Anmeldelse af “SULT” af Tine Høeg

Titel: “SULT” Forfatter: Tine Høeg. Sider: 432. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Sult – Begær – Tine Høeg

“SULT” handler om hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop.

Mia og Emil er kærester. De har forsøgt at få et barn i et år, men det er problematisk og de starter i fertilitetsbehandling. Emil har i forvejen to børn fra et tidligere forhold, så Mia er bonusmor, som hun selv vælger at kalde det til Emils to børn, som bor hos på skift hos dem og deres mor. Mia er forfatter, og har altid haft en drøm om at blive mor, men drømmen er svær at holde fast i, som fertilitetsbehandlingen skrider frem. Gang på gang er der blot én streg på graviditetstesten. Behandlingsforløbet bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Mia er frustreret fordi al behandling er koncentreret omkring kvindens krop – hormonbehandlingerne, smerterne, blødningerne. Manden er nærmest ikke-eksisterende i behandlingssystemet, og er reduceret til en kop sæd, der helst skal opbevares mellem kvindens bryster for at have den perfekte temperatur, når den skal leveres i behandlingsøjemed. Mia begynder at skrive om forløbet – det er det hun kan som forfatter.

“SULT” er en roman om begær efter liv. Driften efter at skrive flyder sammen med det erotiske begær, der flyder sammen med begæret efter at blive befrugtet, føde et barn. Romanen er skrevet over præcis 9 måneder. Ligeså længe som en graviditet varer. Det er Mias ønske uanset, hvad udfaldet af fertilitetsbehandligerne viser på det tidspunkt.

Tine Høeg skriver om sult og begær i romanen. Sulten efter at blive mor, som for Mia er så gennemtrængende, at hun kommer til at hade Emil for at han har fået to børn med en anden kvinde. Hun kommer til at hade veninder, der får børn. Mias længsel gør så ondt, at hun ikke evner at glædes over andre børnefødsler. Hun slår knude på sig selv, og hjælper en veninde, der lider af angst, gennem et abortforløb. Et grotest scenarie at stå i, når man mest af alt ønsker sig et barn. Mia lider. Skriften bliver hendes vej i det hele, men kan hun det? Kan hun skrive om sine følelser. Om alt det, der er svært. Om Emil. Om Emils børn. Emil lider også. Han er angst for at miste Mia, for er hendes behov for at få et barn større end hendes kærlighed til ham? Vil hun forlade ham til fordel for en mand med bedre sædkvalitet? Han er usikker på det hele, også på hvad hun skriver. Mia har skriften. Emil har intet. Da vi som læsere slipper Mia og Emil på de sidste sider efter 9 måneder, er de på vej til Ærø, for at holde jul med Emils familie. Et æg er blevet befrugtet og sat op. Måske spirer et lille liv indeni Mia, men ingen ved med sikkerhed, hvordan det ender.

Tine Høeg brillerer i sin tredje roman igen med minimalistisk lyrisk skarphed i næsten essayagtig form og får os alle til at føle sult og begær, smerte og frustration. Omdrejningspunktet for fortællingen er fertilitetsbehandling, men kvindekroppen og moderskabet foldes også ud på en virkelig interessant måde gennem bibelske referencer og musikalske referencer med bl.a. Lana del Reys smukke ord “Will you still love me when I´m no longer young and beautiful”? og med uddrag fra Suzanne Brøggers dagbog “Hvad er kvindens begær? Nobody knows” At være kvinde, som på den ene side længes efter mænds begærlige blikke og på den anden side ikke ønsker at være reduceret til krop. Og så er der kærligheden. Den altopslugende kærlighed, hvor kompromisets kunst også hører til, som når Emil henter en lyserød sofa op fra kælderen og placerer den ved siden af den gamle sofa, fordi Mia ønsker sig en større sofa, for at hun ikke skal blive kvalt af børn, der ikke er hendes af kød og blod. Der smeltede mit hjerte lidt. Kærligheden har mange sprog, og størst af alt er kærligheden i romanen – kærligheden mellem Mia og Emil og kærligheden til skriften.

“SULT” udkom 10. juni 2022

Anmeldelse af “Tove og Ester – En brevveksling” af Tove Ditlevsen og Ester Nagel.

Titel: “Tove og Ester – En brevveksling” Forfattere: Tove Ditlevsen og Ester Nagel. Forlag: Mikrobe. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Mikrobe.

“Kære Ester Når vi engang begge er døde og meget berømte (jo, det blir man, når man er død), så vil vor interessante og opbyggelige korrespondance kunne udgives og sælges til betryggelse for vores børns alderdom. Man vil finde ud af, at du i virkeligheden har et mægtigt fint humoristisk talent, men i levende live blev holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv, “med et vist held forsøgte sig i branchen”, og man vil endvidere opdage, at jeg i grunden blev mægtig overvurderet og sammeligne mig med Jenny Blicher-Clausen og andre “dame” – forfatterinder – rædsler. Og vi vil sidde på hver sin lille hvide sky og snerre ad hinanden.”

Således lyder blot ét af brevene skrevet af Tove Ditlevsen til veninden og kollegaen Ester Nagel i “Tove og Ester – En brevveksling”. Et brev, der skulle vise sig at komme til at indgå i en brevveksling i bogform, der så dagens lys for første gang i 1986, da Ester Nagel i samarbejde med litteraten Susanne V. Knudsen gennemgik brevene, der efter Tove Ditlevsens død havde været opbevaret på Det Kongelige Bibliotek. I 1986 udkom bogen “Husmor og skribøse”, som nærværende bog er en opdateret og udvidet genudgivelse af.

“Husmor og skribøse” købte jeg antikvarisk for nogle år tilbage, og jeg var i den grad underholdt, da jeg læste den. Derfor har det været en stor fornøjelse at genlæse den med nye øjne. I den nye udgave er der tilføjet enkelte nye breve, en kronik samt et redigeret efterord.

Bogens form er brevform tilsat små afsnit med ord fra Ester Nagel om deres forhold og om Tove Ditlevsens liv. Brevene emmer af leg med sproget, hvor der byttes om på bogstaver, talemåder og ords betydning med en humor, der er er så sjov, at jeg har grinet højt flere gange, mens jeg har læst. Indholdet i brevene handler om besværligheder med at balancere ægteskab, moderskab og forfatterkarrierer i en tid, hvor kvindens plads var i hjemmet. Som Ester Nagel så præcist skriver, at hendes mand kun rørte ved brugt service, når han var alene med børnene, hvorfor opvasken på alle andre tidspunkter tilfaldt hende, hvilket den gjorde for langt de fleste kvinder, hvilket da også fik Tove Ditlevsen til at skrive den berømte kronik i Information med titlen “Flugten fra opvasken” Tove Ditlevsen var gift med chefredaktør Viktor Andreasen – hendes fjerde og sidste ægteskab og et turbulent et af slagsen præget af misbrug hos dem begge. Et ægteskab, man kan læse mere om i bogen “GIFT” af Tove Ditlevsen (FANTASTISK BOG). Ester Nagel var gift med forfatter Halfdan Rasmussen – et ægteskab, der ved siden af Toves virkede som harmonisk, men som alligevel efter mange år blev opløst af skilsmisse. Begge kvinder udtrykker, gennem deres breve, frustration over, at de ikke kan finde tid og ro til at skrive, fordi de på samme tid skal passe børn og holde hus, og jeg tænker, at det må have føltes som en kontinuerlig coronakrise med nedlukning og hjemmeskole. Det var normalen. På samme tid luftes også frustrationer over forfatterlivet, forlagsbranchen med dens krav og på samme tid dårlige betaling. Begge kvinder ønsker sig ofte en anden tilværelse, men de har ingen uddannelse og at skrive er det, de kan. Brevene bliver, som Tove Ditlevsen også skriver til Ester Nagel, “en mentalhygiejnisk sund funktion” der opmuntrer dem begge. Og Tove Ditlevsen går så vidt som til at skrive “Hvis alle folk brugte dette gamle meddelelsesmiddel noget mere, ville alle psykoanalytikerne blive overflødige” Helt overflødige blev de dog ikke, for Tove røg ind og ud af psykiatrien, hvorfra hun også skriver til Ester Nagel. Tove Ditlevsen endte med at begå selvmord i 1976 som 58 årig. Ester Nagel døde i 2005.

“Tove og Ester – En brevveksling” er en sjov og hjertevarm bog om forfatterliv, forstyrrelser og fællesskab. Om normative kønsroller og om at løsrive sig fra dem. Det helt unikke ved bogen er, for mig, det sproglige element. Måden Tove og Ester adresserer brevene til hinanden på, deres selvironi og deres hilsener når brevene afsluttes med henholdsvis “Hilsen og håndslag” Hilsner til “drogene” og “Ynglen”(ægtemændende og børnene) Hilsen fra den “hengivne” Tove eller Ester.

Brevveksling i papirform er i dag nærmest ikke eksisterende. I stedet skriver vi som aldrig før til hinanden på de sociale medier og flotter os med emojis. Ord og leg med sproget kan noget særligt, og det kommer i høj grad til udtryk i denne brevveksling. Hvis man kan lide denne form, vil jeg også anbefale bogen “Kvindehjerter” af Karin Michaelis og Betty Nansen, der ligeledes kredser om kvinder, karrierer og ægteskab i skøn forening. Brevvekslingsromaner fra nyere tid med humor får mig til at tænke på “Michael Laudrups tænder” af Majse Njor og Camilla Stockmann, men ingen af de nævnte er i liga med “Tove og Ester – En brev veksling” Bogen er en sand perle, og det er en gave for nye læsere, at den nu genudgives.

Anmeldelse af “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal.

“Jeg vågner, når det bliver lyst, også om sommeren, og står op sammen med far. Det gør min mor og Mille ikke. De sover længe, meget længe, de vågner først, når det har været lyst i mange timer. Egentlig hedder min storesøster Kamilla, men det kunne jeg ikke sige, da jeg var lille. Derfor hedder hun Mille. Engang var vi Mille og Lille, selvom jeg hedder Line. Men så blev jeg stor og vildere end Mille. Nu er vi Mille og Vilde. I morgen skal jeg begynde at gå i skole, og i næste uge bliver jeg seks år.”

Sådan starter “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal. Et barn, Line, fortæller, og stemningen ligner umiddelbart noget fra Astrid Lindgrens verden. En familie. Landlig idyl med dyr og natur. Men så stopper det også her, for allerede på de første sider fornemmer man som læser, at her er noget galt. Noget som bagsideteksten på bogen også vidner om. Gæld, øl og et jagtgevær. Noget, der ligger langt fra Astrid Lindgren universet. “Pigen og sherifstjernen” foregår over et døgn i 1970’erne, og handler om omsorgssvigt, men det begreb kender Line ikke og heller ikke indholdet af det. Hun fortæller nøgternt, hvordan hun køber øl til sin far, hvordan han drikker dem i bilen mens hun drikker sodavand, og hvordan han lærer hende at bruge et jagtgevær. Alt sammen noget Line har sammen med sin far. Flashbacks til livet på landet med dyr, der skal slagtes, kastreres eller aflives er udpenslet, så man får ondt i maven af at læse, hvad Line og hendes søster Mille har været vidne til. For dem en normalitet i deres hverdag. Omsorgssvigt for os der læser. Både fra en mor og en far. Bogens handling er bygget op med en rolig indledning, men adrenalinet kan mærkes i kroppen, jo længere, man kommer i sin læsning, for det fornemmes, at det ikke ender godt. Jeg vil ikke røbe mere af handlingen.

Birgitte Bregnedal har valgt at lade jeg fortælleren være barn, og det gør, at romanen er ekstra stærk læsning. Lines oplevelse eller mangel på samme i forhold til hvad der er normalitet og hvad der er afvigelse i en opvækst for et barn er bogens styrke. I min bogreol står flere “opvækstromaner” (mit udtryk) hvor omsorgsvigt af forskellig karakter er omdrejningspunktet bl.a. “Planen” af Morten Pape, “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Alle autobiografiske. “Pigen med sherifstjernen” er, så vidt jeg kan læse mig til, ikke autobiografisk, men dog inspireret af forfatterens egen opvækst. Forfatter Birgitte Bregnedal er vant til at skrive børne- og ungdomsbøger med 26 udgivelser, og det børnebogsagtige går også igen i “Pigen med sherifstjernen” i forholdt til det sproglige. Det er en letlæst bog, men en bog, man får ondt i maven af at læse. Bogen anbefales til læsekredse i lektørudtalelsen. Jeg kan dog godt savne noget debatskabende i bogen, hvis den skal læses i læsekredse. Dertil er indholdet, efter min mening, lidt for snævert. Til gengæld vil jeg, med min pædagogiske baggrund, anbefale bogen til eksempelvis guidet fælleslæsning i de ældste folkeskoleklasser og gymnasier med børn og unge, der som Line måske vokser op med grænseoverskridende adfærd fra voksne, men hvor man tror, det er normaliteten. Eller på pædagogiske uddannelsesinstitutioner, hvor man efter endt uddannelse måske vil møde familier som Lines og hvor grænsen mellem normalitet og omsorgssvigt skal kendes.

“Pigen med sherifstjernen” udkom 30. august 2021.

Anmeldelse af “Pigedyr” af Cecilie Lind.

Titel: “Pigedyr” Forfatter: Cecilie Lind. Sider: 185. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Sytten år og gennemsigtig. Han kan så godt lide, at jeg er så lille. Han kalder mig sit lille dyr. Han elsker at ae mig. Aes over håret, ryggen, ballerne. Ville spinde, hvis jeg kunne. Siger jeg til ham. Skyder ryg, står på alle fire, svajer så, så vælter han mig rundt. Han vil spise mig. Æde . Rosas fars hår er stort og mørkt”

Begær, lidenskab, lyst, magt, kontrol, voksne mænd, purunge piger, forældreskab, ungdom, venindeskaber, ensomhed, krop, svigt og en søgen efter anerkendelse og kærlighed. Romanen “Pigedyr” har det hele. Den er smuk, den er afskyvækkende, den er dragende og den er grusom. Mest af alt er den vanvittig godt skrevet med jeg-fortælleren Sara, der indvier os læsere i en helt ung piges tanker, om det at gå fra at være barn til at blive voksen med den bagage hun selv har med i rygsækken. Romanen er fyldt erotiske scener mellem Sara som purung, og voksne mænd, der begærer hende og den balancerer flot mellem det lystfyldte og det afskyvækkende. Som læser bliver man trukket med ind i det erotiske, fordi Sara langt hen ad vejen ikke gør sig til offer for de voksne mænds begær. Hendes eget begær, lyst og nydelse kunne ligeså godt være en voksen kvindes. Det afskyvækkende handler om vores syn på den voksne mand, der måske – måske ikke udnytter en ung piges desperate søgen efter kærlighed, om angsten for kontroltab, om ikke at ville være voksen, måske fordi, det er nemmere at være elsket hvis man er barn. Freud ville have klappet i hænderne, hvis han læste med. En purung pige med en kompleks forældrerelation og tab af sin far gør jo at vi med hans briller på forstår, hvorfor Sara kaster sig over de voksne mænd, men så “simpelt” har forfatteren ikke tænkt, og det er det, som gør romanen god. Den “fucker” med vores normer og forforståelser. Romanen “Pigedyr” handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og afmagt.

Mens jeg læste den tænkte jeg på Suzanne Brøggers selvbiografiske “Creme Fraiche” hvor tematikken om den purunge pige på blot 14 år og den voksne elsker og seksuel eksperimenteren også er en tematik, og hvor man følger den purunge Suzanne frem til hun bliver 34. En vidunderlig og vild bog om elskov, passion men også om livets store eksistentielle spørgsmål.

Ligeledes Marguerite Duras’ selvbiografiske “Elskeren” der handler om den 15 årige Margurites møde med en 12 år ældre, velhavende kinesiske elsker. Den tematiserer rig, fattig, svære familieforhold, kærlighed og begær.

Alle tre bøger er fyldt med en blanding af lyst og smerte på samme tid. Og de prikker til vores normer omkring køn, krop, aldersforskelle, begær, kærlighed og magt på samme tid. Alle tre bøger med eksistentiel karakter.

“Pigedyr” af Cecilie Lind udkom 28. april 2022.

Stop for anmeldelser.

Kære alle, der følger med her på bloggen og på Instagram.


Jeg har efter overvejelse besluttet, at jeg ikke længere ønsker at modtage anmeldereksemplarer. Det være sig fra forlag og fra forfattere, der selv kontakter mig. 
Jeg har nydt hver en bog, jeg har modtaget og fået mulighed for at læse og skrive om, men jeg savner i høj grad at have tid til at kaste mig over egne indkøbte bøger og formidle mine læseoplevelse omkring disse. Jeg oplever, at jeg savner at have mig selv med i processen, som det er lige nu. 
Jeg er dybt taknemmelig for at have haft muligheden for at modtage anmeldereksemplarer for det har udviklet mig som læser. Jeg vil fremadrettet med samme interesse følge med i, hvad der rører sig indenfor dansk litteratur og indenfor nye danske udgivelser.
Jeg har en række bøger liggende som efter aftale vil blive anmeldt hen over resten af året.
Tusind tak til alle forlagene for godt samarbejde og til de forfattere, hvis bøger jeg har været priviligeret at få lov til at læse. TAK 🙏🏻

Anmeldelse af “Tre dage i april” af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

Titel: “Tre dage i april” Forfatter: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Sider: 394. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa har gjort det igen. Efter deres debutroman “Pigen fra det store hvide skib” fra 2021 har de skrevet endnu en historisk feelgood roman med 2. verdenskrig som ramme.

I “Tre dage i april” nærmer 2. verdenskrig sig sin afslutning, men der udkæmpes stadige blodige kampe i Tyskland. Byer bombes og mennesker dør i stort antal. 27 årige Dagmar bor i Vamdrup i Danmark sammen med sine små døtre. Hendes mand redaktør Poul Valgren har været forsvundet i et år efter at være blevet hentet og ført væk af Gestapo for at have medvirket i modstandsbevægelsen. Dagmar beslutter sig for at rejse til tyskland for at lede efter sin mand. Hun rejser med bus 474, en ældgammel hvidmalet rutebil, som sammen med 200 andre hvidmalede køretøjer drager mod kz-lejren syd for Hamborg, hvor tusindvis af fanger venter på at blive hentet hjem. Dagmars håb er at finde sin mand Poul i live. Rejsen varer blot tre dage, men i disse dage kommer Dagmar ud for oplevelser, der forandrer hendes liv for evigt.

Bogen er historisk interessant, fordi den fortæller historien om en storstilet humanitær redningsaktion, hvor mange fanger i bl.a. koncentrationslejre blev hentet hjem til Danmark. Røde Kors skriver følgende:

De Hvide Bussers redningsaktioner foregik fra 5. december 1944 til 26. april 1945. Der er altså ikke tale om en lang konvoj af busser i en enkelt operation, men en lang række operationer og et utal af små og store konvojer til et utal af tugthuse, fængsler og KZ-lejre og udekommandoer. Det lykkedes at redde mellem 17.500 og 20.000 fanger ud af KZ -lejre, udekommandoer, tugthuse og fængsler (det første tal er fra Hans Sode Madsens bog ’De Hvide Busser’ – det andet tal er fra Bo Lidegaards ’Redningsmænd’). Heraf var 10.000 danske og norske. Kulminationen i operationen er den store redning fra Neuengamme den 19.-20. april, hvor det lykkedes danske og svenske hvide busser at hente 4.255 fanger på blot et enkelt døgn. Læs evt. hele Røde Kors beretning her: https://www.rodekors.dk/de-hvide-busser/historien

Romanen er bygget op i et nutidsspor, hvor man som læser følger Dagmar på rejsen med de hvide busser og så et datidsspor, hvor man hører om Dagmars opvækst, ungdom, hendes delvise uddannelse på sygeplejskolen og hendes møde med redaktør Poul Valgreen. Sproget er flydende og som i debutromanen, fornemmer man ikke, at der har siddet to forfattere bag tasterne. Der er et fantastisk flow i teksten. Jesper Bugge Kold og Mich Vraa binder på elegant vis “Tre dage i april” sammen med deres fælles debutroman “Pigen fra det store hvide skib” som også har en kvindelig hovedkarakter, der udfører humanitært arbejde på hospitalsskibet Jutlandia.

Genren er en anelse for romantisk for mig, men jeg finder det historiske enormt interessant, og jeg holder af at få det præsenteret i fiktiv form. Bogen kan læses af alle, der holder af lettere historiske romaner.

“Tre dage i april” udkom 20. april 2022.

Anmeldelse af “Agathe” af Anne Cathrine Boman

Titel: “Agathe” Forfatter: Anne Cathrine Bomann. Sider: 168. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017/2022. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Lad mig sige det med det samme. Bogen er en perle. En af dem, hvor mit exlibris mærke skal klistres ind og indgå i den samling af bøger, jeg aldrig kommer til at gå af med. Den starter således:

“Hvis jeg gik på pension, når jeg var 72, var der fem måneder tilbage at arbejde i. Det svarede til 22 uger, og hvis alle patienterne kom, betød det, at jeg manglede præcis 800 samtaler. Hvis der var afbud eller sygdom, blev tallet selvfølgelig mindre. det var der en vis trøst i, trods alt.”

En livstræt psykiater, der selv lider af angst tæller ned til at gå på pension fra sit kontor i Paris i 1940’erne. Han skal have afviklet sine patienter, men han forstyrres i processen, da en tysk ung kvinde insisterer på at komme i terapi hos ham. På samme tid melder hans trofaste sekretær sig syg, og tilværelsen begynder at sejle for psykiateren. Situatonen gør, at han for første gang i sit liv skal træde i karakter og række ud efter et andet menneske. Der opstår en helt særlig relation og forståelse mellem den gamle psykiater og den unge kvinde Agathe.

Der er en blid langsommelighed i bogen, der klæder dens tematikker om ensomhed, kærlighed, angst og meningsløshed. Men også et strejf af humor, for psykiateren er beskrevet med kærlighed og et smil på læben, når han forsøger at hjælpe sine patienter uden at være i stand til at hjælpe sig selv. Han er en ganske særlig karakter, der gennem sit møde med kvinden Agathe udvikler sig i små forsigtige trin. Samspillet mellem psykiateren og hans sekretær er ligeledes fænomenalt beskrevet. Man fornemmer, hvordan de har haft et mange årigt arbejdsforhold, hvor hun har været limen i hans arbejdsliv. Sproget er enkelt og smukt og bogen er på blot 168 sider, men den fylder meget rent oplevelsesmæssigt. Hvis man vil sig selv det gode, læse om det at leve, at engagere sig i eget liv, at ældes bør man læse denne bog. Den er som skrevet – en perle.

“Agathe” udkom første gang i 2017 på forlaget Brændpunkt, og vakte ikke den store opmærksomhed. Den blev ikke anmeldt i større medier herhjemme, men udlandet fik øje på den og den fik de flotteste anmeldelser i de store aviser i England, Tyskland, Frankring og USA m.fl. Romanen er siden solgt til 28 lande og er en succes. Nu er den så genudgivet i 2022 på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Anmeldelse af “Institutionaliseret” af Haidar Ansari.

Titel: “Institutionaliseret” Forfatter: Haidar Ansari. Sider: 128. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Jeg modtager en digtsamling til anmeldelse Mit navn står forrest i bogen En dedikation Med bedste hilsener Jeg læser Om svigt, om vold, forsøg på manddrab Digteren har begået voldsom vold Skrevet om det Og skrevet mit navn

Jeg har valgt at indlede min anmeldelse på anderledes vis, end jeg normalt gør, for det er en særlig opgave at skulle læse et værk skrevet af et menneske, der, mens bogen er blevet til og lige nu, afsoner en fem årig fængselsstraf i Vestre Fængsel for forsøg på manddrab. Det påvirkede mig i hvert fald, at der var skrevet en personlig hilsen til mig forrest i bogen. Særligt, mens jeg læste sekvenserne med den yderst brutale vold. Men den selvsamme personlige hilsen gjorde også, at jeg følte mig tættere på digteren, end hvis den havde været foruden. En hilsen, hvori digteren udtrykker, at han håber, jeg finder hans debutdigtsamling interessant. En hilsen med et håb.

Og interessant er “Institutionaliseret” og vedkommende. En kronologisk fortælling om identitetsdannelse, der starter i et barsk og kriminelt miljø i Urbanplanen på Amager, som vi forøvrigt har fået præsenteret på fornemmeste vis gennem Morten Papes “Planen” og ikke mindst “Guds bedste børn” som også handler om den vold og kriminalitet, som er hverdag for flere unge, der opvokser der. “Institutionaliseret” bliver fortalt gennem et selvbiografisk digterjeg, og gennem tre dele. Første del “Kvarteret” der som navnet antyder tager os med på gadeplan og beskriver vejen ind i et kriminelt miljø. “Institutioner” som er anden del og som handler om digterjegets møde med sikrede institutioner, og hvor volden eskalerer voldsomt. Tredje og sidste del “Fængsler” hvor digterjeget er sat udenfor indflydelse, og må tilpasse sig en hverdag som indsat, og hvor behovet for at skrive digte melder sig.

Volden er udpenslet, tonen er rå, stofferne flyder, kvinder beskrives som seksuelle objekter og relationerne mellem unge i bandemiljøet er styret af en hierakisk orden og vold. Digterjeget sendes på genopdragelse i sit hjemland Irak, for han skal ikke blive for dansk. Han skal kende sin plads i familien og i den orden, der hersker. Kærligheden glimrer ved sit fravær.

Haidar Ansari skriver godt og flydende i en lyrisk form, jeg personligt holder af. Han pakker ikke tingene ind, hvorfor voldsomheden føles desto større og ægte. Han bebrejder ingen sin adfærd, og han angrer ikke sine handlinger i digtene, og det er på en måde befriende. Han skriver tingene, som de er sket. Først i de allersidste linjer øjnes der et skifte:

“Jeg skriver blot digte og vasker gulv og løber talsmandsærinder mine veje skilles og kan ikke forenes mig jeg tager afsked med den omgængelige djævel”

Før “Institutionaliseret ” kom i hænderne på Forlaget Gyldendal har de været omkring Morten Pape, som skriver formidabelt om miljøet i Urbanplanen. Man må sige, at Haidar Ansari, som debutant, har været i de bedste hænder med Morten Pape og siden forlaget Gyldendal. Den litterære kvalitet hos Haidar Ansari er ikke på samme niveau, som da Morten Pape debuterede, ej heller som Yahya Hassan, som flere har sammenlignet ham med. Haidar Ansari er sin egen. Han har sin egen stemme, og jeg håber, at den stemme udvikles og vil blive hørt. Og jeg håber, at litteraturen har en plads i de danske fængsler, og at man for altid vil have mulighed for at udtrykke sig gennem skriften, når man afsoner sin straf, for som Haidar Ansari udtrykker det i et interview i programmet “Mellem Linjerne” på Radio4 “Jeg er blevet et langt bedre menneske af litteraturen”

“Institutionaliseret” udkom den 18. marts 2022.

Anmeldelse af “Tjeneren og hans søster” af Dorrit Willumsen.

Titel: “Tjeneren og hans søster” Forfatter: Dorrit Willumsen. Sider: 217. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“I aften tager jeg hjem.” “Allerede.” “Jeg skal vande mit citrontræ.” “Du kan tage det med. Jeg kunne tænke mig at få lavet et drivhus, det vil stå meget bedre her.” Hun rystede på hovedet, og det var en lettelse at stige på toget. Men hun kom, når han kaldte. Det havde hun altid gjort”

“Tjeneren og hans søster” handler om en ældre kvinde, der blot bliver kaldt Søster. Hendes bror Alf er syg og netop udskrevet fra hospitalet. Søster kommer og passer og plejer sin dominerende bror sammen med hjemmeplejen. De har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Alf er udadvendt og eventyrlysten mens Søster er mere indadvendt og foretrækker et stille aleneliv i sin lejlighed med sit citrontræ. Alf vil have Søster med på krydstogt, når han bliver rask, men desværre går det i den forkerte retning og Alf dør. Og da Alf dør er Søster ikke kun Søster men Vera Sørensen, der modtager breve fra sin afdøde brors sagfører. Søster arver en formue fra sin bror, men fortsætter sit asketiske liv i sin lejlighed, rutiner hun trives med. Hun er tynget af alderdommen af kroppens forfald og af smerter, men hun lever og tænker tilbage på de kys hun har fået i livet:

“Og hvis hun skulle skrive dagbog lige nu kl. 3.07, ville hun skrive: “Jeg smurte mine slidte læber. Jeg vil have min mund tilbage. Mens jeg smurte, tænkte jeg på, hvad de læber har oplevet. De dybe smægtende tungekys var der kun få af. Men lette kindkys med løg, nougat og pebermynte husker jeg. Og far, der strejfede min kind med hvidløg, sprit og kamfer. Men jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, mens kyssene stod på. Det er mærkeligt, de ikke har bundfældet sig mere, når mit materiale er så begrænset, fordi jeg er det stille vand.”

En dag oplever hun en pludselig følelse af frihed. Hun køber en blå persianer pels, der pakkes i blåt silkepapir og blå pose og hun føler sig svævende, da hun forlader butikken for at tage toget hjem. På stationen glemmer hun sin taske på et toilet:

“Tasken. Hun står med posen i hånden, og tasken er på toilettet. Og i den taske er hele hendes liv, hendes nøgler. hende kort, hævekortet med hele Alfs hus, og hvis hun begynder at græde, ligger lommetørklædet i tasken.”

Hun reddes af en ung mand, der har adgang til de låste toiletter. Hun får sin taske og han inviterer på en kop cappuccino. En relation begynder at tage form.

Romanen handler om kærlighed og drømme. Om hemmeligheder og om at længes efter friheden. Men mest af alt handler den om livet, om alderdom, om hverdagen, og jeg knuselsker den. De mange flashbacks til både Alfs og Søsters liv. Jeg kunne gengive næsten hver eneste sætning i bogen, fordi de rummer så meget om det at leve. Mens jeg læste gik det op for mig, at jeg drages af de fortællinger, der kredser om det stille liv, som udadtil kan virke kedeligt og oplevelsesløst, men som alligevel er fyldt med små finurligheder og masser af oplevelser. Der er noget helt særligt (for mig) ved at læse om alderdom, at læse om den sidst fase i livet. Hvad man kan putte i det. Hvad man har indflydelse på og hvad man ikke har. Dorrit Willumsen skriver om dette på smukkeste vis, og jeg vil placere hendes roman i min bogreol ved siden af Lotte Kirkebys seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre” der er skrevet med lidt samme stemme og som også på formidabel vis tegner et portræt af en ældre kvinde, der har levet det stille liv. Begger bøger vil blive genlæst flere gange. Det ved jeg.

“Tjeneren og hans søster” udkom 25. marts.

Anmeldelse af “Et sted at være mor fra” af Joakim Kruse Lykke.

Titel: “Et sted at være mor fra” Forfatter: Joakim Kruse Lykke. Sider: 144. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

“Et sted at være mor fra” er en søns rå og smertelige fortælling om en mors terminale sygdomsforløb. Fra øjeblikket, da sygdommen bliver kendt og skal formidles til familien – til børnene, selve sygdomsforløbet og slutteligt døden og tiden derefter.

Jeg-fortælleren Joakim er identisk med forfatteren, og det er et autobiografisk værk. Et ordknapt værk, som dog kaldes roman, skrevet som lyrisk prosa. Hvert ord indfanger alt det, der følger med et terminalt forløb – praktikken og følelserne. Det smukke og det smertelige.

“Mælken holder længer end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice. Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet. Mors liv skal fortsætte ud over mælkens.”

Joakim Kruse Lykke skriver om det, der er blevet døbt ventesorg. Sorg man gennemlever, mens man venter på, at et menneske skal dø. Et menneske, der i dette tilfælde er en mor. Han inddrager søskende og mormor i fortællingen, for de skal også også miste, og det er skrevet meget stærkt frem.

“Jeg vil tage det fra Julius, og jeg tænker, lad det kun være mig, tænker jeg, mig der mister hende.”

“Mor mærker det, stuen forandrer sig, da mormor siger hun vil tage væk for natten. Hun mærker det og siger, mor, siger hun, skal mor ikke blive, hun skal da være hos sit barn, siger hun, og mormor, hun er mor på stuen, lister til bage til sengekanten for at overleve sin datter.”

Romanen går helt tæt på kroppen og sorgen og på den særlige form for intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. Men også i tiden efter. Hvor smukt det kan være at mindes og hvor frygteligt det kan være ikke at kunne huske. Alt sammen naturligt og en del af det at leve med sorg.

Jeg har for kort tid siden læst “Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, der også har skrevet om ventesorg, og om at miste sin mor mens man er helt ung. “Et sted at være mor fra” og “Tænk ikke på mig” er helt unik litteratur for unge, der står samme sted, men det at miste er et fundamentalt livsvilkår og derfor kan bøgerne læses af alle. Bøgerne vil derudover være meget velegnede til guidet fælleslæsning i sorggrupper og på kurset narrativ medicin på lægestudiet.

“Et sted at være mor fra” er Joakim Kruse Lykkes debut. Han er uddannet billedkunstner fra Stockholm og til sommer bliver han færdig på forfatterskolen i København.

“Et sted at være mor fra” udkom den 1. april 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.