
For at starte med selve begrebet blogger opstod det i 90’erne da de første danske blogs kom frem. Det blev muligt for alle, at oprette gratis hjemmesider, hvor man kunne skrive personlige tekster om alt mellem himmel og jord. På det tidspunkt fandtes begrebet influencer ikke, og langt de fleste skrev om deres interesser. Det ændrede dog hurtigt karakter, da firmaer så et potentiale i at samarbejde med bloggerne. Siden er det gået stærkt og i dag, er der flere, der lever af at blogge. I dag er begrebet blogger også blevet mere flydende, da samme betegnelse bruges om personer, der har deres egen YouTube kanal, deres Instagramprofil og i det hele taget skriver på diverse platforme om bestemte emner.
Der er en hårfin grænse mellem begreberne blogger og influencer og måske hænger det sammen med antal følgere. Det er ikke helt gennemskueligt, når man ønsker at blive klogere på dette.
For mit eget vedkommende startede jeg min blog i august sidste år på baggrund af et ønske om at kunne skrive længere tekster om litteratur, end det er muligt på Instagram, hvor jeg i forvejen delte min læseglæde omkring dansk litteratur. Jeg havde også et ønske om at dele læseglæden, networke mere med andre læsere, bloggere, forfattere og forlag og dermed gøre min interesse til en lidt mere seriøs del af min hverdag.
Men er det så en hobby eller et job for mig?
Hvis I havde spurgt mig, da jeg startede min blog ville jeg have svaret, at det var 100% hobbybaseret. Det var før, jeg vidste, hvor mange timer og hvor meget energi jeg ville komme til at lægge i det. For nu kommer der lidt om, hvad det er en bogblogger (jeg) laver…
1. Jeg kontakter selv forlag, jeg ønsker at indgå samarbejde med og der er stor forskel på hvordan samarbejdet fungerer. Nogle forlag sender regelmæssigt nyhedsbreve/kataloger ud med kommende bøger, som jeg så kan melde tilbage på ift. hvilke bøger, jeg ønsker at læse og anmelde. Andre forlag sender blot bøger baseret på dem niche, jeg har valgt – i mit tilfælde dansk litteratur.
Forlag, jeg ikke har et fast samarbejde med, kontakter mig ift. forespørgsler på kommende bøger, og vi indgår aftale omkring enkeltstående bøger. Det samme gælder forfattere, der udkommer på mindre forlag, hvor det altid er forfatterne selv, der kontakter mig og ikke forlagene. Her gælder det samme, at vi indgår aftaler ift. enkelte bøger. Ovenstående betyder, at der er mailkorrespondance hver uge, der skal håndteres.
2. Når bøgerne modtages orienterer jeg mig omkring udgivelsesdato. Er det en bog, jeg modtager før den udgives arbejder jeg på at få den læst og have en anmeldelse klar på udgivelsesdagen. Det kræver lidt logistisk planlægning ift. hvor mange bøger, jeg vælger at modtage, så jeg ikke pludselig ligger inde med en stor stak ulæste bøger, der skal anmeldes. Det er mit eget valg at gøre det på denne måde. Mange bloggere gør det anderledes og modtager rigtig mange bøger og anmelder løbende, som de får tid.
3. Så skal bøgerne læses, og det er en anderledes læseoplevelse, når jeg ved, at der skal skrives en anmeldelse. Der tages notater løbende og der bøjes hjørner under læsningen, når jeg støder på passager og citater, der opsummerer bogens pointer eller har særligt interessant litterært indhold, som jeg ved, jeg vil fremhæve i anmeldelsen.
4. Efter endt læsning (som jo varierer timemæssigt alt efter om bogen er på 200 eller 800 sider) skal der skrives anmeldelse, og det er ikke blot at gengive et referat af bogen. Ud over selve bogen researcher jeg på forfatteren og tidligere værker for at få så meget med i min anmeldelse som muligt. Det kan selvfølgelig variere meget alt efter, hvilken bog, jeg anmelder. Til anmeldelsen skal der også tages billede(r). Jeg poster mine anmeldelser her og på instagram og på min private Facebookprofil. Det tager tid, for alle tre platforme er forskellige ift. hvordan indhold bedst deles. Jeg mailer også til de forlag, jeg samarbejder med og sender links til mine anmeldelser (når jeg husker det!)
5. Når man blogger om bøger, skal man også sætte sig ind i den lovgivning, der er på området, og det er bl.a. markedsføringsloven og skatteloven. Det er tidskrævende, og det har været meget uigennemsigtigt. Det er ikke noget forlagene oplyser noget om, når man indgår samarbejde, men det kan blive en dyr omgang for en blogger, hvis reglerne ikke overholdes. Det handler om “skjult reklame” ift. markedsføringsloven. Derfor skal jeg hver gang jeg poster et opslag eller laver en story på Instagram, som IKKE ER EN ANMELDELSE af en bog, men hvor bogen indgår på et billede skrive “Reklame” tydeligt og i starten af et indlæg eller fået billede. Selve anmeldelsen af bogen ses ikke som reklame, da anmeldelsen betragtes som “kulturformidling” Som bogblogger modtager jeg ikke betaling for at anmelde bøger for forlagene. Jeg modtager bogen og får lov til at beholde den, og min bogreol er derfor blevet fyldt godt op i det forgangne år. Når en blogger modtager et produkt fra et firma, hvor der ligger en aftale/forventning om omtale af produktet er produktet skattepligtigt, og skal indberettes som B-indkomst. Skattereglerne har været meget uigennemsigtige på området, og der er ofte debat om emnet mellem bogbloggere. Skal vi betale skat af de modtagne bøger eller ej. Bogbloggere er i tvivl, og der tolkes meget på ordlyden hos SKAT. Forlagene nævner det ikke i samarbejdet, men SKAT er ikke i tvivl. Jeg har talt med SKAT flere gange nu og flere personer uafhængigt af hinanden. Der SKAL betales skat af de modtagne bøger. Beløbet, der skal svares skat af er bogens udsalgspris. Således har jeg også brugt tid på at skabe et overblik over bøger modtaget i 2020 og skal indberette beløbet til SKAT, når der kan ændres i årsopgørelsen for 2020 i marts måned. Ligeledes har jeg lavet et estimeret beløb i forhold til bøger, jeg vil modtage i 2021 til min forskudsopgørelse for 2021. Dette kan kun være et skøn beregnet på antallet af bøger modtaget i 2020 fra august set i forhold til årets 12 måneder.
6. Udover ovenstående skal man som bogblogger oprette, vedligeholde og udvikle sin blog, hvilket også kan være tidskrævende, når eksempelvis WordPress (som jeg arbejder i) opdaterer den version, man skriver i.
7. Derudover følger man som bogblogger med hos andre bloggere og hos de følgere, man har. Der skal likes og kommenteres og deles, hvis man skal bidrage til fællesskabet.
8. Jeg kunne sikkert nævne mere, men ovenstående fortæller lidt om, hvad jeg som bogblogger laver, og den tid jeg bruger på det. At blogge om bøger er først og fremmest en stor personlig interesse og et ønske om at dele læseglæden med mange. Dernæst et ønske om at lære mere, at få erfaring med hele “boguniverset” og i sidste ende måske komme til at arbejde professionelt med litteratur på sigt.
Jeg tror, at der kommer til at ske en udvikling på området over de kommende år. Der er en del debat om bloggere og aflønning og om hvordan denne produktaflønning skal ses i lyset af den arbejdsmodel vi har i Danmark. Indtil det sker nyt på den front, fortsætter jeg med art blogge under de betingelser, der er i dag.