Anmeldelse af “Rampen” af Jesper Stein

Titel: “Rampen” Forfatter: Jesper Stein. Sider: 416. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Jeg har alle dage været utilpas ved at være alene, jeg har drukket på ensomhed. Nu er jeg ædru. Børnene er lige taget afsted efter at have været her i fire dage, og jeg går rundt i stuerne og leder efter mit nye liv. Jeg kan ikke finde det. Jeg kan ikke finde noget. Jeg tænker på min mor. Mærkede hun det samme? Årenes tyngde? Kærlighedens usynlige kit, som med et slag er borte, smuldret, alt det givne, det, der bare er liv, som at trække vejret igen og igen uden at tænke over det, madpakker, der skal smøres, børn, der skal trøstes, godnatsange, der skal synges, aftensmad, der skal spises, og vi har faste pladser ved bordet, vi har faste pladser i livet…”

I “Rampen” forlader litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen efter 29 års ægteskab sin kone, da han har forelsket sig i en af sine elever – den unge Gitte. I hjemmet på Rampen, som er adressen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet, og som udvikler en mere og mere grænseoverskridende adfærd i forhold til sin søn. Jesper kommer i klemme mellem forældrene. Han lever et dobbeltliv, hvor han udadtil er den fest- og pigeglade dødspilot, mens han indadtil er sjælesørger for sin grænseoverskridende mor. Skilsmissen forandrer familiens liv radikalt, og sætter sit præg på dem alle i årtier efter. Helt frem til forældrenes død.

Jesper Stein har begået en yderst velskrevet selvbiografisk roman fyldt med smerte. En smerte vi som læsere præsenteres for allerede, da Jesper som helt lille bliver adskilt i to uger fra sin mor, da han skal opereres for ganespalte. Adskillelsen er brutal, og i årene efter udvikler Jesper angst i forhold til at sove og i forhold til sygdom. Han får minimale sproglige udfordringer på grund af sin ganespalte, men alligevel nok til at han sendes til taleundervisning i folkeskolen. Han mobbes og han mobber selv, bliver venner med drengene fra “knallertkliken” I gymnasiet pjækker han og afleverer ikke sine opgaver, hvilket bestemt ikke huer hans litterære far. Jesper har en oplevelse af at være udenfor det litterære fællesskab hans far Finn har med hans bror Peter. Jesper finder ikke glæde ved litteraturen og ved det akademiske som sin bror. En aften sætter hans far sig ned og terper digtanalyse med ham på en måde, så Jesper for første gang føler sig tæt på sin fars passion “Jeg kender hans kærlighed til litteraturen, hans glæde ved ord, hans lidenskab for godt sprog, men jeg har aldrig været så tæt på den ild, der brænder i ham” En eftermiddag da Jesper går i 2.g møder han for første gang Gitte siddende i sofaen i hjemmet med sin far, og der ved Jesper, at hans far er hans mor utro. Skilsmissen sker nogle år senere, og herefter drages der ingen omsorg for Jesper. Tværtimod er rollerne byttet om, således Jesper må drage omsorg for en alkoholiseret grænseoverskridende mor i sorg og leve med en fraværende far, der er optaget af sit nye kærlighedsliv og sin litterære karriere. I sit voksenliv bliver dette et vilkår, som Jesper skal forholde sig til i sin egen karriere som journalist og senere forfatter og i sit familieliv. Skilsmisse kommer han selv til at opleve, og alkoholen bliver i en årrække også hans følgesvend, hvilket er beskrevet på smertelig elegant vis. Hans fars nye kærlighedsforhold er heller ikke uproblematisk, og det involverer ligeledes alkoholisme, hvorfor Jesper også må drage omsorg for sin far.

Det er som om rollerne mellem børn og forældre er byttet rundt og man får flere gange i romanen lyst til at skrige “ER DER EN VOKSEN TIL STEDE” Der er flere temaer på spil. Det at blive og være forældre. Forskelligheden mellem søskende. Psykisk robusthed. Kærligheden – den ægteskabelige og den passionerede. Den litterære passion og stræben efter denne. Fællesskabsfølelse. Svigt. Skilsmisse. Alkoholisme. Død.

Selvom skilsmissen er den faktor, der får det hele til at gå i opløsning i romanen, fylder skilsmissetemaet ikke væsentligt meget og vi hører intet om Jespers egen skilsmisse og om hvordan den har været, og det er en væsentlig pointe, tænker jeg. For forfatteren har, efter min overbevisning, ikke ønsket at problematisere det at blive skilt, men håndteringen af egne forældres skilsmisse og de svigt han har oplevet i forbindelse med denne. På bagsiden af bogens cover står følgende: “Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv” Efter endt læsning har jeg ingen fornemmelse, om Jesper Stein er nået dertil, da smerten er til at finde på de allersidste sider. Måske er det smerten, man skal forlige sig med. At den altid vil være der.

Bogen udkom 12. november og har rørt mig dybt. Det er en fortælling baseret på Jesper Steins oplevelser, og der er virkelige personer involveret i hans fortælling, og dermed personer, der skal forholde sig til det skrevne. Sådan er det med autobiografiske romaner. Og dette er en stærk en af slagsen.

Jesper Stein er kendt for sine seks kriminalromaner om Axel Steen. Han har vundet De Gyldne Laurbær i 2015 og Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi i 2019. Hans krimier er solgt til udgivelse i flere europæiske lande.

Anmeldelse af “Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen

Titel: “Kaptajnen og Ann Barbara” Forfatter: Ida Jessen. Sider: 501. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed. Vinden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Vinden tuder, ingen ved hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid”

“Kaptajnen og Ann Barbara” er en historisk roman om kampen om den uopdyrkede jyske hede i et drama om kærlighed, hævn og ondskab i midten af det 18. århundrede. Kaptajn Ludwig von Kahlen er udsendt af “Rentekammeret” datidens Finansministerieum. Ud over finanserne administrer det også vejvæsen, skov- og jagtvæsen, bygningsvæsen, statistik og meget andet, en overgang også landvæsenssager og toldvæsen. Kaptajnen får til opdrag at forsøge at opdyrke heden. Et landskab, der med sin natur ikke sådan lader sig betvinge, men kaptajnen er født ved landbruget, har læst indgående om hedeopdyrkning og så har han en jernvilje. Han fører logbog over naturen og sit arbejde alt i mens han kæmper med anerkendelse og respekt fra folk på heden. Ikke mindst fra den brutale godsejer til Hald, Schinkel, der mener, at han ejer heden. En glarmester opsøger kaptajnen for at søge arbejde. Med sig har han en hund og en lille pige Anmai Mus. Glarmesteren forsvinder med hunden og kaptajnen er overladt alene med pigen. Hun får lov til at passe får og hun bliver nærmest som en datter for kaptajnen. En sommerdag kommer der pludselig en gådefuld kvinde vandrende over heden. Ann Barbara. Hun flytter ind hos Kaptajnen og Anmai Mus for at arbejde i huset, og hun bliver hans allierede i kampen om at erobre heden.

Det er en intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed og fortabelse og den reneste ondskab. Ida Jessen skriver fabelagtigt godt. Jeg indlevede mig i historien på hver eneste side. Den er skrevet i nutid, hvilket gør, at man som læser føler, at tingene sker lige foran en. Naturbeskrivelserne af heden og ikke mindst vinden sender mig fluks til Johannes V. Jensens forfatterskab. Han kunne i den grad beskrive landskabet og naturen på heden. Det kan Ida Jessen også. Karaktererne kan man kun holde af- selv de onde. De er så godt beskrevet, og det er svært at lægge bogen og personerne fra sig. Ind i mellem fik jeg en snert af “Det lille hus på prærien” og en nybygger tilværelse, men der er absolut ingen romantik og småblomstrende kjoler med i romanen, men derimod beskrivelser af det at “holde hus” på den tid, hvor selvforsyning ikke var et moderne bæredygtigheds princip, men benhård nødvendighed. Romanen bygger på en række virkelige personer og hændelser i den første hedeopdyrknings tid, og den får min varmeste anbefaling. Det er perfekt læsning i det kommende vintermørke.

“Kaptajnen og Ann Barbara” udkom 22. oktober 2020.

Anmeldelse af “Dit livs handel” af Fredrik Backman.

Titel: “Dit livs handel” Forfatter: Fredrik Backman. Sider: 95. Forlag: People’sPress. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: People’sPress.

“Dette er en fortælling om prisen for at redde et liv. Hvis det ikke bare krævede, at du ofrede din fremtid, men også din historie. Ikke bare de steder, du er på vej hen, men også alle dine fodspor. Hvis det var det hele, hele dig, hvem ville du så give afkald på det for?”

Sådan lyder starten af forordet på en smuk og rørende fortælling om liv og død, om det at være menneske, at sætte spor efter sig, når man ikke længere er her, men måske mest af alt, om at være til stede i livet og være opmærksom på de valg, man træffer.

Historien foregår natten før juleaften, og hovedpersonen – en mand – gør status over sit liv. Han har gjort karriere, er blevet rig og succesfuld, men har givet afkald på sin familie. Nu er han blevet ramt af kræft og kan se, at han har begrænset tid tilbage at leve i. På hospitalet møder han en uhelbredelig kræftsyg lille pige, og hun gør stort indtryk på ham. Hun taler med sin tøjkanin om døden, mens den sidder på en stol, pigen har farvet rød med farvekridt. “Man må gerne tegne på møblerne, når man har kræft” Manden møder kvinden med ringbindet. Kvinden, hvis job det er at “hente og bringe” folk, der skal dø. Hun giver ham mulighed for at redde et andet menneskes liv, hvis han er villig til at give afkald på sit eget, sin historie. Hans eksistens bliver simpelthen “slettet” og der vil ikke være nogen spor af ham efter hans død. Denne mulighed for at gøre “sit livs handel” får manden til at reflektere over sit eget liv, og som først skrevet, at gøre status. Men hvis han skal ofre sit liv, for at redde et andet må han nødvendigvis dø, før at kræften tager livet af han, så også der må han træffe et valg.

Svenske Fredrik Backman har skrevet en virkelig vedkommende fortælling om eksistentielle valg og sat denne ind i en ramme af fantasi og virkelighed. Der er en lethed over det hele trods tyngden af emnerne. Humor og alvor går hånd i hånd. Temaer om liv og død er essentielle, men jeg fandt det særligt interessant, hvordan Fredrik Backman skriver, om de spor vi sætter efter os. Dem, vi vil blive husket for. Det er det væsentligste ved fortællingen efter min mening. Det kan lyde clichéfyldt, men det bliver det på intet tidspunkt i bogen. Det er nok ikke tilfældigt, at fortællingen forgår ved juletid, og endda natten til juleaften. I forvejen er det en tid, hvor mange gør status over deres liv og relationer med deres nærmeste. “En magisk julefortælling” der får mine varmeste anbefalinger, og som har et smukt cover med snelandskab og juletræer og en indbinding i lyseblå med hvide snefnug.

“Dit livs handel” udkom den 16 oktober 2020.

Fredrik Backman har tidligere skrevet bogen “En mand, der hedder Ove” som også blev filmatiseret og nomineret til en Oscar.

Anmeldelse af “Hvordan man redder en lemming” af Nikoline Werdelin

Titel: “Hvordan man redder en lemming” Forfatter: Nikoline Werdelin. Sider: 415. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hans er en nyskilt fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden han aldrig fik og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens accept af sit enkle ydmyge liv: Den spiser, formerer sig og undviger døden. For så vidt ligesom Hans. Alt imens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige mennesker sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.

Nikoline Werdelin, som har begået tegneserier som “Laura og Nugga”, “Café” og “Homo Metropolis” været brevkasseredaktør og skrevet flere teaterstykker har nu også skrevet sin første roman. En roman, der handler om livet, om ensomhed, kærlighed og om mulighederne i det tilfældige møde. Men også om klimakrise og aldring. En roman, der kunne blive en spændende og ny samtidsroman med de nævnte temaer, men som for mit vedkommende skuffer.

Udover Hans møder vi Gunhild, der er sufflør på teatret, sorgramt og som ofte tænker på selvmord. Nicolas, den unge familiefar, der er udfordret ift. sin psykisk syge hustru og sit arbejdsliv som selvstændig med en insektfarm, han deler med to venner. Den enlige mor Heidi, som arbejder som sosuassistent og som må betale husleje med regelmæssige blowjobs til udlejer. Inge, ensom og pensioneret læge. Alle disse personer lærer vi at kende og som romanen skrider frem flettes deres liv sig ind i hinanden, men netop som de sammenflettes vælger Nikoline Werdelin at afslutte bogen med lette “happy endings” hvor jeg kunne have ønsket mig, at se netop sammenfletningerne foldet mere ud. Der drysses lidt klimakrise nedover romanen løbende og lemmingens liv beskrives, men igen savner jeg argumentation for dette og sammenhæng i historien.

Karakterene forekommer flade og uden udvikling. De får hver især tildelt kapitler, men de fylder ikke lige meget i historien, som i det hele taget forekommer lidt søgt. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er for en historie Nikoline Werdelin har ønsket at fortælle. Lidt groft sagt virker det som om at målet mere har været at ville skrive en roman end det at have en historie på hjerte. Når det er sagt er der ingen tvivl, om at der er tale om en garvet skribent/forfatter. Sproget flyder og jeg nød den genkendelige humor, jeg forbinder Nikoline Werdelin med. Hendes styrke forud for romanen har netop været at arbejde med karakterer og deres identitet. Jeg havde nok blot højere forventninger. Bogens cover er utroligt smukt med mønster inspireret af den engelske afdøde kunstner Wiliam Morris, og bag coveret den skønneste lyserøde bog. En drøm for enhver med hang til æstetik. Jeg håber, at næste roman fra Nikoline Werdelin har mere “kant”, men hvor hendes uvurderlige humor stadig vil være at finde.

“Hvordan man redder en lemming” udkom 2. oktober 2020.

Billedet er fra Gyldendal.

Anmeldelse af “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” af Ida Marie Hede.

Titel: “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” Forfatter: Ida Marie Hede. Sider: 322. Forlag: Forlaget Basilisk. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage?

Lad mig sige det med det samme. Det er smal litteratur, vi er ude i her, og ikke årets mandelgave, men læs den hvis du vil opleve noget eksplosivt litterært.

I Ida Marie Hedes roman flytter hovedkarakteren, en jeg-fortæller (der senere døbes Lille Glimmerhætte af sine veninder) fra brokvartererne med sin mand og deres børn ud i landsbyen kaldet Den usikre og Megalomane Landsby. I landsbyen overvåges kvinders reproduktion ved daglige tests, og kvinder er reduceret til fødemaskiner, der sprøjter børn ud. Livet i landsbyen keder hovedkarakteren, så hun tager sig en elsker og bliver skilt. Hun oplever sorg, savn og praktik. Hendes rolle som mor, hustru, tidligere hustru, elskerinde, veninde og som apparat for reproduktion gøres til genstand for hendes egne tanker og fantasier sammen med omverdenens fordømmelse af hendes utroskab. Problematikker taget ud af virkelighedens verden suppleret med problematikker som klimakrise og migration, men så stopper det virkelige også for hold nu op en roman…

Kropssafterne flyder fra alle åbninger, som penetreres eller stimuleres konstant af mænd, kvinder og børn. Af lyst, af nød, af tvang. Kvinders krop, seksualitet og moderrolle er på dagsordenen i romanen. Vrede og sårbarhed. Lyst og begær. Sex og sexisme. Kærlighed. Magt og underkastelse. Er det erotisk? Nej. Er det sanseligt? Ja. Er det frastødende? Ja. Er det dragende? Ja. Teksten og ordene er på en måde større end indholdet, som isoleret set er et ret almindeligt plot i et fremtidsscenarie. Men Ida Marie tryllebinder og hypnotiserer med sine sætninger, som er fyldt med ovenstående følelser og dilemmaer. Aldrig har jeg lavet så mange æselører for at fastholde ord og sætninger. Originaliteten er så vild. “Kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER” en afdeling i kommunen, som står for at udvikle, producere og tildele et H for HORE i en velouræske til dig, hvis du har begået hor. Et H, der skal bæres til de såkaldte skafotevents, hvor du udstilles, hvis du har været utro. Og så er der Ravsneglen, en parasit, Ida Marie Hede lader indgå i romanen, hvis livscyklus hun sammenligner med livets rå og voldelige cyklus.

Har du egentlig nogensinde hørt om ravsneglen? Den er for syg. Der lever den her parasitære orm i ravsneglens krop, som besætter dens øjenstilke, så øjnene skifter farve og bevæger sig i et kålormeagtigt discomønster. Det gør at fuglene får øje på sneglen og straks spiser dens øjne! – inklusive den her lille lurendrejer af en orm, som så lægger æg i fuglens tarme. Til sidst bliver ormen skidt ud af fuglen og ravsneglen, hvis øjne er vokset ud igen, spiser lorten og det hele starter forfra. Min pointe er, at livets cyklus er mere voldelig og rå, end noget, du nogensinde kommer til at streame. Don’t forget.

Landsbyens navn “Den Usikre og Megalomane Landsby, hvor megalomani jo betyder en psykisk tilstand, hvor man har vrangforestillinger om at man er mere betydningsfuld og har større evner end man i virkeligheden har. En slags storhedsvanvid, er så genialt tænkt til hele det univers, romanen udspiller sig i. Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Intet er tilfældigt. Jeg har ikke læst noget lignende. Det tætteste jeg kommer, er Kaspar Colling Nielsens “Det Europæiske Forår” som jeg valgte at opgive, da jeg var halvvejs. Ida Marie Hedes værk tåler ingen sammenligning. Det er ikke blot en læseoplevelse. Det føles som litterær installationskunst. Som læser er jeg trådt ind i et rum, hvor kunstneren, her Ida Marie Hede, forfører med ord og billeder om nærværende og vedkommende problematikker. Jeg uddeler ikke stjerner i mine anmeldelser, men “Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer” burde lamineres i stjernefolie og overdrysses med priser, for det er i sandhed et unikt værk. Bogen udkom 8. oktober 2020. Tak til Ida Marie Hede for anmeldereksemplar og hjemmelavet bogmærke.

Ida Marie Hede har tidligere bl.a. udgivet den anmelderroste “Bedårende” som blev nomineret til Kritikerprisen i 2017

Billedet er fra Forlaget Basilisk taget af Tine Bek

Anmeldelse af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis.

Titel: “I Guds rige” Forfatter: Anne-Grethe Bjarup Riis. Sider: 373. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Ovenstående citat fra “Den etiske fordring” af Løgstrup fra 1956 har fuldt mig igennem læsningen af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis, idet bogen, som er baseret på virkelige oplevelser, handler om menneskelige relationer, om liv og død, om skyld og svigt.

Anne- Grethes otteårige søn Gilbert bliver alvorligt syg med leukæmi og det forandrer alt. Pludselig står Anne-Grethe og hendes familie i en situation, hvor sygehuslivet med medicinhåndtering, smerter, angst og utilstrækkelighed skal gå hånd i hånd med det liv, der stadig fortsætter udenfor sygehuset. Det er umenneskelige vilkår familien er oppe mod, og alligevel findes der styrke og håb frem i mørket. Dagenes kvalitet varierer i takt med sygehuspersonalet professionalitet eller mangel på samme. Anne-Grethe og hendes mand Bo skiftes til at være på sygehuset hos Gilbert og i hjemmet hos datteren Yrsa, men mens Anne-Grethe har sat sit arbejdsliv på stand-by, arbejder Bo stadigvæk. Det meget lange sygdomsforløb tærer på kræfterne og på forholdet mellem Anne-Grethe og Bo og oveni dette glimrer Anne-Grethes familie ved deres fravær. Et fravær, der sammen med de mange udfordringer på sygehuset, får Anne-Grethe til at tænke tilbage på sin egen barndom og sin mors barndom, som begge har været fyldt med svigt.

Der er således tre spor i bogen. Et nutidsspor, hvor formen nærmest har karakter af dagbog, hvori jeg-fortælleren Anne-Grethe fortæller om hverdagen med Gilberts sygdom, og om dagene på og udenfor sygehuset. Et datidsspor, hvor Anne-Grethe ligeledes er jeg-fortæller og hvor hun tager læseren med tilbage til barndommen i Søby i 70’ernes Midtjylland. Og endnu et datidsspor, hvor en alvidende fortæller om Anne-Grethes mor Grethe. Jeg skulle lige vænne mig til de forskellige skift i bogen. Jeg havde ikke lyst til at slippe Gilberts situation på sygehuset, for så at skulle tilbage til Anne-Grethes barndom, og endnu sværere var det med Grethes barndom, men jo længere jeg kom ind i romanen, jo mere rigtigt føltes det med tidsrejserne, for præcist som Anne-Grethe søgte jeg også en forklaring på fraværet af henholdsvis hendes mor og hendes søster, mens Gilbert svæver mellem liv og død. Det er således ikke kun en roman om alvorlig sygdom, men også om børne- og teenageliv i Jylland præget af svigt og med veninder, man vil gøre alt for at få anerkendelse fra, når man nu ikke modtager anerkendelse i eget hjem. Gud er med i romanen, og Anne-Grethe har fortalt i et interview, at da det ikke lykkedes at række UD efter venner og familie i deres svære livssituation rakte hun OP mod Gud. Der er således mange bønner med. Titlen på bogen slår også temaet med liv og død an, og allerede i starten af romanen får man som læser at vide, at Anne-Grethe havde haft en storesøster, de kaldte Marianne, men at hun døde blot syv timer gammel, og at hun ikke kunne blive begravet, fordi hun ikke nåede at blive dødt, og dermed kunne hun ikke komme i Guds rige.

Det har været en særlig oplevelse at læse bogen af flere grunde. For det første fordi jeg selv er mor til et barn med kronisk sygdom, og derfor kender alt for godt til sygehusindlæggelser, operationer, smertedækning, urinkolber og medicinhåndtering og ikke mindst den svingende kvalitet i professionaliteten hos sygehuspersonalet. Det ramte mig, at Anne-Grethe Bjarup Riis i den grad formår at sætte ord på netop dette som et uomtvisteligt fakta. Der er intet overdrevet eller utroværdigt i de barske scener. Dernæst har jeg qua min uddannelse og mit tidligere arbejde som underviser sendt mange nyuddannede ud i den pædagogiske praksis, og trods masser af teori og praktikforløb, har jeg altid sendt dem afsted med Løgstrups ord, som jeg nævnte i indledningen. Det er i mødet med andre, at vi kan få folk til at blomstre eller visne. Anne-Grethe Bjarup Riis’ bog “I Guds rige” kan læses af alle, men den burde være obligatorisk læsning på uddannelser, hvor relationer mellem mennesker er af så afgørende betydning. Skønlitteraturen kan netop noget, som faglitteraturen ikke kan. Den kan røre ved vores følelser og den kan vække vores empati, fordi vi deler smerten med karaktererne i fortællingerne. Det er ikke nyt at læse skønlitteratur på uddannelser, der beskæftiger sig med omsorg og pleje og ikke mindst behandling af patienter. Siden 2016 har det været obligatorisk for medicinstuderende på Syddansk Universitet at læse skønlitteratur. Ideen er relativt simpel: Ved læsning af skønlitteratur kan man skærpe sin evne til at lytte til og indleve sig i patienten. Men først og fremmest er det en meget velskrevet roman, der kan læses af alle. Bogen får mine varmeste anbefalinger.

Bogen udkom den 27. august 2020.

Anmeldelse af “Nostalgi” af Mikkel Guldager

Titel: “Nostalgi” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 124. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie? Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindsyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens vi alle subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”

Mikkel Guldager har med “Nostalgi” ønsket at skrive en samfundskritisk fortælling om hjemløshed og samfundssvigt baseret på virkelige hændelser, som filtreres gennem jeg-fortælleren og vennen Krølle. Gennem dialoger med Krølle og miljøet af hjemløse på den lokale plads skildres den drikfældige og til tider udadreagerende Leon, til hvem bogen er tilegnet. Leon har i årevis kæmpet for at komme på ret fod, efter han har mistet sin lejlighed til kreditorer og pantefogeden, men det er svært for ham. Han hænger ud med “slænget” som sin faste omgangskreds, men det holder heller ikke i længden, og Leon ender ud med at bo i en campingvogn i Dragør. I romanen får man som læser hints om svigt fra samfundets side helt tilbage i Leons barndom, som er alt andet end tryg og omsorgsfuld, hvilket er med til at give en forståelse for den mistillid, han nærer til “systemet”

Mikkel Guldager har selv været i det miljø, han beskriver, og han har valgt at lave denne fortælling om hjemløshed ved at fortælle Leons historie. Leon og Krølle er således ikke fiktive karakterer. De øvrige karakterer er i følge Mikkel Guldager en “broget potpourri” som er sammensat af forskellige virkelige personer fra forskellige steder i landet. Miljøet er ligeledes fiktivt men baseret på virkelige hændelser. Man kan ikke tale om, at det er en autobiografisk fortælling, idet fortællingen og bogen er tiltænkt Leon, og Krølles karakter er også meget neutralt fremstillet i fortællingen. Han er den, som lytter til Leon, og som spørger ind for at få fortællingen frem. I epilogen fremgår det, at Leon har været med til at redigere bogen, omend ikke i fuldt omfang, men i et omfang han kunne klare i forhold til sine læsevanskeligheder. I det hele taget er der meget information om bogens tilblivelse i epilogen, og at det har været Leons ønske med bogen, at få formidlet sine frustrationer omkring det danske velfærdssystem.

Fortællingen er virkelig god og nærværende, og sproget er levende som uddraget først i indlægget også viser. Relationerne og konflikterne i “Slænget” er ligeledes utrolig godt beskrevet, hvilket jeg godt tør skrive trods min manglende erfaring i miljøet. Det samfundskritiske ligger som en svag undertone hele vejen igennem, og som læser kunne det være interessant at få nogle af de svigtende instanser og personer skrevet mere ind i fortællingen eksempelvis socialrådgiverne, lægerne og mentorerne. Men da fortælingen er Leons er det imidlertid troværdigt, at der ikke fortælles mere, da det at skulle gengive brevveksling og møder med de ovennævnte instanser med deres fagsprog kan være svært for langt de fleste, og ikke mindst hvis man som Leon også ofte er påvirket af alkohol og hash. Og som han også siger i uddraget “Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie?” Og det har Mikkel Guldager så gjort med “Nostalgi”.

Bogens smukke cover med maleriet af Leon er lavet af Casper Zen Pedersen. Bogen udkommer i dag 10. oktober.

Mikkel Guldager har tidligere på året udgivet romanen “Yatzy” en personlig beretning om at det at leve med et maniodepressivt/bipolart sind.

Billedet er fra forfatteren.

Anmeldelse af “Margrete I” af Anne Lise Marstrand Jørgensen.

Titel: “Margrete I” Forfatter: Anne Lise Marstrand Jørgensen. Sider: 598. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Du er kun nitten år”, siger han og smiler, så hun er ved at eksplodere, “da jeg var på din alder, troede jeg også, man kunne skyde genvej til freden og magten. At det var de andre, der var blinde og dumme, når de ikke kunne se, hvor storslåede mine løsninger på alle vanskeligheder var.” “Sådan tænker jeg ikke,” siger Margrete og rejser sig. Kjolen rasler blødt, ansigtet brænder, “men jeg er heller ikke konge. Jeg er en mor, der ønsker det bedste for min søn, jeg er Håkons hustru, der ønsker det bedste for Norge og Sverige, jeg er din datter, som ønsker det bedste for Danmark. Jeg er et menneske, der ikke bryder sig om at se andre mennesker lide nød, og som ønsker at leve i fredelige og fremgangsrige tider”

“Margrete I” er en historisk roman, et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Margrete er datter af kongen Valdemar Atterdag. Som 10 årig mister hun sin storebror, som var den naturlige tronfølger. For at få det politiske spil til at gå op bliver Margrete giftet bort til den 13 år ældre norske konge Håkon, og det forventes, at en ny tronarving skal fødes hurtigst muligt, så rigerne knyttes tættere sammen. Når Valdemar dør har han udset sig Margretes kommende søn som tronarving. Man følger Margrete fra hun som 10 årig oplever stor sorg, da hendes storebror dør, og den ensomhed, der derefter følger i takt med faderens fravær på grund af kongelige forpligtelser. Da hun bliver gift er hun stadig kun et barn, og tjenestepigen Kerstin sendes derfor med Margrete til Norge. Kerstin er omgivet af mystik, og relationen mellem Margrete og Kerstin er ofte anspændt. Som teenager forventes det, at Margrete leverer en tronarving, men en særlig aftale mellem Håkon og Margrete gør, at det trækker ud, og hun møder en mur af forundring og bekymring. Men Oluf bliver født og dermed en tronarving. Margrete oplever en ubeskrivelig kærlighed til sin søn, som hun tildeler ham sammen med en opdragelse, der skal gøre ham til konge. Trods interne stridigheder og truslen om krig udefra lykkes det Margrete at få valgt sin femårige søn til Konge af Danmark, da Valdemar dør. Hun regerer på hans vegne og har en tydelig drøm om fremtiden. Norden skal samles til ét rige, og hun skal stå i spidsen. Håkon inddrager Margrete i sit virke som konge for Norge og i sine beslutninger. Han dør, mens Oluf kun er et lille barn. Oluf bliver konge af Norge også, men Margrete bliver formynder med fuldmagt til at tage sig af politiske anliggender. Oluf bliver syg og dør, og som formynder er det Margretes ansvar at udpege en ny tronfølger. Hun vælger sin søsters datters søn, som hedder Bugislav, som også er søn af en pommersk hertug. Hans navn bliver dog hurtigt ændret til det mere passende Erik. Da han ligeledes kun er et barn, fortsætter Margrete sit formynderskab og sine kongelige forpligtelser. Sverige gør oprør mod deres konge, Albrecht af Mecklenburg. Margrete støtter dem mod til gengæld at blive antaget til svensk rigsstyrer på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger. Margrete samler således Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen, og hun får væsentlig indflydelse i det politiske liv.

Anne Lise Marstrand Jørgensen forener med “Margrete I” Danmarkshistorie med et psykologisk drama. Den er så mesterligt skrevet, og sjældent har jeg været så opslugt af en historisk fortælling. Følelsesmæssig intensitet går hånd i hånd med storpolitik, og sideløbende gennem hele fortællingen er der en guddommelighed og en overtro, som er beskrevet på smukkeste vis, så man ser billederne helt tydeligt for sig af naturen. Selvom vi er helt tilbage i 1300 tallet rent historisk er sproget nutidigt i romanen, men et meget smukt og billedligt sprog. Romanen handler om magt, om køn, om kærlighed og hvis du kun skal læse én bog dette efterår vil jeg anbefale dig at læse “Margrete I” Den er intet mindre end storslået og fuldkommen fantastisk.

Bogen udkom 25. september 2020.

Anmeldelse af “Alias Anneke” af Louise Roholte

Titel: “Alias Anneke” Forfatter: Louise Roholte. Sider: 258. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Jeg ved godt, at det er svært for dig at tro på, men jeg er glad, som det er” svarer Anneke behersket. “Nu er det jo så heldigt, at vi lever i en tid, hvor kvinder bor alene, og det er så smart, at vi kan betale os fra de ting, som en mand typisk tager sin af.” “Mener du…” siger moren og dæmper stemmen. “Prostitution?” “Nej, jeg mener ting som at få skiftet til vinterdæk, bygget en garage og den slags,” udbryder Anneke. “Christ, mor!”

Louise Roholtes “Alias Anneke” handler om Anneke, som er sidst i 30’erne, single, forfatter, frivilligt barnløs og modvillig katteejer. Det er svært for hendes omgivelser at acceptere den måde, hun har valgt at leve sit liv. Hun kæmper mod alverdens fordomme og gode råd og føler ikke hun har et “helle” før en ny nabo kommer til at gøre en forskel i hendes liv, men indtil da må hun gå grueligt meget igennem. Vi møder bl.a. katten Bobcat, ex’en David, søsteren og bloggeren Marie og hendes børn samt hele hendes mødregruppe, naboen Jimmi, der har et crush på Anneke, pornokongen og hans kone, Annekes forældre, daten René og nyeste nabo Esben.

Hvis du er til “Bridget Jones’ dagbog” eller “Nynnes dagbog” vil du måske være i målgruppe til denne roman. Den hører til i chick-lit genren, hvor hovedpersonen ofte er en barnløs singlekvinde, der ikke fremstilles som den skarpeste kniv i skuffen og som altid er udfordret i forhold til mænd og nærmeste familie altid pakket ind i humor. Således også i “Alias Anneke” Sproget er let læseligt og kapitlerne korte. Jeg havde det lidt svært med bogen til trods for, at jeg faktisk godt kan lide at grine mig gennem en god chick-lit roman ind i mellem. Karakterene er lidt for karikerede, selvom Louise Roholte i den grad har fat i sjove elementer fra blogger- og datingverdenen. Der er virkelig sjove passager i bogen, men det virker lidt anstrengt, når humoren forsøges presset ned over alt det skrevne. På denne måde drukner det virkeligt sjove mellem det knap så sjove og til tider næsten platte indhold. Det er synd, for bogen har et fint budskab om kærlighed, hvor svært det er at indgå i relationer, og hvor vigtigt det er at man anerkendes af sine nærmeste. Og den har en meget fin slutning, hvor det netop opsummeres.

Louise Roholte har skrevet flere bøger for børn og unge. “Alias Anneke” er hendes første bog til den voksne målgruppe.

Bogen udkommer i dag 25. september 2020

Anmeldelse af “Der danser en virus” af Jesper Wung-Sung.

Titel: “Der danser en virus” Forfatter: Jesper Wung-Sung. Sider: 21. Forlag: FUGL. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

Der danser en virus mellem

dig

og

mig

med trin der fortæller

Sådan indledes Jesper Wung-Sungs fine fine digt, og der forsættes med, hvad trinene præcis fortæller om den stadig uvirkelige situation, vi befinder os i med en verdensomspændende pandemi, der har medført, at nærhed med netop vores nærmeste er blevet en udfordring. Der danses i tomme kantiner, i åbne kontorer og benene smækkes op på chefens bord. Trinene fortæller om tomme butikker, fodboldbaner, barer og hoteller og så er der lige en reminder til os læsere om at værdsætte livet og huske at danse med hinanden.

Det er virus’en der danser og iagttager i digtet, og det er interessant, idet vi er vant til at høre fra Statsminister Mette Frederiksen på pressemøder, at vi skal danse med virussen. Jesper Wung-Sung leger her med netop det at danse men med virus som hovedperson og os læsere som hovedkarakterer. Et spændende greb, idet hovedpersonen er den der fylder mest i en fortælling, mens hovedkarakteren er den, som udvikler sig. Jesper Wung-Sung sender os dermed et budskab om, at vi som læsere – som hovedkaraktere bør drage lære af hele denne coronasituation. Af alt det, som sker omkring os og med os.

Digtet er ledsaget af smukke papirklip fra H. C. Andersen. Papirklip, der har et drilsk udtryk, et djævelsk udtryk og noget fint over sig på samme tid. Der gemmer sig en uhyggelig global virkelighed i den smukke poesi, og på blot 21 sider mærker man historiens vingesus. Vi står midt i det lige nu. Det er svært. Jesper Wung-Sung har begået en smuk poetisk fortælling. Han fortæller selv, at bogen er født som et litterært kram, og dermed en bog man får lyst til at forære til alle, man savner og som man har lyst til at være tæt med, men som er udsat på ubestemt tid. Dermed indskriver han sig i den litteratur, som har beskæftiget sig med corona pandemien, og dermed ind i litteraturhistorien. Jesper Wung-Sung har en lang forfatterkarriere bag sig, og har skrevet bøger til børn, unge og voksne og han har modtaget flere flotte priser for sit forfatterskab. Et af hans meget kendte værker er “En anden gren”

“Der danser en virus” udkom 22. september.