Anmeldelse af “På undersiden af dagen” af Emeli Bergman.

Titel: “På undersiden af dagen” Forfatter: Emeli Bergman. Sider: 156. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Jeg elskede pigerne, som jeg elskede alle børn, jeg passede i længere perioder, jeg ville altid huske dem, men når jeg skiftede familie, savnede jeg dem ikke. På en måde var det en meget sund, eller i det mindske praktisk, kærlighed”

“På undersiden af dagen” handler om Anna, der som 20 årig tager til Frankrig som au pair for at komme på afstand af sin egen familie og sin brors pludselige død. Som læser følger vi Anna indtil hun bliver 38 år. I alle årene arbejder hun som au pair for skiftende familier. Vi hører ikke meget om brorens død ud over at han er død af en overdosis. Det sniges ind i historien ligesom den underliggende smerte, der blot antydes hos Anna i hendes relation til sine forældre og ikke mindst til hendes mor. Smerte og praktik går hånd i hånd, når Emeli Bergman i detaljer fortæller om, hvordan Anna tilbereder mad til familierne, hun arbejder for. Måltider hun ikke selv får lov til at smage. Der er på den ene side noget meget sanseligt over beskrivelserne og på den anden side noget meget tomt og indholdsløst. Det er som om Anna ikke er tilstede, som om hun blot udfylder rollen som au pair pr refleks sideløbende med at hun reflekterer og drømmer om sin døde bror og sine forældre, hvis skæbne hun netop gennem drømme forsøger at ændre.

Der er noget fascinerende over Emeli Bergmans måde at skrive på. Teksten er ind i mellem nærmest lyrisk og der antydes mere end der oplyses. Det gør at man som læser selv skal søge ind i teksten for at finde sammenhæng. Se blot på titlen “På undersiden af dagen” som kunne antyde, at romanen handler om det skjulte, det fortrængte, det som ikke ser dagens lys. Paradokset med at Annas liv kredser om andre familier mens hendes eget familieliv er ikke eksisterende er et interessant greb fra forfatteren. Det forstærker smerten, omend den er underspillet. Der byttes om på rollerne, når Anna ønsker, at hun kunne have været au pair for sine forældre og derved måske kunne have ændret skæbnen. En skæbne, der blot antydes og som kunne handle om en form for omsorgssvigt og mangel på kærlighed, hvilket også understreges i det indledende citat i anmeldelsen.

“På undersiden af dagen” er ikke en let læst bog. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at navigere i børn, familier og ikke mindst tiden. Tonen er den samme hele vejen igennem bogen og der er intet klimaks. Det er en ret linær følelsesmæssig læseoplevelse. Psykologisk og litterært er der dog meget at tale om, hvorfor jeg mener, at man som læser vil få størst udbytte af bogen, hvis læseoplevelsen deles og diskuteres.

“På undersiden af dagen” udkommer i dag 15. september 2021.

Anmeldelse af “Evigheden i et siv” af Irene Vallejo

Titel: “Evigheden i et siv” Forfatter: Irene Vallejo. Sider: 510. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Bøger er en udryddelsestruet art, og på et tidspunkt i nær fremtid vil de forsvinde, opslugt af konkurrencen fra andre og dovnere former for underholdning og fra internettets kannibaliserende ekspansion……….”

Den spanske forfatter og filolog Irene Vallejo gør denne dommedagsprofeti til skamme med sin hyldest til bogen og dens historie i mesterværket (ja intet mindre) “Evigheden i et siv”. Bogen er en ældgammel opfindelse, og dens historie viser, at mennesket har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne, og at det er mere sandsynligt, at der i det toogtyvende århundrede er nonner og bøger end WhatsApp og tablets.

Som læsere inviteres vi i bogen med på en rejse gennem tiden, hvor vi følger bogens udvikling. Bogen starter med en prolog, hvor mænd omkring år 280 f.kr. er på jagt efter bøger til det legendariske bibliotek Alexandria i Ægypten. Et bibliotek, der skulle rumme værker af alle forfattere fra tidernes morgen og et bibliotek, der skulle blive verdens største. Her skulle al viden samles, for viden var magt. Men en bog var ikke en bog, som vi kender den i dag. Bogen var den skrøbelige papyrusrulle, der skulle transporteres og opbevares forsigtigt for ikke at gå til. Der var kun én udgave af hver rulle, og derfor skulle de skrives af i hånden, hvis de skulle kopieres, og det skulle de for at bevare og for at dele viden. Der fandtes således skrivere, der ikke beskæftigede sig med andet end at kopiere indholdet i de mange papyrusruller. Teksterne på disse var ikke som tekster i dag. Der var ikke mellemrum mellem ordene og der var ingen tegn. Alt sammen for at spare plads, så man kunne skrive mere. Ydermere mente man heller ikke, at det var nødvendigt, idet forfattere kun læste højt på denne tid og de kendte indholdet. Stillelæsning som en individuel aktivitet forekommer først langt senere.

Bøger var lig med viden og viden med magt og igennem bogen hører vi om hvor farlige, forbudte og provokerende de er, og hvilke umenneskelige handlinger, der er blevet udført for at forhindre bøgernes udbredelse. Men også om fuldstændig fantastiske værker, der har sat historiske spor gennem verdenslitteraturen.

“Evigheden i et siv” fortæller eventyret om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne; kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, munke, slaver og boghandlere. Og det er ikke kedeligt. Irene Vallejo skriver, så sanseligheden driver ned over siderne. Bogen virker som en historisk roman uden helt at være det. Hendes sprog er misundelsesværdigt smukt, og i den forbindelse skylder vi læsere også oversætter Rigmor Kappel Schmidt en stor tak. Man kan ikke læse denne bog uden at føle stor stor kærlighed til bøger og litteratur efterfølgende. Bogen er en kærlighedserklæring til det skrevne ord. Den er fyldt med intertekstualitet og vidner om en enorm litterær viden hos forfatteren. Hendes måde at beskrive Homers Illiade og Odyssé på giver mig flashback til 1980’erne i gymnasiet og faget oldtidskundskab. På det tidspunkt havde jeg lige fået min tandbøjle af, og havde mere travlt med at kysse end med at læse, men jeg ved nu at jeg er gået glip af stor litteratur. Det kan heldigvis indhentes og Irene Valljo guider på fineste vis os læsere igennem de helt store klassiske værker i verdenslitteraturen.

Min begejstring for denne bog skal ses i lyset af, at jeg elsker at læse, jeg elsker bøger og jeg elsker at læse om bøger. At få serveret så meget – usandsynlig meget viden på så sanselig en måde er den største gave. “Evigheden i et siv” er uden tvivl den største læseoplevelse, jeg har haft i år.

“Evigheden i et siv” udkom 25. august 2021.

Anmeldelse af “Syv lag” af Julie Sten-Knudsen

Titel: “Syv lag” Forfatter: Julie Sten-Knudsen. Sider: 120. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Når man har læst Julie Sten-Knudsens “Syv lag” og selv givet liv til tre børn, så er det svært ikke at få fysisk ondt i maven, når man læser digtene, der handler om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Digtene handler om moderskab, kejsersnit, feminisme, natur og klima.

Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle

Med “Syv lag” prøver Julie Sten-Knudsen at bidrage til en gentænkning omkring vores forhold til naturen og forholdet kønnene imellem. Hun undersøger og beskriver i detaljer kejsersnittet og dets historie, og det er ikke for sarte sjæle, men det har forskning omkring lægevidenskab og medicin vel aldrig været. Det gør både ondt og godt at læse om kejsersnittes udvikling. Hvad kvinder ikke har lagt krop til gennem historien…

Der er noget meget smukt og stærkt over digtene på samme tid med voldsomheden. Sproget er poetisk og veksler mellem lethed og storhed. Treenigheden: barnet – naturen – kejsersnittet fungerer godt, og man fornemmer at hverdag og videnskabelighed flyder sammen i ordene. Digtsamlingens titel “Syv lag” refererer til at man ved kejsersnit skærer gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder og fosterhinde. Syv lag refererer ligeledes til jordlag, historiske og arkæologiske lag.

Ingen hvide anemoner her Skoven er for ung og anemonen for konservativ

eller lidt hjælpeløs, kan ikke selv tage springet fra én skov til en anden, skyder kun langsomt sine stængler frem gennem jorden

Anemoner har brug for arbejdsro flere århundreders lag på lag af vissent løv flere århundreder uden forstyrrelser

“Syv lag” er en stærk digtsamling. En digtsamling hvor det sanselige, det poetiske og videnskab går hånd i hånd. En meget sjælden stærk oplevelse og et spændende greb. Bogens omslag i stærk rød og grøn er ret symbolsk for liv, død, håb. Det kan være svært at sætte en decideret målgruppe på. Men behøver man det? Digte er vel for alle, der ønsker at berøres poetisk og sanseligt.

“Syv lag” udkom 18. august 2021.

Anmeldelse af “Før vi ved af det vender lyset tilbage” af Sofie Due

Titel: “Før vi ved af det vender lyset tilbage” Forfatter: Sofie Due. Sider: 208. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til ham?

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” er Sofie Dues debutroman, og en yderst velllykket af slagsen.

Romanen handler om Leah, der er opvokset i Odense med en barndom dybt forankret i Pinsekirken, men som flytter til København for at komme væk fra sit opvækstmiljø for at starte på en frisk. Her starter romanen, og som læser følger man Leah i denne nye tilværelse med roommates, venskaber, arbejde, fester, forelskelse, kropsbevidsthed og seksualitet. Barndommen i Odense og tankerne om Gud kredser hele tiden i hendes bevidsthed, og hun føler tvivl om, hvor hun hører til, og om den religiøse og den ikke religiøse verden kan forenes i hendes liv med venner, veninder og kæreste i København. Hun er tæt knyttet til sin morfar, der bor på Amager, og som hun ser jævnligt, ligetil han ikke længere er en del af hendes hverdag.

Romanen kan synes som en ungdomsroman, om identitet og om at finde sig selv, men den henvender sig ligeså meget til voksne, da spørgsmålene der rejses i romanen er af eksistentiel karakter – om tro og tvivl. Der er noget utroligt fint og smukt over den. Der er, som jeg læser den, ingen fordomme mod tro og kirke, men en nøgtern beskrivelse af det fællesskab men også forbundethed, der er forbundet med at vokse op med en tilknytning til en frikirke og en tvivl der kan følge i kølvandet på en løsrivelse. Med mange helsætninger og et enkelt sprog beskriver Sofie Due den komplekse oplevelse, det kan være at fjerne sig fra det miljø, man er vokset op i, og langsom finde en vej frem med både lettelse og tvivl som ledsagere.

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” udkommer i dag 18. august 2021.

Anmeldelse af ” Sfinx” af Daniel Dalgaard

Titel: “Sfinx” Forfatter: Daniel Dalgaard. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Jeg vil gerne tro at det kun er en historie jeg fortæller. Men det forekommer mig at disse begivenheder udgør det rådne hjerte i det der viste sig at være mit liv. Jeg udgøres af denne fortælling. Der findes intet i mit liv som ikke indeholdes her, det er den perfekte fortælling, en rose af smadret spejl”.

“Sfinx” af Daniel Dalgaard er en fortælling i syv dele. Tidsmæssigt springer den frem og tilbage mellem besættelsestiden under 2. verdenskrig og til et nutidigt backpackermiljø. På bagsiden af romanen kan man læse, at det er en roman om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund – de ting som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen. I romanen møder man forskellige karakterer, hvoraf to af dem har en gennemgående rolle.

Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans navn klinger lidt for tysk og han har også et meget karakteristisk udseende, der gør at han bliver udstødt i den lille by, han kommer fra. Han vil gerne væk fra byen, men krigen forhinder ham i dette. Først langt senere i livet kommer han væk fra byen, men på det tidspunkt har han været ramt af en hjerneblødning, og sidder i kørestol dybt afhængig af andre.

Thea er først i tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden.

Jan og Theas veje krydses på et resort i Thailand, hvor hele det brogede persongalleri i romanen flettes sammen.

Rå poesi er de første ord, der falder mig ind efter at have læst bogen. Daniel Dalgaard er en sproglig ekvilibrist. Han balancerer hvert ord og hver sætning til det perfekte. Titlen “Sfinx” refererer til et fabeldyr fra den græske mytologi,hvor sfinxen er et væsen med kvindehoved og -bryster, løvekrop og ørnevinger, som blev sendt for at straffe befolkningen i Theben, som havde mishaget guderne. Hun åd alle, som ikke kunne løse denne gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne løse gåden, før Ødipus indså, at svaret var et menneske, der som kravler som spæd, går på to ben som voksen, og bruger stok som gammel. Da Sfinksen hørte, at han havde løst gåden, kastede hun sig i døden. Der er klare og groteske referencer til denne mytologiske fortælling i romanen.

Fortællingens syv dele er fortalt i mol, i grå farvetoner, i melankoliens farve. Det er tristesse, der gennemsyrer den samlede fortælling. Der er ikke meget at smile ad ej heller at grine over. Der er en genialitet over fortællingernes indhold og opbygning, og et kunstnerisk touch, men indrømmet, så trængte jeg til at blive færdig med bogen, da jeg var godt halvvejs. Den er simpelthen ladet med for meget negativitet og groteske beskrivelser. Jeg kan have svært ved at pege på en eksakt målgruppe af læsere til romanen, men den vil helt sikkert falde i god jord hos læsere, der vægter det skæve, det sproglige og det kunstneriske højt i en roman, som udover indholdet også er pakket i et meget smukt næsten fløjlsblødt cover lavet af grafiker Simon Lilholt.

Sfinx udkom den 12. august 2021.

Anmeldelse af “Adam i Paradis” af Rakel Haslund-Gjerrild.

Titel: “Adam i Paradis” Forfatter: Rakel Haslund-Gjerrild. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jeg får lyst til at elske og til at købe blomster, til at omgive mig med kunst, men måske ikke til at blive virkelig gammel efter at have læst Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis”

AT SIGE, AT jeg har plukket blomster til dig, min haves flor af tulipaner, ranunkel, brudeslør og hortensia, i den buket, der møder dig, når du lukkes ind gennem hoveddøren, på skænken foran spejlet, der fordobler mængden af blomsterkroner, jerusalemkoralbær, kinesisk sankthansurt, solhat, høstanemone, og slynget om dem ranker fra min vildvin, og det er den dugt af tør sensommer, af æbler og kornmarker, der bages af solen til en duft så sød, at den lægger sig på tungen som sult, der får din mave til at knurre allerede i entréen, mens jeg hjælper dig af med frakken….

“Han har set, at jeg ser på ham. Men han skammer sig ikke, han bliver ikke flov. Jeg sveder. Jeg ryster pludselig på hænderne. Han stirrer på mig. Hans grin har knivskanter, hvad vil du? siger han med sine knive, blanke og rå. Der er en kløft imellem os. Hver linje i hans krop skærer rifter i øjet. Han spreder lårene et hårstrå, men når han trækker vejret igen, trækker han ikke lårene med sig, de bliver der – en anelse mere spredte. Paradiset siger: Kom og sæt dig i mit skød. Jeg lader øjet røre det hele.”

“Adam i Paradis” er en historisk roman om maleren Kristian Zahrtmann, om kunst og forbudt begær. 70 år gammel og på højden af sin karriere maler Kristian Zahrtmann et portræt af Adam, det første menneske, der emmer af begær og erotik. Året er 1913. Det moderne Gennembrud har prædiket fremskridt og progressive tanker, men hvad angår seksualitet er stien smal og konsekvenserne brutale. København har netop lagt scenen til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Og midt i alt dette fragter Zahrtmann palmer, eksotiske blomster og bananklaser fra drivhusene i Botanisk Have til sin mondæne villa på Frederiksberg for at omdanne sit atelier til en jungle, for at male sin version af Paradiset.

Romanen emmer af sanselighed og smukke sætninger og ind imellem dette et brutalt billede af synet på homoseksuelle. Rakel Haslund-Gjerrild har anvendt et fantastisk greb til dette. Midt i alt det fiktive, som dog er baseret på virkelighed ses der breve, bilag og dokumenter, der vidner om hvor udstødte homoseksuelle var herunder forfatteren Herman Bang. Kunstneren selv Kristian Zahrtmann fremstilles som en mand, der føler sig rig i forhold til skønhed omkring sig men selv føler sig gammel og ensom. Der er særligt et par steder i romanen, der er skrevet helt unikt i forhold til dette:

“Jeg tæller mine pletter i stedet. Jeg dalmatineres. Gule og beige og rødlige plamager. Mine lår er landkort. Jeg har genkendt Møn og en plet, der kunne ligne Den Iberiske Halvø. Jeg rejser med fingrene fra ø til ø. Leverpletter og skønhedsmærker, fregner og ar og filipenser og tør, skabagtig hud, der som et hav i oprør slår flager af sig, der tages af vinden og drysses ud over mit gulv”

“Men jeg selv! 70 årigt forfald. Jeg kan ikke glemme mine leverpletter, min ånde, åh, mine tænder, når jeg maler ham. Jeg ledes ved mig selv”

Tematikkerne i romanen er kunst, forbudt begær og aldring. Romanen skriver sig ind i genren exo-fiktion, hvor forfattere, modsat i autofiktion, tager udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelse, men med fiktionen og sproglig leg som virkemiddel. Jeg er meget begejstret for bogen, og jeg synes den skiller sig markant ud i dens form i forhold til andre kunstnerromaner med de “grå sider” med breve, bilag og dokumenter. Ligeledes sidst i romanen, hvor Rakel Haslund-Gjerrild har valgt at lade et dokument fra den Hirschsprungske Samlings arkiv indgå vedr. afdøde Kristian Zahrtmanns indbo. I det hele taget vil jeg anbefale andre læsere i at tage et kig bagerst i romanen inden påbegyndt læsning, da der er et grundigt persongalleri, der kan være til hjælp under læsningen.

“Adam i Paradis” udkom 5. maj 2021.

Anmeldelse af “Pagten” af Thorkild Bjørnvig.

Titel: “Pagten” Forfatter: Thorkild Bjørnvig. Sider: 226. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Eget eksemplar købt på Karen Blixen Museet Rungstedlund.

Jeg måtte ikke have andre guder end hende og i følge pagten var jeg hendes og ingen andres

“Pagten” er Thorkild Bjørnvigs fortælling om sin relation til Karen Blixen. En relation, hvor magt og manipulation blev nøgleord for hans oplevelse af denne.

Thorkild Bjørnvig var en ung digterspire og en af kræfterne bag litteraturtidsskriftet tidsskriftet Heretica sammen med Ole Wivel, der foreslog at inddrage Karen Blixen i arbejdet med Heretica. Således kom Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen til at arbejde sammen om dette, men de skulle mødes på helt anden vis første gang.

Han blev i 1947 inviteret til Rungstedlund på den baggrund, at Karen Blixens niece var utrolig begejstret for hans digtsamling. Men det skulle vise sig at være en hvid løgn – det var i virkeligheden Karen Blixen, som ønskede at møde digteren Thorkild Bjørnvig.

Hendes ønske var egentlig, at han skulle skrive en bog om hende, men det blev ikke til noget dengang. Til gengæld udviklede mødet mellem dem sig til et utroligt venskab men også til et yderst komplekst forhold mellem den 62 årige kvinde og den 29 årige mand.

Det første besøg på Rungstedlund blev blot et af mange, og Karen Blixen lod ham vide, at hendes døre altid var åbne for ham og at han måtte forstyrre hende på hvilken tid af døgnet han end måtte ønske. De gik ture i parken sammen, lyttede til klassisk musik på den gamle grammofon, talte sammen om litteratur og drak te. Efter et foredrag Karen Blixen havde holdt blev Thorkild Bjørnvig så betaget af hende, at han skrev et brev til hende, hvori han tilkendegav at han ønskede at tjene hende, som hendes tjener Farah i Afrika havde gjort det.

“….Endelig har jeg truffet noget der er en mening i. Jeg har altid ledt efter nogen at tjene, men ingen funden. Jeg har drømt om at byde eller tjene, men egner mig næppe synderligt for nogen af delene. Lad mig da tjene Dem i den tid, der er igen. Det bliver nok første og sidste gang i mit liv, at noget sådant overgår mig.”…

Karen Blixen svarede ham således:

“Kære Thorkild Bjørnvig. De gjorde mig stor glæde med deres brev. Det er meget godt at vide at der er et menneske jeg kan stole på som jeg stolede på Farah. Derfor vil jeg nu lægge min kappe over Dem, ligesom Elias gjorde ved Elisa, til tegn på at jeg en gang vil lade de tre fjerdedele af min ånd blive hos Dem. Deres Karen Blixen.”

I følge Thorkild Bjørnvig kaldte hun siden dette for deres pagt og for stiftelsen af den.

Thorkild Bjørnvig blev af Karen Blixen mod eget ønske sendt til Paris for at arbejde. I Paris faldt han og pådrog sig en hjernerystelse, som han plagedes en del af. Han vendte derefter hjem til Danmark og flyttede på opfordring fra Karen Blixen ind i den grønne digterstue på Rungstedlund. Her kom han til kræfter og fik digtet, talt og diskuteret med Karen Blixen. Det var også her at hun med stor fornøjelse vedkendte sig sit forhold til djævelen og fortalte Thorkild Bjørnvig om sin sygdom i Afrika.

“Da det skete for mig, og der ingen hjælpe var at hente hos Gud, og De må forstå, hvor forfærdeligt det er for en ung kvinde ikke at have lov til at elske og favne, da lovede jeg djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier. Og de kan se, han har holdt sit løfte.”

Karen Blixen stillede i følge Thorkild Bjørn flere og flere urimelige krav. Hun ønskede at han skulle afstå fra et borgeligt liv. Hun foragtede hans ægteskab og opfordrede ham til utroskab, men i første omgang forblev han sin hustru tro. Han forelskede sig dog senere i en anden kvinde, men på det tidspunkt møder han ingen forståelse for dette hos Karen Blixen. Hun ville have ham helt for sig selv. Thorkild Bjørnvig brød efterfølgende “pagten”med Karen Blixen men de så stadig hinanden omend på helt andre vilkår. I fire år havde denne komplekse relation fundet sted.

“Pagten” er en fascinerende fortælling om Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen, men interessant er det også at man i bogen hører om toneangivende mandlige forfattere og kunstelskere bl.a. forfatteren og forlæggeren Ole Wivel og Louisianas stifter, Knud W. Jensen. Interessant er det også, at Karen Blixen fremstilles som “skurken” mens Thorkild Bjørnvig fremstilles som offeret (min fortolkning) men at han faktisk svigter både sin hustru og sin elskerinde for egen vindings skyld.

Jeg er meget begejstret for bogen. Det er en spændende og anderledes fortælling om Karen Blixen end jeg har kendt til før. Jeg glæder mig til filmen, der har premiere den 5. august – et psykologisk drama med manuskript af Christian Torpe og med instruktion af Bille August.

Anmeldelse af “Svindleren” af Mikkel Guldager.

Titel: “Svindleren” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 238. Forlag Brændpunkt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Du hævder, at du er uskyldig, men du indrømmer, at du har begået lovovertrædelserne. Er det ikke lidt paradoksalt? – Det synes jeg egentlig ikke. Jeg erkender fuldt ud, at jeg i mine opture har begået disse forbrydelser. Men i den tid var jeg ikke mig selv. Jeg var en anden. Du må sidestille det med at være skizofren. Giver det mening?”

Jeg har netop vendt sidste side i romanen “Svindleren” af Mikkel Guldager, og sidder med en besynderlig følelse i kroppen. Jeg har netop været vidne til, at en mand har begået økonomisk kriminalitet, har svindlet i skat for millionbeløb og er sluppet afsted med det uden straf på grund af dokumentfalsk. Altså at man har svindlet sig til frifindelse. Hvordan skal jeg forholde mig til dette velvidende, at svindlen er blevet begået af en person, der lider af en bipolar affektiv lidelse?

“Svindleren” er en autofiktiv roman bygget op i tre dele. I første del “Paradis” møder vi Mikkel i samtale med en kvindelig psykolog – Johanne, der skal udrede Mikkels psykologiske tilstand i forbindelse med retsagen. Vi hører her om den unge Mikkel. Vi hører om hans opvækstvilkår med en frisindet kreativ alenemor og en ikke-eksisterende heroinmisbrugende far. Vi hører hvordan vold hele tiden er tæt på ham, uden at han selv er direkte involveret. I anden del “Inferno” møder vi Mikkel og partneren Joe Huxley, som driver ikke helt lovlige millionforretninger, og som lever det vilde og hæsblæsende og søde liv med kokain, smukke kvinder og dyrt design, indtil det løber af sporet for dem og Mikkel står alene tilbage og bliver anklaget for at have begået økonomisk kriminalitet, mens Joe er taget til London. Tredje del “Purgatorium” handler om angeren, eftervirkningerne, retssagen og samtaler med psykiateren, der slår fast, at svindlen er begået på baggrund af psykisk sygdom.

Mikkel Guldager skriver som det sidste i sin bog:

“Det var nødvendigt at nedfælde mine tanker, og måske få svar på dét spørgsmål, som i mange år havde fløjet ubesvaret rundt i mit sind: Hvor lang skal min straf være, før jeg kan sige, at jeg ikke er, men var, en svindler?

Bogen rejser en væsentlig problematik om, hvorvidt der er sammenhæng mellem psykisk sygdom og kriminalitet. I dette tilfælde fastslår psykiateren at, svindlen er begået på baggrund af psykisk sygdom. Men temaer som skyld, anger og tilgivelse er væsentlige temaer, når der skal samtales om denne bog.

Sprogligt svinger bogen en del. Fra meget dagligsdagstale til meget smukt sprogbrug. Handlingen kan til tider være svær at finde rundt i. Både fordi den økonomiske kriminalitet og forretningerne omkring denne er kompleks, men også fordi handlingen ikke foregår kronologisk. Det er et godt greb, at lade historien blive fortalt gennem samtaler med henholdsvis psykolog og psykiater. Dog blev dialogerne ind i mellem utroværdige.

Der er ingen tvivl om at Mikkel Guldager kan fortælle historier. Jeg blev grebet af historien. Indtil videre er det hans tredje bog. Alle med afsæt i oplevelser fra eget liv.

“Svindleren” udkom 10. juni 2021.

Anmeldelse af “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” af Alexandre Nsoni

Titel: “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” Forfatter: Alexandre Nsoni. Sider: 118. Forlag: Vilakazi Publishing. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Vilakazi Publishing.

Besøg”

Kommunen på besøg huset rengjort som var det dronningen der kom forbi til en kop kaffe soveværelset duftede mere af frisk luft end af urin vi sad i stuen som nikkedukker iført hvide skjorter og tandpastasmil vi skulle sige de rigtige ting ikke hvad vores hjerter bar rundt på

“I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd” er en barsk selvbiografisk digtsamling af Alexandre Nsoni. Forlaget skriver følgende:

Det er en digtsamling om flugten fra Den Anden Congokrig over Angola til Danmark. Det er historien om mødet med Danmark og danskerne, om at være anderledes og fremmed, og om en krig, der kaster lange skygger.

Det er vold, omsorgssvigt og mangel på kærlighed, der ødelægger et lille barn, og som betyder, at Alexandre ikke selv kan holde på kærligheden, når den endelig viser sit sande ansigt. Selvdestruktionen, selvmordstankerne og sindssygen kvæler livet, indtil en pige forveksler et par liderlige sms’er med digte og introducerer forfatteren for poesien og muligheden for selv at gribe pennen. Med den som våben kæmper Alexandre Nsoni nu mod en fast plads i psykiatrien, og han smider samtidig en bombe ind i sin familie.

Nsoni skåner ingen, hverken danskerne, pædagogerne, sine forældre eller sig selv, i denne rå, ærlige og vigtige fortælling om en ung flygtnings skæbne – en skæbne, der alt for tidligt gør ham til en ung veteran i sit eget liv.

Poesiens dør”

Jeg sendte hende et par liderlige sms’er som hun mente var digte og spurgte efter flere hun inviterede mig på biblioteket hun spurgte ind til min person jeg fortalte og hun lyttede efter en stund spurgte hun hvorfor jeg ikke skrev digte hun rakte mig Vita Andersens Tryghedsnarkomaner jeg læste bogen og fandt trygheden i poesien jeg mærkede ordenes sørgmodighed senere stødte jeg ind i Strunges kamp og Hassans genstridighed der vækkede min jeg meldte mig ind i krigen sammen med krigerne uden våben troede jeg

Digte kommer i mange former, og disse har karakter af lyrisk prosa. En smuk og smertelig og ikke mindst tilgængelig fortælling. Krig, omsorgssvigt, kærlighed eller mangel på samme siver ud gennem Alexandre Nsonis pen med en skarphed, der ikke er alle debutanter forundt. Jeg blev følelsesmæssigt berørt og litterært forført.

“I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” udkom 28. juni 2021.

Anmeldelse af “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos af Amalie Langballe.

Titel: “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” Forfatter: Amalie Langballe. Sider: 170. Forlag: People’s. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People’s.

Amalie Langballe har begået et mesterværk. En størrelsesmæssigt lille bog på 11,5 x 18,3 cm men indholdsmæssigt så stor, at den burde have en plads i alle bogreoler, eller måske nærmere i vores tasker, vi bærer rundt med os, for den er vedkommende, og indholdet er vigtigt for alle.

Hun indleder bogen med et personligt forord om hvilke kriser og hvilket kaos, hun har oplevet siden 2016, og det er dybt tankevækkende og foruroligende men på samme tid præsenteret med et tvist af en formidabel humor. Der er allerede i forordet lagt i kakkelovnen til noget tragisk komisk. Storbritanniens farvel til den Europæiske Union, hendes mors dødsfald, Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus, et seksuelt overgreb, sommeren 2018, der var unaturlig varm, og som fik græs til at gå fra grønt til gult til dødt, Stram Kurs i dansk politik og så Coronapandemien.

“Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” er en samtalebog. Samtaler om nogle af de bevægelser – gode og dårlige – der præger vores samtid. Amalie Langballe er i samtale med ni forskellige præster i ni kapitler, og sammen forsøger de at finde ud af, hvordan håb ser ud i en kaotisk tid. Jeg vil i det følgende gengive lidt af indholdet.

Der samtales om, at vi som mennesker lever i et slaraffenland, når det kommer til muligheder og valg, men at dette har ført til retningsløshed og en manglende fælles fortælling. De eksistentielle valg og de mere dagligdags valg står i kø og kræver beslutningsparathed fra det enkelte individ, som så selv må leve med de valg, der bliver truffet, og dermed med de skuffelser og den skyld der kan forekomme, når man oplever at have valgt forkert.

Vi er “overskudsramte” og har med udviklingen prøvet alt undtagen at dø. I gennemsnit er alt blevet bedre gennem de sidste mange mange år, og så kom Coronaen pludselig til verden, og satte alt på pause og gav os mulighed for refleksion. Mange søgte mod naturen, hvor man måske tidligere ville have søgt mod troen.

Vi arbejder meget og arbejdet bliver for mange en stor del af identiteten. Vores selvforståelse knytter sig til vores arbejde, men det er sundt med hvile. At komme hvile- og helligdagen ihu er en måde at tænke, at der er andet i livet end arbejde.

Vi er blevet mere og mere selvstændige og har ikke brug for hinanden som tidligere i parforhold og ægteskab. Vi kan og vi vil selv, men ingen forlanger at vi skal kunne alt. Det er legalt at have brug for hinanden og bede om hjælp. Man kan – selvom tusindvis af kærlighedssange og romantiske komedier har lært os det modsatte – leve uden hinanden. Det er både det skønne og det smertefulde. At elske og ære i medgang og modgang er at anerkende det uperfekte, noget vi ikke er gode til når det kommer til udvælgelsen af partnerne på de forskellige datingapps. Man kan være bange for at brænde inde med kærlighed, men kærligheden vil finde vej, når blot der er mennesker i vores liv, vi holder af.

Internettets stemmevrimmel – Hvordan finder vi ud af hvilke stemmer, vi skal lytte til? Stemmerne er oftest højtråbende. Det er ikke en stille hvisken, der høres, men vi bør øve os i at lytte til den stille hvisken og ikke blot til dem, som råber højest.

Når vi møder det meningsløse, leder vi efter en mening. Vi skal helst opdage at vi lærte noget tilsidst, så det ikke var helt meningsløst. Men det er at overdrive med ideen om læring. Nogle gange skal man blot være i det meningsløse uden at der skal komme noget ud af det. Vi skal undgå at kvalificere liv. At noget er det gode liv mens andet er det dårlige liv. Alt liv er liv. Man bliver fraværende, hvis man hele tiden tænker på, at øjeblikket blot skal overstås, og at alt bliver bedre om lidt.

Vi skal værne om det rum, hvor ting ikke går op, hvor kaos kan være, og hvor det ikke lige bliver “fikset” Hvor håb og håbløshed kan eksistere i lige mål.

“Forsøg udi HÅB – hvad præster ved om kaos” udkom 16. juni 2021.