Juletilbud på “Læseglæde & Læsefællesskaber”

DECEMBERTILBUD 175 kr. Incl. fragt og juleindpakning ved køb direkte gennem mig. Send mig blot en mail til anette.leonora.andersen@gmail.com hvis du ønsker at købe en eller flere bøger.

Skal 2023 være året, hvor du skruer op for læseglæden, og hvor du finder ind i et læsefællesskab eller vælger at starte dit eget op, så kan du finde inspiration i min bog “Læseglæde & Læsefællesskaber”

Bogen er i tre dele. Den første del har fokus på læseglæde, på, hvad læsning kan betyde for dig, og på hvordan du kan komme i gang med at læse, udfordre og udvikle din læsning.  Her er de forskellige kapitler ledsaget af reflekterende spørgsmål til dig som læser. 

 Den anden del har fokus på læsefællesskaber. Hvordan du bliver en del af eksisterende læsefællesskaber, hvordan du kan starte egen læsegruppe, og på hvordan du kan få mest muligt ud af at være med i en læsegruppe. 

Bogens tredje del er udformet med plads til notater til dig og din læsegruppe. Det er tanken at bogen kan fungere som et praktisk læseværktøj for både dig selv og din læsegruppe og her kan du samle dine læsegruppenotater. Foruden sider til notater om jeres læsning og møder, er plads til at notere egne tanker om bøgerne og det læste ned som forberedelse til møderne med din læsegruppe. 

Glædelig Jul.

Anette Leonora Andersen

Tak for denne gang fra Anettes Litteratursalon.

Fra 1. oktober i år har jeg valgt at stoppe med at blogge på Anettes Litteratursalon og fremadrettet kun at skrive på min Instagramprofil. Jeg har valgt at skrive i eget navn i stedet for at skrive under navnet Anettes Litteratursalon. Se profilen her: https://www.instagram.com/anette_leonora_andersen/

Indtil videre beholdes denne hjemmeside indtil nytår. Derefter tager jeg stilling til, hvad der skal ske med den.

Der er flere årsager til, hvorfor jeg ønsker at stoppe med at blogge (her). Først og fremmest har jeg ikke den samme tid og lyst til at skulle navigere på flere platforme, som jeg havde, da jeg startede bloggen tilbage i 2020 under coronapandemien. Derudover oplever jeg, at der ikke er den trafik på min blog, som der er på min instagramprofil. Der er der, samtalerne udfolder sig, og det er der inspirationen og fællesskabet er størst.

Jeg fortsætter med at skrive om litteratur og med at dele mine læseoplevelser på Instagram, omend på en lidt anden måde end tidligere. Jeg anmelder ikke længere bøger fra forlag, men skriver om bøger, jeg har i min reol eller låner på bibliotekerne, og det bliver ind i mellem ud fra et pædagogisk perspektiv, men også ud fra et mere personligt perspektiv, end det måske har været tidligere.

Med en uddannelse i pædagogik beskæftiger man sig med det enkelte menneske, med forskellige typer af institutioner og med samfundsmæssige og kulturelle forhold.

Pædagogikken har sine egne teorier og metoder, men er beslægtet med psykologi, filosofi og sociologi. Faget handler om det enkelte menneske, om dannelse, socialisering og læring. Kort sagt så handler pædagogik om livet.

Jeg har mange års erfaring indenfor det pædagogiske område, såvel praktisk som teoretisk, og jeg har undervist i pædagogik i flere år. Den vigtigste læring jeg har taget til mig og selv videregivet er den danske filosof og teolog Knud Ejler Løgstrups (1905-1981) sætning, der blev symbol på hans etik:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Pædagogikken og skønlitteraturen har det til fælles, at de begge beskæftiger sig med det at blive menneske, med relationer og familieforhold, med barndom, ungdom, voksenliv, alderdom og død, med kulturelle og sociale ligheder og forskelle. Derfor tror jeg også på, at det enkelte menneske kan lære sig selv bedre at kende ved at læse skønlitteratur – og ikke mindst, at vi kan lære noget om andre mennesker og andre kulturer. Litteratur kan bringe mennesker sammen og være med til at danne relationer og forebygge ensomhed.

Fremadrettet vil mine opslag på Instagram kredse om følgende indhold:

Tematikker, som pædagogikken og skønlitteraturen kredser om – og med afsæt i læste bøger og egen livserfaring. 

Tips og inspiration til læseglæde og læsefællesskaber i en personlig og faglig kontekst.

Forfatterskaber

TUSIND TAK til alle jer, der har læst med og bidraget til indholdet på bloggen. Vi ses på Instagram.

Foredrag omkring Læseglæde & Læsefællesskaber

I løbet af efteråret holder jeg foredrag med afsæt i min bog “Læseglæde & Læsefællesskaber” på Mariagerfjordbibliotekerne. Der vil også være masser af inspiration fra bibliotekarerne til efterårets læsning.

14/9 – Arden Bibliotek
20/9 – Als Bibliotek
4/10 – Hadsund Bibliotek
1/11 – Hobro Bibliotek
15/11 – Mariager Bibliotek

Tilmelding sker på bibliotekernes hjemmeside.

Pris 25 kr.

“Svar på Helgas brev” af Bergsveinn Birgisson.

“Det ville såmænd være i orden at bo i en by, hvis ikke folk i hobetal blev så kedelige af at bo der. Selv ænderne i søen midt i byen, der nærmest får alt proppet ind i skrutten, mister gnisten og deres personlighed. Da jeg engang tog til Reykjavik på vegne af brugsforeningen og slentrede ned til søen, opdagede jeg, at fuglene opførte sig anderledes der. De er ikke nysgerrige og leger ikke som fugle i naturen. Ænderne i søen er blevet nøjagtig ligesom mennesker i byen, sløve snyltere, der slås om det, som bliver kastet ud til dem.”

Ordene er den 90 årige navnløse fåreavler, der har levet hele sit liv i et afsides område af Island. Han skriver et brev til sin elskede Helga. Kvinden han aldrig fik, men aldrig holdt op med at elske og som han på sin egen måde forblev tro mod. Deres smukke lidenskabelige, men korte kærlighedshistorie væves i brevet sammen med erindringsglimt fra et barsk liv tæt på naturen, ligesom pasningen af hans elskede får smelter sammen med hans erotiske længsel.

Hjerte rimer på smerte, og de to kunne have fået hinanden, men gør det ikke, fordi kærlighed er i romanen beskrevet som mere end at elske et andet menneske. Det er også kærlighed til naturen og til det liv man kender og holder uendeligt meget af. Fåreavleren er sig smertelig bevidst om, at han vil visne, hvis han opgiver sit liv på landet for at flytte til byen med sin elskede Helga. Han er splittet i valget om at miste sin elskede og at miste sig selv.

“Måske har jeg levet med kærligheden og ikke mod den. Kærligheden er ikke bare en gang byromantik om at finde den eneste ene, der skal fylde ens sjæl, så kærligheden uophørligt vælder og sprøjter frem som ud af en slags evighedspumpe. Der er også kærlighed i det liv, jeg har levet her på landet. Og da jeg valgte det liv og fulgte det og ikke græmmede mig over det, da lærte jeg, at man skal stå fast på sin beslutning, pleje den og ikke fravige den – det er kærlighedens udtryk. Jeg blev nødt til at være her for foden af Ljosuvallarhlid. Jeg havde intet valg. Valget var dit. Valget er dit. Og jeg er din. Stadig.”

Det er så smuk en kærlighedshistorie. Fyldt med længsel, stærke følelser og ærlighed. Men det er også en roman fyldt med humor og vidunderlige erotiske sanselige beskrivelser, hvor kroppe og begær får plads. På bagsiden af bogen står der, at det er “en bevægende og stedvis morsom fortælling om den lidenskabelige kærlighed og de svære valg den kan medføre. En lille perle, en stor kærlighedshistorie.”

Læs den, hvis du vil unde dig selv en vidunderlig læseoplevelse.

“Fiskejournal – En begynders bekendelser”

“Det handlede slet ikke om fisk. Det handlede om at høre til. I en stund oplevede jeg en forbundethed til naturen, som på én gang gjorde mig lille bitte og uendelig stor.”

Mikkel Frey Damgaard skriver i “Fiskejournal – En begynders bekendelser” om hvordan lystfiskeri går fra at være et nostalgisk barndomsminde til at blive næsten en besættelse. En mørk novembereftermiddag får forfatteren øje på en mand med en fiskestang, og det får ham til at huske tilbage på sin barndom med fiskestunder. Han køber med det samme en fiskestang, og han oplever i den kommende tid, at fiskeriet giver ham et tiltrængt pusterum i en anspændt tilværelse og det giver ham i første omgang en ny form for fred i sindet. Men fiskeriet udvikler sig til en slags besættelse, som sluger al hans tid og og optager alle hans tanker.

Bogen har flere lag. Et videnskabeligt lag med beskrivelser af fiskearter og deres habitater. Et teknisk lag med billedlige beskrivelser af fiskeudstyr. Et psykologisk lag, hvor Mikkel Frey Damgaard beskriver, hvordan hans fars selvmord har påvirket ham psykisk og så et litterært lag med referencer til klassikere som Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” og til Jan Grünwalds “Laks” og en kærlig hilsen til Hemingway, der også dyrkede lystfiskeriet.

Jeg har netop selv læst Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” som tog mig med storm rent sprogligt. Derfor var jeg også ret spændt på Mikkel Frey Dams “Fiskejournal – En begynders bekendelser” I begge bøger faldt det videnskabelige mig lidt for svært at få hold på ved blot én gennemlæsning og med et minimalt kendskab til lystfiskeri, mens naturbeskrivelserne i begge bøger er smukke og sanselige. “Den fuldkomne fisker” er skrevet helt tilbage i 1653 og den udkom på dansk i 1943. Altså er den skrevet i en tid, hvor manden ikke talte højt om sine følelser og slet ikke om at have det svært følelsesmæssigt. Det gør Mikkel Frey Damgaard til gengæld på blændende vis ved at beskrive, hvordan hans fars selvmord, som forfatteren oplevede som 8 årig, har sat sit præg på hans tilværelse. Det psykologiske lag ligger latent gennem hele bogen, men har også sine helt egne tydelige afsnit. Der er en god balance mellem netop det psykologiske og så alle beskrivelserne omkring fiskeriet.

Jeg får lyst til at lære at fiske, når jeg læser bogen. Til at lære teknikken. Til at være i naturen. Der er noget tiltalende ved den langsommelighed og fordybelse, der følger med lystfiskeri, men også det adrenalinkick der opstår, når man mærker, at det rykker i linen. Forfatter Victor Boy Lindholm er netop udkommet med sin roman “En del af hjertet går ud af kroppen” som jeg endnu har tilgode, men det er en roman, der handler om tanker om at være mand, at blive far, og også i den bog og hos forfatteren er lystfiskeriet en passion. Mænd har fisket i mange hundrede år, men ikke åbenlyst delt deres tanker og følelser i ligeså mange. Det har heldigvis ændret sig. Hvis jeg skal forholde mig kritisk til netop dette i et litterært øjemed, så gælder det at dele tanker og følelser generelt for mænd og kvinder i vores tid. Jeg’et har fået en stor plads i litteraturen. Og ind i mellem lidt for meget efter min mening. Mange nutidige værker har et autobiografisk touch. Det hænger meget fint sammen med vores individorienterede måde at være i verden på som moderne menneske. Mikkel Frey Damgaard balancerer dette rigtigt godt i bogen. Jeg’et fylder ikke for meget og den personlige historie smelter utroligt fint sammen med de videnskabelige og de sanselige beskrivelser af lystfiskeriet.

Bogen, som er en æstetisk oplevelse i sig selv i sit blotte ydre udkom på Gads Forlag i april måned i år.

“Om udregning af rumfang” 1, 2,og 3 af Solvej Balle

Titel: “Om udregning af rumfang” 1, 2 og 3. Forfatter: Solvej Balle. Forlag: Pelagraf.

I februar 2020 udkom første bog i serien “Om udregning af rumfang” af Solvej Balle. Planen er, at der skal udkomme 7 bøger i alt om kvinden Tara Selter, hvis liv er blevet en endeløs, forudsigelig trædemølle med en dag, der bliver ved med at gentage sig selv, fordi tiden er gået i stykker. Indtil videre er der udkommet 3 bind i serien.

I den første bog møder vi Tara Selter, som handler med antikvariske bøger, sammen med sin mand Thomas. Efter en forretningsrejse er tiden gået i stykker og kommet imellem dem, fordi Tara er den eneste, der har været i og oplevet den 18. november, mens Thomas og alle andre lever i dagen før. Tara indvier Thomas i problemet flere dage i træk og må starte forfra hver dag med at forklare tidsproblematikken, som han gerne vil hjælpe med at opklare – men det bliver hurtigt et gentagende arbejde, som ingen veje fører. Tara skriver dagbog, og forsøger på den måde at adskille de forskellige 18. novembre fra hinanden. Det giver hende indhold i den på en gang trivielle og alligevel fremmede verden, og det er med til at give hende troen på, at tiden faktisk er fremadskridende.

Romanen er bygget op omkring en struktur med dagens gentagelser, så man læser også mange gentagelser. Det gør på den ene side læsningen trættende og ensformig, men på den anden side er det også det, der gør, at man oplever og identificerer sig med Taras frustration, hvor hun jo nærmest kender dagen, før solen går ned. Som læser venter man, præcis som hovedkarateren, hele tiden på, at tingene tager en uventet drejning, fordi alt jo i princippet burde kunne ske, når det, som allerede er sket virker usandsynligt.

I bind 1 er Tara alene om at leve i den 18. november, og det samme i bind 2, og det stiller krav til forfatteren om en vis kreativitet, for at skabe en historie med fremdrift, og det er her, jeg er ovenud begejstret, for Solvej Balle trykker på de helt rigtige knapper i forhold til at udvide Tara Selters verden. I bind 1 skildres Taras tænkning meget, mens der er mere handling i bind 2. Tara fører fortsat dagbog i bind 2, og selvom den “rigtige” dato er den 18. november forsøger Tara at opleve årstiderne og højstiderne med al deres sanselighed, men hvordan oplever man sommerens stemning i november? Det vil jeg ikke afsløre. Læs i stedet bogen, og reflekter over hvordan vi mennesker måske selv kan skabe de forhold, vi trænger til. I slutningen af bind 2 afsløres det, at Tara ikke er alene om at være fastholdt i den 18. november, og dermed får hun en lidelsesfælle i bind 3, som har et mere filosofisk touch, og hvor forskelligheden mellem blot to mennesker synliggøres, og hvor videnskab generelt og refleksioner over kærlighedens væsen også er i spil.

Solvej Balles projekt (vil jeg næsten kalde det) er litterært spændende, for hvad kan vi som læsere forvente af de kommende bind? Får vi en forklaring på, hvorfor tiden overhovedet er gået i stå? Er tiden overhovedet gået i stå, eller er hele fortællingen bygget op omkring Taras tanker? Rumfang er et begreb, der bruges til at fortælle, hvor meget der kan være i forskellige ting, så er hele bogserien et eksperiment om, hvad vi fylder ind i vores tid? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kommer til at læse de kommende bind, også selvom det kræver en vis vedholdenhed at læse sig gennem det genkendelige, men det fører mig blot tættere på hovedkarakteren, som jo netop lever i det univers.

De tre bind er, sammen med Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis” indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år, som repræsentanter for den danske litteratur, så hold øje med den 1. november, hvor vinderen findes.

Fødselsdag, et ændret logo og et velkommen til udenlandsk litteratur.

Anettes Litteratursalon fylder to år i dag og det skal fejres. At have to års fødselsdag er jo ingenting, men der er sket meget på de to år. 166 blogindlæg og en del posts på Instagram, som jo hænger sammen med bloggen. En masse gode samtaler omkring den danske litteratur og litteratur generelt samt en bogudgivelse. Siden bloggens start har jeg anmeldt bøger fra flere forskellige forlag, og det har været en gave at få lov til at læse så meget forskelligt dansk litteratur. Sidst på foråret i år sagde jeg imidlertid nej tak til at modtage flere anmeldereksemplarer, grundet et ønske om at finde mere tid til at læse de bøger, jeg selv vælger at købe eller låne på bibliotekerne. Min reol bugner med indkøbte bøger, der kalder på at blive læst. Jeg har stadig anmeldereksemplarer liggende, og de bliver læst og anmeldt året ud, sideløbende med at jeg deler mine læseoplevelser med bøger fra egen reol.

Skal der så ske noget nyt, når man har været i gang i to år? har jeg spurgt mig selv om mange gange den seneste tid. Og i sidste minut er jeg kommet frem til, at ja, det skal der. Mit fokus har indtil nu været på den danske litteratur. Det har været skønt at have en niche og en afgrænsning, men nu har jeg lyst til at åbne op for den internationale litteratur også. Jeg er sulten på at læse bredere og på at dele det med jer. Sulten på at dykke ned i litteratur tematisk, som jeg blandt andet har gjort denne sommer med bøger om bådliv og fiskeri skrevet af både danske og udenlandske forfattere. Jeg trænger til at udfordre mine egne læsevaner. At læse betyder alt for mig. Litteraturen er åndelig næring og jeg lærer mig selv bedre at kende, når jeg læser og jeg lærer om andre mennesker, om andre kulturer og om andre verdener gennem bøgerne. Jeg håber I vil tage godt i mod ændringen på bloggen og på Instagram. Jeg har ændret på logoet, så der ikke længere står samtaler om dansk litteratur, men blot Anettes Litteratursalon. Det er enkelt og det føles rigtigt. Jeg glæder mig til at tage hul på det tredje år med Anettes Litteratursalon. Tusind tak fordi I følger med.

Anmeldelse af “Måske sjælen” af Rasmus Nikolajsen

Titel: “Måske sjælen” Forfatter: Rasmus Nikolajsen. Sider: 96. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Mon gestapomændende har en sjæl? spørger hun sig selv. Hun er temmelig sikker på at også gestapomændene må være født med en sjæl, men hvor har de gjort af den? Hvad er der sidenhen sket med gestapomændenes sjæle? Hun kan godt mærke sin egen sjæl. Men hun kan også mærke at den er pakket af vejen”

“Måske sjælen” er en familieversfortælling om en gravid kvinde, der må flygte fra Gestapo uden sin søn, og om en mand, der henter sin datter i vuggestue, alt imens kastanjetræerne blomstrer. Der er således to fortællinger som væves sammen til én. Den dramatiske fortælling om farmoren og den mere hverdagsagtige fortælling om manden, der henter sin datter fra vuggestuen en helt almindelig eftermiddag. Tematikkerne er liv og død, forældreskab og refleksioner over det sjælelige. Rasmus Nikolajsen formidler gennem en jeg-fortæller sin farmors historie. Under 2. verdenskrig måtte farmoren flygte fra Gestapo, og under selve flugten efterlod hun sin søn – jegets far. Han er selv manden, der henter sin datter fra vuggestuen, mens han reflekterer over sin rolle som far og om det sjælelige.

“En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.”

“En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, og på hvad der sker, når en sjæl forlader verden”

Familieversfortælling som genre havde jeg aldrig hørt om tidligere, og jeg måtte søge til litteraturhistorien, hvor begrebet versfortælling knyttes sammen med digter Christian Winter (1796-1876) som bl.a. skrev i denne form. Stilistisk lægger versfortællingerne sig tæt op ad mere moderne poesi og noveller og udfolder, i følge Dansk Litteraturhistorie, en skriveform, der forener en stor stramhed med en næsten henkastet og løst skitserende stil, der mere angiver situationerne end tegner dem. Det passer meget godt med indholdet i “Måske sjælen” som efter min opfattelse bevæger sig meget overfladisk i forhold til tematikkerne. Det kommer aldrig til at gøre helt ondt, når man læser, for der sker hele tiden spring i tid og sted. Refleksionen får ikke ro. Det er som om forfatteren vil rigtigt meget på meget lidt plads (fortællingen er på blot 96 sider) Jeg var flere gange i tvivl om, hvem fortæller nu – hvis tanker er nu i spil, og så forvirrede det mig med bogstavbetegnelserne for personerne. Dissikerer man fortællingen og smager på de enkelte sætninger, er de utrolig smukke. Sprogligt er det en vidunderlig læseoplevelse. Ord og sætninger smelter på tungen, men selve indholdet, selve fortællingen ramte mig ikke.

“Måske sjælen” udkom 11. maj 2022.

Anmeldelse af “Når syrener springer ud” af Sarah K. Frederiksen.

Titel: “Når syrener springer ud” Forfatter: Sarah K. Frederiksen. Sider: 137. Forlag: Emeritus. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Emeritus.

“Jeg har væltet mit mælkeglas. Nanna og jeg holder vejret. “Så, man skal ikke græde over spildt mælk” siger far, tager kluden ved køkkenvasken og begynder at tørre op. “Det var ikke med vilje” siger jeg og kigger ned på far, der tørrer en lille mælkesø op fra gulvet. Men han er ikke sur, han smiler. “Vil du have mere mælk?” “Ja, tak” Og så hælder far mere mælk i mit glas, og vi fortsætter med at spise. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvad jeg godt må, og hvad jeg ikke må. Jeg føjer til listerne i mit hoved.”

Sarah og hendes lillesøster Nanna bor i Slagelse med en alkoholisk far. Hverdagene er præget af uforudsigelighed. Hvornår er far glad og hvornår skal man passe på far? Alkohol, psykisk og fysisk vold præger deres barndom, som mere handler om overlevelse end om at være børn. De to søstre knytter nære bånd. Sarah, som er den ældste påtager sig automatisk rollen som omsorgsgiver for sin lillesøster Nanna.

Bogen starter med, at Sarah som voksen kontaktes af sin mor, som fortæller, at deres far har fået kræft. Igennem de sidste syv år har Sarah og hendes søster kun haft minimal kontakt til deres far; men nu skal de forholde sig til hans død og tage sig af det praktiske, og det sorgfulde, der følger med døden. Romanen har to spor. Et nutidspor, hvor man følger Sarah som voksen, hvor hun skal få danskstudie og kærlighedslivet til at gå op, og hendes fars død og så et fortidsspor, der fortæller om opvæksten med søsteren, den voldelige far og den fraværende mor.

Der er skrevet et utal af romaner, der handler om en opvækst præget af alkohol og vold i hjemmet, særligt selvbiografiske romaner. Således også denne. Tematisk er der ikke noget nyt i romanen, men den har en særlig finhed over sig. En ærlighed, der siver gennem bogen. Og så er det en roman, hvor teksten – ordene har fået ligeså meget plads som selve historien, og det kan jeg virkelig gode lide. Der er kredset om sproget, om sætningerne. Jeg har længe fulgt Sarah K. Frederiksen på Instagram, og derigennem oplevet hendes poesi både i ord og i billeder. Der er noget sanseligt og sårbart og smukt over begge dele. Romanen er fyldt med detaljerigdomme fra situationer, man kan se for sig, som for eksempel, når der skal vaskes op i hånden, og glassene vaskes først op for at blive tørret med det helt tørre viskestykke, dernæst porcelænet osv. Der er ikke langt mellem kærlighed og vold, og selv den mindste detalje kan udløse scener, der er stærke og smertefulde at læse.

Forfatter Sarah K. Frederiksen udtaler på bagsiden af bogen: “Jeg har et ønske om, at læseren forstår sandheden af min historie. Derfor ændrede jeg ingen navne og derfor er forsiden et billede af min far og mig. Dette er virkelighed. Ikke kun for mig men også for mange andre børn og unge med alkoholiske forældre.” Sarah K. Frederiksen giver noget af sig selv til andre i romanen, og den får mine varmeste anbefalinger.

“Når syrener springer ud” udkom 7. juni 2022.

Sommerferie.

Anettes Litteratursalon holder sommerferie frem til 1. august. Jeg glæder mig til en spændende sensommer og et efterår med flere spændende events. Du kan allerede nu se nogle af dem i højre side. Det er ikke alle events, der er offentliggjort endnu, men jeg lægger dem frem på siden så snart de er tilgængelige. På glædeligt gensyn og rigtig god sommer, og husk at min bog”Læseglæde & Læsefællesskaber” er en skøn feriebog, hvor du kan lære dig selv bedre at kende som læser, og du kan finde inspiration til at komme med i eller starte dit eget læsefællesskab.

Kærlige sommerhilsener

Anette Leonora Andersen