år.

Anmeldelse af “Værelse samlet af kvinder” af Katrine Grünfeld.

Titel: “Værelse samlet af kvinder”. Forfatter: Katrine Grünfeld. Sider: 280. Forlag: Grif. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Grif.

Jeg er 52 år, skilt, handicaphjælper og godt på vej ind i overgangsalderen præcis som hovedpersonen i Katrine Grünfelds bog “Værelse samlet af kvinder” men så stopper ligheden også. Jeg flyttede ikke ind til min veninde, heftigt rygende og drikkende papvin, da jeg blev skilt, men jeg genkender alligevel mange af de tanker og følelser hovedpersonen går igennem.

Katrine Grünfeld har skrevet en på en gang poetisk og fanden i voldsk skilsmisseroman.

Romanen følger den navnløse hovedpersonen det første skelsættende år efter skilsmissen. I starten flytter hun ind til sin veninde M, der er blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre kvinde, som han har “kneppet menstruerende på deres sofa” og efterladt et synligt minde derfra i form af en rødlig plamage. Hovedpersonen og veninden M reflekterer over tilværelsen sammen alt imens deres børn på skift bor hos dem. Hovedpersonens teenagebørn er i starten sure og krævende og ind i mellem får jeg som læser lyst til at kvæle dem – bare lidt… Hovedpersonen er en skurk i deres øjne, fordi hun har valgt at forlade deres far, som også er i sorg og krise. Men børnene er jo som bekendt dem, som betaler prisen for en skilsmisse, så hovedpersonen nurser dem, så godt hun kan, alt i mens hun ind i mellem svines til af dem. Åh det gør ondt at læse, men det handler dybest set om teenageliv og ikke mindst om sorg… det bliver heldigvis bedre.

“Hvordan fortælle sine børn, at sorg er hulter til bulter, ingen rækker af ordnede ord, ingen hele sætninger, ingen god ro og orden, ingen rettidig omhu.”

Hovedpersonen dater halvhjertet, arbejder som handicaphjælper, hvilket er skildret fuldstændigt formidabelt, og flytter efter et stykke tid hos veninden ind i en lejlighed, hvor hun mødes med sin nabo, en ældre kvinde, på bagtrappen, og en fin relation åbenbarer sig. Der er op- og nedture hos hovedpersonen, men hun bakkes op omkring sin skilsmisse af sin mor, som efter egen skilsmisse har fået nyt liv… og som nøgternt gennem bogen sætter ord netop dette:

…det var som at slippe ud af et fængsel, da jeg gik fra din far, alle har fortjent at blive skilt, skilsmisser slanker, man bliver klogere af at blive skilt, får nye venner, et nyt hjem, min kusse er våd igen, og jeg er så glad for min nye bordplade i eg, bare vent.”

Bogen er rørende og humoristisk og meget sigende om det at være kvinde i 50’erne. Sorg, krise, frisættelse og det at være midaldrende er de gennemgående temaer. Formen minder om lyrisk poesi – en form, jeg er blevet meget begejstret for at læse. Det er som om, at de stærke følelser trænger virkelig godt igennem i denne strenge form.

Bogen udkom 5. marts 2021.

Foto: Les Kaner

Anmeldelse af “Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung Sung

Titel: “Kvinde set fra ryggen” Forfatter: Jesper Wung Sung. Sider:384. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Hun må lægge øre til sin nakke. Den er snart mere portrætteret end nogen konge eller dronning. Når Ida har håret løst eller samlet i en fletning, giver folk udtryk for deres skuffelse. De vil se Københavns mest kendte nakke. Den nakke har jo vinger. Den skal udstilles i London, og den går som varmt brød. Den er blevet verdensberømt i deres lille kreds af mennesker. Vilhelm, der aldrig har kunnet sælge noget, har med den nakke ramt en mindre guldåre. Ida hader det, når nogen sniger sig om bag hende for at tage dagens helt i øjesyn. Dette smalle undseelige bindeled mellem krop og hoved. Hvad er der med den nakke? Der er kvinder, som kan finde på at løfte op i hendes hår, og Ida har lyst til at sparke bagud som en hest”

Da jeg har vendt sidste side i “Kvinde set fra ryggen, er jeg rørt, dybt rørt. Over Idas histoire og over, at Jesper Wung Sung har givet hende en stemme. Det smukke og det smertelige forenes i denne historie, der handler om kunst, kærlighed og kompromisløshed. Der er få bøger, jeg kan mærke i kroppen blot ved at se på ryggen af dem i min bogreol. Denne bliver en af dem.

Forlaget skriver om bogen: Vilhelm Hammershøi er den dyreste og måske største danske kunstner nogensinde. Hammershøis værker sælges for tocifrede millionbeløb, ligesom millioner af museumsgæster har beundret kvinden på lærredet, men de færreste ved, hvem hun er. Ida Ilsted. Ida Hammershøi. “Kvinde set fra ryggen” er en roman om dette menneske. Et forsøg på at vende hende mod verden og give hende en stemme”

Bogens handling starter i 1890, hvor Idas storebror Peter vender hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Han har taget sin unge ven og malerkollega Vilhelm Hammershøi med sig. Inden sommeren er ovre er Ida og Vilhelm forlovede. En forlovelse, der ikke påskønnes af hverken Idas ellers Vilhelms mor. Idas mor er flere gange indlagt på sindsygehospitalet Oringe, og er absolut ingen støtte for Ida. Vilhelms formuende mor har altid dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun mener, at Ida er i vejen for Vilhelm kunstnerkarriere. Ida træder usikkert ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udlandsophold. De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, yderst minimalistisk indrettede og hvis formål er, at de skal tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand.

Der er stærke passager i bogen, om hvordan Ida fysisk lider under at sidde model for sin mand, og om hendes tanker om sig selv og det liv, hun lever. Jeg kom gennem hele mit følelsesregister, mens jeg læste bogen. Hvor har jeg været forarget og vred på Vilhelm Hammershøi ind i mellem, og tænkt, at han var den største egoist, for så præcis som Ida at føle ømhed kort efter. Kærligheden mellem dem er så stærk på trods af at den fremstår ligeså minimalistisk som Vilhelm Hammershøis malerier.

Det er en helt unik historie fortalt af Jesper Wung Sung. Sproget er smukt, enkelt og helt igennem en nydelse at læse, og så er bogens cover en fryd for øjet med Hammershøis motiv “Interiør med ung kvinde set fra ryggen -1903-1904”

Bogen udkom 10. marts 2021

Foto: Les Kaner

Anmeldelse af “Solitaire” af Mads Damsø

Titel: “Solitaire” Forfatter: Mads Damsø. Sider: 400. Forlag: Forlaget Forår. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Forår.

Kan ensomhed kureres med isolation?

I Mads Damsøs roman “Solitaire” tager historien afsæt i, at de sociale medier er årsag til, at mennesker bliver ensomme. Hovedpersonen Mads beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform mod ensomhed. Han vil frivilligt lade sig isolere i en bunker i et år i håb om, ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed, at han på sigt vil genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund. Han sælger sin ide til en TV-station, der indvilger i at lave hans eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad hovedpersonen Mads imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkeren er den sidste mulighed han har for at redde sit vanskelige forhold. Kun hans redaktør ved, at han har en kæreste, og redaktøren indvilliger i, at Mads hver dag skriver et postkort, som redaktøren forpligter sig til at viderebringe til kæresten. Kæresten vil på sin side også dagligt skrive et postkort til Mads, men han kan først få dem at se, når han kommer ud af bunkeren.

Bogen består af 730 postkort – 365 fra Mads til kæresten og 365 retur.

Indholdet af postkortene spænder fra beskrivelser af Mads’ trivielle hverdag i bunkeren, kærestens hverdag derhjemme samt fortællinger fra begges fortid. Barske og overrumplende fortællinger, som de aldrig tidligere har fortalt hinanden om. Som bogen og postkortene skrider frem afsløres flere og flere sider af begge karakterer.

Ikke siden jeg læste “Terningemanden” af Luke Reinhardt har jeg læst så vanvittig en bog. Konceptet med historien og med postkortene er intet mindre end genialt. Formen er udfordrende at læse, idet man som læser skal holde styr på to parallelle historier. Øverst på siderne over stregen læses Mads´ historie og hans postkort. Nederst på siden under stregen kærenstens historie og hendes postkort (se billede øverst til højre). Når den ene historie blev mere spændende end den anden, kunne det være svært at læse kronologisk, som man normalt ville gøre. Ville det have givet en anden læseoplevelse, hvis Mads og hans kæreste havde haft hver deres kapitler? Ja måske, men det er netop denne vanvittige form, der gør at bogen adskiller sig fra andre værker. Det, at man som læser ved, at kæresten kan læse alle Mads’ postkort men at han ikke kan læse hendes gør, at man bliver ligeså frustreret som kæresten, fordi deres postkort aldrig bliver til en dialog mellem dem, men tværtimod to monologer. Det er et spændende greb, idet Mads og hans kæreste netop har haft problemer med at kommunikere tydeligt og åbent med hinanden i deres forhold.

Men formen gør ikke en bog alene. Der skal være en historie. Og historien udviklede sig i en retning, som jeg hverken brød mig om at læse eller som jeg kunne relatere til. Den stak simpelthen af for mig og blev FOR vanvittig. Historiens udvikling og det at formen med postkortene krævede ret meget koncentration gjorde, at jeg var fanget i bogens første halvdel. Derefter stod jeg af. Jeg synes, det er svært, at komme med én samlet læseoplevelse. Jeg kan blive i tvivl om hvem jeg skal anbefale bogen til, hvilken målgruppe, den er tiltænkt. Rent litterært en virkelig spændende læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til at læse mere af Mads Damsø, men selve historien kom til at irritere mig for meget.

Anmeldelse af “Det var ikke planen at købe kålroer” af Anders Haar Rasmussen.

Titel: “Det var ikke planen at købe kålroer” Forfatter: Anders Haar Rasmussen. Sider: 142. Forlag: Ekbátana. Utgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Ekbátana.

“Amanda går på opdagelse i køleskabet. Hun finder hvidkål og marvkål. Hun leder videre. “Hvad gemmer der sig i den her lille slikpose? Halløjsa, dem havde jeg da helt glemt”. Hun vender tilbage med blomkålsblade og lidt grønkål, to løg og en gulerod. Guleroden er delvis dækket af mug. “Den kan reddes”, siger Amanda og skærer de rådne stykker væk. På nuværende tidspunkt har hun ovnen fuld af tre squash, side om side, og ovenover et fad fuld af kål. Temperaturen er sat til nøjagtig 190 grader. “Hvilket er for varmt til kålen og ikke varmt nok til squashen. Det er socialisme. Alt skal ødelægges lige meget. For lighed er bedre end lykke””

“Det var ikke planen at købe kål” er en kogebogsroman med vegetariske opskrifter. Den handler om Amanda, som er først i trediverne. Hun bor alene i Brooklyn. Hendes liv drejer sig mest om kål, linser og krydderiblandinger, mens kærester, veninder og arbejde kommer i anden række. Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste Josh, og hun kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om “Det ydre rum som politisk felt”, som hun er i gang med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier. Hun bruger også løb som en flugtvej og som et redskab til at kontrollere sig selv, når der er ubalance i såvel indre som ydre. Hun går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Grøntsagsrester og skræller bliver til bouillon for at spare ressourcer, men så shopper hun billig is, for at få mere for pengene.

Romanen handler dybest set om det moderne komplekse menneske, der gerne vil leve politisk korrekt ift. bæredygtighed og miljø. Den vegetariske reflekterende akademiker, der tager afstand fra alt der er politisk ukorrekt men som selv gang på gang falder i, fordi det nu en gang er svært at overholde egne strenge krav. Men bogen handler også om, hvor svær kærligheden kan være og relationer generelt, og med maden som flugtvej behøver Amanda ikke være i nuet, men kan nøjes med at reflektere om netop kærlighed og venskaber. Det gør hun så også i en grad, så det er skræmmende, men det er igen et billede på det tænkende menneske, det moderne reflekterende menneske, der er optaget af sig selv og som tænker mere end det handler.

I det følgende uddrag er Amanda ved en fejl kommet til at købe en to-liters mælk, for det gjorde hun altid, da hun var sammen med Johs…

“Jeg må heller se at komme i gang med den her kæmpe mælk”, siger Amanda og hælder dobbelt så meget mælk i kaffen som hun plejer. “Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.” Resterne” “Overalt” “Åndsvage steder, som er komplet meningsløse”. “Jeg står jo bare og køber mælk” Hun tager en tår. “Det er satme en god kop mælk med kaffe i”

Det er slemt både at være ramt af kærestesorg, og at skulle forholde sig til madspild.

Det er en virkelig velskrevet, humoristisk og tankevækkende roman. Formen har stor betydning for historien her, da hvert kapitel indledt med en opskrift og så dissekerer Amanda ellers sig selv og verden, når hun i køkkenet taler højt med sig selv i forhold til den gældende opskrift.

Bogen udkom første gang i 2018, men er netop genoptrykt i 3. oplag og er omend endnu mere aktuel i 2021 end den var i 2018 med dens temaer. Bogen er, efter min mening, et spændende eksempel på, hvordan man kan læse skønlitteratur fremfor selvhjælpslitteratur, når det moderne overtænkende politisk korrekte menneske skal holde spejlet op foran sig selv.

Spændende, anderledes og meget positiv læseoplevelse.