Fødselsdag, et ændret logo og et velkommen til udenlandsk litteratur.

Anettes Litteratursalon fylder to år i dag og det skal fejres. At have to års fødselsdag er jo ingenting, men der er sket meget på de to år. 166 blogindlæg og en del posts på Instagram, som jo hænger sammen med bloggen. En masse gode samtaler omkring den danske litteratur og litteratur generelt samt en bogudgivelse. Siden bloggens start har jeg anmeldt bøger fra flere forskellige forlag, og det har været en gave at få lov til at læse så meget forskelligt dansk litteratur. Sidst på foråret i år sagde jeg imidlertid nej tak til at modtage flere anmeldereksemplarer, grundet et ønske om at finde mere tid til at læse de bøger, jeg selv vælger at købe eller låne på bibliotekerne. Min reol bugner med indkøbte bøger, der kalder på at blive læst. Jeg har stadig anmeldereksemplarer liggende, og de bliver læst og anmeldt året ud, sideløbende med at jeg deler mine læseoplevelser med bøger fra egen reol.

Skal der så ske noget nyt, når man har været i gang i to år? har jeg spurgt mig selv om mange gange den seneste tid. Og i sidste minut er jeg kommet frem til, at ja, det skal der. Mit fokus har indtil nu været på den danske litteratur. Det har været skønt at have en niche og en afgrænsning, men nu har jeg lyst til at åbne op for den internationale litteratur også. Jeg er sulten på at læse bredere og på at dele det med jer. Sulten på at dykke ned i litteratur tematisk, som jeg blandt andet har gjort denne sommer med bøger om bådliv og fiskeri skrevet af både danske og udenlandske forfattere. Jeg trænger til at udfordre mine egne læsevaner. At læse betyder alt for mig. Litteraturen er åndelig næring og jeg lærer mig selv bedre at kende, når jeg læser og jeg lærer om andre mennesker, om andre kulturer og om andre verdener gennem bøgerne. Jeg håber I vil tage godt i mod ændringen på bloggen og på Instagram. Jeg har ændret på logoet, så der ikke længere står samtaler om dansk litteratur, men blot Anettes Litteratursalon. Det er enkelt og det føles rigtigt. Jeg glæder mig til at tage hul på det tredje år med Anettes Litteratursalon. Tusind tak fordi I følger med.

Fødselsdag, Blixen tema og Giveaway.

Den 1. august 2021 fylder Anettes Litteratursalon 1 år. Det skal fejres. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, der har fulgt med og som har bakket op om ideen fra start. Stor tak til jer, der har deltaget i samtalerne omkring den danske litteratur. Det har været et yderst berigende år. Det er blevet til næsten 100 indlæg med anmeldelser, litteraturindlæg og en julekalender. Tak til følgere, til forfattere og til forlag.

Jeg har valgt at fejre fødselsdagen med et Karen Blixen tema, som vil køre fra i dag og frem til næste søndag, hvor selve fødselsdagen løber af stablen. Hver dag vil der her på bloggen og på Instagram være et indlæg omhandlende Karen Blixen. I den forbindelse har jeg indgået et samarbejde med forlaget Gyldendal, som har sponseret to eksemplarer af bogen “Pagten” af Thorkild Bjørnvig. En bog, der er blevet filmatiseret og instrueret af Bille August, og som har premiere i biograferne den 5. august. Jeg smider selv to biografbilletter efter hver bog, så der således er mulighed for både at vinde bogen og se filmen.

Konkurrencen vil foregå på Instagram på min profil https://www.instagram.com/anetteslitteratursalon/ hvor I også kan læse mere om vilkårene for at deltage. Jeg trækker to vindere søndag den 1. august om aftenen.

Kærlige litteraturhilsener

Anette Leonora Andersen