“Det ville såmænd være i orden at bo i en by, hvis ikke folk i hobetal blev så kedelige af at bo der. Selv ænderne i søen midt i byen, der nærmest får alt proppet ind i skrutten, mister gnisten og deres personlighed. Da jeg engang tog til Reykjavik på vegne af brugsforeningen og slentrede ned til søen, opdagede jeg, at fuglene opførte sig anderledes der. De er ikke nysgerrige og leger ikke som fugle i naturen. Ænderne i søen er blevet nøjagtig ligesom mennesker i byen, sløve snyltere, der slås om det, som bliver kastet ud til dem.”
Ordene er den 90 årige navnløse fåreavler, der har levet hele sit liv i et afsides område af Island. Han skriver et brev til sin elskede Helga. Kvinden han aldrig fik, men aldrig holdt op med at elske og som han på sin egen måde forblev tro mod. Deres smukke lidenskabelige, men korte kærlighedshistorie væves i brevet sammen med erindringsglimt fra et barsk liv tæt på naturen, ligesom pasningen af hans elskede får smelter sammen med hans erotiske længsel.
Hjerte rimer på smerte, og de to kunne have fået hinanden, men gør det ikke, fordi kærlighed er i romanen beskrevet som mere end at elske et andet menneske. Det er også kærlighed til naturen og til det liv man kender og holder uendeligt meget af. Fåreavleren er sig smertelig bevidst om, at han vil visne, hvis han opgiver sit liv på landet for at flytte til byen med sin elskede Helga. Han er splittet i valget om at miste sin elskede og at miste sig selv.
“Måske har jeg levet med kærligheden og ikke mod den. Kærligheden er ikke bare en gang byromantik om at finde den eneste ene, der skal fylde ens sjæl, så kærligheden uophørligt vælder og sprøjter frem som ud af en slags evighedspumpe. Der er også kærlighed i det liv, jeg har levet her på landet. Og da jeg valgte det liv og fulgte det og ikke græmmede mig over det, da lærte jeg, at man skal stå fast på sin beslutning, pleje den og ikke fravige den – det er kærlighedens udtryk. Jeg blev nødt til at være her for foden af Ljosuvallarhlid. Jeg havde intet valg. Valget var dit. Valget er dit. Og jeg er din. Stadig.”
Det er så smuk en kærlighedshistorie. Fyldt med længsel, stærke følelser og ærlighed. Men det er også en roman fyldt med humor og vidunderlige erotiske sanselige beskrivelser, hvor kroppe og begær får plads. På bagsiden af bogen står der, at det er “en bevægende og stedvis morsom fortælling om den lidenskabelige kærlighed og de svære valg den kan medføre. En lille perle, en stor kærlighedshistorie.”
Læs den, hvis du vil unde dig selv en vidunderlig læseoplevelse.
“Det handlede slet ikke om fisk. Det handlede om at høre til. I en stund oplevede jeg en forbundethed til naturen, som på én gang gjorde mig lille bitte og uendelig stor.”
Mikkel Frey Damgaard skriver i “Fiskejournal – En begynders bekendelser” om hvordan lystfiskeri går fra at være et nostalgisk barndomsminde til at blive næsten en besættelse. En mørk novembereftermiddag får forfatteren øje på en mand med en fiskestang, og det får ham til at huske tilbage på sin barndom med fiskestunder. Han køber med det samme en fiskestang, og han oplever i den kommende tid, at fiskeriet giver ham et tiltrængt pusterum i en anspændt tilværelse og det giver ham i første omgang en ny form for fred i sindet. Men fiskeriet udvikler sig til en slags besættelse, som sluger al hans tid og og optager alle hans tanker.
Bogen har flere lag. Et videnskabeligt lag med beskrivelser af fiskearter og deres habitater. Et teknisk lag med billedlige beskrivelser af fiskeudstyr. Et psykologisk lag, hvor Mikkel Frey Damgaard beskriver, hvordan hans fars selvmord har påvirket ham psykisk og så et litterært lag med referencer til klassikere som Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” og til Jan Grünwalds “Laks” og en kærlig hilsen til Hemingway, der også dyrkede lystfiskeriet.
Jeg har netop selv læst Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” som tog mig med storm rent sprogligt. Derfor var jeg også ret spændt på Mikkel Frey Dams “Fiskejournal – En begynders bekendelser” I begge bøger faldt det videnskabelige mig lidt for svært at få hold på ved blot én gennemlæsning og med et minimalt kendskab til lystfiskeri, mens naturbeskrivelserne i begge bøger er smukke og sanselige. “Den fuldkomne fisker” er skrevet helt tilbage i 1653 og den udkom på dansk i 1943. Altså er den skrevet i en tid, hvor manden ikke talte højt om sine følelser og slet ikke om at have det svært følelsesmæssigt. Det gør Mikkel Frey Damgaard til gengæld på blændende vis ved at beskrive, hvordan hans fars selvmord, som forfatteren oplevede som 8 årig, har sat sit præg på hans tilværelse. Det psykologiske lag ligger latent gennem hele bogen, men har også sine helt egne tydelige afsnit. Der er en god balance mellem netop det psykologiske og så alle beskrivelserne omkring fiskeriet.
Jeg får lyst til at lære at fiske, når jeg læser bogen. Til at lære teknikken. Til at være i naturen. Der er noget tiltalende ved den langsommelighed og fordybelse, der følger med lystfiskeri, men også det adrenalinkick der opstår, når man mærker, at det rykker i linen. Forfatter Victor Boy Lindholm er netop udkommet med sin roman “En del af hjertet går ud af kroppen” som jeg endnu har tilgode, men det er en roman, der handler om tanker om at være mand, at blive far, og også i den bog og hos forfatteren er lystfiskeriet en passion. Mænd har fisket i mange hundrede år, men ikke åbenlyst delt deres tanker og følelser i ligeså mange. Det har heldigvis ændret sig. Hvis jeg skal forholde mig kritisk til netop dette i et litterært øjemed, så gælder det at dele tanker og følelser generelt for mænd og kvinder i vores tid. Jeg’et har fået en stor plads i litteraturen. Og ind i mellem lidt for meget efter min mening. Mange nutidige værker har et autobiografisk touch. Det hænger meget fint sammen med vores individorienterede måde at være i verden på som moderne menneske. Mikkel Frey Damgaard balancerer dette rigtigt godt i bogen. Jeg’et fylder ikke for meget og den personlige historie smelter utroligt fint sammen med de videnskabelige og de sanselige beskrivelser af lystfiskeriet.
Bogen, som er en æstetisk oplevelse i sig selv i sit blotte ydre udkom på Gads Forlag i april måned i år.
Titel: “Om udregning af rumfang” 1, 2 og 3. Forfatter: Solvej Balle. Forlag: Pelagraf.
I februar 2020 udkom første bog i serien “Om udregning af rumfang” af Solvej Balle. Planen er, at der skal udkomme 7 bøger i alt om kvinden Tara Selter, hvis liv er blevet en endeløs, forudsigelig trædemølle med en dag, der bliver ved med at gentage sig selv, fordi tiden er gået i stykker. Indtil videre er der udkommet 3 bind i serien.
I den første bog møder vi Tara Selter, som handler med antikvariske bøger, sammen med sin mand Thomas. Efter en forretningsrejse er tiden gået i stykker og kommet imellem dem, fordi Tara er den eneste, der har været i og oplevet den 18. november, mens Thomas og alle andre lever i dagen før. Tara indvier Thomas i problemet flere dage i træk og må starte forfra hver dag med at forklare tidsproblematikken, som han gerne vil hjælpe med at opklare – men det bliver hurtigt et gentagende arbejde, som ingen veje fører. Tara skriver dagbog, og forsøger på den måde at adskille de forskellige 18. novembre fra hinanden. Det giver hende indhold i den på en gang trivielle og alligevel fremmede verden, og det er med til at give hende troen på, at tiden faktisk er fremadskridende.
Romanen er bygget op omkring en struktur med dagens gentagelser, så man læser også mange gentagelser. Det gør på den ene side læsningen trættende og ensformig, men på den anden side er det også det, der gør, at man oplever og identificerer sig med Taras frustration, hvor hun jo nærmest kender dagen, før solen går ned. Som læser venter man, præcis som hovedkarateren, hele tiden på, at tingene tager en uventet drejning, fordi alt jo i princippet burde kunne ske, når det, som allerede er sket virker usandsynligt.
I bind 1 er Tara alene om at leve i den 18. november, og det samme i bind 2, og det stiller krav til forfatteren om en vis kreativitet, for at skabe en historie med fremdrift, og det er her, jeg er ovenud begejstret, for Solvej Balle trykker på de helt rigtige knapper i forhold til at udvide Tara Selters verden. I bind 1 skildres Taras tænkning meget, mens der er mere handling i bind 2. Tara fører fortsat dagbog i bind 2, og selvom den “rigtige” dato er den 18. november forsøger Tara at opleve årstiderne og højstiderne med al deres sanselighed, men hvordan oplever man sommerens stemning i november? Det vil jeg ikke afsløre. Læs i stedet bogen, og reflekter over hvordan vi mennesker måske selv kan skabe de forhold, vi trænger til. I slutningen af bind 2 afsløres det, at Tara ikke er alene om at være fastholdt i den 18. november, og dermed får hun en lidelsesfælle i bind 3, som har et mere filosofisk touch, og hvor forskelligheden mellem blot to mennesker synliggøres, og hvor videnskab generelt og refleksioner over kærlighedens væsen også er i spil.
Solvej Balles projekt (vil jeg næsten kalde det) er litterært spændende, for hvad kan vi som læsere forvente af de kommende bind? Får vi en forklaring på, hvorfor tiden overhovedet er gået i stå? Er tiden overhovedet gået i stå, eller er hele fortællingen bygget op omkring Taras tanker? Rumfang er et begreb, der bruges til at fortælle, hvor meget der kan være i forskellige ting, så er hele bogserien et eksperiment om, hvad vi fylder ind i vores tid? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kommer til at læse de kommende bind, også selvom det kræver en vis vedholdenhed at læse sig gennem det genkendelige, men det fører mig blot tættere på hovedkarakteren, som jo netop lever i det univers.
De tre bind er, sammen med Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis” indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år, som repræsentanter for den danske litteratur, så hold øje med den 1. november, hvor vinderen findes.
Da jeg i november sidste år var inviteret på bogforum til at samtale med forfatter Mads Damsø var det med en indgangsbillet til VIP indgangen. Fint skulle det være. På vej mod indgangen passerer jeg som de første en mand og en kvinde. Jeg erindrer intet om kvindens udseende, for mine øjne hvilede på manden, omend kun i det øjeblik det tog at passere hinanden. Han var iført sort tøj og over det en jakke i stof, der ligende brokade i farverne blå og guld. Sådan husker jeg det. En meget smuk mand med gråt hår og sorte runde briller. Power, elegance, sex og intelligens tænkte jeg og førstehåndsindtrykket satte sig fast. Jeg så ikke mere til manden og kvinden under mit desværre meget korte ophold på Bogforum.
Da december nærmede sig, og ønskesedlen skulle udfyldes skrev jeg to bogtitler på. Bøger, jeg havde læst om om, og som havde vækket min nysgerrighed. Den ene “Skabt som mand og kvinde” af Ditlev Tamm. Bogen lød yderst interessant med historien om Francois Timoléon de Choisy, en crossdresser fra Solkongens Frankrig. En mand, der levede sit liv som både mand og kvinde. Den havde fået spændende anmeldelser og jeg fornemmede en ligeså stor interesse i forfatteren som i historien selv. Lidt som med Karen Blixen. Jeg blev derfor også nysgerrig på, hvem denne forfatter var og undersøgte det nærmere.
Ditlev Tamm (1946) er juraprofessor med to doktorgrader og forfatter til en række bøger, der handler om alt fra retshistorie til Bournonville Balletten. Han definerer sig selv som konservativ udenfor et partipolitisk perspektiv – altså at han tænker og lever ud fra den konservative ideologi uden nødvendigvis at være enig i det partipolitiske. Han er kendt som samfundsdebattør og som avisskribent mm. Han er æresmedlem af Juridisk Diskussionsklub, medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets historie og i 2004 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrog. Da han fyldte 54 skiftede han sine grå habitter og slips ud med mere farverigt tøj og begyndte at mixe herre- og dametøj, og blev dermed crossdresser. Præcis som hovedkarakteren i bogen “Skabt som mand og kvinde” som udkom oktober 2021, og som jeg nu vil vende opmærksomheden mod. Lad mig dog kort redegøre for begrebet crossdressing forinden, som jeg fortolker det.
Crossdressing er et begreb, der dækker over det at bære tøj og andre ting, der normalt associeres med det modsatte køn i et givent samfund. Det handler ikke nødvendigvis om ens seksuelle orientering, men mere om en leg med identitet.
Bogen “Skabt som mand og kvinde” er blevet til, da Ditlev Tamms fashionable og knivskarpe veninde P.F dukker op med Francois Timoléon de Choisys pikante crossdressinghistorier, og opfordrer ham til at oversætte dem og skrive hans biografi. Ditlev Tamm – i bogen kaldet D.T skriver han Choisys histories frem, guidet af veninden P.F. som er mindst ligeså interessant som hovedkarakteren Francois Timoléon de Choisy, herefter kaldet Choisy.
Choisy levede fra 1644-1724. Hans mor havde en tæt tilknytning til Solkongens hof og særligt til solkongens yngre bror, som holdt af at klæde sig som kvinde. Fra Choisy var dreng, bliver han klædt som pige, fordi hans mor ved, at det vil gavne både hende selv og sønnen, hvis han bliver uundværlig for hoffet. Choisy selv fortsætter med at klæde sig som kvinde i sin ungdom og i sit voksenliv. I sine unge år forfører han purunge piger. Som kvinde drager han omsorg for disse piger og oplærer dem i alt fra at frisere sig til at spille musik mens han om natten, som mand, oplærer dem i elskovskunsten. Han veksler mellem at klæde sig som mand og kvinde. Da hans mor dør efterlader hun ham en solid arv, men desværre er Choisy også, i rollen som mand, ludoman og lider under dette. Han mister formuer og stifter gæld, men prostituerer sig som kvinde for at indfri gælden. Han uddanner sig til teolog, rejser til Thailand, bliver senere medlem af Det Franske Akademi og udvikler sig som forfatter.
Historien om Choisy er helt utrolig fascinerende og man forføres gennem æstetiske beskrivelser af smukke klæder og kunstige skønhedspletter. Skønhedspletter, der også er drysset ud over bogen i et grafisk touch. Men kapitlerne med veninden P.F og hendes refleksioner over Choisy og over kønsidentitet og seksualitet var den største læseoplevelse for mig. Her møder man, som læser, en anonym kvinde, der tilsyneladende er lynende intelligent, og som foretrækker denne egenskab hos de mennesker hun omgås. Hun stiller krav om interessante samtaler med litteratur og videnskab som omdrejningspunkt og dyrker disse med sine veninder i Frankrig, hvis selskab hun også inviterer D.T til at deltage i. Hun redegør i bogen for sin fashionable påklædning og hvordan hun og mændene i hendes liv leger med kønsidentiterne sideløbende med at hun guider D.T i sin skrivning om Choisy.
Bogen er en unik læseoplevelse, og jeg mindes ikke at have læst noget lignende, der minder om den. Hverken i form eller indhold. Bogen er underholdende, grænseoverskridende, smuk og ikke mindst vedkommende og lærerig i vores samtid, hvor køn, identitet og seksualitet er under debat og evig udvikling. Og så er den også en hyldest til at klæde sig smukt og ekstravagant. At dyrke maximalisme i stedet for minimalisme, og med dette vil jeg slutte indlægget med billeder fra solkongen slot Versailles i Frankrig, hvor Choisy havde sin gang, og som jeg har besøgt to gange i mit liv, senest i 2015. Og så tror jeg, at jeg vil købe en beklædningsgenstand i leopard, jeg har forelsket mig i, mens jeg har læst bogen. Det ville klæde min garderobe og Nordjylland.
Og nå ja…… opmærksomme læsere vil måske nu have gættet, at det var Ditlev Tamm, jeg passerede ved indgangen til Bogforum…
Her på bloggen har jeg indtil nu kun anmeldt bøger, jeg har modtaget fra forlag og forfattere. Jeg vil gerne udvide med bøger fra min egen reol, forstået på den måde, at jeg vil dele mine læseoplevelser ud fra bøger, jeg selv har købt eller fået i gave, og som jeg tænker kunne have interesse for jer, der læser med. Flere af de bøger, jeg selv køber er anmeldt af andre bloggere, hos hvem jeg ofte selv finder inspiration. Det kan også være bøger købt hos antikvarboghandlere. Derfor vil disse indlæg omfatte både nye, gamle og virkelig gamle bøger og vil blive kategoriseret “Fra egen reol” og ikke som anmeldelser. Den første bog, jeg vil præsentere for jer er “Borgerlige samtaler” af Marie Louise Wedel Bruun.
Marie Louise Wedel Bruun går i “Borgelige samtaler” på jagt efter den borgerlige ånd. Bag på bogen kan man læse, at hun vil give danskerne friske øjne på de borgerlige – ikke mindst på de konservative, som hun altid har stemt på, men som hun ikke har turdet sige højt af frygt for at blive udskammet og sat i bås. For at undersøge den borgerlige ånd, har forfatteren talt med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, sognepræst Kathrine Lilleør, juraprofessor Ditlev Tamm, journalist Aminata Amanda Corr, forfatter Kristian Ditlev Jensen og formand for det konservative folkeparti Søren Pepe og disse ti “borgerlige samtaler” udgør bogen sammen med Marie Louise Wedel Bruuns egne refleksioner.
Jeg læser helst skønlitteratur, og stort set aldrig biografier, men samtalebøger har jeg en forkærlighed for. Denne er ingen undtagelse. Det er en gave at få lov til at møde ti så forskellige personer, der alle har en oplevelse af, hvad det vil sige at være borgerlig. Og hvad vil det egentlig sige? Hvad karakteriserer et borgerligt menneske? Kan man eksempelvis være borgerlig uden at sætte sit kryds ved de partier, vi i Danmark placerer i det, der kaldes blå blok? Og giver det i det hele taget mening at dele politiske partier op i rød og blå blok?
Disse spørgsmål diskuteres i bogen, og det er yderst inspirerende læsning, hvis man, som jeg, føler sig som en fusionering af de tre store ideologier konservatisme, liberalisme og socialisme. Jeg er blevet væsentligt klogere på den borgelige og måske mest af alt den konservative ånd igennem de ti samtaler.
“Denne her balance mellem individet og staten, som er balancen mellem frihed og tryghed, balancen mellem generationernes udfoldelsesmuligheder og ret, sat overfor ansvaret for, at du ikke ødelægger noget for andre – andre på kloden, men altså også næste generation – den hedder “kontrakten mellem generationerne”. Og din primære opgave er at sørge for, at dit samfund, din kultur, lever videre, for ellers har du svigtet kontrakten mellem generationerne” Per Stig Møller.
Efter endt læsning sidder man tilbage med oplevelsen af, at det at være borgerlig handler om, at opføre sig ordentligt og ansvarligt og kommunikere som sådan, at passe på dem, der måtte have behov, at være åben for forandringer og udvikling med respekt for historicitet, at kultur spiller en væsentlig rolle i menneskets dannelse og at naturen og bæredygtighed ikke er noget de radikale har opfundet, men at det en en borgerlig konservativ dyd, der har eksisteret siden ideologiens begyndelse.
Særligt for de ti samtaler er, at der hos stort set alle de medvirkende opleves uoverensstemmelse mellem borgerlige værdier og så den partipolitik, der føres hos de borgerlige partier, og det er måske den bedste forklaring på, hvorfor man som individ godt kan føle sig som og leve sit liv som borgerlig uden nødvendigvis at sætte sit kryds hos et borgerligt parti. Liberalismen og konservatismen er ideologier i borgerlig politik, men ønsket for graden af individets frihed og dets ansvar overfor staten er afgørende for, hvor man placerer sig som borgerlig.
“Borgerlige samtaler” er berigende læsning, som kan føre til flere spændende samtaler mellem mennesker. Bogen udkom i december måned 2021.
