Anmeldelse af “Rampen” af Jesper Stein

Titel: “Rampen” Forfatter: Jesper Stein. Sider: 416. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Jeg har alle dage været utilpas ved at være alene, jeg har drukket på ensomhed. Nu er jeg ædru. Børnene er lige taget afsted efter at have været her i fire dage, og jeg går rundt i stuerne og leder efter mit nye liv. Jeg kan ikke finde det. Jeg kan ikke finde noget. Jeg tænker på min mor. Mærkede hun det samme? Årenes tyngde? Kærlighedens usynlige kit, som med et slag er borte, smuldret, alt det givne, det, der bare er liv, som at trække vejret igen og igen uden at tænke over det, madpakker, der skal smøres, børn, der skal trøstes, godnatsange, der skal synges, aftensmad, der skal spises, og vi har faste pladser ved bordet, vi har faste pladser i livet…”

I “Rampen” forlader litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen efter 29 års ægteskab sin kone, da han har forelsket sig i en af sine elever – den unge Gitte. I hjemmet på Rampen, som er adressen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet, og som udvikler en mere og mere grænseoverskridende adfærd i forhold til sin søn. Jesper kommer i klemme mellem forældrene. Han lever et dobbeltliv, hvor han udadtil er den fest- og pigeglade dødspilot, mens han indadtil er sjælesørger for sin grænseoverskridende mor. Skilsmissen forandrer familiens liv radikalt, og sætter sit præg på dem alle i årtier efter. Helt frem til forældrenes død.

Jesper Stein har begået en yderst velskrevet selvbiografisk roman fyldt med smerte. En smerte vi som læsere præsenteres for allerede, da Jesper som helt lille bliver adskilt i to uger fra sin mor, da han skal opereres for ganespalte. Adskillelsen er brutal, og i årene efter udvikler Jesper angst i forhold til at sove og i forhold til sygdom. Han får minimale sproglige udfordringer på grund af sin ganespalte, men alligevel nok til at han sendes til taleundervisning i folkeskolen. Han mobbes og han mobber selv, bliver venner med drengene fra “knallertkliken” I gymnasiet pjækker han og afleverer ikke sine opgaver, hvilket bestemt ikke huer hans litterære far. Jesper har en oplevelse af at være udenfor det litterære fællesskab hans far Finn har med hans bror Peter. Jesper finder ikke glæde ved litteraturen og ved det akademiske som sin bror. En aften sætter hans far sig ned og terper digtanalyse med ham på en måde, så Jesper for første gang føler sig tæt på sin fars passion “Jeg kender hans kærlighed til litteraturen, hans glæde ved ord, hans lidenskab for godt sprog, men jeg har aldrig været så tæt på den ild, der brænder i ham” En eftermiddag da Jesper går i 2.g møder han for første gang Gitte siddende i sofaen i hjemmet med sin far, og der ved Jesper, at hans far er hans mor utro. Skilsmissen sker nogle år senere, og herefter drages der ingen omsorg for Jesper. Tværtimod er rollerne byttet om, således Jesper må drage omsorg for en alkoholiseret grænseoverskridende mor i sorg og leve med en fraværende far, der er optaget af sit nye kærlighedsliv og sin litterære karriere. I sit voksenliv bliver dette et vilkår, som Jesper skal forholde sig til i sin egen karriere som journalist og senere forfatter og i sit familieliv. Skilsmisse kommer han selv til at opleve, og alkoholen bliver i en årrække også hans følgesvend, hvilket er beskrevet på smertelig elegant vis. Hans fars nye kærlighedsforhold er heller ikke uproblematisk, og det involverer ligeledes alkoholisme, hvorfor Jesper også må drage omsorg for sin far.

Det er som om rollerne mellem børn og forældre er byttet rundt og man får flere gange i romanen lyst til at skrige “ER DER EN VOKSEN TIL STEDE” Der er flere temaer på spil. Det at blive og være forældre. Forskelligheden mellem søskende. Psykisk robusthed. Kærligheden – den ægteskabelige og den passionerede. Den litterære passion og stræben efter denne. Fællesskabsfølelse. Svigt. Skilsmisse. Alkoholisme. Død.

Selvom skilsmissen er den faktor, der får det hele til at gå i opløsning i romanen, fylder skilsmissetemaet ikke væsentligt meget og vi hører intet om Jespers egen skilsmisse og om hvordan den har været, og det er en væsentlig pointe, tænker jeg. For forfatteren har, efter min overbevisning, ikke ønsket at problematisere det at blive skilt, men håndteringen af egne forældres skilsmisse og de svigt han har oplevet i forbindelse med denne. På bagsiden af bogens cover står følgende: “Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv” Efter endt læsning har jeg ingen fornemmelse, om Jesper Stein er nået dertil, da smerten er til at finde på de allersidste sider. Måske er det smerten, man skal forlige sig med. At den altid vil være der.

Bogen udkom 12. november og har rørt mig dybt. Det er en fortælling baseret på Jesper Steins oplevelser, og der er virkelige personer involveret i hans fortælling, og dermed personer, der skal forholde sig til det skrevne. Sådan er det med autobiografiske romaner. Og dette er en stærk en af slagsen.

Jesper Stein er kendt for sine seks kriminalromaner om Axel Steen. Han har vundet De Gyldne Laurbær i 2015 og Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi i 2019. Hans krimier er solgt til udgivelse i flere europæiske lande.

Den gode læseoplevelse.

Kan du anbefale mig en god bog? Sådan lyder det ofte blandt venner og ikke mindst hos boghandlere og på biblioteker. Men hvad kendetegner en god bog?

Når jeg er i litteraturklub, og vi deler vores læseoplevelser omkring en bog, kan de være vidt forskellige, selvom vi oplever os som en ret homogen gruppe af kvinder både aldersmæssigt og interessemæssigt. Hvordan kan man forstå disse forskellige læseoplevelser?

Gitte Balling har skrevet en phd afhandling om netop dette. (Balling, Gitte (2009). Litterær æstetisk oplevelse. Læsning, læseoplevelser og læseundersøgelser: en diskussion af teoretiske og metodiske tilgange.) Dette indlæg skal ikke være langt og videnskabeligt, men Gitte Balling har nogle gode og interessante perspektiver, jeg gerne vil dele med jer.

Læseoplevelsen er, i følge Gitte Balling, karakteriseret ved den stemning og de følelser, som læsningen fremkalder i læseren under læsningen og den viden eller indsigt om menneskelige relationer eller andre epoker og kulturer, som bliver hos læseren efter endt læsning. Men der er også tale om “læseoplevelsens før”, og som handler om læserens forventninger til læsningen. Forventninger og motivation er et væsentlig aspekt ved læsningen, som kan have betydning for modtagelsen og dermed oplevelsen. Og hvilke forventninger kan man så have til en bog? Her kan være tale om forventninger til forfatteren, hvis man har læst andre værker af denne tidligere. Her kan ligeledes være tale om forventninger baseret på anbefalinger fra andre, og netop her bliver det interessant, for jeg tror, at de fleste, som læser med her genkender det at anbefale en bog, der har begejstret én til alle og enhver omkring sig uanset deres interesse i bøger og litteratur, men fordi vi helt enkelt har brug for at dele begejstringen. Bogbloggere og influencere inklusiv undettegnede deler flittigt ud af læseoplevelser, og bøger “hypes” på de sociale medier, så der lægges forventninger ud om, at dette må være en god bog. Alligevel bliver læseoplevelserne forskellige.

Gitte Balling har foretaget en række interviews i forbindelse med sin phd og informanterne siger at en god læseoplevelse handler om:

• At få viden om verden og sig selv

• At opleve genkendelse og identifikation

• At blive følelsesmæssigt involveret

• At glemme tid og sted

• At bogen er godt skrevet

• At læsningen er billeddannende

Hun opstiller to modeller, der karakteriserer læseoplevelsen. Den ene med fokus på selve historien og den anden med fokus på kvaliteten af det skrevne.

Ud over en bogs handling og sprog har vores livssituation også betydning for, hvad vi synes om en bog. Du kan læse den samme bog tre gange i dit liv, og den vil højst sandsynligt påvirke dig forskelligt alt efter, hvad du er optaget af, mens du læser den. Vores livssituation er også styrende for netop, hvad vi vælger at læse, fordi vi har brug for identifikationen. At læse om andre, der står samme sted i livet som én selv.

Vores kulturelle kapital (Pierre Bourdieu) har også betydning for vores læseoplevelser. Ligeledes om du læser meget eller lidt. Der vil være litteratur, som vil være mere udfordrende end andet og litteratur, som man giver op overfor, og det er kun den enkelte, der kan fornemme, om det føles som en god læseoplevelse. Måske keder du dig. Måske er bogen for voldsom. Måske bliver du irriteret på forfatteren over skrivestilen. Et er sikkert. Læseoplevelser er subjektive og det er læseglæden, der får os til at læse bøger.

Jeg vil slutte dette indlæg med tre tegn på en god bog.

  1. En bog, du har læst færdig og lukker og lægger fra dig, og så sidder du og kigger frem for dig og er glad for at have læst den og lidt ked af det, fordi den er færdig.
  2. En bog, du kan stå foran bogreolen og se på, mens du glæder mig til at læse den – igen.
  3. En bog, du har lånt på biblioteket og læser og afleverer og derefter går hen og køber fordi du vil eje den.

Længe leve de gode bøger og de gode læseoplevelser og det subjektive i dette.

Anmeldelse af “Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen

Titel: “Kaptajnen og Ann Barbara” Forfatter: Ida Jessen. Sider: 501. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed. Vinden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Vinden tuder, ingen ved hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid”

“Kaptajnen og Ann Barbara” er en historisk roman om kampen om den uopdyrkede jyske hede i et drama om kærlighed, hævn og ondskab i midten af det 18. århundrede. Kaptajn Ludwig von Kahlen er udsendt af “Rentekammeret” datidens Finansministerieum. Ud over finanserne administrer det også vejvæsen, skov- og jagtvæsen, bygningsvæsen, statistik og meget andet, en overgang også landvæsenssager og toldvæsen. Kaptajnen får til opdrag at forsøge at opdyrke heden. Et landskab, der med sin natur ikke sådan lader sig betvinge, men kaptajnen er født ved landbruget, har læst indgående om hedeopdyrkning og så har han en jernvilje. Han fører logbog over naturen og sit arbejde alt i mens han kæmper med anerkendelse og respekt fra folk på heden. Ikke mindst fra den brutale godsejer til Hald, Schinkel, der mener, at han ejer heden. En glarmester opsøger kaptajnen for at søge arbejde. Med sig har han en hund og en lille pige Anmai Mus. Glarmesteren forsvinder med hunden og kaptajnen er overladt alene med pigen. Hun får lov til at passe får og hun bliver nærmest som en datter for kaptajnen. En sommerdag kommer der pludselig en gådefuld kvinde vandrende over heden. Ann Barbara. Hun flytter ind hos Kaptajnen og Anmai Mus for at arbejde i huset, og hun bliver hans allierede i kampen om at erobre heden.

Det er en intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed og fortabelse og den reneste ondskab. Ida Jessen skriver fabelagtigt godt. Jeg indlevede mig i historien på hver eneste side. Den er skrevet i nutid, hvilket gør, at man som læser føler, at tingene sker lige foran en. Naturbeskrivelserne af heden og ikke mindst vinden sender mig fluks til Johannes V. Jensens forfatterskab. Han kunne i den grad beskrive landskabet og naturen på heden. Det kan Ida Jessen også. Karaktererne kan man kun holde af- selv de onde. De er så godt beskrevet, og det er svært at lægge bogen og personerne fra sig. Ind i mellem fik jeg en snert af “Det lille hus på prærien” og en nybygger tilværelse, men der er absolut ingen romantik og småblomstrende kjoler med i romanen, men derimod beskrivelser af det at “holde hus” på den tid, hvor selvforsyning ikke var et moderne bæredygtigheds princip, men benhård nødvendighed. Romanen bygger på en række virkelige personer og hændelser i den første hedeopdyrknings tid, og den får min varmeste anbefaling. Det er perfekt læsning i det kommende vintermørke.

“Kaptajnen og Ann Barbara” udkom 22. oktober 2020.

Anmeldelse af “Dit livs handel” af Fredrik Backman.

Titel: “Dit livs handel” Forfatter: Fredrik Backman. Sider: 95. Forlag: People’sPress. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: People’sPress.

“Dette er en fortælling om prisen for at redde et liv. Hvis det ikke bare krævede, at du ofrede din fremtid, men også din historie. Ikke bare de steder, du er på vej hen, men også alle dine fodspor. Hvis det var det hele, hele dig, hvem ville du så give afkald på det for?”

Sådan lyder starten af forordet på en smuk og rørende fortælling om liv og død, om det at være menneske, at sætte spor efter sig, når man ikke længere er her, men måske mest af alt, om at være til stede i livet og være opmærksom på de valg, man træffer.

Historien foregår natten før juleaften, og hovedpersonen – en mand – gør status over sit liv. Han har gjort karriere, er blevet rig og succesfuld, men har givet afkald på sin familie. Nu er han blevet ramt af kræft og kan se, at han har begrænset tid tilbage at leve i. På hospitalet møder han en uhelbredelig kræftsyg lille pige, og hun gør stort indtryk på ham. Hun taler med sin tøjkanin om døden, mens den sidder på en stol, pigen har farvet rød med farvekridt. “Man må gerne tegne på møblerne, når man har kræft” Manden møder kvinden med ringbindet. Kvinden, hvis job det er at “hente og bringe” folk, der skal dø. Hun giver ham mulighed for at redde et andet menneskes liv, hvis han er villig til at give afkald på sit eget, sin historie. Hans eksistens bliver simpelthen “slettet” og der vil ikke være nogen spor af ham efter hans død. Denne mulighed for at gøre “sit livs handel” får manden til at reflektere over sit eget liv, og som først skrevet, at gøre status. Men hvis han skal ofre sit liv, for at redde et andet må han nødvendigvis dø, før at kræften tager livet af han, så også der må han træffe et valg.

Svenske Fredrik Backman har skrevet en virkelig vedkommende fortælling om eksistentielle valg og sat denne ind i en ramme af fantasi og virkelighed. Der er en lethed over det hele trods tyngden af emnerne. Humor og alvor går hånd i hånd. Temaer om liv og død er essentielle, men jeg fandt det særligt interessant, hvordan Fredrik Backman skriver, om de spor vi sætter efter os. Dem, vi vil blive husket for. Det er det væsentligste ved fortællingen efter min mening. Det kan lyde clichéfyldt, men det bliver det på intet tidspunkt i bogen. Det er nok ikke tilfældigt, at fortællingen forgår ved juletid, og endda natten til juleaften. I forvejen er det en tid, hvor mange gør status over deres liv og relationer med deres nærmeste. “En magisk julefortælling” der får mine varmeste anbefalinger, og som har et smukt cover med snelandskab og juletræer og en indbinding i lyseblå med hvide snefnug.

“Dit livs handel” udkom den 16 oktober 2020.

Fredrik Backman har tidligere skrevet bogen “En mand, der hedder Ove” som også blev filmatiseret og nomineret til en Oscar.

Anmeldelse af “Hvordan man redder en lemming” af Nikoline Werdelin

Titel: “Hvordan man redder en lemming” Forfatter: Nikoline Werdelin. Sider: 415. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hans er en nyskilt fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden han aldrig fik og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens accept af sit enkle ydmyge liv: Den spiser, formerer sig og undviger døden. For så vidt ligesom Hans. Alt imens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige mennesker sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.

Nikoline Werdelin, som har begået tegneserier som “Laura og Nugga”, “Café” og “Homo Metropolis” været brevkasseredaktør og skrevet flere teaterstykker har nu også skrevet sin første roman. En roman, der handler om livet, om ensomhed, kærlighed og om mulighederne i det tilfældige møde. Men også om klimakrise og aldring. En roman, der kunne blive en spændende og ny samtidsroman med de nævnte temaer, men som for mit vedkommende skuffer.

Udover Hans møder vi Gunhild, der er sufflør på teatret, sorgramt og som ofte tænker på selvmord. Nicolas, den unge familiefar, der er udfordret ift. sin psykisk syge hustru og sit arbejdsliv som selvstændig med en insektfarm, han deler med to venner. Den enlige mor Heidi, som arbejder som sosuassistent og som må betale husleje med regelmæssige blowjobs til udlejer. Inge, ensom og pensioneret læge. Alle disse personer lærer vi at kende og som romanen skrider frem flettes deres liv sig ind i hinanden, men netop som de sammenflettes vælger Nikoline Werdelin at afslutte bogen med lette “happy endings” hvor jeg kunne have ønsket mig, at se netop sammenfletningerne foldet mere ud. Der drysses lidt klimakrise nedover romanen løbende og lemmingens liv beskrives, men igen savner jeg argumentation for dette og sammenhæng i historien.

Karakterene forekommer flade og uden udvikling. De får hver især tildelt kapitler, men de fylder ikke lige meget i historien, som i det hele taget forekommer lidt søgt. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er for en historie Nikoline Werdelin har ønsket at fortælle. Lidt groft sagt virker det som om at målet mere har været at ville skrive en roman end det at have en historie på hjerte. Når det er sagt er der ingen tvivl, om at der er tale om en garvet skribent/forfatter. Sproget flyder og jeg nød den genkendelige humor, jeg forbinder Nikoline Werdelin med. Hendes styrke forud for romanen har netop været at arbejde med karakterer og deres identitet. Jeg havde nok blot højere forventninger. Bogens cover er utroligt smukt med mønster inspireret af den engelske afdøde kunstner Wiliam Morris, og bag coveret den skønneste lyserøde bog. En drøm for enhver med hang til æstetik. Jeg håber, at næste roman fra Nikoline Werdelin har mere “kant”, men hvor hendes uvurderlige humor stadig vil være at finde.

“Hvordan man redder en lemming” udkom 2. oktober 2020.

Billedet er fra Gyldendal.

Litteraturpriser – dansk litteratur 2020.

I skrivende stund læser jeg eller nærmere lytter jeg til “En lykkelig slutning” af Maren Uthaug. En roman, jeg sammen med min private litteraturklub skal mødes om og diskutere på torsdag. Romanen vandt prisen “Læsernes Bogpris” 2020. Læsernes Bogpris er en litteraturpris indstiftet af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i 2003.
Årets nominerede 10 bøger udvælges af Berlingskes litteraturredaktør og Danmarks Biblioteksforening. Med prisen følger et beløb. At vinde en pris kan således få økomisk betydning og ikke mindst anerkendelse for forfatterne, men hvad kan vi som læsere bruge prisuddelingerne til? Først og fremmest kan man som individuel læser lade sig inspirere til sin læsning, men også i litteratur- og læsekredse kan det være en god ledesnor og inspiration, når årets bøger udvælges. Det kan også være en guide ift. læseudvikling, hvis man altid læser samme genre og gerne vil kaste sig over nyt.

Der findes et utal af priser, der uddeles til dansk litteratur, og det vil være for omfangsrigt at komme ind på alle her. Jeg vælger derfor et udpluk tildelt hen over året. Et år som på ingen måde ligner sig selv på grund af Coronasituationen, og som den litterære verden også har skullet forholde sig til i forhold til prisuddelinger, hvorfor nogle er blevet udsat og andre har fået anden form end sædvanligt.

Januar

De Gyldne Laurbær – Boghandlernes pris: “Skyggedanseren” af Sara Omar

Montanas Litteraturpris – Litteraturpris, som uddeles i samarbejde mellem Montana, Dagbladet Information og Testrup Højskole: “Dødsknaldet i Amazonas” af Hanne Højgaard Viemose.

Weekendavisens Litteraturpris – Weekendavisens anmeldere indstiller et antal titler i december, som danner grundlag for en afstemning blandt avisens læsere: “Viking – Ran, ild og sværd” af Jeanette Varberg.

Februar

Mofibo Awards – årets lydbøger – Den første prisuddeling til lydbøger, hvor såvel forfattere som indlæser hyldes. Her er der prismodtagere i 6 kategorier, men jeg vælger blot at medtage årets roman her: “Hjerteblink 2” af Marie Louise Cornelius. Indlæst af Laura Drasbæk.

Marts

Politikkens Litteraturpris – Politikkens læsere stemmer på deres favorit: “Til min søster” af Dy Plambeck.

April

Læsernes Bogpris – en litteraturpris indstiftet af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske: “En lykkelig slutning” af Maren Uthaug.

Maj

EU’s Litteraturpris – EUPL – uddeles hvert år til aktuelle forfattere fra EU’s medlemslande. Prisen har til formål at fremme kreativitet, diversitet og mobilitet indenfor europæisk skønlitteratur: “Penge på lommen” af Asta Olivia Nordenhof.

Juni

DR Romanprisen – En pris der i samarbejde med DR udvælges af romanlæseklubber fra landets biblioteker (Eftertragtede læseklubber, man ofte skal være skrevet op til i lang tid for at få plads. Jeg er selv nr. 1 i køen i romanlæseklubben tilhørende Aalborgbibliotekerne.) “De døde fylder dagene med en smag af mønter” af Carsten Müller Nielsen.

August

H.C. Andersen Litteraturprisen – Hans Christian Andersen Litteraturpris er en dansk litteraturpris, uddelt siden 2007 af Hans Christian Andersen Litteraturpris komité. Hans Christian Andersen Litteraturpris tildeles forfattere, hvis værker kan forbindes til H.C. Andersens navn og forfatterskab via genrelighed og fortællermæssige kvaliteter. Karl Ove Knausgård kommer til Danmark i maj 2021 for at modtage prisen.

September

Niels Klim Prisen – en litterær pris, der uddeles hvert år i marts til noveller og kortromaner indenfor genren Science Fiction. Her er flere kategorier men jeg har valgt en novelle, hvor jeg selv har anmeldt et andet værk af forfatteren: “2060: Organisatorisk borgerskab” af Jannik Langt Fogt fra noveller i magasinet “Himmelskibet 57”

Per Olov Enquists Prisen – en skandinavisk litteraturpris, som blev indstiftet af forfatteren Per Olov Enquists svenske forlag, Norstedts Förlag, hans udenlandske forlag og bogmessen Nok og Bibliotek i Göteborg på forfatterens 70-årsdag i 2004. Den uddeles årligt til “en yngre forfatter på vej ud i Europa” med stor vægt på forfatterens seneste udgivelse: “Penge på lommen” af Asta Olivia Nordenhof.

Oktober

Martha-Prisen – Bog & idés medarbejdere og danske læsere nominerer hver fire forfattere årligt. Vinderen i år er meget tæt på at blive afsløret, og du kan se de nominerede til Martha-Prisen her https://www.bog-ide.dk/boeger/martha-prisen

Nordisk Råds Litteraturpris – Prisen blev oprettet af de nordiske landes regeringer i 1961. Prisen uddeles én gang om året, første gang i 1962. Prisen gives for et skønlitterært værk skrevet på et af de nordiske landes sprog. Prisens formål er at øge interessen for landenes litteratur og sprog, samt for det nordiske kulturfællesskab. I år er der 13 nominerede, heraf to danske værker. Vinderen offentliggøres den 27. oktober ved et digitalt arrangement på grund af Corona. Festen skulle ellers have været afholdt på Island. “YAHYA HASSAN 2” af Yahya Hassan “Dødsknaldet i Amazonas” af Hanne Højgaard Viemose.

Edvard P. Prisen – Bibliotekernes litteraturpris, hvor de ansatte stemmer om, hvem der skal have en pris. Edvard P. Prisen går hvert andet år til en yngre forfatter eller debutant, som markerer sig som noget særligt på den danske litterære scene. Hvert år indtræder en række nye litterære stjerneskud, og Edvard P. Prisen skal fungere som en hjælpende hånd med tildelingen af 50.000 kr til vinderen. Edvard Pedersens Biblioteksfond vil gerne bakke op om, at dansk litteratur fortsætter med at udvikle sig via nye stemmer, og det skal landets biblioteksansatte være med til at vælge. Vinderen offentliggøres på Litteratursiden.dk den 7. november. Du kan læse mere om de nominerede til prisen her: https://litteratursiden.dk/artikler/hvem-skal-vinde-edvard-p-prisen-i-2020

Nobelprisen i litteratur – Prisen uddeles af Det svenske Akademi, der årligt modtager omkring 200 forslag, og som i to omgange indskrænker kandidatlisten – først til ca. tyve og derefter til ca. fem forfattere – inden prismodtageren udpeges. Nok den mest prestigefyldte pris indenfor litteratur, men som også er ret uopnåelig set i lyset af hvor mange danskere, der har vundet den. Hidtil har kun 3 danskere modtaget prisen i litteratur:
1917 Karl Gjellerup (1857-1919) og Henrik Pontoppidan (1857-1943) delte prisen.
1944 Johannes V. Jensen (1873-1950). I år gik prisen til: Louise Glück, 77 årig amerikansk forfatter og engelskprofessor.

November Blixenprisen – en dansk litteraturpris, som blev indstiftet i 2015 af Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere. Den er opkaldt efter den danske forfatter Karen Blixen. Blixenprisen hylder de største litterære præstationer i Danmark, hele litteraturbranchen og det danske sprogs videreudvikling, hvad enten det formidles i fysisk form, som e-bog eller lydbog. Prisen skulle have været uddelt 24. november 2020, men pga. Coronasituationen er den udskudt til 5. juni 2021.

Der er langt flere priser, end dem jeg har nævnt i dette indlæg, men dette blot som inspiration til at se hvad der rører sig i dansk litteratur, og hvad der anerkendes med priser. Der udgives heldigvis helt utrolig god dansk litteratur året rundt, og man kunne ønske sig flere timer i døgnet, hvis man skulle læse alt, det man drømmer om blandt nyudgivelser. Personligt har jeg stadig “Penge på lommen” af Astrid Olivia Nordenhof tilgode, som jeg købte for et stykke tid siden, og som jeg glæder mig meget til.

Anmeldelse af “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” af Ida Marie Hede.

Titel: “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” Forfatter: Ida Marie Hede. Sider: 322. Forlag: Forlaget Basilisk. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage?

Lad mig sige det med det samme. Det er smal litteratur, vi er ude i her, og ikke årets mandelgave, men læs den hvis du vil opleve noget eksplosivt litterært.

I Ida Marie Hedes roman flytter hovedkarakteren, en jeg-fortæller (der senere døbes Lille Glimmerhætte af sine veninder) fra brokvartererne med sin mand og deres børn ud i landsbyen kaldet Den usikre og Megalomane Landsby. I landsbyen overvåges kvinders reproduktion ved daglige tests, og kvinder er reduceret til fødemaskiner, der sprøjter børn ud. Livet i landsbyen keder hovedkarakteren, så hun tager sig en elsker og bliver skilt. Hun oplever sorg, savn og praktik. Hendes rolle som mor, hustru, tidligere hustru, elskerinde, veninde og som apparat for reproduktion gøres til genstand for hendes egne tanker og fantasier sammen med omverdenens fordømmelse af hendes utroskab. Problematikker taget ud af virkelighedens verden suppleret med problematikker som klimakrise og migration, men så stopper det virkelige også for hold nu op en roman…

Kropssafterne flyder fra alle åbninger, som penetreres eller stimuleres konstant af mænd, kvinder og børn. Af lyst, af nød, af tvang. Kvinders krop, seksualitet og moderrolle er på dagsordenen i romanen. Vrede og sårbarhed. Lyst og begær. Sex og sexisme. Kærlighed. Magt og underkastelse. Er det erotisk? Nej. Er det sanseligt? Ja. Er det frastødende? Ja. Er det dragende? Ja. Teksten og ordene er på en måde større end indholdet, som isoleret set er et ret almindeligt plot i et fremtidsscenarie. Men Ida Marie tryllebinder og hypnotiserer med sine sætninger, som er fyldt med ovenstående følelser og dilemmaer. Aldrig har jeg lavet så mange æselører for at fastholde ord og sætninger. Originaliteten er så vild. “Kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER” en afdeling i kommunen, som står for at udvikle, producere og tildele et H for HORE i en velouræske til dig, hvis du har begået hor. Et H, der skal bæres til de såkaldte skafotevents, hvor du udstilles, hvis du har været utro. Og så er der Ravsneglen, en parasit, Ida Marie Hede lader indgå i romanen, hvis livscyklus hun sammenligner med livets rå og voldelige cyklus.

Har du egentlig nogensinde hørt om ravsneglen? Den er for syg. Der lever den her parasitære orm i ravsneglens krop, som besætter dens øjenstilke, så øjnene skifter farve og bevæger sig i et kålormeagtigt discomønster. Det gør at fuglene får øje på sneglen og straks spiser dens øjne! – inklusive den her lille lurendrejer af en orm, som så lægger æg i fuglens tarme. Til sidst bliver ormen skidt ud af fuglen og ravsneglen, hvis øjne er vokset ud igen, spiser lorten og det hele starter forfra. Min pointe er, at livets cyklus er mere voldelig og rå, end noget, du nogensinde kommer til at streame. Don’t forget.

Landsbyens navn “Den Usikre og Megalomane Landsby, hvor megalomani jo betyder en psykisk tilstand, hvor man har vrangforestillinger om at man er mere betydningsfuld og har større evner end man i virkeligheden har. En slags storhedsvanvid, er så genialt tænkt til hele det univers, romanen udspiller sig i. Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Intet er tilfældigt. Jeg har ikke læst noget lignende. Det tætteste jeg kommer, er Kaspar Colling Nielsens “Det Europæiske Forår” som jeg valgte at opgive, da jeg var halvvejs. Ida Marie Hedes værk tåler ingen sammenligning. Det er ikke blot en læseoplevelse. Det føles som litterær installationskunst. Som læser er jeg trådt ind i et rum, hvor kunstneren, her Ida Marie Hede, forfører med ord og billeder om nærværende og vedkommende problematikker. Jeg uddeler ikke stjerner i mine anmeldelser, men “Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer” burde lamineres i stjernefolie og overdrysses med priser, for det er i sandhed et unikt værk. Bogen udkom 8. oktober 2020. Tak til Ida Marie Hede for anmeldereksemplar og hjemmelavet bogmærke.

Ida Marie Hede har tidligere bl.a. udgivet den anmelderroste “Bedårende” som blev nomineret til Kritikerprisen i 2017

Billedet er fra Forlaget Basilisk taget af Tine Bek

Anmeldelse af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis.

Titel: “I Guds rige” Forfatter: Anne-Grethe Bjarup Riis. Sider: 373. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Ovenstående citat fra “Den etiske fordring” af Løgstrup fra 1956 har fuldt mig igennem læsningen af “I Guds rige” af Anne-Grethe Bjarup Riis, idet bogen, som er baseret på virkelige oplevelser, handler om menneskelige relationer, om liv og død, om skyld og svigt.

Anne- Grethes otteårige søn Gilbert bliver alvorligt syg med leukæmi og det forandrer alt. Pludselig står Anne-Grethe og hendes familie i en situation, hvor sygehuslivet med medicinhåndtering, smerter, angst og utilstrækkelighed skal gå hånd i hånd med det liv, der stadig fortsætter udenfor sygehuset. Det er umenneskelige vilkår familien er oppe mod, og alligevel findes der styrke og håb frem i mørket. Dagenes kvalitet varierer i takt med sygehuspersonalet professionalitet eller mangel på samme. Anne-Grethe og hendes mand Bo skiftes til at være på sygehuset hos Gilbert og i hjemmet hos datteren Yrsa, men mens Anne-Grethe har sat sit arbejdsliv på stand-by, arbejder Bo stadigvæk. Det meget lange sygdomsforløb tærer på kræfterne og på forholdet mellem Anne-Grethe og Bo og oveni dette glimrer Anne-Grethes familie ved deres fravær. Et fravær, der sammen med de mange udfordringer på sygehuset, får Anne-Grethe til at tænke tilbage på sin egen barndom og sin mors barndom, som begge har været fyldt med svigt.

Der er således tre spor i bogen. Et nutidsspor, hvor formen nærmest har karakter af dagbog, hvori jeg-fortælleren Anne-Grethe fortæller om hverdagen med Gilberts sygdom, og om dagene på og udenfor sygehuset. Et datidsspor, hvor Anne-Grethe ligeledes er jeg-fortæller og hvor hun tager læseren med tilbage til barndommen i Søby i 70’ernes Midtjylland. Og endnu et datidsspor, hvor en alvidende fortæller om Anne-Grethes mor Grethe. Jeg skulle lige vænne mig til de forskellige skift i bogen. Jeg havde ikke lyst til at slippe Gilberts situation på sygehuset, for så at skulle tilbage til Anne-Grethes barndom, og endnu sværere var det med Grethes barndom, men jo længere jeg kom ind i romanen, jo mere rigtigt føltes det med tidsrejserne, for præcist som Anne-Grethe søgte jeg også en forklaring på fraværet af henholdsvis hendes mor og hendes søster, mens Gilbert svæver mellem liv og død. Det er således ikke kun en roman om alvorlig sygdom, men også om børne- og teenageliv i Jylland præget af svigt og med veninder, man vil gøre alt for at få anerkendelse fra, når man nu ikke modtager anerkendelse i eget hjem. Gud er med i romanen, og Anne-Grethe har fortalt i et interview, at da det ikke lykkedes at række UD efter venner og familie i deres svære livssituation rakte hun OP mod Gud. Der er således mange bønner med. Titlen på bogen slår også temaet med liv og død an, og allerede i starten af romanen får man som læser at vide, at Anne-Grethe havde haft en storesøster, de kaldte Marianne, men at hun døde blot syv timer gammel, og at hun ikke kunne blive begravet, fordi hun ikke nåede at blive dødt, og dermed kunne hun ikke komme i Guds rige.

Det har været en særlig oplevelse at læse bogen af flere grunde. For det første fordi jeg selv er mor til et barn med kronisk sygdom, og derfor kender alt for godt til sygehusindlæggelser, operationer, smertedækning, urinkolber og medicinhåndtering og ikke mindst den svingende kvalitet i professionaliteten hos sygehuspersonalet. Det ramte mig, at Anne-Grethe Bjarup Riis i den grad formår at sætte ord på netop dette som et uomtvisteligt fakta. Der er intet overdrevet eller utroværdigt i de barske scener. Dernæst har jeg qua min uddannelse og mit tidligere arbejde som underviser sendt mange nyuddannede ud i den pædagogiske praksis, og trods masser af teori og praktikforløb, har jeg altid sendt dem afsted med Løgstrups ord, som jeg nævnte i indledningen. Det er i mødet med andre, at vi kan få folk til at blomstre eller visne. Anne-Grethe Bjarup Riis’ bog “I Guds rige” kan læses af alle, men den burde være obligatorisk læsning på uddannelser, hvor relationer mellem mennesker er af så afgørende betydning. Skønlitteraturen kan netop noget, som faglitteraturen ikke kan. Den kan røre ved vores følelser og den kan vække vores empati, fordi vi deler smerten med karaktererne i fortællingerne. Det er ikke nyt at læse skønlitteratur på uddannelser, der beskæftiger sig med omsorg og pleje og ikke mindst behandling af patienter. Siden 2016 har det været obligatorisk for medicinstuderende på Syddansk Universitet at læse skønlitteratur. Ideen er relativt simpel: Ved læsning af skønlitteratur kan man skærpe sin evne til at lytte til og indleve sig i patienten. Men først og fremmest er det en meget velskrevet roman, der kan læses af alle. Bogen får mine varmeste anbefalinger.

Bogen udkom den 27. august 2020.

En duft af bøger/Kærligheden til bøgerne og deres hjem – reolen.

Duften af tobak, papir, læder krydret med lidt fugtig kælder. Vi kender den alle, når vi træder ind i antikvariaterne og indsnuser duften af de gamle bøger. Nogen af os opsøger ligefrem denne duft. Der er noget magisk ved den. Nostalgi og eventyr. At gå gennem de ofte smalle gange mellem alle de nedskrevne ord. Andersen, Blixen, Christensen, Ditlevsen. De store forfattere og de store fortællinger. Jeg kender ingen bogelskere, der ikke finder antikvariaterne det tætteste, man kan komme på Paradis. Er det mon reolerne fra gulv til loft, der gør, at man føler sig en smule ydmyg, eller er det samværet med forfattere, der har haft indflydelse på vores Danmark, vores Europa, vores verden? Et er sikkert. Mange ønsker at genskabe denne fornemmelse, denne stemning i hjemmet og i indretningen med bøger. Drømmen om eget bibliotek i hjemmet. Således også jeg.

Billedet er taget hos Pilegaards Antikvariat sommeren 2020. Pilegaards Antikvariat i Aalborg blev etableret i 1963 af Gunner og Lidi Pilegaard. Antikvariatet er stadig i familieeje og et af Danmarks største antikvariater. Her på billedet ses 1. salen, men underetagen bugner ligeledes af vidunderlige bøger. Det er et rent skatkammer.
Min bogreol – helt nyopstillet og med masser af mulighed for at ændre på indretningen. Lige overfor min reol er der et stort vindue, der giver genskin i mit tv, når det blot står med den sorte skærm, hvorfor jeg har tilsluttet min mac og min instagram profil til skærmen i dagens anledning.

I mange år har jeg ønsket mig en bogreol, der gik fra gulv til loft, men først nu er mit ønske gået i opfyldelse. Jeg har haft de klassiske kvadratiske Montana reoler i mange år. Købt over tre gange. De første som nye, de to andre hold som brugte. Da jeg for flere år siden ikke havde reolplads nok, valgte jeg at forære rigtig mange bøger væk i stedet for at købe flere reoler. Det kommer aldrig til at ske på samme måde igen. Der er bøger, jeg savner, og som jeg i den grad har fortrudt, at jeg forærede væk. Min reol består af bøger, jeg har arvet, fået i gave, købt eller modtaget som anmeldereksemplarer. Der er bøger fra min studietid, da jeg læste pædagogik på universitetet og skulle skrive speciale om filosofisk vejledning. Dansk litteraturs historie vidner om det første semester på dansk studiet. Der er havebøger læst og elsket i alle årene, hvor jeg havde have. Der er børnebøger – et udvalg fra da mine børn var små. Bøger om dansk møbeldesign og billedkunst. Højskolesangbogen står side om side med et værk om Den Kongelige Danske Ballet. To krimier står lidt alene. Den ene en signeret udgave af Anne Mette Hancock. Den anden en krimi, jeg selv var med til at skrive som stafetroman. Brøgger, Blixen og Ditlevsen deler kvadrat. Et stærkt kvindefællesskab. De gamle danske klassikere ligeså. Nyere dansk litteratur står samlet. Ikke i alfabetisk orden, men efter hvilket selskab, jeg synes de passer bedst sammen med. Tine Høeg og Stine Pilgaard er naboer i reolen. Iben Mondrup deler hylde med Ida Jensen og Merete Pryds Helle. Morten Pape har fået selskab af Jakob Ejersbo. Dansk litteratur fylder mest i min bogreol, men da jeg pludselig fik mere plads med de nye reoler, fik jeg lyst til at dedikere en fløj til den udenlandske litteratur. Hemingway, Dostojevskij, Camus, Gustave Flaubert, Knausgård. Doris Lessing, Anaïs Nin, Fay Weldon, Jane Austen i fløj med Elena Ferrante, Siri Hustved og Rosemunde Pilcher.

Mine seneste bogkøb. Den komplette samling af “Min kamp” af Karl Ove Knausgård. Et værk, der er på min litterære bucketliste. Og så købte jeg en bogpakke fra #flaubertserien – en bogpakke med værker af stor kvalitet bl.a. med en førsteudgave af Tove Ditlevsens “Ansigterne” Alt sammen købt hos Pilegaards Antikvariat.

Der er mange måder at indrette sin bogreol på. Nogle opstiller bøger i farveorden andre i alfabetisk orden. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Det må bero på, hvad der fungerer for den enkelte. På biblioteker ville vi nok føle os prisgivet, hvis bøgerne var farveinddelt, men i hjemmet er alt tilladt. For mig er det vigtigste at forfatterens værker står samlet. Jeg har dog lavet en undtagelse, da jeg har en lille stak af hvide og helt lyse bøger til at ligge på en kommode i mit soveværelse alene på grund af æstetik og stemning.

Jeg bor lyst og enkelt, og alligevel drages jeg af det mørke, når jeg bliver inspireret af hele det litterære univers. Noget af mig vil have mørkegrønne vægge, velourmøbler, cigarer og whiskeyflasker som i det mest dunkle herreværelse fra en svunden tid, men jeg udlever det ikke – ikke endnu. Den stemning suger jeg til mig, når jeg rejser eller besøger bogcafeer. Der er mange steder at hente inspiration til sin indretning med bøger. Når jeg rejser besøger jeg gerne boghandlere, biblioteker, antikvariater og bogcafeer. Her er masser af stemning og inspiration at hente, og jeg får hver gang lyst til at købe mig fattig i bøger.

Her er det en boghandel i Oxford, jeg besøgte i 2018. Jeg brugte lang tid på hver etage, og aldrig har jeg set mere velkurateret boghandel.
En anden boghandel i Oxford, hvor konceptet “Blind date with a book” fandtes. Bøger pakket ind i brunt papir og påført en tekst med ledetråde til hvad der måtte gemme sig bag papiret. Lidt som en lykkepakke, hvis nogen kan huske det koncept. Vi har brugt ideen til julepakkespil i min litteraturklub.

Palludan Bogcafé. Danmarks ældste med café, boghandel og antikvariat.

Vis mig din bogreol, og jeg skal sige dig hvem du er lyder det ofte i livsstilsudsendelser. Men kan man nu det? Jeg tror, det kan fortælle lidt men bestemt ikke alt om en person. Det kan måske sige lidt om ens interesser indenfor litteratur, men det kan også snyde. Flere af de bøger, jeg har i min reol er ikke læst. Nogle er blot ikke læst endnu, men købt med så stor kærlighed og begejstring og nedskrevet på den litterære bucketliste. De vil helt sikkert blive læst på et tidspunkt. Andre vil måske aldrig blive læst, fordi de har fundet vej til reolen som arvestykker og gaver. Man kan selvfølelig vælge at forære disse bøger væk, men de kan jo også blot stå og vidne om litteratur, ens bedsteforældre har læst. Andet litteratur man har læst har måske været lånt på bibliotekerne, læst som e-bog eller hørt som lydbog, og fremgår dermed ikke af bogreolen. Man skal således passe på med at dømme folk ud fra deres bogreoler.

Hvis du ønsker dig en større bogsamling kan det være kostbart og tage mange år. Jeg har en del bøger, men mange har mange flere end jeg. Du kan være heldig at finde mange gode brugte bøger i genbrugsbutikkerne til meget få penge, og samtidig støtter du et godt formål, men ellers er bøger en prioritering og en mental pensionsopsparing. Jeg vil glæde mig til at være omgivet at endnu flere bøger når jeg bliver gammel, for i bøger findes venner og bekendte jeg har besøgt i byen og på landet i Danmark og i verden. Uddraget fra Suzanne Brøggers “Kvælstof” siger det på bedste vis:

“Her i huset er bøger ikke af papir, men levende væsener, gamle bekendte, værdsatte venner i incestuøse relationer, og ud fra det synspunkt er stuerne fyldte, summende af liv”

Bøger er liv.

Anmeldelse af “Nostalgi” af Mikkel Guldager

Titel: “Nostalgi” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 124. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie? Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindsyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens vi alle subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”

Mikkel Guldager har med “Nostalgi” ønsket at skrive en samfundskritisk fortælling om hjemløshed og samfundssvigt baseret på virkelige hændelser, som filtreres gennem jeg-fortælleren og vennen Krølle. Gennem dialoger med Krølle og miljøet af hjemløse på den lokale plads skildres den drikfældige og til tider udadreagerende Leon, til hvem bogen er tilegnet. Leon har i årevis kæmpet for at komme på ret fod, efter han har mistet sin lejlighed til kreditorer og pantefogeden, men det er svært for ham. Han hænger ud med “slænget” som sin faste omgangskreds, men det holder heller ikke i længden, og Leon ender ud med at bo i en campingvogn i Dragør. I romanen får man som læser hints om svigt fra samfundets side helt tilbage i Leons barndom, som er alt andet end tryg og omsorgsfuld, hvilket er med til at give en forståelse for den mistillid, han nærer til “systemet”

Mikkel Guldager har selv været i det miljø, han beskriver, og han har valgt at lave denne fortælling om hjemløshed ved at fortælle Leons historie. Leon og Krølle er således ikke fiktive karakterer. De øvrige karakterer er i følge Mikkel Guldager en “broget potpourri” som er sammensat af forskellige virkelige personer fra forskellige steder i landet. Miljøet er ligeledes fiktivt men baseret på virkelige hændelser. Man kan ikke tale om, at det er en autobiografisk fortælling, idet fortællingen og bogen er tiltænkt Leon, og Krølles karakter er også meget neutralt fremstillet i fortællingen. Han er den, som lytter til Leon, og som spørger ind for at få fortællingen frem. I epilogen fremgår det, at Leon har været med til at redigere bogen, omend ikke i fuldt omfang, men i et omfang han kunne klare i forhold til sine læsevanskeligheder. I det hele taget er der meget information om bogens tilblivelse i epilogen, og at det har været Leons ønske med bogen, at få formidlet sine frustrationer omkring det danske velfærdssystem.

Fortællingen er virkelig god og nærværende, og sproget er levende som uddraget først i indlægget også viser. Relationerne og konflikterne i “Slænget” er ligeledes utrolig godt beskrevet, hvilket jeg godt tør skrive trods min manglende erfaring i miljøet. Det samfundskritiske ligger som en svag undertone hele vejen igennem, og som læser kunne det være interessant at få nogle af de svigtende instanser og personer skrevet mere ind i fortællingen eksempelvis socialrådgiverne, lægerne og mentorerne. Men da fortælingen er Leons er det imidlertid troværdigt, at der ikke fortælles mere, da det at skulle gengive brevveksling og møder med de ovennævnte instanser med deres fagsprog kan være svært for langt de fleste, og ikke mindst hvis man som Leon også ofte er påvirket af alkohol og hash. Og som han også siger i uddraget “Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie?” Og det har Mikkel Guldager så gjort med “Nostalgi”.

Bogens smukke cover med maleriet af Leon er lavet af Casper Zen Pedersen. Bogen udkommer i dag 10. oktober.

Mikkel Guldager har tidligere på året udgivet romanen “Yatzy” en personlig beretning om at det at leve med et maniodepressivt/bipolart sind.

Billedet er fra forfatteren.