Anmeldelse af “Det skete bare ikke” af Peter Jepsen

Titel: “Det skete bare ikke” Forfatter: Peter Jepsen. Sider: 129. Forlag: Mellemgaard. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Mellemgaard.

“Det skete bare ikke” er en novellesamling med 8 fortællinger fra situationer fra hverdagen, som vi alle kan nikke genkendende til, i hvertfald de fleste. Men alt går galt i disse situationer. Til hustruens bogreception, hvor manden har fået nok af hendes karriere, veninden der lige har brug for en enkelt overnatning, men overtager ens hjem, hævn over eks’en, affæren med den alt for unge studerende, trafikulykken, hvor forsikringsselskaber er din fjende og ikke din ven, forfatterens skriveblokering eller mangel på talent, spammails, der truer med at afsløre dit forbrug af internetporno og slutteligt myren, der overtager dit liv.

Bogen er klart skrevet med underholdning for øje, og flere steder trak jeg også på smilebåndet, fordi det netop er genkendelige situationer Peter Jepsen har valgt som omdrejningspunkt for sine noveller. For mig hænger det genkendelige sammen med en god læseoplevelse. Formen virkede næsten som stand up på skrift, fordi der bygges op fra det hverdagsagtige til katastroferne, som skal få os til at grine. I udgangspunktet burde bogen altså have hvad der skal til for at underholde, og den vil helt klart fremkalde grin hos nogle læsere, men den blev tåkrummende for mit vedkommende med alt for mange klichéer både tematisk og sprogligt.

Fra egen reol: “Skabt som mand og kvinde” af Ditlev Tamm

Da jeg i november sidste år var inviteret på bogforum til at samtale med forfatter Mads Damsø var det med en indgangsbillet til VIP indgangen. Fint skulle det være. På vej mod indgangen passerer jeg som de første en mand og en kvinde. Jeg erindrer intet om kvindens udseende, for mine øjne hvilede på manden, omend kun i det øjeblik det tog at passere hinanden. Han var iført sort tøj og over det en jakke i stof, der ligende brokade i farverne blå og guld. Sådan husker jeg det. En meget smuk mand med gråt hår og sorte runde briller. Power, elegance, sex og intelligens tænkte jeg og førstehåndsindtrykket satte sig fast. Jeg så ikke mere til manden og kvinden under mit desværre meget korte ophold på Bogforum.

Da december nærmede sig, og ønskesedlen skulle udfyldes skrev jeg to bogtitler på. Bøger, jeg havde læst om om, og som havde vækket min nysgerrighed. Den ene “Skabt som mand og kvinde” af Ditlev Tamm. Bogen lød yderst interessant med historien om Francois Timoléon de Choisy, en crossdresser fra Solkongens Frankrig. En mand, der levede sit liv som både mand og kvinde. Den havde fået spændende anmeldelser og jeg fornemmede en ligeså stor interesse i forfatteren som i historien selv. Lidt som med Karen Blixen. Jeg blev derfor også nysgerrig på, hvem denne forfatter var og undersøgte det nærmere.

Ditlev Tamm (1946) er juraprofessor med to doktorgrader og forfatter til en række bøger, der handler om alt fra retshistorie til Bournonville Balletten. Han definerer sig selv som konservativ udenfor et partipolitisk perspektiv – altså at han tænker og lever ud fra den konservative ideologi uden nødvendigvis at være enig i det partipolitiske. Han er kendt som samfundsdebattør og som avisskribent mm. Han er æresmedlem af Juridisk Diskussionsklub, medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets historie og i 2004 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrog. Da han fyldte 54 skiftede han sine grå habitter og slips ud med mere farverigt tøj og begyndte at mixe herre- og dametøj, og blev dermed crossdresser. Præcis som hovedkarakteren i bogen “Skabt som mand og kvinde” som udkom oktober 2021, og som jeg nu vil vende opmærksomheden mod. Lad mig dog kort redegøre for begrebet crossdressing forinden, som jeg fortolker det.

Crossdressing er et begreb, der dækker over det at bære tøj og andre ting, der normalt associeres med det modsatte køn i et givent samfund. Det handler ikke nødvendigvis om ens seksuelle orientering, men mere om en leg med identitet.

Bogen “Skabt som mand og kvinde” er blevet til, da Ditlev Tamms fashionable og knivskarpe veninde P.F dukker op med Francois Timoléon de Choisys pikante crossdressinghistorier, og opfordrer ham til at oversætte dem og skrive hans biografi. Ditlev Tamm – i bogen kaldet D.T skriver han Choisys histories frem, guidet af veninden P.F. som er mindst ligeså interessant som hovedkarakteren Francois Timoléon de Choisy, herefter kaldet Choisy.

Choisy levede fra 1644-1724. Hans mor havde en tæt tilknytning til Solkongens hof og særligt til solkongens yngre bror, som holdt af at klæde sig som kvinde. Fra Choisy var dreng, bliver han klædt som pige, fordi hans mor ved, at det vil gavne både hende selv og sønnen, hvis han bliver uundværlig for hoffet. Choisy selv fortsætter med at klæde sig som kvinde i sin ungdom og i sit voksenliv. I sine unge år forfører han purunge piger. Som kvinde drager han omsorg for disse piger og oplærer dem i alt fra at frisere sig til at spille musik mens han om natten, som mand, oplærer dem i elskovskunsten. Han veksler mellem at klæde sig som mand og kvinde. Da hans mor dør efterlader hun ham en solid arv, men desværre er Choisy også, i rollen som mand, ludoman og lider under dette. Han mister formuer og stifter gæld, men prostituerer sig som kvinde for at indfri gælden. Han uddanner sig til teolog, rejser til Thailand, bliver senere medlem af Det Franske Akademi og udvikler sig som forfatter.

Historien om Choisy er helt utrolig fascinerende og man forføres gennem æstetiske beskrivelser af smukke klæder og kunstige skønhedspletter. Skønhedspletter, der også er drysset ud over bogen i et grafisk touch. Men kapitlerne med veninden P.F og hendes refleksioner over Choisy og over kønsidentitet og seksualitet var den største læseoplevelse for mig. Her møder man, som læser, en anonym kvinde, der tilsyneladende er lynende intelligent, og som foretrækker denne egenskab hos de mennesker hun omgås. Hun stiller krav om interessante samtaler med litteratur og videnskab som omdrejningspunkt og dyrker disse med sine veninder i Frankrig, hvis selskab hun også inviterer D.T til at deltage i. Hun redegør i bogen for sin fashionable påklædning og hvordan hun og mændene i hendes liv leger med kønsidentiterne sideløbende med at hun guider D.T i sin skrivning om Choisy.

Bogen er en unik læseoplevelse, og jeg mindes ikke at have læst noget lignende, der minder om den. Hverken i form eller indhold. Bogen er underholdende, grænseoverskridende, smuk og ikke mindst vedkommende og lærerig i vores samtid, hvor køn, identitet og seksualitet er under debat og evig udvikling. Og så er den også en hyldest til at klæde sig smukt og ekstravagant. At dyrke maximalisme i stedet for minimalisme, og med dette vil jeg slutte indlægget med billeder fra solkongen slot Versailles i Frankrig, hvor Choisy havde sin gang, og som jeg har besøgt to gange i mit liv, senest i 2015. Og så tror jeg, at jeg vil købe en beklædningsgenstand i leopard, jeg har forelsket mig i, mens jeg har læst bogen. Det ville klæde min garderobe og Nordjylland.

Og nå ja…… opmærksomme læsere vil måske nu have gættet, at det var Ditlev Tamm, jeg passerede ved indgangen til Bogforum…

Anmeldelse af “Dafnesyndromet” af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Titel: “Dafnesyndromet” Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Sider: 219. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Han skiller hendes læber med tungen, og mens han trænger ind i hende, suger han den saftige, bitre mund. Mavesækken revner, og en tynd rod vrikker ud mellem organerne i et sprøjt af saltsyre og pepsin. Han støder igennem, mærker det tykne, mærker det vride sig i kroppens rør. Laura folder grenene om ham. Så brister de sorte knopper. Så ved han ikke længere, hvor han ender og træet begynder.”

Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver sig med “Dafnesyndromet” ind i cli-fi genren og krydrer den med græsk mytologi gennem tre fortællinger baseret på myten om nymfen Dafne, som jeg kort vil redegøre for i forhold til forståelsen af min anmeldelse af bogens tre dele.

Dafne er en nymfe, fuldstændig hengiven til natur. Hun er smuk og har mange bejlere. Hun afviser dem alle og vil kun være fri og nyde naturen. Hendes far beder hende om at gifte sig, fordi han ønsker sig børnebørn. Dafne har imidlertid ikke det samme ønske. Således beder hun ham om at tillade hende at være leve alene for evigt, ligesom gudinden Artemis. Hendes far accepterer, men advarer hende om, at det ikke vil være let at holde hendes forskellige bejlere væk fra hende. Dafne bliver indblandet i et skænderi mellem guderne Apollon og Eros. Apollon fornærmer Eros, der som hævn affyrer to pile: Én der rammer Apollon og gør ham besat af Dafne, og én der rammer Dafne og sikrer, at hun i hvert fald ikke vil have noget at gøre med Apollon. Apollon jager Dafne; Dafne flygter. Og lige da Apollon er ved at fange hende, så bønfalder hun om at slippe for den voldtægt, der er under opsejling. ”Den her krop, som har voldt mig så meget besvær – skil mig af med den!” Så forvandler hendes far hende til et laurbærtræ. Nu er Dafne forvandlet til et træ. Men hjertet banker stadigvæk bag barken og hun har stadig sin nymfede bevidsthed. Hun kan bare ikke længere handle eller bevæge sig. Og oven i købet beslutter Apollon at gøre hende stedsegrøn, altså underforstået: Sådan skal hun stå fanget til evig tid.

I “Dafnesyndromet” er der tre fortællinger.

Den første fortælling handler om teenageren Miki, der starter på efterskole. Skolen ligger i smukke landlige omgivelser med planter voksende vildt omkring bygningerne, der tidligere fungerede som ramme for en drengeanstalt. Miki har et komplekst forhold til sin mor, der er som besat af hvid i sin påklædning og sin boligiondretning, og som han forsøger at frigøre sig fra, men det er svært, da moderen søger hans kontakt. Miki forelsker sig i Laura, og sammen udforsker de seksualiteten og naturen omkring dem, og natur og menneske smelter sammen, som ses i det indledende citat i min anmeldelse.

Den anden fortælling handler om Vibeke, Mikis mor. Hun interviewes af forskere, da hun som menneske har udviklet fysiske egenskaber, der aldrig tidligere har været set. Hun er 173 år gammel og har udviklet et perlemorsfarvet skelet uden på huden. Hun fortæller sin livshistorie, og herigennem får man som læser svar på nogle af spørgsmålene omkring hendes og Mikis relation, og hvorfor hun er draget af den hvide farve. Hun fortæller om sin relation til Mikis far og om hendes ønske eller mangel på samme i forhold til at være mor. Der er i denne fortælling tydelige træk til Dafnemyten, og Dafnes ønske om at forblive barnløs.

Den tredje og sidste fortælling er meget anderledes rent formsmæssigt. Hvor de to første fortællinger er prosa er den sidste fortælling lyrik. Her digter Siri Ranva Hjelm Jacobsen videre på dafnemyten, og giver Dafne stemme efter hun er forvandlet til et træ. Interessant er det, at forfatteren skriver “man kaldte mig Laura/Dafne” og med det binder hun bogen første og sidste fortælling sammen.

“Dafnesyndromet” er en ganske særlig læseoplevelse. Jeg holder af bøger, der skærper min nysgerrighed og som kræver at jeg ikke bare læser men også bliver undersøgende undervejs i min læsning. Jeg måtte undersøge Dafnesyndromet og den viden jeg fandt, gjorde at jeg blev mere analytisk i min læsning end hvis jeg ikke havde opsøgt den viden. Jeg synes bogen er interessant som et værk, der kan analyseres i forhold til fagene dansk og psykologi. Og så er det en bog for alle, der er til litteratur, der beskæftiger sig med klima og natur. Og selvfølgelig til alle, der læser sci-fi litteratur. Har man læst “Rosarium” af Charlotte Weize vil man også være i målgruppe til denne bog.

Jeg er imponeret over ideen bag bogen og dens sprog er yderst billedskabende. Ind i mellem når jeg læser får jeg en fornemmelse for at det er kunst jeg sidder med mellem hænderne, sådan havde jeg det helt klart med “Dafnesyndromet”

Bogen udkom den 2. september 2021.

Fra egen reol: “Borgerlige samtaler” af Marie Louise Wedel Bruun.

Her på bloggen har jeg indtil nu kun anmeldt bøger, jeg har modtaget fra forlag og forfattere. Jeg vil gerne udvide med bøger fra min egen reol, forstået på den måde, at jeg vil dele mine læseoplevelser ud fra bøger, jeg selv har købt eller fået i gave, og som jeg tænker kunne have interesse for jer, der læser med. Flere af de bøger, jeg selv køber er anmeldt af andre bloggere, hos hvem jeg ofte selv finder inspiration. Det kan også være bøger købt hos antikvarboghandlere. Derfor vil disse indlæg omfatte både nye, gamle og virkelig gamle bøger og vil blive kategoriseret “Fra egen reol” og ikke som anmeldelser. Den første bog, jeg vil præsentere for jer er “Borgerlige samtaler” af Marie Louise Wedel Bruun.

Marie Louise Wedel Bruun går i “Borgelige samtaler” på jagt efter den borgerlige ånd. Bag på bogen kan man læse, at hun vil give danskerne friske øjne på de borgerlige – ikke mindst på de konservative, som hun altid har stemt på, men som hun ikke har turdet sige højt af frygt for at blive udskammet og sat i bås. For at undersøge den borgerlige ånd, har forfatteren talt med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, sognepræst Kathrine Lilleør, juraprofessor Ditlev Tamm, journalist Aminata Amanda Corr, forfatter Kristian Ditlev Jensen og formand for det konservative folkeparti Søren Pepe og disse ti “borgerlige samtaler” udgør bogen sammen med Marie Louise Wedel Bruuns egne refleksioner.

Jeg læser helst skønlitteratur, og stort set aldrig biografier, men samtalebøger har jeg en forkærlighed for. Denne er ingen undtagelse. Det er en gave at få lov til at møde ti så forskellige personer, der alle har en oplevelse af, hvad det vil sige at være borgerlig. Og hvad vil det egentlig sige? Hvad karakteriserer et borgerligt menneske? Kan man eksempelvis være borgerlig uden at sætte sit kryds ved de partier, vi i Danmark placerer i det, der kaldes blå blok? Og giver det i det hele taget mening at dele politiske partier op i rød og blå blok?

Disse spørgsmål diskuteres i bogen, og det er yderst inspirerende læsning, hvis man, som jeg, føler sig som en fusionering af de tre store ideologier konservatisme, liberalisme og socialisme. Jeg er blevet væsentligt klogere på den borgelige og måske mest af alt den konservative ånd igennem de ti samtaler.

“Denne her balance mellem individet og staten, som er balancen mellem frihed og tryghed, balancen mellem generationernes udfoldelsesmuligheder og ret, sat overfor ansvaret for, at du ikke ødelægger noget for andre – andre på kloden, men altså også næste generation – den hedder “kontrakten mellem generationerne”. Og din primære opgave er at sørge for, at dit samfund, din kultur, lever videre, for ellers har du svigtet kontrakten mellem generationerne” Per Stig Møller.

Efter endt læsning sidder man tilbage med oplevelsen af, at det at være borgerlig handler om, at opføre sig ordentligt og ansvarligt og kommunikere som sådan, at passe på dem, der måtte have behov, at være åben for forandringer og udvikling med respekt for historicitet, at kultur spiller en væsentlig rolle i menneskets dannelse og at naturen og bæredygtighed ikke er noget de radikale har opfundet, men at det en en borgerlig konservativ dyd, der har eksisteret siden ideologiens begyndelse.

Særligt for de ti samtaler er, at der hos stort set alle de medvirkende opleves uoverensstemmelse mellem borgerlige værdier og så den partipolitik, der føres hos de borgerlige partier, og det er måske den bedste forklaring på, hvorfor man som individ godt kan føle sig som og leve sit liv som borgerlig uden nødvendigvis at sætte sit kryds hos et borgerligt parti. Liberalismen og konservatismen er ideologier i borgerlig politik, men ønsket for graden af individets frihed og dets ansvar overfor staten er afgørende for, hvor man placerer sig som borgerlig.

“Borgerlige samtaler” er berigende læsning, som kan føre til flere spændende samtaler mellem mennesker. Bogen udkom i december måned 2021.

Anmeldelse af “Hvis man ikke vidste bedre” af Lotte Kirkeby

Titel: “Hvis man ikke vidste bedre” Forfatter: Lotte Kirkeby. Sider: 207. Forlag. Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Der er ikke længere nogen, som tager billeder af mig, der er ingen, som fanger mig i det øjeblik, hvor jeg er uopmærksom, eller hvor jeg er optaget af andre, der er kun mig selv i spejlet, men det snyder, og da jeg ser os alle tre komme hen imod mig, ved jeg, at det var tanken, der talte. Det var den, som forførte mig, og som jeg forelskede mig i, tanken om hende, og om ham og os, det var forestillingen, ikke det faktiske, og det skulle jeg nok have sagt.”

Lotte Kirkeby har med “Hvis man ikke vidst bedre” skrevet en smuk og på samme tid melankolsk fortælling om det at være ensom sammen med andre. Mere ensom, end når man er alene.

I romanen følger man en kvinde gennem en enkelt dag, hvor hun vender tilbage den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været væk i mange år og hun er blevet ældre. Huset hun fik bygget sammen med sin mand er revet ned, og i stedet skal der opføres en moderne villa med udsigt. Hun taler med manden, der nu ejer grunden, og hvor det nye hus skal opføres og hun konfronteres med sin fortid, med sine valg og med det fællesskab, som hun aldrig selv blev en del af.

Romanen tager fat på de tætte og svære relationer med familie, venner og naboer. Det er både en fortælling om ægteskab, moderskab og om livet som familie i provinsen, men mest af alt handler den om den ensomhed man kan føle, hvis man er sammen med mennesker. En yderst interessant tematik, som handler om hvem vi er som mennesker, når vi er alene eller sammen med andre. Hovedkarakteren udtrykker det på følgende måde:

“Jeg troede, at jeg var alene, og det ville jeg ikke være. Dengang troede jeg, at det var det værste, der kunne ske, og jeg vidste ikke, at det ikke var svært, men måske nemmere end alt andet……”

Lotte Kirkeby lader kvinden i romanen se tilbage på sit liv i provinsen uden bitterhed og uden store følelsesmæssige udtryk men med en objektivitet og en nøgternhed, der forstærker den oplevelse, man som læser får af kvinden, nemlig at hun også til livet har forholdt sig nøgternt. Hun har ikke stillet spørgsmålstegn ved sit liv, sine relationer og om hun havde det godt. Hun var der blot i kraft af sin eksistens. Hun giver flere gange udtryk for at hun nok skulle have spurgt…. at hun nok skulle have sagt noget…. men det udtrykkes uden følelser. Som læser oplever jeg kvinden som nærmest selvudslettende, og jeg får lyst til at ruske lidt op i hende, få hende til at mærke livet og til at træffe valg, men jeg gør det ikke og det gør Lotte Kirkeby heller ikke. Kvinden findes i os alle. Vi indgår alle i relationer, hvor vi tier og samtykker ind i mellem. Vi kender det fra ordsproget “Du får ret og jeg får ro” I romanen har kvinden valgt denne strategi gennem et helt liv og det valg er det hun konfronteres med på den ene dag vi møder hende i romanen, hvor hun vender tilbage til byen, hvor de boede.

Romanen er skrevet i et nutidsspor, hvor kvinden opsøger byen, hvor hun boede med sin mand og sin datter. Sporet brydes af tanker og minder fra tiden i byen. Sætningerne er lange og virker som tankemylder, hvor der ikke systematiseres i indhold og overgange. Det er helt fantastisk at læse omend det kræver koncentration. Det er unikt, at Lotte Kirkeby har kunnet holde fast i denne skrivemåde gennem hele romanen. Bogens format er virkelig rar. Den er behagelig at sidde med i hånden og så er den virkelig smuk med dens rosa cover brudt af petroliumsfarvede striber der tilsammen danner et mønster af skyer og måske et hus.

“Hvis man ikke vidste bedre” er en unik læseoplevelse, og den giver mig lyst til at genlæse Lotte Kirkebys første roman “De nærmeste” der også beskæftiger sig med de tætte og svære relationer.

Romanen udkommer i dag 5. januar 2022.

Anmeldelse af “Vittu” af Iben Mondrup

Titel: “Vittu” Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 336. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Flere gange måtte hun have ham til at gå frem og tilbage og rykke sig den centimeter som gjorde hele billedet. Aldrig har hun været så optaget af noget, næsten besat”

Iben Mondrup har med “Vittu” givet os efterfølgeren til romanen “Tabita” der udkom i 2020. I “Tabita” bliver Vittu, sammen med sin søster Tabita, adopteret fra Grønland af et dansk par, men adoptionen forløber ikke som det danske par ønsker sig, og Vittu og Tabita adskilles. Mere vil jeg ikke røbe, hvis man ikke har læst bogen. Hvor “Tabita” primært er Tabitas historie er “Vittu” Vittus historie.

Vittus danske navn er Vitus, og han er fem år, da han bliver adopteret af den franske men dansk bosiddende fotograf Alice og hendes mand Stig. Alice er fascineret af Vitus’ grønlandske baggrund og hun har en drøm om at gøre en forskel for et trængende barn. Hun ønsker ikke selv at sætte børn i verden med sine familiemæssige rødder, man kun hører meget kort om. Alice knytter sig hurtigt til Vitus i en blanding af omsorg og fotografisk leg. Hun bruger ham som et led i sin kunst, imens ægtemanden Stig, der er embedsmand er bortrejst i hverdagene. Relationen mellem Alice og Vitus udvikler sig til et psykologisk spil om kærlighed med grænseoverskridende adfærd og svigt, og som årene går begynder Vitus at spekulere over sine egne grønlandske rødder.

Når man har læst “Tabita” længes man som læser efter at høre, hvordan det mon gik Vitus. Den historie giver Iben Mondrup os i “Vittu” Jeg var grebet af fortællingen fra start. Den er smuk, smertelig og grænseoverskridende at læse. Beskrivelsen af relationen mellem Alice og Vitus er stærk læsning. Iben Mondrup har ladet sig inspirere af henholdsvis Sally Mann og Irina Ionesco og deres kunstneriske arbejde i sin beskrivelse af Alices kunst med fotograferingen. Normalitet og afvigelse går hånd i hånd gennem bogen. Franske gloser, kunst, en maske, der betyder alt for Vitus er blot få af de greb Iben Mondrup gør brug af langt hen i bogen. Masken med dens flertydighed er en spændende måde at skildre Vitus’ indre. Omsorg, kærlighed, begær flyder sammen med tanker om, hvad der er rigtigt og forkert, når man ikke er knyttet sammen af blodets bånd. Den grønlandske fortid glimrer ved sit fravær langt hen i romanen, hvilket er med til at forstærke, hvor lidt betydning den tillægges af det danske adoptivpar. Men Grønland får det sidste ord i fortællingen, og Iben Mondrup binder på smukkeste vis romanerne “Tabita” og “Vittu” sammen.

“Vittu” udkommer i dag 3. januar 2022.

Bogåret 2021 & bogudgivelse 2022.

“Læseglæde & Læsefællesskaber” udkommer 22. marts 2022.

År 2021 lakker mod enden, og når jeg ser tilbage på mit bogår, har det budt på flere spændende oplevelser.

Først på året handlede det pludselig om beskatning af anmeldereksemplarer, da SKAT ved nytårsskiftet havde ændret på skattereglerne for bogbloggere. I stedet for at betale skat af et skøn af bøgernes værdi, skulle vi nu betale skat af den fulde markedspris. Det gav anledning til et mindre oprør, hvor vi var flere bloggere, herunder undertegnede, der gik til pressen og til politikerne for at få omgjort reglen. Vi var i aviser og i radioen, og tilsidst fik vi opbakning af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der talte for bogbloggernes frivillige litteraturformidling, fordi den skaber læseglæde og læsefællesskaber. SKAT ændrede på reglen, så det igen blev gældende, at der skal betales skat af et skøn af bøgernes værdi. Det er stadig et problematisk felt, da bogbloggere anmelder bøger på frivillig og ulønnet basis og dermed ikke burde have udgifter forbundet med dette. Denne kamp må tages på et andet tidspunkt.

Fra januar til og med marts 2021 var jeg ambassadør for læsefestivallen “Vi læser sammen” En festival arrangeret af Aarhus Litteraturcenter med fokus på at forebygge ensomhed i kølvandet på coronakrisen Mere end 300 personer tilmeldte sig, og vi læste og debatterede Lotte Garbers roman “Løbeklubben i Saudi” sammen.

2021 bød på mange spændende læseoplevelser og dermed anmeldelser. Min første anmeldelse i år var “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen, en roman om sorgens og isolationens landskab med litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen. Årets sidste anmeldelse var “De korte sætningers land” af Stine Pilgaard og Katrine Muff en bog, hvor komponist Katrine Muff har sat musik til sangene fra Stine Pilgaards roman “Meter i sekundet” der udkom sidste år og som har vundet Weekendavisens Litteraturpris og De gyldne Laurbær. To meget forskellige læseoplevelser, og det er præcis det, jeg holder af ved at modtage anmeldereksemplarer og at dele disse forskellige læseoplevelser med jer. I 2021 blev det til i alt 48 anmeldelser.

I august måned havde bloggen 1 års fødselsdag, hvilket jeg fejrede sammen med jer med et Karen Blixen tema. Det blev modtaget med stor begejstring og affødte efterspørgsel på mere Karen Blixen, hvilket betød, at jeg drog ud i landet og holdt oplæg om hendes liv og forfatterskab. Noget jeg ønsker at fortsætte med i 2022.

I november måned blev det endelig tid til Bogforum. Alle bogelskeres paradis, hvor bloggere kan hilse på hinanden og på de forlag, man samarbejder med og på ens yndlingsforfattere. Jeg blev inviteret til at samtale med forfatter Mads Samsø om hans roman “Solitaire” som jeg havde anmeldt tidligere på året. Det blev til en berigende samtale foran et aktivt lyttende publikum.

Nu er vi i december måned og året er ved at rinde ud. Jeg har brugt meget tid på noget i 2021, som jeg har glædet mig helt utroligt meget til at kunne fortælle.

Jeg har brugt det meste af 2021 på at skrive en bog om læseglæde og læsefællesskaber, og det er derfor med den største glæde, at jeg nu kan fortælle, at bogen “Læseglæde og læsefællesskaber” udkommer 22. marts 2022 på forlaget Flaubert Publishing.

Bogen har fokus på læseglæde, på, hvad læsning kan betyde for dig som menneske, og på hvordan du kan komme i gang med at læse, udfordre og udvikle din læsning. Den har ligeledes fokus på læsefællesskaber. Hvordan du bliver en del af eksisterende læsefællesskaber, hvordan du kan starte egen læsegruppe, og på hvordan du kan få mest muligt ud af at være med i en læsegruppe. Min egen nysgerrighed og passion for læseglæde og læsefællesskaber har fået mig til at dykke ned i tanker, ideer, betragtninger, erfaringer, holdninger og viden på området som jeg deler i bogen sammen med anekdoter fra mit eget liv med læsning. Jeg glæder mig helt utroligt meget til at dele bogen med jer, når den udkommer 22. marts 2022.

Mit 2022 vil således handle om at sprede endnu mere læseglæde og fremme læsefællesskaber. Jeg håber at kunne forene dette med min passion for Karen Blixen og for forsat at anmelde mangfoldig litteratur her på bloggen.

Jeg vil gerne ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår og sige tak for det fællesskab vi har omkring litteratur.

Kærlig hilsen

Anette Leonora.

Adventsalon 4 – Et gensyn med Philip Faber.

Foto: Robin Skjoldborg

Glædelig 4. søndag i advent. Denne søndag skulle adventsalonens gæst have været en boghandler, men der kom afbud på grund af travlhed i butikken, hvilket på den ene side er ærgerligt og på anden side glædeligt, for vigtigst af alt er bøgernes liv. At der lige nu i disse timer pakkes bøger ind, der skal pakkes op juleaften og skabe læseglæde i juledagene, det gør mig glad. Jeg har selv bøger på min ønskeseddel, og opfyldes disse ønsker ser jeg frem til at iklæde mig blødt tøj i juledagene, fordybe mig i læsningen og spise rester af den engelske julekage, som er tradition i min familie.

Da der ingen gæst er i dag har jeg i stedet valgt at “genudsende” min anmeldelse af “Den danske sang” af Philip Faber og Rikke Hyldgaard. Bogen er søndagens giveaway på Instagram. Bogen udkom sidste år, men for mig er den eviggyldig, da den handler om den danske sangskat og om sangdannelse. Hvis du står og mangler en julegave eller en ekstra flot mandelgave kan jeg på det varmeste anbefale denne bog. Ligeledes er bogen velegnet til nybagte forældre, der ønsker at deres barn skal vokse op med den danske sang.

“Genudsendelse” af min anmeldelse:

Titel: “Den danske sang” Forfattere: Philip Faber & Rikke Hyldgaard. Sider: 328. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

At få lov til at anmelde denne bog har været stort for mig. Philip Faber er nok den mand, jeg har tilbragt mest tid sammen med i 2020 – altså bag skærmen. I marts måned lukkede Danmark ned for at mindske spredningen af covid-19. Størstedelen af befolkningen skulle pludselig opholde sig i eget hjem, inklusiv undertegnede og en søn i risikogruppe. Den 16. marts om morgenen var der fællessang på DR1 med Philip Faber. Et tiltag sat i værk med henblik på at styrke fællesskabet i landet i en svær tid. Jeg kendte godt Philip Faber fra andre musikalske udsendelser, men jeg kendte ham ikke godt. Jeg havde heller ikke sunget siden jeg var på højskole i sommeren 2019, men den 16. marts sad jeg klar med højskolesangbogen og en stemme. Det blev til mange morgener. Hver eneste morgen frem mod Sankt Hans sang jeg, og da fællessangen blev udvidet med en aften udgave om fredagen, sang jeg også med der. Det var en gave at få præsenteret så mange sange. Mange kendte jeg, men ligeså mange var nye, og særligt tonefilmssangene blev jeg opmærksom på. Når jeg ikke sang, lyttede jeg til playlisten “Morgensang (DR1) by Philip Faber på Spotify. Det kom bag på mig, at jeg var så glad for sangene og for at synge. Jeg har altid været glad for musik, men jeg har ikke fået sang ind med modermælken. Jeg kunne sikkert også have sunget mere sammen med mine egne nu voksne børn, og kunne jeg gøre noget om skulle det være, at have introduceret dem for den “sangdannelse” Philip Faber beskriver på formidabel vis i bogen. 

I sangen kan vi samtidig tage ord i munden, som vi normalt ikke ville bruge, og den bliver således en genvej til at erklære sin kærlighed, dvæle ved en sorg eller takke andre. Når vi synger sammen, deler vi store ord, med dem vi elsker. Ord, som vi måske aldrig ville gå og sige højt til hinanden, men som er vigtige.

“Den danske sang” er skrevet med en stor kærlighed til den danske sangskat. Philip Faber kombinerer musik- og sanghistorie med personlige anekdoter helt tilbage fra sin barndom og frem til i dag. Det er igennem forskellige danske sange, at man som læser bliver ført igennem fortællingerne, igennem hvordan melodi og tekst spiller sammen, hvordan dur og mol bruges bevidst sammen med bestemte ord for at skabe stemninger. Sangenes betydning for køn og kultur. Vi synger om årstiderne. Vi synger til fødselsdage, til bryllupper, barnedåb og begravelse. Vi synger fodboldsange. Vi synger lejlighedssange. Vi synger nok i grunden mere end vi er bevidste om. 

Modeluner og dagsordener kommer og går. Noget bliver slagtet i kulturlivet, nyt blomstrer op et andet sted af den rene og skære nødvendighed, der kendetegner kunsten, og den friskhed flytter os. Sangen – her forstået som det at synge – vil derimod aldrig ophøre med at være her” 

Philip Faber har sammen med Rikke Hyldgaard begået en bog fyldt med sangdannelse, og allervigtigst glæden ved sangen. Alle er inviteret og inkluderet i bogen. Sangen er for os alle. Alle de udvalgte sange, der danner ramme om fortællingerne er med i fuld tekst og med noder, så de kan synges og spilles. Sjældent har en bog ramt så bredt i forhold til målgruppe. Den kan og bør læses af alle, der vil det gode (sang)liv.

Bogen udkom den 24. november 2020.

Adventsalon 3 – Mød bogantikvar Nina Iversen fra Pilegaards Antikvariat i Aalborg.

Glædelig 3. søndag i advent.

Denne søndag glæder det mig at kunne præsentere en person, der gennem sit arbejde har beriget mit bogliv i mange år. At hun de sidste ca. 4 år også har beriget mit privatlivliv gennem vores fælles litteraturklub er en endnu større glæde. Nina Iversen, antikvarboghandler hos Pilegaards Antikvariat i mere end 30 år, er i dag gæst i adventsalonen. Læs hendes spændende beretning om antikvariatets historie og om arbejdet som antikvarboghandler. Pilegaards Antikvariat i Aalborg er provinsens største med over en kvart million bøger.

1.     Hvordan etableres et antikvariat? Fortæl om Pilegaards historie.

Pilegaards Antikvariat blev etableret i 1963. Det er det ældste familieejede antikvariat i Danmark, i dag ejet af 2. generation, nemlig Jens Pilegaard og Alina. 

Jens’ far var boghandler, og ledede i en årrække den antikvariske afdeling i Knud Engsigs Boghandel i Aalborg, før han besluttede at åbne sit eget. I en lille butik blev en del af den private bogsamling sat til salg, suppleret med et par indkøbte bogsamlinger. Bøgerne stod åbnede på hylderne for at fylde mest muligt, så der ikke så alt for tomt ud. 

Det var en forsigtig start, men med godt købmandsskab, dygtighed og med fingeren på pulsen, fik Jens’ forældre skabt en god forretning. At Stormagasinet Salling åbnede året efter meget tæt på butikken i Møllegade var selvfølgelig også en bonus. Mønthandel, fabrikation af møntalbum og handel med guld og sølv kom til, og pladsen blev efterhånden for trang. I 1972 flyttede vi til vores nuværende adressse i Algade. 

Jens er også uddannet boghandler, og han arbejdede i forskellige boghandler i København, før han i 1986 kom hjem for at arbejde i antikvariatet. Jens overtog antikvariatet i 1992, et år før Gunnar døde alt for ung. Jens’ mor fortsatte med at arbejde i antikvariatet og hun gik på pension som 80-årig.

Gunnar var af den gammeldags skole, og han var fantastisk til at fortælle anekdoter og historier fra bøgernes verden. Jeg startede min ”mesterlære” med Jens’ far som min primære læremester og inspirationskilde. Jeg elskede hans historiefortællinger, og sugede til mig. Det var primært Jens, der lærte mig at købe bogsamlinger og alt andet praktisk.

Nu har jeg i langt over halvdelen af mit liv været antikvarboghandler, og det er en daglig lykke. At beskæftige sig med bøger hver dag sammen med dygtige kollegaer er et drømmejob.  Vi er til dagligt 4 i butikken; Jens og Alina, min kollega Søren (der også er uddannet boghandler) og jeg. Vi er et af de største antikvariater i landet, og vores speciale er at have bøger i alle genrer, i alle prisklasser, bøger for enhver, og vi sætter en ære i at yde den allerbedste service. 

At være antikvarboghandler er en livslang uddannelse. Man bliver aldrig færdig med at lære. Faget er alt andet end stillestående, og man må løbende forny sig og følge med. 

I vores branche har antikvarerne meget forskellige baggrunde. Det er alt lige fra autodidakte til bibliotekarer, lærere, akademikere m.m., men fællesnævneren er selvfølgelig en dyb kærlighed til bøger og litteratur. Vi befinder os i en verden af kulturarv og vi elsker bøger og vi er stolte af vort fag. Vi formidler og fortæller bøgernes historier. At være antikvarboghandler er en livsstil. Det er mere end et arbejde og vi brænder for det.  



2.     Hvordan får I nye brugte bøger på hylderne og hvad sker der når I får nye bøger ind i antikvariatet?

I dag køber vi primært bøger af private. Vi køber bedre enkeltbøger og store bogsamlinger. Det kan være dødsboer, folk der flytter til noget mindre, folk der flytter til udlandet, bogsalg pga. skilsmisser eller mange andre personlige grunde. 

Kunderne sender os lister med titler, sender billeder af deres bogreoler eller efter en aftale tager vi ud på adressen og vurderer. Med mange års erfaring er det nemt for os at gennemgå reoler med mange tusinde bøger og give et samlet tilbud på dem. Det er altid spændende at komme ud i folks private hjem. Vi ved aldrig helt, hvad der venter os, og vi håber altid på at finde nogle fine bøger, der skiller sig ud fra mængderne. Der bor en lille skattejæger i enhver antikvar. Og bogjagten fortsætter når vi har fri. 

Vi har også altid købt bøger på bogauktioner, og har på den måde fået skaffet nogle virkelig enestående samlinger til Aalborg. Jeg husker især en fantastisk guldaldersamling, men der har været mange. Som antikvarboghandler må man hele tiden sætte sig ind i nye emner… Hvis man f.eks. køber en gigantisk samling bøger om lystfiskeri, ja, så må man tilegne sig den viden, der skal til, for at formidle bøgerne bedst muligt. 


3.     Hvordan værdisætter I bøgerne?

I sidste ende er det udbud og efterspørgsel, der sætter prisen. Og priserne ændrer sig, så vi bliver nødt til at følge med og have fingeren på pulsen. F.eks. kan en bog, der i årevis har været umulig at skaffe, pludselig blive genoptrykt og så skal den antikvariske pris justeres. Ligeledes er der mode i hvilke bøger der spørges efter. Markedet bevæger sig. En filmatisering eller en avisomtale, et øget fokus på en forfatter eller en begivenhed, er også ting, der kan påvirke prisen. 

Vi har altid mange kasser bøger til at stå, der kun venter på at blive gennemgået og prismærket. Kunderne kan kun se butikken i stueplan og 1. sal, men derudover har vi en kælder, der er fyldt med bøger, vi har lager på 1. sal, lager i gården og et gigantisk eksternt lager. 

Når en bog skal prismærkes, kigger vi den først igennem og tjekker at den er i orden. Så undersøger vi om der er en dedikation, en nummerering, grafik eller andet, der kan koste ekstra. Og så skriver vi prisen bagi og registrerer den på vores interne computersystem. Herfra lægger vi løbende de nyindkøbte bøger til salg online. Vi sælger meget over nettet og sender dagligt, men det er svært at få folk til at forstå, at vi har mange flere bøger i virkeligheden. Vi har ca. 60.000 titler til salg online, men vi har over 200.000 titler. 

Vi har et gigantisk kartotek over bøgers prisudvikling, men det kan især bruges til en indikator af en bogs sjældenhed. Omsætningshastigheden kan være meget langsom i et antikvariat. Måske venter en bog på den helt rigtige køber i 20 år. Det er slet ikke usædvanligt.



4.     Smider man bøger væk i et antikvariat?

Det er med blødende hjerter, men ja, det bliver vi nødt til. Det kan være defekte bøger, skadede bøger, eller bøger, der i dag ikke har et publikum. Og tro mig, det er der. Men vi går langt, for at give alle bøger et godt nyt liv. Og vores trang til at bevare og gemme, kommer ofte kunderne til gode. Vi er vist ret berømte for, at kunne finde bøger, som er ”umulige” at finde, igen ofte takket være vort store lager… Engang imellem holder vi store ”hollandske udsalg” i lejede lokaler. Så koster bøgerne næsten ingen penge, vi får ryddet op og kunderne er glade. Her bliver der også et overskud, der enten bliver købt af marskandisere eller går til papirgenbrug, så de kan blive til nye bøger. 


5.     Hvordan ser jeres kundekreds ud? Og har I kunder, I ved, I skal kontakte, når der kommer bestemte bøger ind?

Vi har alle typer kunder! Vi har kunder fra 0-100 år… Alle typer.: Den bibliofile. Bogsamleren, der altid er på bogjagt. Nørderne. Læsehesten. Den studerende. Hr. og fru Jensen. Gavekøberen. Børnene. Biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Boghandlere. 

At være antikvarboghandler betyder også, at man ofte kommer lidt tættere på sine kunder end man gør i andre forretninger. Vi kender kunderne, ikke altid ved navn, men vi lægger mærke til hvad de interesserer sig for. Og vi tænker altid ”gad vide om dette ikke kunne være noget for.” 

Mange beder os også om at få besked hvis vi køber bestemte bøger ind. Vort søgekartotek er legendarisk. Vi har altid skrevet folk op på ventelister. Da jeg startede i branchen var det på kartotekskort, men det krævede en god hukommelse alligevel. Før onlinehandelen startede i 90’erne tog vi ofte rundt til kollegaer og ”flyttede bøger”. Men kasser med kartotekskort kunne selvfølgelig ikke tages med rundt, så det gjaldt – dengang og nu – om at kunne huske, hvilke bøger der var venteliste på. Det er stadig så dejligt bekræftende, at finde en bog til en kunde, der har ledt efter den i årevis.


6.     Fortæl lidt om bogkataloger – Hvad er det?

Bogkataloger har altid været en måde at reklamere med de bøger man i antikvariaterne havde til salg. Også her er udviklingen gået stærkt. Blot i Pilegaards Antikvariats levetid blev et salgskatalog først skrevet og trykt på stencils, senere skrivemaskine og så computer… 

Særligt gode bøger blev udvalgt og samlet i et salgskatalog, og vi sendte de små trykte hefter ud til udvalgte kunder i hele verden. Når kunderne modtog kataloget, var der undtagelsestilstand i antikvariatet. 2 telefoner ringede uafbrudt, ordrer blev skrevet ned, først til mølle pr. telefon, pr. brev samtidigt med at kunder kom ind i butikken for at købe. Det var med at holde tungen lige i munden. Alt gik helt amok. 

I håndbogssamlingen på Det kongelige Bibliotek er en del ældre antikvarboghandlerkataloger bevarede. De er gode kilder til boghistorie og tidsbilleder. 

I dag sender vi sjældent papirkataloger ud. Vi skriver stadig bogkataloger engang imellem, men de bliver lagt på nettet, så man kan downloade dem online.  Bogtitlerne er her kuraterede og nøje udvalgte, og køberen ved, at der er tale om særlige bøger. 

Personligt savner jeg de gode gamle papirkataloger. Men sådan er det nok at være antikvar; Følelsen af papir og duften af tryksværte foretrækkes til hver en tid.


7.     Fortæl om en særlig oplevelse, du har haft i antikvariatet?

Det er svært at nævne én særlig oplevelse. Overordnet vil jeg nævne, at den teknologiske udvikling har overgået enhver fantasi… Jeg var med til at udvikle firmaets første edb system omkring 1990, og den udvikling har jo bare fortsat. Med både fordele og ulemper.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men nævne, at den store brand vi havde i 1999 var den ultimativt værste oplevelse i mit arbejdsliv. Hele vort lager på 1. sal gik op i røg, og kun en klog og effektiv indsats af dygtige brandfolk gjorde, at ilden ikke nåede at sprede sig til stueetagen. Det var så forfærdeligt og synet af brændte bøger sidder for evigt på nethinden. 

Den sjoveste oplevelse tror jeg, var arbejdet med at registrere Dan Turèlls bibliotek.  10 år efter hans død blev forfatterens efterladte bøger, manuskripter, møbler m.v. solgt på auktion, og vi var heldige at købe ca. 800 bøger, han havde brugt, læst og værnet om. Vi sad og arbejdede med den berømte forfatters bibliotek, der var nøglen til et liv og et forfatterskab, med alt lige fra romaner af Lovecraft og Jacob Paludan til bøger om Malta, Marx Brothers, kriminologi og euforiserende stoffer… Alt mellem himmel og jord. Den afdøde forfatter blev i den grad levende og hvis han havde lavet understregninger, skrevet noter eller andet i, var det ekstra spændende. Denne bogsamling blev selvfølgelig også katalogiseret, og hver en bog blev forsynet med en mærkat der verificerede, at bogen stammede fra Dan Turèlls bibliotek.



8.     Hvordan er december og julen hos Pilegaards antikvariat?

Juletiden er altid noget særligt.. Vi finder julebøgerne frem og det er altid med forventningens glæde. Vi pynter op og hjælper kunder, der kommer med alenlange ønskelister. Måske har de først været hos boghandleren, men har fået beskeden, at bogen ikke længere fås. Så prøver de antikvarisk i stedet. Bæredygtighed er oppe i tiden, og det betyder også, at der ofte på ønskesedlerne står ”må gerne være brugt”.  Vi laver pakkekalendre og adventspakker.. Vi laver bogpakker. Vi hjælper med at finde de personlige firkantede pakker, som passer til modtageren. December er altid travl, og vi nyder det og nyder før-julestemningen og pakker ind, så gaverne er klar til at komme under træet.  

D. 23. december ønsker vi hinanden en glædelig jul med gløgg og æbleskiver i personalestuen. 

Anmeldelse af “De korte sætningers land” af Stine Pilgaard og Katrine Muff.

Titel: “De korte sætningers land – sangene fra Meter i sekundet” Forfattere: Stine Pilgaard og Katrine Muff. Sider: 92. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er hårdt at være lærer det er vigtigt at forstå men måske er faktisk lidt værre at se måbende, rådvilde på vi har levet som påhæng så længe vi har dinglet os halvvejs ihjel men hvor det, vi egentlig skal hænge sådan spørger vi ofte os selv.”

Sådan lyder første vers i den første sangtekst i bogen “De korte sætningers land” Komponist Katrine Muff har sat musik til sangene fra Stine Pilgaards roman “Meter i sekundet” der udkom sidste år og som har vundet Weekendavisens Litteraturpris og De gyldne Laurbær.

De korte sætningers land indeholder sangtekster med noder, og Stine og Katrine har sat ord på arbejdet med at skrive sangene og sætte melodi til. I bogen er der indlagt en cd, men hvis du som jeg ikke har en cd afspiller, kan du streame sangene på Spotify. Bogen henvender sig til alle de læsere, der har nydt “Meter i sekundet” og til særligt musikinteresserede, som ønsker musikteoretisk viden om sangene. Har du ikke læst “Meter i sekundet” kan du stadig nyde sangene i ord og melodi.

Den første sang “Slagsang for påhæng” er sigende for indholdet og humoren i romanen “Meter i sekundet” Stines ord skaber i høj grad billeder inde i hovedet, der kalder både smil, grin og eftertænksomhed frem. Da jeg stødte på sangen på side 40 i vidste jeg, at jeg sad med noget originalt, noget forunderligt, noget egenartet litteratur, og jeg blev ikke skuffet. Teksterne i “Meter i sekundet” og ikke mindst sangteksterne er helt vidunderlige. Der er identifikation i mange af sangene. Jeg har grinet mig igennem nogle og fældet en tåre til andre. At lytte til Katrine Muffs smukke smukke musikalske fortolkninger løfter Stine Pilgaards tekster et niveau højere op, selvom jeg ikke troede det muligt. Jeg overværede deres optræden sammen på Bogforum i år, hvor de præcis som i bogen “De korte sætningers land” samtalede om sangteksterne, musikken og deres venskab og arbejdsfællesskab, og Katrine Muff spillede og sang. Det var en af årets oplevelser. Der er sild og snaps og der er Stine og Katrine. Det er sæt, der for altid bør høre sammen, fordi de komplementerer hinanden på fineste vis.

Bogen går bag tilblivelsen af såvel sangtekster som melodier, og igen er der både humor og dybde i det skrevne. Der er en rørende ærlighed omkring processerne både hos Stine Pilgaard og hos Katrine Muff.

Siden sangen “Fortabt er jeg stadig” blev optaget i den nyeste udgave af højskolesangbogen (sammen med tre andre sange fra bogen) har jeg været helt forelsket i den. Jeg har sunget den så mange gange – også meget højt på højskole – og særligt den første linje; “Vi mødtes i sne” og når jeg så læser “De korte sætningers land” og får historien bag sangen ,elsker jeg den endnu højere, for præcis i det kapitel støder jeg ind i den Stine Pilgaard, der leverer humor på sjoveste vis. Næste gang jeg skråler med på “Fortabt er jeg stadig” vil jeg nok trække lidt ekstra på smilebåndet.

Jeg føler mig bedst klædt på til at skrive om ord og litteratur, fordi det er min hjemmebane mens jeg ikke har samme afsæt for at udtale mig om musikken, men jeg lyttet til sangene fra bogen et utal af gange fordi de er smukke og melodiøse. Der er højskolestemning over dem og de har siden jeg modtog bogen været en fast del af mit lydtapet herhjemme.

“De korte sætningers land” udkom 5. oktober 2021 og den får mine varmeste anbefalinger – måske årets jule-eller mandelgave sammen med “Meter i sekundet”