Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

Anmeldelse af “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen.

Titel: “Øvelser i afsked” Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 352. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens forlag.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige britiske stedsøn Ralph pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og med en genkendelig verden.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i afsked”om sorgens og isolationens landskab, og inddrager litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen.

Bogen er opdelt i fem dele. Den første del “For tæt på solen“er den mest personlige. Her beskæftiger han sig med chokket over stedsønnen pludselige død, som sker, mens han selv forelæser på et universitet i Californien. Han beskriver med stor kærlighed sin stedsøn, som var aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, men også hvordan han selv mister evnen til at læse og koncentrere sig i tiden efter Ralphs død. Sorg er det gennemgående tema i den første del og der skues mere indad end udad fra forfatterens side.

I anden del “Generation C” (coronagenerationen) beskriver Carsten Jensens studerende i syv essays den bristede amerikanske drøm. Her ses synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse der får mange til at miste håbet i USA. Trump karakteriseres som demokratiets opløser.

I tredje del “En indespærrets tanker“, der har fokus på selve isolationen, tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Her vrimler det med intertekstualitet, og det kan være svært at følge med i de mange henvisninger.

Fjerde del “Coronakrøniken” er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. Det er enormt interessant at læse Carstens Jensens betragtninger netop nu, hvor 2. bølge af pandemien raser og Danmark endnu engang er nedlukket. Særligt interessant er de politiske betragtninger, som ikke ligger skjul på en foragt for politik drevet af økonomiske interesser. Kapitalismen får en over nakken. Mette Frederiksen fremhæves som en stærk leder under pandemiens første bølge, og han leger med tanken om at lade tidligere statsministre stå ved roret i stedet for Mette Frederiksen. Til gengæld får hun hug for sin tilgang til klimaet og til integration. Her emmer det skrevne af liv og passion fra forfatteren, og der er plads til humor. Klimakrisen og mangel på handling er et væsentligt tema her, set i lyset af, at vi som mennesker har vist os at være i stand til store omstillinger og at tage fælles ansvar i forhold til coronakrisen.

Den sidste del “Vi skal ud og lege med enhjørningerne” er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien ses som en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er skrevet som et minde om og en hyldest til stedsønnen Ralph og et opråb om at tage ansvar for klodens overlevelse. Den udkom 23. november 2020.

Foto: Liz Jensen

Anmeldelse af “Min Kristin” af Maria Helleberg.

Titel: “Min Kristin” Forfatter: Maria Helleberg. Sider: 861. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hun sad her og udfyldte den rolle, hendes mand havde skabt til Rigsforstanderens hustru. Vor kære fyrstinde, som byrådet i Stockholm kaldte hende. De havde set hende sidde og amme under møderne. De så hende som mor og hustru, og hun lignede deres egne koner. Hun bemærkede alt det, Sten ikke ænsede, fordi han altid var aktiv. Han handlede, mens hun vurderede. Det var jo hendes eneste mulighed under disse lange møder, hvor hun var den eneste kvinde i forsamlingen

Kristin er sytten år, da hun bliver gift med Sveriges kommende rigsforstander, Sten Sture. Tiden er præget af politisk uro – unionen mod Danmark vakler. Da Sten mister livet i et sammenstød med den danske hær, overtager Kristin hans kampe. Gravid og uden krigserfaring leder hun, fra tårnet på Stockholm Slot, slaget mod den danske konge “Min Kristin” er en stærk historisk roman om storpolitik, kærlighed, begær, fødsler, forræderi og mord i 1500 tallet.

Jeg har været i selskab med romanen i hele december måned, og Kristin har nærmest boet inden i mig. Jeg har følt med hende i de mange mange stærke scener, der er i bogen. Flere gange har jeg taget mig selv i at sidde med alle muskler spændt i kroppen og med hvide knoer, forbi jeg har kunnet føle alt, det skete. Jeg har siddet med krydsede fingre for begivenheder, som bare måtte gå godt. Maria Helleberg skriver fantastisk livagtigt og indlevende om børnefødsler, om død, om elskov, om savn, sorg, om magt og misbrug af denne og om kærlighed. En sjov iagttagelse, jeg har gjort mig gennem hele læsningen, er at der er utrolig mange “kønne og velduftende” mænd med i romanen. Stort set de fleste “gode” mænd beskrives sådan, hvilket forekommer en anelse for utroværdigt, men omvendt lider Kristina også i sådan en grad, at hun fortjener alt det bedste omkring sig, og det kan forfatteren så give hende. Det er også med til at fortælle at trods krig og elendighed så lever passionen mellem mænd og kvinder stadig. Der er et stort persongalleri og meget storpolitik med i romanen. Maria Helleberg har ikke været fedtet med at dele ud af sin research i sin historie. Det gør desværre, at romanen efter min opfattelse bliver for lang og for tung. Jeg er således splittet i to i forhold til min samlede læseoplevelse. På den ene side en fuldstændig fantastisk roman skrevet ualmindeligt godt og på den anden side ville jeg ønske, at indholdet var kortet lidt ned, da der kan være en risiko for at miste læseren undervejs.

Maria Helleberg har med “Min Kristin” afsluttet sin reformationstrilogi. De to andre værker er “Stormene” fra 2017 og “Sommerfugl” fra 2018.

Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse af “I mangel af alting” af Carsten Dahl.

Titel: “I mangel af alting” Forfatter: Carsten Dahl. Sider: 59. Forlag: Forlaget Fly. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Carsten Dahl og Maiken Ellegaard Madsen.

Når jeg ser på nøgne træer så ser jeg mest baggrunden den dunkle grå vinterhimmel med dens utydelige formationer så tænker jeg: Sådan føler vi mennesker os ofte når vi opdager at vi glemte os selv i et forsøg på at vokse ind i himlen.

Sådan lyder et af digtene af Carsten Dahl fra digtsamlingen “I mangel af alting” som indeholder et udvalg af digte skrevet fra 1982 og frem til i dag. Digtene kredser blandt andet om angst, tab og kærlighed. I digtene sættes der ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset.

Jeg sidder i skumringen og skriver denne anmeldelse. I tiden mellem lys og mørke, det passer godt til digtsamlingen. Der hvor der skulle have været kærlighed har der været svigt. Svigt der har gjort noget ved et menneske. Sorg, skyld, angst, mangel på troen på sig selv, tanker om selvmord omsat i smuk gribende poesi som i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Nogle dage tænker jeg jeg må hjem til Faderen i himlen hjem til Gud op ad Jakobsstigen jeg hører ikke til her. På min gravsten skal der stå: “Jeg har ikke råd til at være her”

Der er flere referencer til Gud og tro og ikke mindst til håbet. Særlig digtet, der er udformet som en bøn rørte mig meget:

Lysets mester, du som befæster alt det skabte i denne verden giv mig inderlighed og klogskab nok til at bære uskyldens drik fra dit bundløse bæger.

Hjælp mig til at forstå og mærke at der er mening med min ubærlige smerte vis mig lyset fra din uudslukkelige ånd og lad mit virke bæres frem af din hånd.

Giv mig troen tilbage på det simple og smukke lad den fine blomst i mig oplukke så jeg hver dag ser din mening med livet og aldrig tager denne indsigt for givet.

Dette digt er skrevet på rim, og det er mange af digtene. Jeg får associationer til Tove Ditlevsens digte og til Barndommens Gade med de samme genkendelige temaer og den samme rytme i digtene. Det er ubeskrivelig god og stærk poesi, som præcis som Tove Ditlevsens digte er let tilgængelige rent sprogligt, smukke og fyldt med nærvær. Men også digte fyldt med smerte, svigt og overgreb, så man også får associationer til Yahya Hassans digte. Men Carstens Dahls digte er helt hans egne. De er også fyldt med blomster, sommerfugle og fugle, der symboliserer det frie, det naturlige. Det er en meget smuk poetisk oplevelse.

Smerte kommer ofte til udtryk gennem kunsten. Det er ikke et nyt psykologisk fænomen. Carsten Dahl udtrykker det således i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Jeg er ingenting mere andet end det tomme hylster der sidder fast i det spindelvæv min mor spandt så jeg helt forsvandt. Suget ud, tygget, sunket og fordøjet nu gemt bag en kunstners beskyttende kappe med store lommer og dybt forløjet.

Der skrives mange autobiografiske romaner om svigt i opvæksten. Jeg har læst for få digte til at vide, hvor meget det fylder i digterkunsten. Jeg kan heller ikke udtale mig, om denne digtsamling er autobiografisk, da jeg ikke kender forfatterens baggrund, dog er der et stærkt digter-jeg bag ordene i digtsamlingen. Forsidebilledet er et selvportræt af Carsten Dahl, hvilket også kunne pege på det autobiografiske. Mit ærinde er at dele min læseoplevelse, og den er mere end positiv. Jeg er blevet rørt følelsesmæssigt og beriget poetisk og litterært. “I mangel af alting får mine varmeste anbefalinger”

Forfatter Carsten Dahl (f. 1967) er jazzpianist, billedkunstner og digter. “I mangel af alting” er han debut. Digtsamlingen udkom 23. september 2020.

Foto: Kasper Kristoffersen

Anmeldelse af “Den danske sang” af Philip Faber i samarbejde med Rikke Hyldgaard.

Titel: “Den danske sang” Forfattere: Philip Faber & Rikke Hyldgaard. Sider: 328. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

At få lov til at anmelde denne bog har været stort for mig. Philip Faber er nok den mand, jeg har tilbragt mest tid sammen med i 2020 – altså bag skærmen. I marts måned lukkede Danmark ned for at mindske spredningen af covid-19. Størstedelen af befolkningen skulle pludselig opholde sig i eget hjem, inklusiv undertegnede og en søn i risikogruppe. Den 16. marts om morgenen var der fællessang på DR1 med Philip Faber. Et tiltag sat i værk med henblik på at styrke fællesskabet i landet i en svær tid. Jeg kendte godt Philip Faber fra andre musikalske udsendelser, men jeg kendte ham ikke godt. Jeg havde heller ikke sunget siden jeg var på højskole i sommeren 2019, men den 16. marts sad jeg klar med højskolesangbogen og en stemme. Det blev til mange morgener. Hver eneste morgen frem mod Sankt Hans sang jeg, og da fællessangen blev udvidet med en aften udgave om fredagen, sang jeg også med der. Det var en gave at få præsenteret så mange sange. Mange kendte jeg, men ligeså mange var nye, og særligt tonefilmssangene blev jeg opmærksom på. Når jeg ikke sang, lyttede jeg til playlisten “Morgensang (DR1) by Philip Faber på Spotify. Det kom bag på mig, at jeg var så glad for sangene og for at synge. Jeg har altid været glad for musik, men jeg har ikke fået sang ind med modermælken. Jeg kunne sikkert også have sunget mere sammen med mine egne nu voksne børn, og kunne jeg gøre noget om skulle det være, at have introduceret dem for den “sangdannelse” Philip Faber beskriver på formidabel vis i bogen.

I sangen kan vi samtidig tage ord i munden, som vi normalt ikke ville bruge, og den bliver således en genvej til at erklære sin kærlighed, dvæle ved en sorg eller takke andre. Når vi synger sammen, deler vi store ord, med dem vi elsker. Ord, som vi måske aldrig ville gå og sige højt til hinanden, men som er vigtige.

“Den danske sang” er skrevet med en stor kærlighed til den danske sangskat. Philip Faber kombinerer musik- og sanghistorie med personlige anekdoter helt tilbage fra sin barndom og frem til i dag. Det er igennem forskellige danske sange, at man som læser bliver ført igennem fortællingerne, igennem hvordan melodi og tekst spiller sammen, hvordan dur og mol bruges bevidst sammen med bestemte ord for at skabe stemninger. Sangenes betydning for køn og kultur. Vi synger om årstiderne. Vi synger til fødselsdage, til bryllupper, barnedåb og begravelse. Vi synger fodboldsange. Vi synger lejlighedssange. Vi synger nok i grunden mere end vi er bevidste om.

Modeluner og dagsordener kommer og går. Noget bliver slagtet i kulturlivet, nyt blomstrer op et andet sted af den rene og skære nødvendighed, der kendetegner kunsten, og den friskhed flytter os. Sangen – her forstået som det at synge – vil derimod aldrig ophøre med at være her

Philip Faber har sammen med Rikke Hyldgaard begået en bog fyldt med sangdannelse, og allervigtigst glæden ved sangen. Alle er inviteret og inkluderet i bogen. Sangen er for os alle. Alle de udvalgte sange, der danner ramme om fortællingerne er med i fuld tekst og med noder, så de kan synges og spilles. Sjældent har en bog ramt så bredt i forhold til målgruppe. Den kan og bør læses af alle, der vil det gode (sang)liv.

Bogen udkom den 24. november 2020.

Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse af “Velvet Morning” af Trine Bøhm

Titel: “Velvet Morning” Forfatter: Trine Bøhm. Sider: 398. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

I “Velvet Morning” er vi i London i 1995. Cool Britannia-bølgen skyller ind over England med London som kogepunkt for en endeløs række af koncerter, fester, druk og stoffer.

Hovedpersonen Silke er rejst til London fra et Danmark, hun finder alt for lille og forældre hun finder utålelige. Hun møder den dragende og temperamentsfulde Aida, der ikke lader sig tøjle af omverdenens krav og forventninger, og som gang på gang forsøger at overskride grænser. Sammen kaster de sig ud i en hæsblæsende jagt på eventyr alt i mens der er en hverdag, der også eksisterer. En hverdag med økonomiske udfordinger, komplicerede forhold og savn. Men mest af alt er det musikken, stofferne og venskabet mellem Silke og Aida der står stærkest i bogen. De går nærmest gennem ild og vand for hinanden uanset hvilken situation, de kaster sig ud i. Og de skiftes til at tage vare på hinanden. “Velvet Morning” er en bog om venskaber og om at finde sin identitet langt væk hjemmefra.

Musikken i bogen spiller en stor rolle for forfatteren, der har skabt en playliste på Spotify “Velvet Morning the book”, hvor man kan lytte til sangene i samme rækkefølge som de forekommer i bogen. Der er mange musikalske referencer i bogen, og der var jeg udfordret. Jeg kendte flere af numrene men ikke alle. Playlisten var en hjælp hertil. Indrømmet har jeg hørt en del Blondie i mens jeg har læst bogen, så jeg blev også sendt down memory lane.

Sprogligt har Trine Bøhm arbejdet meget med sætningerne, og der er gjort meget ud af særligt karakter- og miljøbeskrivelser. Nogle forfattere arbejder på at forenkle deres sætninger, mens jeg oplever det modsatte her. Forfatteren har gerne villet forkæle sine læsere med et nuanceret sprog. For mit vedkommende bliver det lige i overkanten. Der kunne godt være sparet på nogle af adjektiverne. Bogen er på ca. 400 sider, og jeg savnede et bredere samfundsmæssigt perspektiv på Cool Britannia bølgen, som jo er rammen for fortællingen. Men Trine Bøhm har skrevet en coming of age-roman med karakterer, man som “voksen” ind i mellem får lyst til at tage i hånden eller give et knus midt i deres hæsblæsende hverdag med druk, stoffer og fester.

Min samlede læseoplevelse er desværre ikke så positiv. Jeg synes 400 sider med venindesnak, druk, stoffer, fester og fyre bliver for ensformigt. Jeg savnede et større samfundsmæssigt perspektiv i så epokegørende en tid, som bogen omhandler. Ligeledes et større refleksivt niveau. Bogen forbliver på et beskrivende niveau.

“Velvet Morning” er Trine Bøhms debutroman og den udkom den 11. november 2020.

Anmeldelse af antologien “Coronamonologerne”

Titel: Coronamonologerne. Forfattere: Christina Hagen, Thomas Korsgaard, Madame Nielsen, Kristina Stolz, Anna Bro, Pia Juul, Tomas Lagermand Lundme, Tine Høeg, Naiha Khiljee, Jokum Rohde, Bisse, Jenny Lund Madsen, Louise Alenius og Suzanne Brøgger. Sider: 121. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Coronamonologerne” er en antologi, der samler teksterne bag Teater Republiques digitale teaterforestilling, som blev opført online, da Danmark lukkede ned i foråret 2020. Det er et usædvanligt værk, og jeg vil starte med at gengive udpluk fra forordet skrevet af teaterdirektør Emmet Feigenberg:

Da COVID-19 ramte os i marts 2020, blev vi brat skubbet ud i en ny virkelighed. Der var akut brug for spejlet. Men teatrene var som så meget andet i samfundet lukket ned på ubestemt tid. Spejlet var dækket til

I en blanding af entusiasme og forskrækkelse blev “Coronamonolgerne” født

Denne bog markerer overgangen fra det liv “Corononamonologerne” fik i Teater Republiques utraditionelle teatertilbud på diverse digitale platforme i foråret 2020 til et nyt liv som individuelle læseoplevelser i tiden fremover

Glæd dig til deres korte, men dybe blik ind i fjorten forskellige universer som hver især er gennemsyret af en særlig nerve, en sårbarhed der bliver til ømhed eller brutalitet, længsel eller selvironi, rædsel eller diabolsk humor

Jeg blev mere end begejstret, da jeg hørte, at “Coronamonologerne” ville udkomme i bogform, for jeg sad klistret til skærmen, da de blev vist online i foråret. I en tid med isolation. I en tid med fælles angst for det ukendte. Dødsangst for nogle. I en tid, hvor der opstod en slags fællesskab – hver for sig. Sammen – hver for sig. En tid med fællessang. En tid med naturen som sikker udfoldelsesramme. En tid med savn og en tid uden kram og kropslig kontakt. Alt dette greb forfatterne og omsatte det til monologer med dyb alvor, smukke ord men også med humor. Det virkede stærkt “på scenen” som i dette tilfælde var monologer opført i selvvalgte omgivelser og optaget på mobiltelefoner af de pågældende skuespillere, der havde fået til opgave at fremføre monologerne. Redigeret af teatrets folk efterfølgende og vist online. Det virkede stærkt.

Bogen virker endnu stærkere. Det er som om, at tiden er fastfrosset på papir. At nedlukningen med alle dens følelser og frustrationer står enormt stærk på tryk. Og så er det ganske særligt at læse den nu, hvor vi jo stadig står midt i pandemien, men hvor vores fællesskabsfølelse måske ikke er helt den samme. Bilerne er tilbage på vejene, butikkerne er åbne, restriktionerne skifter fra tid til anden.

Jeg startede med et udpluk af forordet og vil slutte på samme vis:

De fjorten coronamonologer er en dokumentation og signalement af tiden med nedlukningen. De er vidt forskellige, men alligevel tæt forbundne, og tilsammen står de som en antologi over en tid, som vi på én gang vil få svært ved at huske præcis og aldrig vil glemme

“Coronamonologerne” udkommer i dag 26. november og jeg vil anbefale dette værk til alle, da det udover at være exceptionel god litteratur også er et stykke historie, der er sket for meget kort tid siden, og som stadig præger vores hverdag.

Anmeldelse af “Rampen” af Jesper Stein

Titel: “Rampen” Forfatter: Jesper Stein. Sider: 416. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Jeg har alle dage været utilpas ved at være alene, jeg har drukket på ensomhed. Nu er jeg ædru. Børnene er lige taget afsted efter at have været her i fire dage, og jeg går rundt i stuerne og leder efter mit nye liv. Jeg kan ikke finde det. Jeg kan ikke finde noget. Jeg tænker på min mor. Mærkede hun det samme? Årenes tyngde? Kærlighedens usynlige kit, som med et slag er borte, smuldret, alt det givne, det, der bare er liv, som at trække vejret igen og igen uden at tænke over det, madpakker, der skal smøres, børn, der skal trøstes, godnatsange, der skal synges, aftensmad, der skal spises, og vi har faste pladser ved bordet, vi har faste pladser i livet…”

I “Rampen” forlader litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen efter 29 års ægteskab sin kone, da han har forelsket sig i en af sine elever – den unge Gitte. I hjemmet på Rampen, som er adressen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet, og som udvikler en mere og mere grænseoverskridende adfærd i forhold til sin søn. Jesper kommer i klemme mellem forældrene. Han lever et dobbeltliv, hvor han udadtil er den fest- og pigeglade dødspilot, mens han indadtil er sjælesørger for sin grænseoverskridende mor. Skilsmissen forandrer familiens liv radikalt, og sætter sit præg på dem alle i årtier efter. Helt frem til forældrenes død.

Jesper Stein har begået en yderst velskrevet selvbiografisk roman fyldt med smerte. En smerte vi som læsere præsenteres for allerede, da Jesper som helt lille bliver adskilt i to uger fra sin mor, da han skal opereres for ganespalte. Adskillelsen er brutal, og i årene efter udvikler Jesper angst i forhold til at sove og i forhold til sygdom. Han får minimale sproglige udfordringer på grund af sin ganespalte, men alligevel nok til at han sendes til taleundervisning i folkeskolen. Han mobbes og han mobber selv, bliver venner med drengene fra “knallertkliken” I gymnasiet pjækker han og afleverer ikke sine opgaver, hvilket bestemt ikke huer hans litterære far. Jesper har en oplevelse af at være udenfor det litterære fællesskab hans far Finn har med hans bror Peter. Jesper finder ikke glæde ved litteraturen og ved det akademiske som sin bror. En aften sætter hans far sig ned og terper digtanalyse med ham på en måde, så Jesper for første gang føler sig tæt på sin fars passion “Jeg kender hans kærlighed til litteraturen, hans glæde ved ord, hans lidenskab for godt sprog, men jeg har aldrig været så tæt på den ild, der brænder i ham” En eftermiddag da Jesper går i 2.g møder han for første gang Gitte siddende i sofaen i hjemmet med sin far, og der ved Jesper, at hans far er hans mor utro. Skilsmissen sker nogle år senere, og herefter drages der ingen omsorg for Jesper. Tværtimod er rollerne byttet om, således Jesper må drage omsorg for en alkoholiseret grænseoverskridende mor i sorg og leve med en fraværende far, der er optaget af sit nye kærlighedsliv og sin litterære karriere. I sit voksenliv bliver dette et vilkår, som Jesper skal forholde sig til i sin egen karriere som journalist og senere forfatter og i sit familieliv. Skilsmisse kommer han selv til at opleve, og alkoholen bliver i en årrække også hans følgesvend, hvilket er beskrevet på smertelig elegant vis. Hans fars nye kærlighedsforhold er heller ikke uproblematisk, og det involverer ligeledes alkoholisme, hvorfor Jesper også må drage omsorg for sin far.

Det er som om rollerne mellem børn og forældre er byttet rundt og man får flere gange i romanen lyst til at skrige “ER DER EN VOKSEN TIL STEDE” Der er flere temaer på spil. Det at blive og være forældre. Forskelligheden mellem søskende. Psykisk robusthed. Kærligheden – den ægteskabelige og den passionerede. Den litterære passion og stræben efter denne. Fællesskabsfølelse. Svigt. Skilsmisse. Alkoholisme. Død.

Selvom skilsmissen er den faktor, der får det hele til at gå i opløsning i romanen, fylder skilsmissetemaet ikke væsentligt meget og vi hører intet om Jespers egen skilsmisse og om hvordan den har været, og det er en væsentlig pointe, tænker jeg. For forfatteren har, efter min overbevisning, ikke ønsket at problematisere det at blive skilt, men håndteringen af egne forældres skilsmisse og de svigt han har oplevet i forbindelse med denne. På bagsiden af bogens cover står følgende: “Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv” Efter endt læsning har jeg ingen fornemmelse, om Jesper Stein er nået dertil, da smerten er til at finde på de allersidste sider. Måske er det smerten, man skal forlige sig med. At den altid vil være der.

Bogen udkom 12. november og har rørt mig dybt. Det er en fortælling baseret på Jesper Steins oplevelser, og der er virkelige personer involveret i hans fortælling, og dermed personer, der skal forholde sig til det skrevne. Sådan er det med autobiografiske romaner. Og dette er en stærk en af slagsen.

Jesper Stein er kendt for sine seks kriminalromaner om Axel Steen. Han har vundet De Gyldne Laurbær i 2015 og Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi i 2019. Hans krimier er solgt til udgivelse i flere europæiske lande.

Anmeldelse af “Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen

Titel: “Kaptajnen og Ann Barbara” Forfatter: Ida Jessen. Sider: 501. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed. Vinden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Vinden tuder, ingen ved hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid”

“Kaptajnen og Ann Barbara” er en historisk roman om kampen om den uopdyrkede jyske hede i et drama om kærlighed, hævn og ondskab i midten af det 18. århundrede. Kaptajn Ludwig von Kahlen er udsendt af “Rentekammeret” datidens Finansministerieum. Ud over finanserne administrer det også vejvæsen, skov- og jagtvæsen, bygningsvæsen, statistik og meget andet, en overgang også landvæsenssager og toldvæsen. Kaptajnen får til opdrag at forsøge at opdyrke heden. Et landskab, der med sin natur ikke sådan lader sig betvinge, men kaptajnen er født ved landbruget, har læst indgående om hedeopdyrkning og så har han en jernvilje. Han fører logbog over naturen og sit arbejde alt i mens han kæmper med anerkendelse og respekt fra folk på heden. Ikke mindst fra den brutale godsejer til Hald, Schinkel, der mener, at han ejer heden. En glarmester opsøger kaptajnen for at søge arbejde. Med sig har han en hund og en lille pige Anmai Mus. Glarmesteren forsvinder med hunden og kaptajnen er overladt alene med pigen. Hun får lov til at passe får og hun bliver nærmest som en datter for kaptajnen. En sommerdag kommer der pludselig en gådefuld kvinde vandrende over heden. Ann Barbara. Hun flytter ind hos Kaptajnen og Anmai Mus for at arbejde i huset, og hun bliver hans allierede i kampen om at erobre heden.

Det er en intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed og fortabelse og den reneste ondskab. Ida Jessen skriver fabelagtigt godt. Jeg indlevede mig i historien på hver eneste side. Den er skrevet i nutid, hvilket gør, at man som læser føler, at tingene sker lige foran en. Naturbeskrivelserne af heden og ikke mindst vinden sender mig fluks til Johannes V. Jensens forfatterskab. Han kunne i den grad beskrive landskabet og naturen på heden. Det kan Ida Jessen også. Karaktererne kan man kun holde af- selv de onde. De er så godt beskrevet, og det er svært at lægge bogen og personerne fra sig. Ind i mellem fik jeg en snert af “Det lille hus på prærien” og en nybygger tilværelse, men der er absolut ingen romantik og småblomstrende kjoler med i romanen, men derimod beskrivelser af det at “holde hus” på den tid, hvor selvforsyning ikke var et moderne bæredygtigheds princip, men benhård nødvendighed. Romanen bygger på en række virkelige personer og hændelser i den første hedeopdyrknings tid, og den får min varmeste anbefaling. Det er perfekt læsning i det kommende vintermørke.

“Kaptajnen og Ann Barbara” udkom 22. oktober 2020.

Anmeldelse af “Dit livs handel” af Fredrik Backman.

Titel: “Dit livs handel” Forfatter: Fredrik Backman. Sider: 95. Forlag: People’sPress. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: People’sPress.

“Dette er en fortælling om prisen for at redde et liv. Hvis det ikke bare krævede, at du ofrede din fremtid, men også din historie. Ikke bare de steder, du er på vej hen, men også alle dine fodspor. Hvis det var det hele, hele dig, hvem ville du så give afkald på det for?”

Sådan lyder starten af forordet på en smuk og rørende fortælling om liv og død, om det at være menneske, at sætte spor efter sig, når man ikke længere er her, men måske mest af alt, om at være til stede i livet og være opmærksom på de valg, man træffer.

Historien foregår natten før juleaften, og hovedpersonen – en mand – gør status over sit liv. Han har gjort karriere, er blevet rig og succesfuld, men har givet afkald på sin familie. Nu er han blevet ramt af kræft og kan se, at han har begrænset tid tilbage at leve i. På hospitalet møder han en uhelbredelig kræftsyg lille pige, og hun gør stort indtryk på ham. Hun taler med sin tøjkanin om døden, mens den sidder på en stol, pigen har farvet rød med farvekridt. “Man må gerne tegne på møblerne, når man har kræft” Manden møder kvinden med ringbindet. Kvinden, hvis job det er at “hente og bringe” folk, der skal dø. Hun giver ham mulighed for at redde et andet menneskes liv, hvis han er villig til at give afkald på sit eget, sin historie. Hans eksistens bliver simpelthen “slettet” og der vil ikke være nogen spor af ham efter hans død. Denne mulighed for at gøre “sit livs handel” får manden til at reflektere over sit eget liv, og som først skrevet, at gøre status. Men hvis han skal ofre sit liv, for at redde et andet må han nødvendigvis dø, før at kræften tager livet af han, så også der må han træffe et valg.

Svenske Fredrik Backman har skrevet en virkelig vedkommende fortælling om eksistentielle valg og sat denne ind i en ramme af fantasi og virkelighed. Der er en lethed over det hele trods tyngden af emnerne. Humor og alvor går hånd i hånd. Temaer om liv og død er essentielle, men jeg fandt det særligt interessant, hvordan Fredrik Backman skriver, om de spor vi sætter efter os. Dem, vi vil blive husket for. Det er det væsentligste ved fortællingen efter min mening. Det kan lyde clichéfyldt, men det bliver det på intet tidspunkt i bogen. Det er nok ikke tilfældigt, at fortællingen forgår ved juletid, og endda natten til juleaften. I forvejen er det en tid, hvor mange gør status over deres liv og relationer med deres nærmeste. “En magisk julefortælling” der får mine varmeste anbefalinger, og som har et smukt cover med snelandskab og juletræer og en indbinding i lyseblå med hvide snefnug.

“Dit livs handel” udkom den 16 oktober 2020.

Fredrik Backman har tidligere skrevet bogen “En mand, der hedder Ove” som også blev filmatiseret og nomineret til en Oscar.