Anmeldelse af “Pigedyr” af Cecilie Lind.

Titel: “Pigedyr” Forfatter: Cecilie Lind. Sider: 185. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Sytten år og gennemsigtig. Han kan så godt lide, at jeg er så lille. Han kalder mig sit lille dyr. Han elsker at ae mig. Aes over håret, ryggen, ballerne. Ville spinde, hvis jeg kunne. Siger jeg til ham. Skyder ryg, står på alle fire, svajer så, så vælter han mig rundt. Han vil spise mig. Æde . Rosas fars hår er stort og mørkt”

Begær, lidenskab, lyst, magt, kontrol, voksne mænd, purunge piger, forældreskab, ungdom, venindeskaber, ensomhed, krop, svigt og en søgen efter anerkendelse og kærlighed. Romanen “Pigedyr” har det hele. Den er smuk, den er afskyvækkende, den er dragende og den er grusom. Mest af alt er den vanvittig godt skrevet med jeg-fortælleren Sara, der indvier os læsere i en helt ung piges tanker, om det at gå fra at være barn til at blive voksen med den bagage hun selv har med i rygsækken. Romanen er fyldt erotiske scener mellem Sara som purung, og voksne mænd, der begærer hende og den balancerer flot mellem det lystfyldte og det afskyvækkende. Som læser bliver man trukket med ind i det erotiske, fordi Sara langt hen ad vejen ikke gør sig til offer for de voksne mænds begær. Hendes eget begær, lyst og nydelse kunne ligeså godt være en voksen kvindes. Det afskyvækkende handler om vores syn på den voksne mand, der måske – måske ikke udnytter en ung piges desperate søgen efter kærlighed, om angsten for kontroltab, om ikke at ville være voksen, måske fordi, det er nemmere at være elsket hvis man er barn. Freud ville have klappet i hænderne, hvis han læste med. En purung pige med en kompleks forældrerelation og tab af sin far gør jo at vi med hans briller på forstår, hvorfor Sara kaster sig over de voksne mænd, men så “simpelt” har forfatteren ikke tænkt, og det er det, som gør romanen god. Den “fucker” med vores normer og forforståelser. Romanen “Pigedyr” handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og afmagt.

Mens jeg læste den tænkte jeg på Suzanne Brøggers selvbiografiske “Creme Fraiche” hvor tematikken om den purunge pige på blot 14 år og den voksne elsker og seksuel eksperimenteren også er en tematik, og hvor man følger den purunge Suzanne frem til hun bliver 34. En vidunderlig og vild bog om elskov, passion men også om livets store eksistentielle spørgsmål.

Ligeledes Marguerite Duras’ selvbiografiske “Elskeren” der handler om den 15 årige Margurites møde med en 12 år ældre, velhavende kinesiske elsker. Den tematiserer rig, fattig, svære familieforhold, kærlighed og begær.

Alle tre bøger er fyldt med en blanding af lyst og smerte på samme tid. Og de prikker til vores normer omkring køn, krop, aldersforskelle, begær, kærlighed og magt på samme tid. Alle tre bøger med eksistentiel karakter.

“Pigedyr” af Cecilie Lind udkom 28. april 2022.

Den eneste ene – en ganske unik bogcafé i Aalborg.

“Der kommer et tidspunt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så langt tid efter at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil være nysgerrig eller tro, man har regnet det hele ud og ved alt allerede. Om man hver dag vil prøve at forstå nyt og aflære noget af det, man tror man ved. Om man tror, man kan lære noget af de næste generationer. Jeg har bestemt mig. Jeg vil forsøge at bevare min nysgerrighed, prøve at udvikle mig og gøre mit bedste for at følge med i, hvad der syder og bobler i generationerne efter min egen – med et håb om ikke at gå i stå. Og med nysgerrigheden følger forhåbentlig tvivlen, pragmatismen, tilgivelsen af andre og en selv.”

Ordene er tidligere statsminister Helle Thornings, nedskrevet i hendes bog “Blondinens betragtninger” En bog om køn, feminisme og #metoo. Men dette indlæg skal ikke handle om Helle Thornings bog. Men om et besøg i en ganske unik bogcafé i Aalborg. En LGBT+ boghandel og café – den eneste af sin slags i Danmark. For udover at være nysgerrig på alt omkring litteratur, så vil jeg som Helle Thorning også gerne, som ciskønnet heteroseksuel 53 årig kvinde, bevare min nysgerrighed og lære nyt omkring køn, identitet og seksualitet, ikke mindst af respekt for generationerne efter mig. Sidst i indlægget vil der være et afsnit, hvor LGBT+ defineres.

Buens Bogcafé er Danmarks eneste boghandel specialiseret i at forhandle LGBT+ litteratur. Bogcafeen blev stiftet i April 2021, og som indehaverne skriver på deres hjemmeside, så er de “først, størst, bedst, eneste og dermed også ældste LGBT+ boghandler i Danmark.”

LGBT+ boghandlere har i længere tid eksisteret flere steder i verden, men ikke i Danmark, på trods af at vi har været forgangsland på flere fronter, når det kom til LGBT+ rettigheder og ligestilling.

Da jeg træder ind af døren til bogcaféen bliver jeg overvældet af sanseindtryk. Bøger, farver, blid musik strømmer mig i møde. Der sidder enkelte gæster i caféen bøjet over computerskærme. Jeg genkender en af indehaverne (fra Instagram) og henvender mig og giver hånd, og siger, at jeg er kommet for at se boghandlen, som åbnede rent fysisk i december måned sidste år ovenpå en turbulent start under coronanedlukningen. Jeg bliver ikke umiddelbart genkendt, men set an. Først da jeg præsenterer mig som Anette fra Anettes Litteratursalon genkender indhaveren mig, griner sammen med sidemanden og siger, at jeg kunne jo også have været en Tinderdate. Så er vi ligesom i gang.

Jeg forærer bogcaféen et eksemplar af min bog “Læseglæde og Læsefællesskaber” da her også er læsegrupper/bogklubber for unge. Jeg bliver vist rundt af den anden indehaver af bogcaféen, og sanseindtrykkene bliver ved med at strømme mod mig. Stedet er langt større end jeg havde fornemmet, når jeg har set billeder derfra på de sociale medier. Der er flere rum, der er indrettet med forskelige formål. Det største rum, er det, man træder ind i som det første, når man kommer ind i caféen. Her er de fleste bøger til salg præsenteret, her drikkes kaffe og i dag er her unge, som jeg har indtryk af sidder og arbejder – måske studierelateret. I et tilstødende rum er der indrettet et særligt familie- og børneområde med bløde møbler, legetøj, spil og bøger.

Selve caféen ligger lidt midt i det hele med salg af alt hvad hjertet kan begære af kaffetyper, te, varm chokolade, paninis, surdejsboller og kager samt en reol fyldt med kaffe, te, krus med bryster og penis, glimmernøgleringe, bogmærker, klistermærker og andet godt. Caféen serverer ikke alkohol. Fra caféen snor sig en gang, som fører til gæstetoilettet, hvor der hænger plakater og opslag med fokus på køn og seksualitet samt gratis kondomer udleveret af Aalborg Kommune.

For enden af gangen er der et lokale, hvor jeg straks tænker, her gad jeg godt afholde et arrangement omkring læseglæde og læsefællesskaber. Her er den rette stemning af noget intimt og formelt, alt efter hvad man gør det til. Jeg taler med indehaveren omkring det, og det er faktisk en mulighed, da lokalet lånes ud til forskellige arrangementer. Efter mit besøg skal lokalet danne ramme omkring et møde for en gruppe lokalpolitikere. Bogcaféen samarbejder med flere forskelige organisationer omkring køn, identitet og seksualitet. Der arbejdes dybt seriøs på flere plan med at skabe synlighed, bevidsthed og fællesskaber omkring og for unge transkønnede og deres familier.

Jeg bliver i det hele taget klogere af mit besøg, men også ydmyg, for der er meget jeg intet ved om, og som jeg, som skrevet i starten, gerne vil være nysgerrig på og lære mere om. Hvis jeg har lyst kan jeg deltage i dragbingo eller til kakaoarrangement, hvor jeg kan male min egen vagina. Da det er mit første besøg nøjes jeg med at købe en kop virkelig god kaffe og to bøger, der længe har været på min ønskeliste “Look” af Luka Holmegaard, som jeg tidligere har læst som e-bog, men som bør stå i reolen i husstanden, fordi den er essentiel i forhold til køn, identitet og påklædning men også i forhold til at være i psykisk balance eller det modsatte. “Kvinde kend din historie” af Gry Jexen fordi…… behøver jeg skrive det???

Mens jeg drikker min kaffe, og læser lidt i mine nyindkøbte bøger kommer der flere gæster i caféen. Det forstår jeg. Stedet oser af gæstfrihed, hjertelighed, sanselighed, viden, bogkærlighed og fællesskab. Buens Bogcafé er noget helt ganske særligt, og det skyldes én ting. To dygtige, kreative, passionerede indehavere – Emma og Kristine, som vandt erhvervsprisen ved årets Rainbow Awards 2021, og som i den grad gennem særligt kurateret LGBT+ litteratur er med til at åbne op for en mangfoldig kønsforståelse i et varmt og kreativt cafémiljø..

LGBT+ i følge Buens Bogcafé:

LGBT+ står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og er det korte akronym, som betegner alle, som ikke er heteroseksuelle, monogame og ciskønnede (født i det køn, som de også identificerer sig med).
Det fulde akronym er på nuværende tidspunkt LGBTQIAP+, som står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer, Intersex, Asexual, Polyamorous og + for det, som ikke dækker.

Besøg Buens Bogcafés hjemmeside her: https://buensbogcafe.dk eller på Instagram her: https://www.instagram.com/buensbogcafe/

Stop for anmeldelser.

Kære alle, der følger med her på bloggen og på Instagram.


Jeg har efter overvejelse besluttet, at jeg ikke længere ønsker at modtage anmeldereksemplarer. Det være sig fra forlag og fra forfattere, der selv kontakter mig. 
Jeg har nydt hver en bog, jeg har modtaget og fået mulighed for at læse og skrive om, men jeg savner i høj grad at have tid til at kaste mig over egne indkøbte bøger og formidle mine læseoplevelse omkring disse. Jeg oplever, at jeg savner at have mig selv med i processen, som det er lige nu. 
Jeg er dybt taknemmelig for at have haft muligheden for at modtage anmeldereksemplarer for det har udviklet mig som læser. Jeg vil fremadrettet med samme interesse følge med i, hvad der rører sig indenfor dansk litteratur og indenfor nye danske udgivelser.
Jeg har en række bøger liggende som efter aftale vil blive anmeldt hen over resten af året.
Tusind tak til alle forlagene for godt samarbejde og til de forfattere, hvis bøger jeg har været priviligeret at få lov til at læse. TAK 🙏🏻

Anmeldelse af “Tre dage i april” af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

Titel: “Tre dage i april” Forfatter: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Sider: 394. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa har gjort det igen. Efter deres debutroman “Pigen fra det store hvide skib” fra 2021 har de skrevet endnu en historisk feelgood roman med 2. verdenskrig som ramme.

I “Tre dage i april” nærmer 2. verdenskrig sig sin afslutning, men der udkæmpes stadige blodige kampe i Tyskland. Byer bombes og mennesker dør i stort antal. 27 årige Dagmar bor i Vamdrup i Danmark sammen med sine små døtre. Hendes mand redaktør Poul Valgren har været forsvundet i et år efter at være blevet hentet og ført væk af Gestapo for at have medvirket i modstandsbevægelsen. Dagmar beslutter sig for at rejse til tyskland for at lede efter sin mand. Hun rejser med bus 474, en ældgammel hvidmalet rutebil, som sammen med 200 andre hvidmalede køretøjer drager mod kz-lejren syd for Hamborg, hvor tusindvis af fanger venter på at blive hentet hjem. Dagmars håb er at finde sin mand Poul i live. Rejsen varer blot tre dage, men i disse dage kommer Dagmar ud for oplevelser, der forandrer hendes liv for evigt.

Bogen er historisk interessant, fordi den fortæller historien om en storstilet humanitær redningsaktion, hvor mange fanger i bl.a. koncentrationslejre blev hentet hjem til Danmark. Røde Kors skriver følgende:

De Hvide Bussers redningsaktioner foregik fra 5. december 1944 til 26. april 1945. Der er altså ikke tale om en lang konvoj af busser i en enkelt operation, men en lang række operationer og et utal af små og store konvojer til et utal af tugthuse, fængsler og KZ-lejre og udekommandoer. Det lykkedes at redde mellem 17.500 og 20.000 fanger ud af KZ -lejre, udekommandoer, tugthuse og fængsler (det første tal er fra Hans Sode Madsens bog ’De Hvide Busser’ – det andet tal er fra Bo Lidegaards ’Redningsmænd’). Heraf var 10.000 danske og norske. Kulminationen i operationen er den store redning fra Neuengamme den 19.-20. april, hvor det lykkedes danske og svenske hvide busser at hente 4.255 fanger på blot et enkelt døgn. Læs evt. hele Røde Kors beretning her: https://www.rodekors.dk/de-hvide-busser/historien

Romanen er bygget op i et nutidsspor, hvor man som læser følger Dagmar på rejsen med de hvide busser og så et datidsspor, hvor man hører om Dagmars opvækst, ungdom, hendes delvise uddannelse på sygeplejskolen og hendes møde med redaktør Poul Valgreen. Sproget er flydende og som i debutromanen, fornemmer man ikke, at der har siddet to forfattere bag tasterne. Der er et fantastisk flow i teksten. Jesper Bugge Kold og Mich Vraa binder på elegant vis “Tre dage i april” sammen med deres fælles debutroman “Pigen fra det store hvide skib” som også har en kvindelig hovedkarakter, der udfører humanitært arbejde på hospitalsskibet Jutlandia.

Genren er en anelse for romantisk for mig, men jeg finder det historiske enormt interessant, og jeg holder af at få det præsenteret i fiktiv form. Bogen kan læses af alle, der holder af lettere historiske romaner.

“Tre dage i april” udkom 20. april 2022.

Anmeldelse af “Agathe” af Anne Cathrine Boman

Titel: “Agathe” Forfatter: Anne Cathrine Bomann. Sider: 168. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017/2022. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Lad mig sige det med det samme. Bogen er en perle. En af dem, hvor mit exlibris mærke skal klistres ind og indgå i den samling af bøger, jeg aldrig kommer til at gå af med. Den starter således:

“Hvis jeg gik på pension, når jeg var 72, var der fem måneder tilbage at arbejde i. Det svarede til 22 uger, og hvis alle patienterne kom, betød det, at jeg manglede præcis 800 samtaler. Hvis der var afbud eller sygdom, blev tallet selvfølgelig mindre. det var der en vis trøst i, trods alt.”

En livstræt psykiater, der selv lider af angst tæller ned til at gå på pension fra sit kontor i Paris i 1940’erne. Han skal have afviklet sine patienter, men han forstyrres i processen, da en tysk ung kvinde insisterer på at komme i terapi hos ham. På samme tid melder hans trofaste sekretær sig syg, og tilværelsen begynder at sejle for psykiateren. Situatonen gør, at han for første gang i sit liv skal træde i karakter og række ud efter et andet menneske. Der opstår en helt særlig relation og forståelse mellem den gamle psykiater og den unge kvinde Agathe.

Der er en blid langsommelighed i bogen, der klæder dens tematikker om ensomhed, kærlighed, angst og meningsløshed. Men også et strejf af humor, for psykiateren er beskrevet med kærlighed og et smil på læben, når han forsøger at hjælpe sine patienter uden at være i stand til at hjælpe sig selv. Han er en ganske særlig karakter, der gennem sit møde med kvinden Agathe udvikler sig i små forsigtige trin. Samspillet mellem psykiateren og hans sekretær er ligeledes fænomenalt beskrevet. Man fornemmer, hvordan de har haft et mange årigt arbejdsforhold, hvor hun har været limen i hans arbejdsliv. Sproget er enkelt og smukt og bogen er på blot 168 sider, men den fylder meget rent oplevelsesmæssigt. Hvis man vil sig selv det gode, læse om det at leve, at engagere sig i eget liv, at ældes bør man læse denne bog. Den er som skrevet – en perle.

“Agathe” udkom første gang i 2017 på forlaget Brændpunkt, og vakte ikke den store opmærksomhed. Den blev ikke anmeldt i større medier herhjemme, men udlandet fik øje på den og den fik de flotteste anmeldelser i de store aviser i England, Tyskland, Frankring og USA m.fl. Romanen er siden solgt til 28 lande og er en succes. Nu er den så genudgivet i 2022 på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Anmeldelse af “Institutionaliseret” af Haidar Ansari.

Titel: “Institutionaliseret” Forfatter: Haidar Ansari. Sider: 128. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Jeg modtager en digtsamling til anmeldelse Mit navn står forrest i bogen En dedikation Med bedste hilsener Jeg læser Om svigt, om vold, forsøg på manddrab Digteren har begået voldsom vold Skrevet om det Og skrevet mit navn

Jeg har valgt at indlede min anmeldelse på anderledes vis, end jeg normalt gør, for det er en særlig opgave at skulle læse et værk skrevet af et menneske, der, mens bogen er blevet til og lige nu, afsoner en fem årig fængselsstraf i Vestre Fængsel for forsøg på manddrab. Det påvirkede mig i hvert fald, at der var skrevet en personlig hilsen til mig forrest i bogen. Særligt, mens jeg læste sekvenserne med den yderst brutale vold. Men den selvsamme personlige hilsen gjorde også, at jeg følte mig tættere på digteren, end hvis den havde været foruden. En hilsen, hvori digteren udtrykker, at han håber, jeg finder hans debutdigtsamling interessant. En hilsen med et håb.

Og interessant er “Institutionaliseret” og vedkommende. En kronologisk fortælling om identitetsdannelse, der starter i et barsk og kriminelt miljø i Urbanplanen på Amager, som vi forøvrigt har fået præsenteret på fornemmeste vis gennem Morten Papes “Planen” og ikke mindst “Guds bedste børn” som også handler om den vold og kriminalitet, som er hverdag for flere unge, der opvokser der. “Institutionaliseret” bliver fortalt gennem et selvbiografisk digterjeg, og gennem tre dele. Første del “Kvarteret” der som navnet antyder tager os med på gadeplan og beskriver vejen ind i et kriminelt miljø. “Institutioner” som er anden del og som handler om digterjegets møde med sikrede institutioner, og hvor volden eskalerer voldsomt. Tredje og sidste del “Fængsler” hvor digterjeget er sat udenfor indflydelse, og må tilpasse sig en hverdag som indsat, og hvor behovet for at skrive digte melder sig.

Volden er udpenslet, tonen er rå, stofferne flyder, kvinder beskrives som seksuelle objekter og relationerne mellem unge i bandemiljøet er styret af en hierakisk orden og vold. Digterjeget sendes på genopdragelse i sit hjemland Irak, for han skal ikke blive for dansk. Han skal kende sin plads i familien og i den orden, der hersker. Kærligheden glimrer ved sit fravær.

Haidar Ansari skriver godt og flydende i en lyrisk form, jeg personligt holder af. Han pakker ikke tingene ind, hvorfor voldsomheden føles desto større og ægte. Han bebrejder ingen sin adfærd, og han angrer ikke sine handlinger i digtene, og det er på en måde befriende. Han skriver tingene, som de er sket. Først i de allersidste linjer øjnes der et skifte:

“Jeg skriver blot digte og vasker gulv og løber talsmandsærinder mine veje skilles og kan ikke forenes mig jeg tager afsked med den omgængelige djævel”

Før “Institutionaliseret ” kom i hænderne på Forlaget Gyldendal har de været omkring Morten Pape, som skriver formidabelt om miljøet i Urbanplanen. Man må sige, at Haidar Ansari, som debutant, har været i de bedste hænder med Morten Pape og siden forlaget Gyldendal. Den litterære kvalitet hos Haidar Ansari er ikke på samme niveau, som da Morten Pape debuterede, ej heller som Yahya Hassan, som flere har sammenlignet ham med. Haidar Ansari er sin egen. Han har sin egen stemme, og jeg håber, at den stemme udvikles og vil blive hørt. Og jeg håber, at litteraturen har en plads i de danske fængsler, og at man for altid vil have mulighed for at udtrykke sig gennem skriften, når man afsoner sin straf, for som Haidar Ansari udtrykker det i et interview i programmet “Mellem Linjerne” på Radio4 “Jeg er blevet et langt bedre menneske af litteraturen”

“Institutionaliseret” udkom den 18. marts 2022.

Anmeldelse af “Tjeneren og hans søster” af Dorrit Willumsen.

Titel: “Tjeneren og hans søster” Forfatter: Dorrit Willumsen. Sider: 217. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“I aften tager jeg hjem.” “Allerede.” “Jeg skal vande mit citrontræ.” “Du kan tage det med. Jeg kunne tænke mig at få lavet et drivhus, det vil stå meget bedre her.” Hun rystede på hovedet, og det var en lettelse at stige på toget. Men hun kom, når han kaldte. Det havde hun altid gjort”

“Tjeneren og hans søster” handler om en ældre kvinde, der blot bliver kaldt Søster. Hendes bror Alf er syg og netop udskrevet fra hospitalet. Søster kommer og passer og plejer sin dominerende bror sammen med hjemmeplejen. De har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Alf er udadvendt og eventyrlysten mens Søster er mere indadvendt og foretrækker et stille aleneliv i sin lejlighed med sit citrontræ. Alf vil have Søster med på krydstogt, når han bliver rask, men desværre går det i den forkerte retning og Alf dør. Og da Alf dør er Søster ikke kun Søster men Vera Sørensen, der modtager breve fra sin afdøde brors sagfører. Søster arver en formue fra sin bror, men fortsætter sit asketiske liv i sin lejlighed, rutiner hun trives med. Hun er tynget af alderdommen af kroppens forfald og af smerter, men hun lever og tænker tilbage på de kys hun har fået i livet:

“Og hvis hun skulle skrive dagbog lige nu kl. 3.07, ville hun skrive: “Jeg smurte mine slidte læber. Jeg vil have min mund tilbage. Mens jeg smurte, tænkte jeg på, hvad de læber har oplevet. De dybe smægtende tungekys var der kun få af. Men lette kindkys med løg, nougat og pebermynte husker jeg. Og far, der strejfede min kind med hvidløg, sprit og kamfer. Men jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, mens kyssene stod på. Det er mærkeligt, de ikke har bundfældet sig mere, når mit materiale er så begrænset, fordi jeg er det stille vand.”

En dag oplever hun en pludselig følelse af frihed. Hun køber en blå persianer pels, der pakkes i blåt silkepapir og blå pose og hun føler sig svævende, da hun forlader butikken for at tage toget hjem. På stationen glemmer hun sin taske på et toilet:

“Tasken. Hun står med posen i hånden, og tasken er på toilettet. Og i den taske er hele hendes liv, hendes nøgler. hende kort, hævekortet med hele Alfs hus, og hvis hun begynder at græde, ligger lommetørklædet i tasken.”

Hun reddes af en ung mand, der har adgang til de låste toiletter. Hun får sin taske og han inviterer på en kop cappuccino. En relation begynder at tage form.

Romanen handler om kærlighed og drømme. Om hemmeligheder og om at længes efter friheden. Men mest af alt handler den om livet, om alderdom, om hverdagen, og jeg knuselsker den. De mange flashbacks til både Alfs og Søsters liv. Jeg kunne gengive næsten hver eneste sætning i bogen, fordi de rummer så meget om det at leve. Mens jeg læste gik det op for mig, at jeg drages af de fortællinger, der kredser om det stille liv, som udadtil kan virke kedeligt og oplevelsesløst, men som alligevel er fyldt med små finurligheder og masser af oplevelser. Der er noget helt særligt (for mig) ved at læse om alderdom, at læse om den sidst fase i livet. Hvad man kan putte i det. Hvad man har indflydelse på og hvad man ikke har. Dorrit Willumsen skriver om dette på smukkeste vis, og jeg vil placere hendes roman i min bogreol ved siden af Lotte Kirkebys seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre” der er skrevet med lidt samme stemme og som også på formidabel vis tegner et portræt af en ældre kvinde, der har levet det stille liv. Begger bøger vil blive genlæst flere gange. Det ved jeg.

“Tjeneren og hans søster” udkom 25. marts.

Anmeldelse af “Et sted at være mor fra” af Joakim Kruse Lykke.

Titel: “Et sted at være mor fra” Forfatter: Joakim Kruse Lykke. Sider: 144. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

“Et sted at være mor fra” er en søns rå og smertelige fortælling om en mors terminale sygdomsforløb. Fra øjeblikket, da sygdommen bliver kendt og skal formidles til familien – til børnene, selve sygdomsforløbet og slutteligt døden og tiden derefter.

Jeg-fortælleren Joakim er identisk med forfatteren, og det er et autobiografisk værk. Et ordknapt værk, som dog kaldes roman, skrevet som lyrisk prosa. Hvert ord indfanger alt det, der følger med et terminalt forløb – praktikken og følelserne. Det smukke og det smertelige.

“Mælken holder længer end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice. Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet. Mors liv skal fortsætte ud over mælkens.”

Joakim Kruse Lykke skriver om det, der er blevet døbt ventesorg. Sorg man gennemlever, mens man venter på, at et menneske skal dø. Et menneske, der i dette tilfælde er en mor. Han inddrager søskende og mormor i fortællingen, for de skal også også miste, og det er skrevet meget stærkt frem.

“Jeg vil tage det fra Julius, og jeg tænker, lad det kun være mig, tænker jeg, mig der mister hende.”

“Mor mærker det, stuen forandrer sig, da mormor siger hun vil tage væk for natten. Hun mærker det og siger, mor, siger hun, skal mor ikke blive, hun skal da være hos sit barn, siger hun, og mormor, hun er mor på stuen, lister til bage til sengekanten for at overleve sin datter.”

Romanen går helt tæt på kroppen og sorgen og på den særlige form for intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. Men også i tiden efter. Hvor smukt det kan være at mindes og hvor frygteligt det kan være ikke at kunne huske. Alt sammen naturligt og en del af det at leve med sorg.

Jeg har for kort tid siden læst “Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, der også har skrevet om ventesorg, og om at miste sin mor mens man er helt ung. “Et sted at være mor fra” og “Tænk ikke på mig” er helt unik litteratur for unge, der står samme sted, men det at miste er et fundamentalt livsvilkår og derfor kan bøgerne læses af alle. Bøgerne vil derudover være meget velegnede til guidet fælleslæsning i sorggrupper og på kurset narrativ medicin på lægestudiet.

“Et sted at være mor fra” er Joakim Kruse Lykkes debut. Han er uddannet billedkunstner fra Stockholm og til sommer bliver han færdig på forfatterskolen i København.

“Et sted at være mor fra” udkom den 1. april 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.

Anmeldelse af “Litteraturland – En gps af Anne-Marie Mai.

Titel: “Litteraturland – En gps” Forfatter: Anne-Marie Mai. Sider: 443. Forlag: Hans Reitzels Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal

“Der skrives nærmest ubegribeligt meget god litteratur på dansk. Forfattere har i de seneste 50 år forsynet læserne med mange hyldemeter af skønne bøger. Der udgives stadig flere titler; siden 2010 er antallet af nye skønlitterære titler forøget med 74%. Folk har virkelig fået mod på at sende bøger på gaden, ofte for egen regning. Der er skidt og kanel i bjergene af titler, og fred være med det. Jeg hører ikke til dem, der advarer mod, at der udkommer for mange bøger. Men jeg hører til dem, der advarer mod, at vi glemmer de mange gode bøger, der burde være fast beholdning på vores mentale lager og en aktiv del af dansk kulturarv.”

Anne-Marie Mai har skrevet et værk om nyere dansk litteratur, der henvender sig til undervisere og studerende, men også til den almindelige læser, der gerne vil blive klogere på den danske litteraturscene og som gerne vil have inspiration til sin læsning. “Litteraturland – En gps” er en litterær gps og inspiration til al slags læsning af og skrivning om dansk litteratur gennem de sidste 50 år.

Hvis man kender til det samlede værk “Dansk Litteraturs Historie” vil man vide, at det er opbygget kronologisk i forhold til tid, og at der i hver tidsperiode præsenteres forfattere og aktuel litteratur for netop den periode. Anne-Marie Mai har valgt en anden tilgang. Nemlig gennem 9 tematiske overskrifter at sammenflette 157 værker fra det sidste halve århundrede, der på hver deres måde udtrykker noget om den valgte tematik. Dette gjort gennem “poetiske lister” fordi de i følge Anne-Marie Mai refererer til hendes opfattelse og oplevelse af bøgerne og deres kvalitet. Hun arbejder således med overskrifter, der slår en stemning an i forhold til de værker, der præsenteres. Eksempelvis er overskriften “Tyk af wienerbrød og portvin” når Vita Andersens værk “Tryghedsnarkomaner” fra 1977 præsenteres. “Ondskabens triumf” er overskriften på Christian Jungersens “Undtagelsen” fra 2004 og overskriften “Påhæng i vestjysk vind” tager os med ind i Stine Pilgaards “Meter i sekundet” fra 2020. Det at de forskellige værker på tværs af tid knyttes sammen tematisk forstærker, at det er god litteratur, og at tematikkerne er evigtgyldige og vedkommende. Det som også kendetegner klassiske værker.

Bogen er ikke en kanon men et uafsluttet værk om dansk litteratur, forstået på den måde, at der kunne have været flere bøger med og at værket med tiden kan udvides. Anne-Marie Mai udtrykker i bogen, at alle bøgerne ikke nødvendigvis er hendes yndlingsbøger, og at hun også har medtaget bøger, som er prist højt af andre. Hun har lyttet til, hvad der har fremkaldt gode læseoplevelser og bruger selv udtrykket at være “hooked” på bøgerne. Hendes lister er styret af hendes egen og andre læseres oplevelser af at være “hooked” på bøgerne, og det er disse bøger, der danner et litteraturlandskab, som vi som læsere får en gps til i bogen.

Anne-Marie Mai er forfatter og professor i dansk litteratur og man mærker sammensmeltningen mellem hendes enorme viden og hendes glæde ved litteraturen og det at læse, og det gør bogen til noget ganske unikt. Jeg er lykkelig for at den er landet på mit bord, og den vil være til stor inspiration i min videre læsning, både når jeg læser for mig selv og når jeg skal finde inspiration sammen med min litteraturklub.

“Litteraturland – En gps udkom 1. februar 2022.

Anmeldelse af “Mit navn er Jensen” af Heidi Amsinck.

Titel: “Jeg er Jensen” Forfatter: Heidi Amsinck. Sider: 390. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Krimimessen 2022 er netop afsluttet. En messe, hvor krimien som genre hyldes sammen med dens forfattere og dens mange læsere. “Mit navn er Jensen” tilhører krimigenren. Lad mig sige med det samme, at jeg ikke har gæstet krimimessen nogle år og ej heller læst krimier i en lang årrække, og da “Mit navn er Jensen” lå i min postkasse blev jeg overrasket. Først troede jeg, det var en oversat krimi, og lagde den derfor til side, da jeg helst beskæftiger mig med nye danske romaner og lyrik, men jeg fandt dog ud af, at forfatter Heidi Amsinck er dansk, men bosiddende i London, og at “Mit navn er Jensen” udkom på engelsk i 2021 i England og nu altså på dansk hos forlaget Gutkind. Derfor tænkte jeg, at den ville være oplagt at læse denne weekend, nu jeg ikke skulle besøge krimimessen. På denne måde ville jeg alligevel blive inviteret ind i krimiuniverset igen. Måske ville jeg blive grebet igen, som jeg var for flere år siden.

Dagbladets reporter Jensen snubler nærmest over et lig dækket af sne en tidlig morgen på vej på til redaktionen. En ung mand, dræbt af knivstik. Hun er netop hjemvendt efter femten år som udenrigskorrespondent i London, og har derfor ikke det store netværk i Danmark. Dog har hun haft en affære med kriminalkommissær Henrik Jungersen, og hun ringer derfor til ham som den første. Gamle følelser genoplives, men det er kompliceret, da Henrik stadig er gift og endnu mere kompliceret bliver det, da Jensens chefredaktør tager hende af sagen, fordi hun ikke har brugt sit førstehåndskendskab til sagen til at sikre Dagbladet forsidehistorien . Jensen tager sagen i egen hånd, godt hjulpet af Margrete Skovs nevø Gustav, som har brug for noget at beskæftige sig med. De forsøger at opklare mordet på den unge mand, men flere mord følger og pludselig er Jensen er Jensen så involveret i opklaringen, at hun udsætter både sig selv og Gustav for fare. Mere vil jeg ikke røbe i forhold til handlingen.

Krimien er skåret over den klassiske skabelon med en kvindelig reporter, der lever og ånder for sit job, og som er problematisk som medarbejder set med sin chefredaktørs øjne og så dyrker hun ikke de nære relationer. Så har vi kriminalkommissæren, der ikke kan opklare sagen selv, men som skal have hjælp af den kvindelige reporter, som han så også har haft en affære med. Set med de briller på er der ikke sket noget på krimifronten siden jeg læste Sara Blædel og Elsebeth Egholm tilbage i 2010’erne. Og det skuffede mig. Indrømmet så greb historien mig til allersidst, men jeg savnede alligevel noget nyt. Bogen kunne være skrevet og udgivet i 2010’erne. Der er ikke noget tidstypisk. Nogle tidstypiske nøgleproblemer. Det ville have løftet bogen for mig, hvis den havde taget mere fat i en samfundsmæssig konflikt parallelt med den personlige. Karaktererne bliver overbeskrevet – særligt kriminalkommissær Henrik Jungersen. Man er ikke i tvivl om, at han er glad for damer, når man har vendt sidste side. Jeg havde forventet mere. Men jeg har ikke det bedste sammenligningsgrundlag, da jeg som skrevet ikke har læst krimier i mange år, højst spændingsromaner. Måske skal man lade en erfaren krimilæser tale for bogen og ikke en læser med hang til romaner og lyrik.

“Mit navn er Jensen” udkom 23. februar og er første bind i en krimiserie.