Anmeldelse af “Det er de oprørske der svigter” af Lise Ringhof og Erik Valeur.

Titel: “Det er de oprørske der svigter” Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur. Sider: 571. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Hvornår fortæller I dem egentlig sandheden?” Hun kastede et blik på Erling i lænestolen overfor. “Var det ikke snart på tide?” Først da de stod alene i entréen, svarede han sin søster: “Du så Thomas bryde sammen ved fødselsdagbordet, lige pludselig, og sådan er de begge to. Derfor skal vi tænke os om”. Han tog sin frakke og halstørklæde på.” Tænke os om?” “Ja – når vi en dag fortæller dem…noget, så skal vi sikre os, at det ikke går grueligt galt.” Han åbnede hoveddøren ud til strandvejen. “Du synes, at alt i den nye frigørelses ånd skal på bordet, Ida, men du glemmer én ting… Han trådte ud i aften kulden. “Og hvad er det?” Hun stod lige i døren bag ham. “Hvad nu, hvis én af dem ikke kan leve med det?”

“Det er de oprørske der svigter” er andet bind i slægtsfortællingen om familien Brinch, som man følger i årene 1950-1990. Og den fortsætter hvor første bind “Det er de danske der flygter” sluttede. Brødrene Jakob og Thomas vokser op i skyggen af en familiehemmelighed i efterkrigstidens vejle. Deres indbyrdes relation er præget af uvenskab og rivalisering, der udvikler sig til et fjendskab, som tidligt i deres liv skiller dem ad. De udvikler sig i hver sin retning. Mens Thomas bygger en karriere op indenfor reklamebranchen og ender som selvstændig og meget succesfuld, arbejder Jakob indenfor bogbranchen og er i en lang periode også selvstændig forelægger. Familiehemmeligheden ligger hele tiden og lurer, og påvirker de to brødre og deres tanker, følelser og handlinger. Parallelt med de to brødres udvikling følger man slægten Brinch og også det danske ungdomsrør med idealisme om lighed og verdensfred. En idealisme, der ikke er uproblematisk, som bogens titel også lægger op til. Man får indblik i 60’erne og 70’erne med kvindernes kamp for ligestilling politisk, seksuelt og ikke mindst i forhold til familiestrukturer. Familiehemmeligheden afsløres hen ad vejen og handler om det gode, det onde og om tilgivelse.

“Men noget må være rigtigt – og noget forkert, ikke?” sagde Jakob efter en tid, hvor de havde fulgt de to pinde i vandet med øjnene. “Der findes jo onde mennesker i verden.” “Gør der?” Daniel stod ubevægelig ved hans side. “Jeg har aldrig mødt ét.”

Lise Ringhof og Erik Valeur har gjort det igen. Skrevet en fantastisk roman, hvor slægtshistorie og danmarkshistorie smelter sammen. Med et persongalleri, der i første omgang var ved at tage pusten fra mig, men som jeg, takket være en oversigt over disse først i bogen, fik overblik over, og som har været en fornøjelse at stifte bekendskab med. Jeg holder meget af de mange litterære referencer, der er med i bogen, som et stykke dansk litteraturhistorie parrallelt med de øvrige historier. I dette andet bind får man indblik i bogverdenen med familiens boghandel og med Jakobs arbejde indenfor forlagsbranchen, og det var en fryd at læse for en bogelsker. Jeg finder særligt tematikken omkring familiehemmeligheden spændende. Det gode, det onde og tilgivelse. Her rummer bogen noget eksistentielt og bliver flere steder nærmest filosofisk uden at det bliver forstyrrende, tværtimod.

Jeg havde store forventninger til bind to i slægtstrilogien, og mine forventninger blev indfriet til fulde. Jeg havde fornøjelsen af at læse og anmelde første bind i serien, og der skrev jeg, at det ikke skulle undre mig, hvis romanen på et tidspunkt blev filmatiseret. Sådan har jeg det stadig. Det er en stor fortælling og med karakterer, der ville gøre sig godt på film. Bind to slutter i 1990’erne og jeg glæder mig allerede til tredje og sidste bind, som tager fat på tiden derfra og frem til i dag.

“Det er de oprørske der svigter” udkom 19. august 2021.

Anmeldelse af “Gå til grunde” af Daniel Boysen.

Titel: “Gå til grunde” Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 138. Forlag: Jensen & Dalgaard. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Jensen & Dalgaard.

“Efter fire år er der en streg mere, skal de samles i lykke, skal de bygge et liv og vokse ud af deres kroppe, skal de græde af glæde, skal de danse hele natten til lyden af deres egen latter, vokser solen ind i deres naive hjerter, er der en streg mere, er der…”

Der er tårer på mit tastatur, mens jeg skriver denne anmeldelse.

“Gå til grunde” er smuk og smertefuld læsning om fertilitetsbehandling. En lyrisk magisk realistisk roman om længslen efter at sætte liv i verden set og fortalt fra mandens perspektiv. Parallelle fortællinger om livets undergang og jordens undergang. Natur, klima, menneske og videnskab. Daniel Boysen skriver som vanligt smukt, bevægende og vedkommende.

Lys og mørke. En stjernestøvsuger, der har form som en prisme, bygget for at give byens mørke lys. Via et underjordisk system fordeles stjernelys over byen. Det har vendt op og ned på millioner af års udvikling. Solsortene flyver forbi hinanden i stedet for at parre sig og parret, der forsøger at flette celler sammen til nyt liv oplever, at det enten udebliver eller at “det” sidder forkert. I et magisk univers af stjerner og prismer følger man et par og deres længsel efter at blive forældre. Drømmene, de to streger på graviditetstesten, blødninger, indsprøjtninger, forventninger, håb og smerte. En begyndende definition af sig selv som forældre, som brister og hvad skal man så definere sig som? Naturen spiller en vigtig rolle i romanen. Den er givende og helende men selv udsat og måske på vej til at gå til grunde, hvis vi ikke passer på den.

Den magiske realisme, bekymringen og engagementet i klimaproblematikken er genkendelig i forhold til forfatterens tidligere værker, men denne gang skriver Daniel Boysen også autobiografisk, men på intet tidspunkt selvudleverende. Han bruger sin egen smertelige fortælling i kunsten og gør den vedkommende for alle, og måske især for mænd i samme situation som ham selv. Udover romanen har forfatteren lavet “Gå til grunde’ som EP. Seks numre, klaver og oplæsning. Man skal være lavet af sten, hvis man ikke berøres dybt af ordene og musikken…

“Jeg skriver dine usynlige fødder frem, de bevæger sig hen over gulvet, du griner og din latter fylder os med fred. Jeg skriver for at fortælle at vi ved du var her, at dit hjerte blinkede….” (Fra nummeret “Dine usynlige fødder” på EP’en) kan høres her: https://soundcloud.com/danielboysen/sets/ga-til-grunde

Det samlede værk er kunstnerisk, intelligent, smertefuldt, smukt og vedkommende.

“Gå til grunde” udkommer i dag 12. oktober 2021.

Anmeldelse af “Blå toner” af Anne Cathrine Bomann.

Titel: “Blå toner” Forfatter: Anne Cathrine Bomann. Sider: 250. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Selvfølgelig skal man have hjælp, hvis man har det svært,” råber hun, og ordene er som en stor sang, der fylder hele salen ud. “Men Danish Pharma vil have os til at glemme kærligheden for at slippe for smerten. Kan vi leve med det?”

“Blå toner” handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg, og i Aarhus er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men psykologiprofessor Thorsten Gjelsted får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning. Han allierer sig med sine to studerende Anna og Shadi, der skriver speciale om sorg. Sammen forsøger de at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil, før pillen mod sorg bliver sendt ud på markedet.

Anne Cathrine Bomann har skrevet en fængslende spændingsroman om sorg, videnskab og kærlighed. Jeg var fanget fra start og har kun lagt bogen fra mig for at sove i nat. Tematikken omkring medicinalfirmaer, der skjuler fakta om bivirkninger for at få deres medicin på markedet er ikke ny i litteraturens univers. Der er heller ikke noget overraskende i romanen i forhold til plottet, men det at romanen er bygget op omkring etiske refleksioner omkring sorg og sorgprocesser gør, at romanen får eksistentiel karakter. Bogen rejser en umådelig vigtig diskussion omkring sorg, og om hvordan vi som mennesker skal være i sorg og håndtere den. Om den er tidsbegrænset og noget vi skal komme os over, eller om vi kan og skal leve med sorgen som et livsvilkår, selvom den kan være smertelig. Den rejser ligeledes diskussion om videnskaben og om forskning, der jo aldrig kan være objektiv, da data altid vil være udvalgte og afgrænsede.

Roman har et “ungt touch” med karakterene Anna og Shadi. Studieliv, kærlighed og sex og deres tanker om alt dette, men også deres egne personlige erfaringer med sorg og medicinering. Dette balanceres utroligt fint med det mere voksne perspektiv gennem psykologiprofessor Thorsten Gjelsted og Elisabeth, kvinden der får ideen til pille mod sorg.

En virkelig god og vedkommende spændingsroman, der udkom 23. september 2021.

Anmeldelse af “På undersiden af dagen” af Emeli Bergman.

Titel: “På undersiden af dagen” Forfatter: Emeli Bergman. Sider: 156. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Jeg elskede pigerne, som jeg elskede alle børn, jeg passede i længere perioder, jeg ville altid huske dem, men når jeg skiftede familie, savnede jeg dem ikke. På en måde var det en meget sund, eller i det mindske praktisk, kærlighed”

“På undersiden af dagen” handler om Anna, der som 20 årig tager til Frankrig som au pair for at komme på afstand af sin egen familie og sin brors pludselige død. Som læser følger vi Anna indtil hun bliver 38 år. I alle årene arbejder hun som au pair for skiftende familier. Vi hører ikke meget om brorens død ud over at han er død af en overdosis. Det sniges ind i historien ligesom den underliggende smerte, der blot antydes hos Anna i hendes relation til sine forældre og ikke mindst til hendes mor. Smerte og praktik går hånd i hånd, når Emeli Bergman i detaljer fortæller om, hvordan Anna tilbereder mad til familierne, hun arbejder for. Måltider hun ikke selv får lov til at smage. Der er på den ene side noget meget sanseligt over beskrivelserne og på den anden side noget meget tomt og indholdsløst. Det er som om Anna ikke er tilstede, som om hun blot udfylder rollen som au pair pr refleks sideløbende med at hun reflekterer og drømmer om sin døde bror og sine forældre, hvis skæbne hun netop gennem drømme forsøger at ændre.

Der er noget fascinerende over Emeli Bergmans måde at skrive på. Teksten er ind i mellem nærmest lyrisk og der antydes mere end der oplyses. Det gør at man som læser selv skal søge ind i teksten for at finde sammenhæng. Se blot på titlen “På undersiden af dagen” som kunne antyde, at romanen handler om det skjulte, det fortrængte, det som ikke ser dagens lys. Paradokset med at Annas liv kredser om andre familier mens hendes eget familieliv er ikke eksisterende er et interessant greb fra forfatteren. Det forstærker smerten, omend den er underspillet. Der byttes om på rollerne, når Anna ønsker, at hun kunne have været au pair for sine forældre og derved måske kunne have ændret skæbnen. En skæbne, der blot antydes og som kunne handle om en form for omsorgssvigt og mangel på kærlighed, hvilket også understreges i det indledende citat i anmeldelsen.

“På undersiden af dagen” er ikke en let læst bog. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at navigere i børn, familier og ikke mindst tiden. Tonen er den samme hele vejen igennem bogen og der er intet klimaks. Det er en ret linær følelsesmæssig læseoplevelse. Psykologisk og litterært er der dog meget at tale om, hvorfor jeg mener, at man som læser vil få størst udbytte af bogen, hvis læseoplevelsen deles og diskuteres.

“På undersiden af dagen” udkommer i dag 15. september 2021.

Anmeldelse af “Evigheden i et siv” af Irene Vallejo

Titel: “Evigheden i et siv” Forfatter: Irene Vallejo. Sider: 510. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Bøger er en udryddelsestruet art, og på et tidspunkt i nær fremtid vil de forsvinde, opslugt af konkurrencen fra andre og dovnere former for underholdning og fra internettets kannibaliserende ekspansion……….”

Den spanske forfatter og filolog Irene Vallejo gør denne dommedagsprofeti til skamme med sin hyldest til bogen og dens historie i mesterværket (ja intet mindre) “Evigheden i et siv”. Bogen er en ældgammel opfindelse, og dens historie viser, at mennesket har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne, og at det er mere sandsynligt, at der i det toogtyvende århundrede er nonner og bøger end WhatsApp og tablets.

Som læsere inviteres vi i bogen med på en rejse gennem tiden, hvor vi følger bogens udvikling. Bogen starter med en prolog, hvor mænd omkring år 280 f.kr. er på jagt efter bøger til det legendariske bibliotek Alexandria i Ægypten. Et bibliotek, der skulle rumme værker af alle forfattere fra tidernes morgen og et bibliotek, der skulle blive verdens største. Her skulle al viden samles, for viden var magt. Men en bog var ikke en bog, som vi kender den i dag. Bogen var den skrøbelige papyrusrulle, der skulle transporteres og opbevares forsigtigt for ikke at gå til. Der var kun én udgave af hver rulle, og derfor skulle de skrives af i hånden, hvis de skulle kopieres, og det skulle de for at bevare og for at dele viden. Der fandtes således skrivere, der ikke beskæftigede sig med andet end at kopiere indholdet i de mange papyrusruller. Teksterne på disse var ikke som tekster i dag. Der var ikke mellemrum mellem ordene og der var ingen tegn. Alt sammen for at spare plads, så man kunne skrive mere. Ydermere mente man heller ikke, at det var nødvendigt, idet forfattere kun læste højt på denne tid og de kendte indholdet. Stillelæsning som en individuel aktivitet forekommer først langt senere.

Bøger var lig med viden og viden med magt og igennem bogen hører vi om hvor farlige, forbudte og provokerende de er, og hvilke umenneskelige handlinger, der er blevet udført for at forhindre bøgernes udbredelse. Men også om fuldstændig fantastiske værker, der har sat historiske spor gennem verdenslitteraturen.

“Evigheden i et siv” fortæller eventyret om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne; kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, munke, slaver og boghandlere. Og det er ikke kedeligt. Irene Vallejo skriver, så sanseligheden driver ned over siderne. Bogen virker som en historisk roman uden helt at være det. Hendes sprog er misundelsesværdigt smukt, og i den forbindelse skylder vi læsere også oversætter Rigmor Kappel Schmidt en stor tak. Man kan ikke læse denne bog uden at føle stor stor kærlighed til bøger og litteratur efterfølgende. Bogen er en kærlighedserklæring til det skrevne ord. Den er fyldt med intertekstualitet og vidner om en enorm litterær viden hos forfatteren. Hendes måde at beskrive Homers Illiade og Odyssé på giver mig flashback til 1980’erne i gymnasiet og faget oldtidskundskab. På det tidspunkt havde jeg lige fået min tandbøjle af, og havde mere travlt med at kysse end med at læse, men jeg ved nu at jeg er gået glip af stor litteratur. Det kan heldigvis indhentes og Irene Valljo guider på fineste vis os læsere igennem de helt store klassiske værker i verdenslitteraturen.

Min begejstring for denne bog skal ses i lyset af, at jeg elsker at læse, jeg elsker bøger og jeg elsker at læse om bøger. At få serveret så meget – usandsynlig meget viden på så sanselig en måde er den største gave. “Evigheden i et siv” er uden tvivl den største læseoplevelse, jeg har haft i år.

“Evigheden i et siv” udkom 25. august 2021.

Anmeldelse af “Syv lag” af Julie Sten-Knudsen

Titel: “Syv lag” Forfatter: Julie Sten-Knudsen. Sider: 120. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Når man har læst Julie Sten-Knudsens “Syv lag” og selv givet liv til tre børn, så er det svært ikke at få fysisk ondt i maven, når man læser digtene, der handler om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Digtene handler om moderskab, kejsersnit, feminisme, natur og klima.

Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle

Med “Syv lag” prøver Julie Sten-Knudsen at bidrage til en gentænkning omkring vores forhold til naturen og forholdet kønnene imellem. Hun undersøger og beskriver i detaljer kejsersnittet og dets historie, og det er ikke for sarte sjæle, men det har forskning omkring lægevidenskab og medicin vel aldrig været. Det gør både ondt og godt at læse om kejsersnittes udvikling. Hvad kvinder ikke har lagt krop til gennem historien…

Der er noget meget smukt og stærkt over digtene på samme tid med voldsomheden. Sproget er poetisk og veksler mellem lethed og storhed. Treenigheden: barnet – naturen – kejsersnittet fungerer godt, og man fornemmer at hverdag og videnskabelighed flyder sammen i ordene. Digtsamlingens titel “Syv lag” refererer til at man ved kejsersnit skærer gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder og fosterhinde. Syv lag refererer ligeledes til jordlag, historiske og arkæologiske lag.

Ingen hvide anemoner her Skoven er for ung og anemonen for konservativ

eller lidt hjælpeløs, kan ikke selv tage springet fra én skov til en anden, skyder kun langsomt sine stængler frem gennem jorden

Anemoner har brug for arbejdsro flere århundreders lag på lag af vissent løv flere århundreder uden forstyrrelser

“Syv lag” er en stærk digtsamling. En digtsamling hvor det sanselige, det poetiske og videnskab går hånd i hånd. En meget sjælden stærk oplevelse og et spændende greb. Bogens omslag i stærk rød og grøn er ret symbolsk for liv, død, håb. Det kan være svært at sætte en decideret målgruppe på. Men behøver man det? Digte er vel for alle, der ønsker at berøres poetisk og sanseligt.

“Syv lag” udkom 18. august 2021.

Anmeldelse af “Før vi ved af det vender lyset tilbage” af Sofie Due

Titel: “Før vi ved af det vender lyset tilbage” Forfatter: Sofie Due. Sider: 208. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til ham?

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” er Sofie Dues debutroman, og en yderst velllykket af slagsen.

Romanen handler om Leah, der er opvokset i Odense med en barndom dybt forankret i Pinsekirken, men som flytter til København for at komme væk fra sit opvækstmiljø for at starte på en frisk. Her starter romanen, og som læser følger man Leah i denne nye tilværelse med roommates, venskaber, arbejde, fester, forelskelse, kropsbevidsthed og seksualitet. Barndommen i Odense og tankerne om Gud kredser hele tiden i hendes bevidsthed, og hun føler tvivl om, hvor hun hører til, og om den religiøse og den ikke religiøse verden kan forenes i hendes liv med venner, veninder og kæreste i København. Hun er tæt knyttet til sin morfar, der bor på Amager, og som hun ser jævnligt, ligetil han ikke længere er en del af hendes hverdag.

Romanen kan synes som en ungdomsroman, om identitet og om at finde sig selv, men den henvender sig ligeså meget til voksne, da spørgsmålene der rejses i romanen er af eksistentiel karakter – om tro og tvivl. Der er noget utroligt fint og smukt over den. Der er, som jeg læser den, ingen fordomme mod tro og kirke, men en nøgtern beskrivelse af det fællesskab men også forbundethed, der er forbundet med at vokse op med en tilknytning til en frikirke og en tvivl der kan følge i kølvandet på en løsrivelse. Med mange helsætninger og et enkelt sprog beskriver Sofie Due den komplekse oplevelse, det kan være at fjerne sig fra det miljø, man er vokset op i, og langsom finde en vej frem med både lettelse og tvivl som ledsagere.

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” udkommer i dag 18. august 2021.

Anmeldelse af ” Sfinx” af Daniel Dalgaard

Titel: “Sfinx” Forfatter: Daniel Dalgaard. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Jeg vil gerne tro at det kun er en historie jeg fortæller. Men det forekommer mig at disse begivenheder udgør det rådne hjerte i det der viste sig at være mit liv. Jeg udgøres af denne fortælling. Der findes intet i mit liv som ikke indeholdes her, det er den perfekte fortælling, en rose af smadret spejl”.

“Sfinx” af Daniel Dalgaard er en fortælling i syv dele. Tidsmæssigt springer den frem og tilbage mellem besættelsestiden under 2. verdenskrig og til et nutidigt backpackermiljø. På bagsiden af romanen kan man læse, at det er en roman om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund – de ting som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen. I romanen møder man forskellige karakterer, hvoraf to af dem har en gennemgående rolle.

Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans navn klinger lidt for tysk og han har også et meget karakteristisk udseende, der gør at han bliver udstødt i den lille by, han kommer fra. Han vil gerne væk fra byen, men krigen forhinder ham i dette. Først langt senere i livet kommer han væk fra byen, men på det tidspunkt har han været ramt af en hjerneblødning, og sidder i kørestol dybt afhængig af andre.

Thea er først i tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden.

Jan og Theas veje krydses på et resort i Thailand, hvor hele det brogede persongalleri i romanen flettes sammen.

Rå poesi er de første ord, der falder mig ind efter at have læst bogen. Daniel Dalgaard er en sproglig ekvilibrist. Han balancerer hvert ord og hver sætning til det perfekte. Titlen “Sfinx” refererer til et fabeldyr fra den græske mytologi,hvor sfinxen er et væsen med kvindehoved og -bryster, løvekrop og ørnevinger, som blev sendt for at straffe befolkningen i Theben, som havde mishaget guderne. Hun åd alle, som ikke kunne løse denne gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne løse gåden, før Ødipus indså, at svaret var et menneske, der som kravler som spæd, går på to ben som voksen, og bruger stok som gammel. Da Sfinksen hørte, at han havde løst gåden, kastede hun sig i døden. Der er klare og groteske referencer til denne mytologiske fortælling i romanen.

Fortællingens syv dele er fortalt i mol, i grå farvetoner, i melankoliens farve. Det er tristesse, der gennemsyrer den samlede fortælling. Der er ikke meget at smile ad ej heller at grine over. Der er en genialitet over fortællingernes indhold og opbygning, og et kunstnerisk touch, men indrømmet, så trængte jeg til at blive færdig med bogen, da jeg var godt halvvejs. Den er simpelthen ladet med for meget negativitet og groteske beskrivelser. Jeg kan have svært ved at pege på en eksakt målgruppe af læsere til romanen, men den vil helt sikkert falde i god jord hos læsere, der vægter det skæve, det sproglige og det kunstneriske højt i en roman, som udover indholdet også er pakket i et meget smukt næsten fløjlsblødt cover lavet af grafiker Simon Lilholt.

Sfinx udkom den 12. august 2021.

Anmeldelse af “Adam i Paradis” af Rakel Haslund-Gjerrild.

Titel: “Adam i Paradis” Forfatter: Rakel Haslund-Gjerrild. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jeg får lyst til at elske og til at købe blomster, til at omgive mig med kunst, men måske ikke til at blive virkelig gammel efter at have læst Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis”

AT SIGE, AT jeg har plukket blomster til dig, min haves flor af tulipaner, ranunkel, brudeslør og hortensia, i den buket, der møder dig, når du lukkes ind gennem hoveddøren, på skænken foran spejlet, der fordobler mængden af blomsterkroner, jerusalemkoralbær, kinesisk sankthansurt, solhat, høstanemone, og slynget om dem ranker fra min vildvin, og det er den dugt af tør sensommer, af æbler og kornmarker, der bages af solen til en duft så sød, at den lægger sig på tungen som sult, der får din mave til at knurre allerede i entréen, mens jeg hjælper dig af med frakken….

“Han har set, at jeg ser på ham. Men han skammer sig ikke, han bliver ikke flov. Jeg sveder. Jeg ryster pludselig på hænderne. Han stirrer på mig. Hans grin har knivskanter, hvad vil du? siger han med sine knive, blanke og rå. Der er en kløft imellem os. Hver linje i hans krop skærer rifter i øjet. Han spreder lårene et hårstrå, men når han trækker vejret igen, trækker han ikke lårene med sig, de bliver der – en anelse mere spredte. Paradiset siger: Kom og sæt dig i mit skød. Jeg lader øjet røre det hele.”

“Adam i Paradis” er en historisk roman om maleren Kristian Zahrtmann, om kunst og forbudt begær. 70 år gammel og på højden af sin karriere maler Kristian Zahrtmann et portræt af Adam, det første menneske, der emmer af begær og erotik. Året er 1913. Det moderne Gennembrud har prædiket fremskridt og progressive tanker, men hvad angår seksualitet er stien smal og konsekvenserne brutale. København har netop lagt scenen til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Og midt i alt dette fragter Zahrtmann palmer, eksotiske blomster og bananklaser fra drivhusene i Botanisk Have til sin mondæne villa på Frederiksberg for at omdanne sit atelier til en jungle, for at male sin version af Paradiset.

Romanen emmer af sanselighed og smukke sætninger og ind imellem dette et brutalt billede af synet på homoseksuelle. Rakel Haslund-Gjerrild har anvendt et fantastisk greb til dette. Midt i alt det fiktive, som dog er baseret på virkelighed ses der breve, bilag og dokumenter, der vidner om hvor udstødte homoseksuelle var herunder forfatteren Herman Bang. Kunstneren selv Kristian Zahrtmann fremstilles som en mand, der føler sig rig i forhold til skønhed omkring sig men selv føler sig gammel og ensom. Der er særligt et par steder i romanen, der er skrevet helt unikt i forhold til dette:

“Jeg tæller mine pletter i stedet. Jeg dalmatineres. Gule og beige og rødlige plamager. Mine lår er landkort. Jeg har genkendt Møn og en plet, der kunne ligne Den Iberiske Halvø. Jeg rejser med fingrene fra ø til ø. Leverpletter og skønhedsmærker, fregner og ar og filipenser og tør, skabagtig hud, der som et hav i oprør slår flager af sig, der tages af vinden og drysses ud over mit gulv”

“Men jeg selv! 70 årigt forfald. Jeg kan ikke glemme mine leverpletter, min ånde, åh, mine tænder, når jeg maler ham. Jeg ledes ved mig selv”

Tematikkerne i romanen er kunst, forbudt begær og aldring. Romanen skriver sig ind i genren exo-fiktion, hvor forfattere, modsat i autofiktion, tager udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelse, men med fiktionen og sproglig leg som virkemiddel. Jeg er meget begejstret for bogen, og jeg synes den skiller sig markant ud i dens form i forhold til andre kunstnerromaner med de “grå sider” med breve, bilag og dokumenter. Ligeledes sidst i romanen, hvor Rakel Haslund-Gjerrild har valgt at lade et dokument fra den Hirschsprungske Samlings arkiv indgå vedr. afdøde Kristian Zahrtmanns indbo. I det hele taget vil jeg anbefale andre læsere i at tage et kig bagerst i romanen inden påbegyndt læsning, da der er et grundigt persongalleri, der kan være til hjælp under læsningen.

“Adam i Paradis” udkom 5. maj 2021.

Og vinderne er…….

I dag er det bloggens 1 års fødselsdag og efter en uge med Karen Blixen tema har jeg nu fundet de to vindere af konkurrencen, der har kørt på Instagram siden sidste søndag.

Tusind tak for jeres deltagelse og de mange spændende samtaler, vi har haft om Karen Blixen. Det har været en fornøjelse.

Jeg ville ønske, jeg kunne sende et eksemplar af bogen “Pagten” plus biograf billetter afsted til jer alle, men det er desværre ikke muligt. Vinderne er fundet via lodtrækning. Stort tillykke til Lise med Instagramprofilen etkapitelomdagen og til Mary med profilen mary_annesplace

Tusind tak til Gyldendal for at sponsere to eksemplarer af “Pagten”

Tak for denne gang.