Litteraturpriser – dansk litteratur 2020.

I skrivende stund læser jeg eller nærmere lytter jeg til “En lykkelig slutning” af Maren Uthaug. En roman, jeg sammen med min private litteraturklub skal mødes om og diskutere på torsdag. Romanen vandt prisen “Læsernes Bogpris” 2020. Læsernes Bogpris er en litteraturpris indstiftet af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i 2003.
Årets nominerede 10 bøger udvælges af Berlingskes litteraturredaktør og Danmarks Biblioteksforening. Med prisen følger et beløb. At vinde en pris kan således få økomisk betydning og ikke mindst anerkendelse for forfatterne, men hvad kan vi som læsere bruge prisuddelingerne til? Først og fremmest kan man som individuel læser lade sig inspirere til sin læsning, men også i litteratur- og læsekredse kan det være en god ledesnor og inspiration, når årets bøger udvælges. Det kan også være en guide ift. læseudvikling, hvis man altid læser samme genre og gerne vil kaste sig over nyt.

Der findes et utal af priser, der uddeles til dansk litteratur, og det vil være for omfangsrigt at komme ind på alle her. Jeg vælger derfor et udpluk tildelt hen over året. Et år som på ingen måde ligner sig selv på grund af Coronasituationen, og som den litterære verden også har skullet forholde sig til i forhold til prisuddelinger, hvorfor nogle er blevet udsat og andre har fået anden form end sædvanligt.

Januar

De Gyldne Laurbær – Boghandlernes pris: “Skyggedanseren” af Sara Omar

Montanas Litteraturpris – Litteraturpris, som uddeles i samarbejde mellem Montana, Dagbladet Information og Testrup Højskole: “Dødsknaldet i Amazonas” af Hanne Højgaard Viemose.

Weekendavisens Litteraturpris – Weekendavisens anmeldere indstiller et antal titler i december, som danner grundlag for en afstemning blandt avisens læsere: “Viking – Ran, ild og sværd” af Jeanette Varberg.

Februar

Mofibo Awards – årets lydbøger – Den første prisuddeling til lydbøger, hvor såvel forfattere som indlæser hyldes. Her er der prismodtagere i 6 kategorier, men jeg vælger blot at medtage årets roman her: “Hjerteblink 2” af Marie Louise Cornelius. Indlæst af Laura Drasbæk.

Marts

Politikkens Litteraturpris – Politikkens læsere stemmer på deres favorit: “Til min søster” af Dy Plambeck.

April

Læsernes Bogpris – en litteraturpris indstiftet af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske: “En lykkelig slutning” af Maren Uthaug.

Maj

EU’s Litteraturpris – EUPL – uddeles hvert år til aktuelle forfattere fra EU’s medlemslande. Prisen har til formål at fremme kreativitet, diversitet og mobilitet indenfor europæisk skønlitteratur: “Penge på lommen” af Asta Olivia Nordenhof.

Juni

DR Romanprisen – En pris der i samarbejde med DR udvælges af romanlæseklubber fra landets biblioteker (Eftertragtede læseklubber, man ofte skal være skrevet op til i lang tid for at få plads. Jeg er selv nr. 1 i køen i romanlæseklubben tilhørende Aalborgbibliotekerne.) “De døde fylder dagene med en smag af mønter” af Carsten Müller Nielsen.

August

H.C. Andersen Litteraturprisen – Hans Christian Andersen Litteraturpris er en dansk litteraturpris, uddelt siden 2007 af Hans Christian Andersen Litteraturpris komité. Hans Christian Andersen Litteraturpris tildeles forfattere, hvis værker kan forbindes til H.C. Andersens navn og forfatterskab via genrelighed og fortællermæssige kvaliteter. Karl Ove Knausgård kommer til Danmark i maj 2021 for at modtage prisen.

September

Niels Klim Prisen – en litterær pris, der uddeles hvert år i marts til noveller og kortromaner indenfor genren Science Fiction. Her er flere kategorier men jeg har valgt en novelle, hvor jeg selv har anmeldt et andet værk af forfatteren: “2060: Organisatorisk borgerskab” af Jannik Langt Fogt fra noveller i magasinet “Himmelskibet 57”

Per Olov Enquists Prisen – en skandinavisk litteraturpris, som blev indstiftet af forfatteren Per Olov Enquists svenske forlag, Norstedts Förlag, hans udenlandske forlag og bogmessen Nok og Bibliotek i Göteborg på forfatterens 70-årsdag i 2004. Den uddeles årligt til “en yngre forfatter på vej ud i Europa” med stor vægt på forfatterens seneste udgivelse: “Penge på lommen” af Asta Olivia Nordenhof.

Oktober

Martha-Prisen – Bog & idés medarbejdere og danske læsere nominerer hver fire forfattere årligt. Vinderen i år er meget tæt på at blive afsløret, og du kan se de nominerede til Martha-Prisen her https://www.bog-ide.dk/boeger/martha-prisen

Nordisk Råds Litteraturpris – Prisen blev oprettet af de nordiske landes regeringer i 1961. Prisen uddeles én gang om året, første gang i 1962. Prisen gives for et skønlitterært værk skrevet på et af de nordiske landes sprog. Prisens formål er at øge interessen for landenes litteratur og sprog, samt for det nordiske kulturfællesskab. I år er der 13 nominerede, heraf to danske værker. Vinderen offentliggøres den 27. oktober ved et digitalt arrangement på grund af Corona. Festen skulle ellers have været afholdt på Island. “YAHYA HASSAN 2” af Yahya Hassan “Dødsknaldet i Amazonas” af Hanne Højgaard Viemose.

Edvard P. Prisen – Bibliotekernes litteraturpris, hvor de ansatte stemmer om, hvem der skal have en pris. Edvard P. Prisen går hvert andet år til en yngre forfatter eller debutant, som markerer sig som noget særligt på den danske litterære scene. Hvert år indtræder en række nye litterære stjerneskud, og Edvard P. Prisen skal fungere som en hjælpende hånd med tildelingen af 50.000 kr til vinderen. Edvard Pedersens Biblioteksfond vil gerne bakke op om, at dansk litteratur fortsætter med at udvikle sig via nye stemmer, og det skal landets biblioteksansatte være med til at vælge. Vinderen offentliggøres på Litteratursiden.dk den 7. november. Du kan læse mere om de nominerede til prisen her: https://litteratursiden.dk/artikler/hvem-skal-vinde-edvard-p-prisen-i-2020

Nobelprisen i litteratur – Prisen uddeles af Det svenske Akademi, der årligt modtager omkring 200 forslag, og som i to omgange indskrænker kandidatlisten – først til ca. tyve og derefter til ca. fem forfattere – inden prismodtageren udpeges. Nok den mest prestigefyldte pris indenfor litteratur, men som også er ret uopnåelig set i lyset af hvor mange danskere, der har vundet den. Hidtil har kun 3 danskere modtaget prisen i litteratur:
1917 Karl Gjellerup (1857-1919) og Henrik Pontoppidan (1857-1943) delte prisen.
1944 Johannes V. Jensen (1873-1950). I år gik prisen til: Louise Glück, 77 årig amerikansk forfatter og engelskprofessor.

November Blixenprisen – en dansk litteraturpris, som blev indstiftet i 2015 af Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere. Den er opkaldt efter den danske forfatter Karen Blixen. Blixenprisen hylder de største litterære præstationer i Danmark, hele litteraturbranchen og det danske sprogs videreudvikling, hvad enten det formidles i fysisk form, som e-bog eller lydbog. Prisen skulle have været uddelt 24. november 2020, men pga. Coronasituationen er den udskudt til 5. juni 2021.

Der er langt flere priser, end dem jeg har nævnt i dette indlæg, men dette blot som inspiration til at se hvad der rører sig i dansk litteratur, og hvad der anerkendes med priser. Der udgives heldigvis helt utrolig god dansk litteratur året rundt, og man kunne ønske sig flere timer i døgnet, hvis man skulle læse alt, det man drømmer om blandt nyudgivelser. Personligt har jeg stadig “Penge på lommen” af Astrid Olivia Nordenhof tilgode, som jeg købte for et stykke tid siden, og som jeg glæder mig meget til.

Anmeldelse af “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” af Ida Marie Hede.

Titel: “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” Forfatter: Ida Marie Hede. Sider: 322. Forlag: Forlaget Basilisk. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage?

Lad mig sige det med det samme. Det er smal litteratur, vi er ude i her, og ikke årets mandelgave, men læs den hvis du vil opleve noget eksplosivt litterært.

I Ida Marie Hedes roman flytter hovedkarakteren, en jeg-fortæller (der senere døbes Lille Glimmerhætte af sine veninder) fra brokvartererne med sin mand og deres børn ud i landsbyen kaldet Den usikre og Megalomane Landsby. I landsbyen overvåges kvinders reproduktion ved daglige tests, og kvinder er reduceret til fødemaskiner, der sprøjter børn ud. Livet i landsbyen keder hovedkarakteren, så hun tager sig en elsker og bliver skilt. Hun oplever sorg, savn og praktik. Hendes rolle som mor, hustru, tidligere hustru, elskerinde, veninde og som apparat for reproduktion gøres til genstand for hendes egne tanker og fantasier sammen med omverdenens fordømmelse af hendes utroskab. Problematikker taget ud af virkelighedens verden suppleret med problematikker som klimakrise og migration, men så stopper det virkelige også for hold nu op en roman…

Kropssafterne flyder fra alle åbninger, som penetreres eller stimuleres konstant af mænd, kvinder og børn. Af lyst, af nød, af tvang. Kvinders krop, seksualitet og moderrolle er på dagsordenen i romanen. Vrede og sårbarhed. Lyst og begær. Sex og sexisme. Kærlighed. Magt og underkastelse. Er det erotisk? Nej. Er det sanseligt? Ja. Er det frastødende? Ja. Er det dragende? Ja. Teksten og ordene er på en måde større end indholdet, som isoleret set er et ret almindeligt plot i et fremtidsscenarie. Men Ida Marie tryllebinder og hypnotiserer med sine sætninger, som er fyldt med ovenstående følelser og dilemmaer. Aldrig har jeg lavet så mange æselører for at fastholde ord og sætninger. Originaliteten er så vild. “Kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER” en afdeling i kommunen, som står for at udvikle, producere og tildele et H for HORE i en velouræske til dig, hvis du har begået hor. Et H, der skal bæres til de såkaldte skafotevents, hvor du udstilles, hvis du har været utro. Og så er der Ravsneglen, en parasit, Ida Marie Hede lader indgå i romanen, hvis livscyklus hun sammenligner med livets rå og voldelige cyklus.

Har du egentlig nogensinde hørt om ravsneglen? Den er for syg. Der lever den her parasitære orm i ravsneglens krop, som besætter dens øjenstilke, så øjnene skifter farve og bevæger sig i et kålormeagtigt discomønster. Det gør at fuglene får øje på sneglen og straks spiser dens øjne! – inklusive den her lille lurendrejer af en orm, som så lægger æg i fuglens tarme. Til sidst bliver ormen skidt ud af fuglen og ravsneglen, hvis øjne er vokset ud igen, spiser lorten og det hele starter forfra. Min pointe er, at livets cyklus er mere voldelig og rå, end noget, du nogensinde kommer til at streame. Don’t forget.

Landsbyens navn “Den Usikre og Megalomane Landsby, hvor megalomani jo betyder en psykisk tilstand, hvor man har vrangforestillinger om at man er mere betydningsfuld og har større evner end man i virkeligheden har. En slags storhedsvanvid, er så genialt tænkt til hele det univers, romanen udspiller sig i. Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Intet er tilfældigt. Jeg har ikke læst noget lignende. Det tætteste jeg kommer, er Kaspar Colling Nielsens “Det Europæiske Forår” som jeg valgte at opgive, da jeg var halvvejs. Ida Marie Hedes værk tåler ingen sammenligning. Det er ikke blot en læseoplevelse. Det føles som litterær installationskunst. Som læser er jeg trådt ind i et rum, hvor kunstneren, her Ida Marie Hede, forfører med ord og billeder om nærværende og vedkommende problematikker. Jeg uddeler ikke stjerner i mine anmeldelser, men “Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer” burde lamineres i stjernefolie og overdrysses med priser, for det er i sandhed et unikt værk. Bogen udkom 8. oktober 2020. Tak til Ida Marie Hede for anmeldereksemplar og hjemmelavet bogmærke.

Ida Marie Hede har tidligere bl.a. udgivet den anmelderroste “Bedårende” som blev nomineret til Kritikerprisen i 2017

Billedet er fra Forlaget Basilisk taget af Tine Bek

Anmeldelse af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis.

Titel: “I Guds rige” Forfatter: Anne-Grethe Bjarup Riis. Sider: 373. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Ovenstående citat fra “Den etiske fordring” af Løgstrup fra 1956 har fuldt mig igennem læsningen af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis, idet bogen, som er baseret på virkelige oplevelser, handler om menneskelige relationer, om liv og død, om skyld og svigt.

Anne- Grethes otteårige søn Gilbert bliver alvorligt syg med leukæmi og det forandrer alt. Pludselig står Anne-Grethe og hendes familie i en situation, hvor sygehuslivet med medicinhåndtering, smerter, angst og utilstrækkelighed skal gå hånd i hånd med det liv, der stadig fortsætter udenfor sygehuset. Det er umenneskelige vilkår familien er oppe mod, og alligevel findes der styrke og håb frem i mørket. Dagenes kvalitet varierer i takt med sygehuspersonalet professionalitet eller mangel på samme. Anne-Grethe og hendes mand Bo skiftes til at være på sygehuset hos Gilbert og i hjemmet hos datteren Yrsa, men mens Anne-Grethe har sat sit arbejdsliv på stand-by, arbejder Bo stadigvæk. Det meget lange sygdomsforløb tærer på kræfterne og på forholdet mellem Anne-Grethe og Bo og oveni dette glimrer Anne-Grethes familie ved deres fravær. Et fravær, der sammen med de mange udfordringer på sygehuset, får Anne-Grethe til at tænke tilbage på sin egen barndom og sin mors barndom, som begge har været fyldt med svigt.

Der er således tre spor i bogen. Et nutidsspor, hvor formen nærmest har karakter af dagbog, hvori jeg-fortælleren Anne-Grethe fortæller om hverdagen med Gilberts sygdom, og om dagene på og udenfor sygehuset. Et datidsspor, hvor Anne-Grethe ligeledes er jeg-fortæller og hvor hun tager læseren med tilbage til barndommen i Søby i 70’ernes Midtjylland. Og endnu et datidsspor, hvor en alvidende fortæller om Anne-Grethes mor Grethe. Jeg skulle lige vænne mig til de forskellige skift i bogen. Jeg havde ikke lyst til at slippe Gilberts situation på sygehuset, for så at skulle tilbage til Anne-Grethes barndom, og endnu sværere var det med Grethes barndom, men jo længere jeg kom ind i romanen, jo mere rigtigt føltes det med tidsrejserne, for præcist som Anne-Grethe søgte jeg også en forklaring på fraværet af henholdsvis hendes mor og hendes søster, mens Gilbert svæver mellem liv og død. Det er således ikke kun en roman om alvorlig sygdom, men også om børne- og teenageliv i Jylland præget af svigt og med veninder, man vil gøre alt for at få anerkendelse fra, når man nu ikke modtager anerkendelse i eget hjem. Gud er med i romanen, og Anne-Grethe har fortalt i et interview, at da det ikke lykkedes at række UD efter venner og familie i deres svære livssituation rakte hun OP mod Gud. Der er således mange bønner med. Titlen på bogen slår også temaet med liv og død an, og allerede i starten af romanen får man som læser at vide, at Anne-Grethe havde haft en storesøster, de kaldte Marianne, men at hun døde blot syv timer gammel, og at hun ikke kunne blive begravet, fordi hun ikke nåede at blive dødt, og dermed kunne hun ikke komme i Guds rige.

Det har været en særlig oplevelse at læse bogen af flere grunde. For det første fordi jeg selv er mor til et barn med kronisk sygdom, og derfor kender alt for godt til sygehusindlæggelser, operationer, smertedækning, urinkolber og medicinhåndtering og ikke mindst den svingende kvalitet i professionaliteten hos sygehuspersonalet. Det ramte mig, at Anne-Grethe Bjarup Riis i den grad formår at sætte ord på netop dette som et uomtvisteligt fakta. Der er intet overdrevet eller utroværdigt i de barske scener. Dernæst har jeg qua min uddannelse og mit tidligere arbejde som underviser sendt mange nyuddannede ud i den pædagogiske praksis, og trods masser af teori og praktikforløb, har jeg altid sendt dem afsted med Løgstrups ord, som jeg nævnte i indledningen. Det er i mødet med andre, at vi kan få folk til at blomstre eller visne. Anne-Grethe Bjarup Riis’ bog “I Guds rige” kan læses af alle, men den burde være obligatorisk læsning på uddannelser, hvor relationer mellem mennesker er af så afgørende betydning. Skønlitteraturen kan netop noget, som faglitteraturen ikke kan. Den kan røre ved vores følelser og den kan vække vores empati, fordi vi deler smerten med karaktererne i fortællingerne. Det er ikke nyt at læse skønlitteratur på uddannelser, der beskæftiger sig med omsorg og pleje og ikke mindst behandling af patienter. Siden 2016 har det været obligatorisk for medicinstuderende på Syddansk Universitet at læse skønlitteratur. Ideen er relativt simpel: Ved læsning af skønlitteratur kan man skærpe sin evne til at lytte til og indleve sig i patienten. Men først og fremmest er det en meget velskrevet roman, der kan læses af alle. Bogen får mine varmeste anbefalinger.

Bogen udkom den 27. august 2020.

En duft af bøger/Kærligheden til bøgerne og deres hjem – reolen.

Duften af tobak, papir, læder krydret med lidt fugtig kælder. Vi kender den alle, når vi træder ind i antikvariaterne og indsnuser duften af de gamle bøger. Nogen af os opsøger ligefrem denne duft. Der er noget magisk ved den. Nostalgi og eventyr. At gå gennem de ofte smalle gange mellem alle de nedskrevne ord. Andersen, Blixen, Christensen, Ditlevsen. De store forfattere og de store fortællinger. Jeg kender ingen bogelskere, der ikke finder antikvariaterne det tætteste, man kan komme på Paradis. Er det mon reolerne fra gulv til loft, der gør, at man føler sig en smule ydmyg, eller er det samværet med forfattere, der har haft indflydelse på vores Danmark, vores Europa, vores verden? Et er sikkert. Mange ønsker at genskabe denne fornemmelse, denne stemning i hjemmet og i indretningen med bøger. Drømmen om eget bibliotek i hjemmet. Således også jeg.

Billedet er taget hos Pilegaards Antikvariat sommeren 2020. Pilegaards Antikvariat i Aalborg blev etableret i 1963 af Gunner og Lidi Pilegaard. Antikvariatet er stadig i familieeje og et af Danmarks største antikvariater. Her på billedet ses 1. salen, men underetagen bugner ligeledes af vidunderlige bøger. Det er et rent skatkammer.
Min bogreol – helt nyopstillet og med masser af mulighed for at ændre på indretningen. Lige overfor min reol er der et stort vindue, der giver genskin i mit tv, når det blot står med den sorte skærm, hvorfor jeg har tilsluttet min mac og min instagram profil til skærmen i dagens anledning.

I mange år har jeg ønsket mig en bogreol, der gik fra gulv til loft, men først nu er mit ønske gået i opfyldelse. Jeg har haft de klassiske kvadratiske Montana reoler i mange år. Købt over tre gange. De første som nye, de to andre hold som brugte. Da jeg for flere år siden ikke havde reolplads nok, valgte jeg at forære rigtig mange bøger væk i stedet for at købe flere reoler. Det kommer aldrig til at ske på samme måde igen. Der er bøger, jeg savner, og som jeg i den grad har fortrudt, at jeg forærede væk. Min reol består af bøger, jeg har arvet, fået i gave, købt eller modtaget som anmeldereksemplarer. Der er bøger fra min studietid, da jeg læste pædagogik på universitetet og skulle skrive speciale om filosofisk vejledning. Dansk litteraturs historie vidner om det første semester på dansk studiet. Der er havebøger læst og elsket i alle årene, hvor jeg havde have. Der er børnebøger – et udvalg fra da mine børn var små. Bøger om dansk møbeldesign og billedkunst. Højskolesangbogen står side om side med et værk om Den Kongelige Danske Ballet. To krimier står lidt alene. Den ene en signeret udgave af Anne Mette Hancock. Den anden en krimi, jeg selv var med til at skrive som stafetroman. Brøgger, Blixen og Ditlevsen deler kvadrat. Et stærkt kvindefællesskab. De gamle danske klassikere ligeså. Nyere dansk litteratur står samlet. Ikke i alfabetisk orden, men efter hvilket selskab, jeg synes de passer bedst sammen med. Tine Høeg og Stine Pilgaard er naboer i reolen. Iben Mondrup deler hylde med Ida Jensen og Merete Pryds Helle. Morten Pape har fået selskab af Jakob Ejersbo. Dansk litteratur fylder mest i min bogreol, men da jeg pludselig fik mere plads med de nye reoler, fik jeg lyst til at dedikere en fløj til den udenlandske litteratur. Hemingway, Dostojevskij, Camus, Gustave Flaubert, Knausgård. Doris Lessing, Anaïs Nin, Fay Weldon, Jane Austen i fløj med Elena Ferrante, Siri Hustved og Rosemunde Pilcher.

Mine seneste bogkøb. Den komplette samling af “Min kamp” af Karl Ove Knausgård. Et værk, der er på min litterære bucketliste. Og så købte jeg en bogpakke fra #flaubertserien – en bogpakke med værker af stor kvalitet bl.a. med en førsteudgave af Tove Ditlevsens “Ansigterne” Alt sammen købt hos Pilegaards Antikvariat.

Der er mange måder at indrette sin bogreol på. Nogle opstiller bøger i farveorden andre i alfabetisk orden. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Det må bero på, hvad der fungerer for den enkelte. På biblioteker ville vi nok føle os prisgivet, hvis bøgerne var farveinddelt, men i hjemmet er alt tilladt. For mig er det vigtigste at forfatterens værker står samlet. Jeg har dog lavet en undtagelse, da jeg har en lille stak af hvide og helt lyse bøger til at ligge på en kommode i mit soveværelse alene på grund af æstetik og stemning.

Jeg bor lyst og enkelt, og alligevel drages jeg af det mørke, når jeg bliver inspireret af hele det litterære univers. Noget af mig vil have mørkegrønne vægge, velourmøbler, cigarer og whiskeyflasker som i det mest dunkle herreværelse fra en svunden tid, men jeg udlever det ikke – ikke endnu. Den stemning suger jeg til mig, når jeg rejser eller besøger bogcafeer. Der er mange steder at hente inspiration til sin indretning med bøger. Når jeg rejser besøger jeg gerne boghandlere, biblioteker, antikvariater og bogcafeer. Her er masser af stemning og inspiration at hente, og jeg får hver gang lyst til at købe mig fattig i bøger.

Her er det en boghandel i Oxford, jeg besøgte i 2018. Jeg brugte lang tid på hver etage, og aldrig har jeg set mere velkurateret boghandel.
En anden boghandel i Oxford, hvor konceptet “Blind date with a book” fandtes. Bøger pakket ind i brunt papir og påført en tekst med ledetråde til hvad der måtte gemme sig bag papiret. Lidt som en lykkepakke, hvis nogen kan huske det koncept. Vi har brugt ideen til julepakkespil i min litteraturklub.

Palludan Bogcafé. Danmarks ældste med café, boghandel og antikvariat.

Vis mig din bogreol, og jeg skal sige dig hvem du er lyder det ofte i livsstilsudsendelser. Men kan man nu det? Jeg tror, det kan fortælle lidt men bestemt ikke alt om en person. Det kan måske sige lidt om ens interesser indenfor litteratur, men det kan også snyde. Flere af de bøger, jeg har i min reol er ikke læst. Nogle er blot ikke læst endnu, men købt med så stor kærlighed og begejstring og nedskrevet på den litterære bucketliste. De vil helt sikkert blive læst på et tidspunkt. Andre vil måske aldrig blive læst, fordi de har fundet vej til reolen som arvestykker og gaver. Man kan selvfølelig vælge at forære disse bøger væk, men de kan jo også blot stå og vidne om litteratur, ens bedsteforældre har læst. Andet litteratur man har læst har måske været lånt på bibliotekerne, læst som e-bog eller hørt som lydbog, og fremgår dermed ikke af bogreolen. Man skal således passe på med at dømme folk ud fra deres bogreoler.

Hvis du ønsker dig en større bogsamling kan det være kostbart og tage mange år. Jeg har en del bøger, men mange har mange flere end jeg. Du kan være heldig at finde mange gode brugte bøger i genbrugsbutikkerne til meget få penge, og samtidig støtter du et godt formål, men ellers er bøger en prioritering og en mental pensionsopsparing. Jeg vil glæde mig til at være omgivet at endnu flere bøger når jeg bliver gammel, for i bøger findes venner og bekendte jeg har besøgt i byen og på landet i Danmark og i verden. Uddraget fra Suzanne Brøggers “Kvælstof” siger det på bedste vis:

“Her i huset er bøger ikke af papir, men levende væsener, gamle bekendte, værdsatte venner i incestuøse relationer, og ud fra det synspunkt er stuerne fyldte, summende af liv”

Bøger er liv.

Anmeldelse af “Nostalgi” af Mikkel Guldager

Titel: “Nostalgi” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 124. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie? Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindsyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens vi alle subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”

Mikkel Guldager har med “Nostalgi” ønsket at skrive en samfundskritisk fortælling om hjemløshed og samfundssvigt baseret på virkelige hændelser, som filtreres gennem jeg-fortælleren og vennen Krølle. Gennem dialoger med Krølle og miljøet af hjemløse på den lokale plads skildres den drikfældige og til tider udadreagerende Leon, til hvem bogen er tilegnet. Leon har i årevis kæmpet for at komme på ret fod, efter han har mistet sin lejlighed til kreditorer og pantefogeden, men det er svært for ham. Han hænger ud med “slænget” som sin faste omgangskreds, men det holder heller ikke i længden, og Leon ender ud med at bo i en campingvogn i Dragør. I romanen får man som læser hints om svigt fra samfundets side helt tilbage i Leons barndom, som er alt andet end tryg og omsorgsfuld, hvilket er med til at give en forståelse for den mistillid, han nærer til “systemet”

Mikkel Guldager har selv været i det miljø, han beskriver, og han har valgt at lave denne fortælling om hjemløshed ved at fortælle Leons historie. Leon og Krølle er således ikke fiktive karakterer. De øvrige karakterer er i følge Mikkel Guldager en “broget potpourri” som er sammensat af forskellige virkelige personer fra forskellige steder i landet. Miljøet er ligeledes fiktivt men baseret på virkelige hændelser. Man kan ikke tale om, at det er en autobiografisk fortælling, idet fortællingen og bogen er tiltænkt Leon, og Krølles karakter er også meget neutralt fremstillet i fortællingen. Han er den, som lytter til Leon, og som spørger ind for at få fortællingen frem. I epilogen fremgår det, at Leon har været med til at redigere bogen, omend ikke i fuldt omfang, men i et omfang han kunne klare i forhold til sine læsevanskeligheder. I det hele taget er der meget information om bogens tilblivelse i epilogen, og at det har været Leons ønske med bogen, at få formidlet sine frustrationer omkring det danske velfærdssystem.

Fortællingen er virkelig god og nærværende, og sproget er levende som uddraget først i indlægget også viser. Relationerne og konflikterne i “Slænget” er ligeledes utrolig godt beskrevet, hvilket jeg godt tør skrive trods min manglende erfaring i miljøet. Det samfundskritiske ligger som en svag undertone hele vejen igennem, og som læser kunne det være interessant at få nogle af de svigtende instanser og personer skrevet mere ind i fortællingen eksempelvis socialrådgiverne, lægerne og mentorerne. Men da fortælingen er Leons er det imidlertid troværdigt, at der ikke fortælles mere, da det at skulle gengive brevveksling og møder med de ovennævnte instanser med deres fagsprog kan være svært for langt de fleste, og ikke mindst hvis man som Leon også ofte er påvirket af alkohol og hash. Og som han også siger i uddraget “Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie?” Og det har Mikkel Guldager så gjort med “Nostalgi”.

Bogens smukke cover med maleriet af Leon er lavet af Casper Zen Pedersen. Bogen udkommer i dag 10. oktober.

Mikkel Guldager har tidligere på året udgivet romanen “Yatzy” en personlig beretning om at det at leve med et maniodepressivt/bipolart sind.

Billedet er fra forfatteren.

Anmeldelse af “Margrete I” af Anne Lise Marstrand Jørgensen.

Titel: “Margrete I” Forfatter: Anne Lise Marstrand Jørgensen. Sider: 598. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Du er kun nitten år”, siger han og smiler, så hun er ved at eksplodere, “da jeg var på din alder, troede jeg også, man kunne skyde genvej til freden og magten. At det var de andre, der var blinde og dumme, når de ikke kunne se, hvor storslåede mine løsninger på alle vanskeligheder var.” “Sådan tænker jeg ikke,” siger Margrete og rejser sig. Kjolen rasler blødt, ansigtet brænder, “men jeg er heller ikke konge. Jeg er en mor, der ønsker det bedste for min søn, jeg er Håkons hustru, der ønsker det bedste for Norge og Sverige, jeg er din datter, som ønsker det bedste for Danmark. Jeg er et menneske, der ikke bryder sig om at se andre mennesker lide nød, og som ønsker at leve i fredelige og fremgangsrige tider”

“Margrete I” er en historisk roman, et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Margrete er datter af kongen Valdemar Atterdag. Som 10 årig mister hun sin storebror, som var den naturlige tronfølger. For at få det politiske spil til at gå op bliver Margrete giftet bort til den 13 år ældre norske konge Håkon, og det forventes, at en ny tronarving skal fødes hurtigst muligt, så rigerne knyttes tættere sammen. Når Valdemar dør har han udset sig Margretes kommende søn som tronarving. Man følger Margrete fra hun som 10 årig oplever stor sorg, da hendes storebror dør, og den ensomhed, der derefter følger i takt med faderens fravær på grund af kongelige forpligtelser. Da hun bliver gift er hun stadig kun et barn, og tjenestepigen Kerstin sendes derfor med Margrete til Norge. Kerstin er omgivet af mystik, og relationen mellem Margrete og Kerstin er ofte anspændt. Som teenager forventes det, at Margrete leverer en tronarving, men en særlig aftale mellem Håkon og Margrete gør, at det trækker ud, og hun møder en mur af forundring og bekymring. Men Oluf bliver født og dermed en tronarving. Margrete oplever en ubeskrivelig kærlighed til sin søn, som hun tildeler ham sammen med en opdragelse, der skal gøre ham til konge. Trods interne stridigheder og truslen om krig udefra lykkes det Margrete at få valgt sin femårige søn til Konge af Danmark, da Valdemar dør. Hun regerer på hans vegne og har en tydelig drøm om fremtiden. Norden skal samles til ét rige, og hun skal stå i spidsen. Håkon inddrager Margrete i sit virke som konge for Norge og i sine beslutninger. Han dør, mens Oluf kun er et lille barn. Oluf bliver konge af Norge også, men Margrete bliver formynder med fuldmagt til at tage sig af politiske anliggender. Oluf bliver syg og dør, og som formynder er det Margretes ansvar at udpege en ny tronfølger. Hun vælger sin søsters datters søn, som hedder Bugislav, som også er søn af en pommersk hertug. Hans navn bliver dog hurtigt ændret til det mere passende Erik. Da han ligeledes kun er et barn, fortsætter Margrete sit formynderskab og sine kongelige forpligtelser. Sverige gør oprør mod deres konge, Albrecht af Mecklenburg. Margrete støtter dem mod til gengæld at blive antaget til svensk rigsstyrer på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger. Margrete samler således Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen, og hun får væsentlig indflydelse i det politiske liv.

Anne Lise Marstrand Jørgensen forener med “Margrete I” Danmarkshistorie med et psykologisk drama. Den er så mesterligt skrevet, og sjældent har jeg været så opslugt af en historisk fortælling. Følelsesmæssig intensitet går hånd i hånd med storpolitik, og sideløbende gennem hele fortællingen er der en guddommelighed og en overtro, som er beskrevet på smukkeste vis, så man ser billederne helt tydeligt for sig af naturen. Selvom vi er helt tilbage i 1300 tallet rent historisk er sproget nutidigt i romanen, men et meget smukt og billedligt sprog. Romanen handler om magt, om køn, om kærlighed og hvis du kun skal læse én bog dette efterår vil jeg anbefale dig at læse “Margrete I” Den er intet mindre end storslået og fuldkommen fantastisk.

Bogen udkom 25. september 2020.

ANETTES LITTERATURSALON er nomineret til DBBA 2020

Plusbog uddeler for 5. år i træk “Danish Book Blog Award” som hyldest til “dygtige og dedikerede danske bogbloggere” Jeg plejer selv at stemme på min favorit, men i år er jeg pludselig selv at finde i feltet.

Jeg er dybt taknemmelig for nomineringen og stolt og beæret over at være i flot selskab med 15 andre bogbloggere, heraf nogle af mine egne helt store forbilleder. Der er således 16 nominerede bogblogs, og du kan se dem alle samt stemme på din favorit her https://www.plusbog.dk/info/dbba

Bloggen vil blive vurderet ud fra følgende kriterier:
–  Vision med bloggen
–  Skrivestil
–  Interaktion med læserne
–  Billeder/fotografisk fremstilling af bøger
–  Layout
–  Andre sociale medier
–  Andet

Min blog spiller meget sammen med min Instagramprofil, og det er også der, debatten om bøgerne oftest foregår. At blive nomineret efter kun at have været “i luften” i få måneder giver virkelig blod på tanden, og masser af overvejelser om, hvordan bloggen kan udvikle sig bedst muligt, så samtalerne om den danske litteratur kan få de bedste vilkår.

Af hjertet tak fordi I læser med.

Anmeldelse af “Alias Anneke” af Louise Roholte

Titel: “Alias Anneke” Forfatter: Louise Roholte. Sider: 258. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Jeg ved godt, at det er svært for dig at tro på, men jeg er glad, som det er” svarer Anneke behersket. “Nu er det jo så heldigt, at vi lever i en tid, hvor kvinder bor alene, og det er så smart, at vi kan betale os fra de ting, som en mand typisk tager sin af.” “Mener du…” siger moren og dæmper stemmen. “Prostitution?” “Nej, jeg mener ting som at få skiftet til vinterdæk, bygget en garage og den slags,” udbryder Anneke. “Christ, mor!”

Louise Roholtes “Alias Anneke” handler om Anneke, som er sidst i 30’erne, single, forfatter, frivilligt barnløs og modvillig katteejer. Det er svært for hendes omgivelser at acceptere den måde, hun har valgt at leve sit liv. Hun kæmper mod alverdens fordomme og gode råd og føler ikke hun har et “helle” før en ny nabo kommer til at gøre en forskel i hendes liv, men indtil da må hun gå grueligt meget igennem. Vi møder bl.a. katten Bobcat, ex’en David, søsteren og bloggeren Marie og hendes børn samt hele hendes mødregruppe, naboen Jimmi, der har et crush på Anneke, pornokongen og hans kone, Annekes forældre, daten René og nyeste nabo Esben.

Hvis du er til “Bridget Jones’ dagbog” eller “Nynnes dagbog” vil du måske være i målgruppe til denne roman. Den hører til i chick-lit genren, hvor hovedpersonen ofte er en barnløs singlekvinde, der ikke fremstilles som den skarpeste kniv i skuffen og som altid er udfordret i forhold til mænd og nærmeste familie altid pakket ind i humor. Således også i “Alias Anneke” Sproget er let læseligt og kapitlerne korte. Jeg havde det lidt svært med bogen til trods for, at jeg faktisk godt kan lide at grine mig gennem en god chick-lit roman ind i mellem. Karakterene er lidt for karikerede, selvom Louise Roholte i den grad har fat i sjove elementer fra blogger- og datingverdenen. Der er virkelig sjove passager i bogen, men det virker lidt anstrengt, når humoren forsøges presset ned over alt det skrevne. På denne måde drukner det virkeligt sjove mellem det knap så sjove og til tider næsten platte indhold. Det er synd, for bogen har et fint budskab om kærlighed, hvor svært det er at indgå i relationer, og hvor vigtigt det er at man anerkendes af sine nærmeste. Og den har en meget fin slutning, hvor det netop opsummeres.

Louise Roholte har skrevet flere bøger for børn og unge. “Alias Anneke” er hendes første bog til den voksne målgruppe.

Bogen udkommer i dag 25. september 2020

Anmeldelse af “Der danser en virus” af Jesper Wung-Sung.

Titel: “Der danser en virus” Forfatter: Jesper Wung-Sung. Sider: 21. Forlag: FUGL. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

Der danser en virus mellem

dig

og

mig

med trin der fortæller

Sådan indledes Jesper Wung-Sungs fine fine digt, og der forsættes med, hvad trinene præcis fortæller om den stadig uvirkelige situation, vi befinder os i med en verdensomspændende pandemi, der har medført, at nærhed med netop vores nærmeste er blevet en udfordring. Der danses i tomme kantiner, i åbne kontorer og benene smækkes op på chefens bord. Trinene fortæller om tomme butikker, fodboldbaner, barer og hoteller og så er der lige en reminder til os læsere om at værdsætte livet og huske at danse med hinanden.

Det er virus’en der danser og iagttager i digtet, og det er interessant, idet vi er vant til at høre fra Statsminister Mette Frederiksen på pressemøder, at vi skal danse med virussen. Jesper Wung-Sung leger her med netop det at danse men med virus som hovedperson og os læsere som hovedkarakterer. Et spændende greb, idet hovedpersonen er den der fylder mest i en fortælling, mens hovedkarakteren er den, som udvikler sig. Jesper Wung-Sung sender os dermed et budskab om, at vi som læsere – som hovedkaraktere bør drage lære af hele denne coronasituation. Af alt det, som sker omkring os og med os.

Digtet er ledsaget af smukke papirklip fra H. C. Andersen. Papirklip, der har et drilsk udtryk, et djævelsk udtryk og noget fint over sig på samme tid. Der gemmer sig en uhyggelig global virkelighed i den smukke poesi, og på blot 21 sider mærker man historiens vingesus. Vi står midt i det lige nu. Det er svært. Jesper Wung-Sung har begået en smuk poetisk fortælling. Han fortæller selv, at bogen er født som et litterært kram, og dermed en bog man får lyst til at forære til alle, man savner og som man har lyst til at være tæt med, men som er udsat på ubestemt tid. Dermed indskriver han sig i den litteratur, som har beskæftiget sig med corona pandemien, og dermed ind i litteraturhistorien. Jesper Wung-Sung har en lang forfatterkarriere bag sig, og har skrevet bøger til børn, unge og voksne og han har modtaget flere flotte priser for sit forfatterskab. Et af hans meget kendte værker er “En anden gren”

“Der danser en virus” udkom 22. september.

Anmeldelse af “Selveste Gyldendal” af Pernille Stensgaard.

Titel: “Selveste Gyldendal” Forfatter: Pernille Stensgaard. Sider: 471. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Vidste du, at over 90% af de værker, der indgår i dansk litteraturhistorie er udgivet af forlaget Gyldendal? Og vidste du at de på forlaget i 70’erne havde et “sygerum” som til daglig skulle være et personalegode, hvis man fik ondt i hovedet eller blev svimmel, men at det blev brugt som “bollerum”

“Selveste Gyldendal” er historien om det 250 år gamle forlag, som har været med til at skrive litteraturhistorie igennem ligeså mange år. I følge et interview med Pernille Stensgaard har ca. 90% af de værker, der er nævnt i dansk litteraturhistorie været udgivet på forlaget Gyldendal og netop det er med til at fastslå Gyldendals status som det forlag, der har udgivet den fineste og mest lødige litteratur set med litteraturvidenskabelige øjne. Pernille Stensgaard udtaler i et interview, at da hun fortalte, at hun var blevet spurgt om hun ville skrive en bog om Gyldendals historie udbrød folk: “Selveste Gyldendal” som om det var Kongehuset hun skulle skrive om. Og dermed fortæller titlen på bogen også noget om det syn mange har på forlaget. Pernille Stensgaard blev hyret af Gyldendal til at skrive bogen i anledning af forlagets 250 års jubilæum.

Forlaget blev grundlagt i 1770 af nordjyden Søren Gyldendal og har siden 1787 haft hovedsæde i ejendommen Klareboderne 3 i Indre by, København. Pernille Stensgaard tager læseren med på en rejse, der starter i 1952, da ostegrosseren og rigmanden Knud W. Jensen bliver hovedaktionær i Gyldendal. Knud W. Jensen er lidenskabeligt interesseret i litteratur og kunst, og da han sælger sin virksomhed til USA, køber han først Gyldendal i 1952 og siden Museet Louisiana i 1958. Selvom historien tager sit afsæt i 1952, er der tilbageblik til vigtige perioder og til personligheder med magt og indflydelse, der har præget forlagets historie. Det er så omfattende et persongalleri, at jeg ikke vil nævne dem her, men det er spændende personligheder med saft og kraft, så alene af den grund er bogen interessant.

Et væsentligt tema, der går igen gennem hele bogen er balancen mellen profit og prestige. Gyldendal var det forlag, der prioriterede at udgive smalt selvom det kostede dem dyrt. De ville udgive “lødig” litteratur af store forfattere og de ville for alt i verden ikke fremstå kommercielle. Men det smalle skulle jo finansieres, hvilket det således blev gennem uddannelseslitteraturen. Hvor mange af os har ikke haft Gyldendals røde ordbøger til at stå i bogreolen, eller mødt nogle lærebøger i folkeskolen eller i gymnasiet. Her tjente Gyldendal penge, så de havde råd til de smalle udgivelser. Man talte om og gør det stadig med begrebet “Den Gyldendalske forpligtelse” hvilket skal forstås som, at Gyldendal med sin status som kulturinstitution er forpligtet til at udgive litteratur af stor kvalitet uanset om der er kunder i butikken. Således måtte og må Gyldendal finde veje til at finansiere denne såkaldte forpligtelse. Dette gøres som skrevet gennem uddannelseslitteraturen men også gennem datterselskaber. Forlaget Rosinante var et datterselskab og Pretty Ink var et datterselskab af Rosinante. Bestselleren “Fifty shades of Grey” udkom i 2012 på Pretty Ink og sikrede dermed økonomien i moderselskabet Gyldendal på samme tid med, at de ikke lagde navn så “ulødig” litteratur. I det hele taget, er det noget af det mest interessante ved bogen, hvis du spørger mig. Den definitionsmagt der ligger i, at bestemme hvilken litteratur der er lødig, og hvilken der ikke er. Det er en meget kendt diskussion, der ofte tages op i forskellige litterære sammenhænge.

Bogen beskæftiger sig med forlagets historie, og det er på ingen måde kedeligt. Den er fyldt med intriger, magt og sexchikane i et omfang, så debatten om me-too blegner ved siden af. Det er skræmmende læsning set i et kønsperspektiv, og overraskende at Pernille Stensgaard i den grad har fået lov til at skrive om det, som hun gør, hvilket vidner om, at Gyldendal har overholdt aftalen om at give hende fuld skrivefrihed.

Bogen er bygget op kronologisk med kapitler, der beskæftiger sig med hver sin periode fra 1939 til 2020. I hvert kapitel er der tilbageblik til forskellige nedslag i historien, og det kan gøre det lidt svært at bevare overblikket, ligeledes er der ikke sammenhæng mellem teksten på de enkelte sider og de billeder, der er valgt, hvilket forekommer mærkværdigt. Der er et kæmpe persongalleri at holde styr på, og det kunne have været rart med en oversigt over de forskellige ejere i de forskellige perioder, når de dukker op gang på gang i de forskellige perioder. Der er passager, hvor det bliver lidt langtrukkent at læse, da der kan være tale om gentagelser af tidligere passager MEN der er saft og kraft i bogen, og jeg er fuldstændig vild med den. Den er så interessant i forhold til hele boguniverset. Til samarbejdet med forfattere og til konkurrencen med øvrige forlag. Til hele problematikken omkring hvilken litteratur der “bør” udgives og hvilken der “skal” udgives set i et økonomisk perspektiv. Og så har jeg, som bogblogger en særlig interesse i hele den udvikling forelagsbrancen er en del af, da jeg jo selv er med til at “markedsføre” litteratur for forskellige forlag, selvom det er et frivilligt og ulønnet arbejde drevet af ren passion.

Jeg kan på det varmeste anbefale “Selveste Gyldendal” af Pernille Stensgaard. Bogen udkom 26. marts 2020.

Billedet er fra Gyldendal