Og vinderen er……..

Det blev Lotte Garbers, der løb med sejren i konkurrencen om, hvilken bog, vi skal læse sammen til festivalen “Vi læser sammen” i marts måned. Stort tillykke til Lotte garbers.

“Løbeklubben i Saudi” handler om danske Maiken, der er rejst til Saudi-Arabien fra et rodet liv i Danmark. Hun skal arbejde som antropolog for et medicinalfirma, der ønsker at sælge slankeprodukter til overvægtige arabiske kvinder. Her møder hun en kvindelig løbeklub, der vender op og ned på hendes forestillinger om kvinder i den arabiske verden.

Jeg glæder mig meget til at læse og diskutere bogen sammen med alle, der har lyst til at deltage, og jeg tør godt garantere, at det ikke bliver kedeligt.

Jeg informerer lidt nærmere om forløbet, når vi er et stykke inde i februar måned. Allerede nu er det muligt at melde sig ind i en Facebookgruppe, som vil være et af de fælles “mødesteder” omkring læsningen https://www.facebook.com/groups/450075862671529

På glædeligt gensyn.

Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

Festivallen – Vi læser sammen

Fælleskab og fællesskabsfølelse er vigtigt for det enkelte individs trivsel, men fællesskab kommer ikke af sig selv. Man skal som oftest have noget at byde ind med i et fællesskab, for at blive en del af dette. Her er vi igen som individer forskellige. Nogle er udadvendte og har let ved at møde nye mennesker og indgå i fællesskaber, mens det for andre er sværere. I forbindelse med Coronapandemien har fællesskabet været sat på prøve. Vi er sammen – men hver for sig. Mange har måske følt sig alene, ja ligefrem ensomme.

Aarhus Litteraturcenter inviterer netop nu til fællesskab med festivalen “Vi læser sammen” en læsefestival, hvor alle kan være med. Det kræver ikke en magistergrad i litteratur for at nyde en god bog og for at dele oplevelsen med andre, så du kan også være med i det landsdækkende læsefællesskab, som Aarhus Litteraturcenter står bag. Folkene bag festivalen har udvalgt fem bøger skrevet af danske forfattere, og du kan være med til at bestemme, hvilken bog vi skal læse sammen, men hver for sig, når du fra i dag 6. januar kan stemme på lige den bog, som du allerhelst vil læse. (Der vil være et link til afstemningen nederst i indlægget. Selve festivalen finder sted 1.-31. marts 2021 – både fysisk og digitalt. Der vil være mulighed for at diskutere den valgte bog i et onlinefællesskab, som vil blive præsenteret yderligere, når vi nærmer os marts måned.

Du kan høre Aarhus Litteraturcenter fortælle om hver enkelt af de fem bøger i det følgende og der er meget mere information om festivalen og om de enkelte forfattere på Aarhus Litteraturcenters Facebookside.

“Opkald fra mælkevejen” af Bjørn Poulsen https://www.facebook.com/watch/?v=129460712059824

“Nej” af Sanne Søndergaard https://www.facebook.com/watch/?v=748808212657956

“Africana” af Thomas Boberg https://www.facebook.com/watch/?v=173307277828793

“Det du ikke vil vide” af Birgithe Kosovics https://www.facebook.com/watch/?v=387873469107397

“Løbeklubben i Saudi” af Lotte Garbers https://www.facebook.com/watch/?v=721507825439848

Du kan stemme på lige præcis den bog, du ønsker vi skal læse sammen her: https://strawpoll.com/azscbqk88?fbclid=IwAR2j0HL3GkryjLHsdTva4W0ehHWq7EP6QjOuMmEJ-h8rCpbjeoRP8VASfrc

Jeg glæder mig til at læse sammen.

Anmeldelse af “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen.

Titel: “Øvelser i afsked” Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 352. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens forlag.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige britiske stedsøn Ralph pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og med en genkendelig verden.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i afsked”om sorgens og isolationens landskab, og inddrager litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen.

Bogen er opdelt i fem dele. Den første del “For tæt på solen“er den mest personlige. Her beskæftiger han sig med chokket over stedsønnen pludselige død, som sker, mens han selv forelæser på et universitet i Californien. Han beskriver med stor kærlighed sin stedsøn, som var aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, men også hvordan han selv mister evnen til at læse og koncentrere sig i tiden efter Ralphs død. Sorg er det gennemgående tema i den første del og der skues mere indad end udad fra forfatterens side.

I anden del “Generation C” (coronagenerationen) beskriver Carsten Jensens studerende i syv essays den bristede amerikanske drøm. Her ses synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse der får mange til at miste håbet i USA. Trump karakteriseres som demokratiets opløser.

I tredje del “En indespærrets tanker“, der har fokus på selve isolationen, tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Her vrimler det med intertekstualitet, og det kan være svært at følge med i de mange henvisninger.

Fjerde del “Coronakrøniken” er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. Det er enormt interessant at læse Carstens Jensens betragtninger netop nu, hvor 2. bølge af pandemien raser og Danmark endnu engang er nedlukket. Særligt interessant er de politiske betragtninger, som ikke ligger skjul på en foragt for politik drevet af økonomiske interesser. Kapitalismen får en over nakken. Mette Frederiksen fremhæves som en stærk leder under pandemiens første bølge, og han leger med tanken om at lade tidligere statsministre stå ved roret i stedet for Mette Frederiksen. Til gengæld får hun hug for sin tilgang til klimaet og til integration. Her emmer det skrevne af liv og passion fra forfatteren, og der er plads til humor. Klimakrisen og mangel på handling er et væsentligt tema her, set i lyset af, at vi som mennesker har vist os at være i stand til store omstillinger og at tage fælles ansvar i forhold til coronakrisen.

Den sidste del “Vi skal ud og lege med enhjørningerne” er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien ses som en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er skrevet som et minde om og en hyldest til stedsønnen Ralph og et opråb om at tage ansvar for klodens overlevelse. Den udkom 23. november 2020.

Foto: Liz Jensen

Anmeldelse af “Min Kristin” af Maria Helleberg.

Titel: “Min Kristin” Forfatter: Maria Helleberg. Sider: 861. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hun sad her og udfyldte den rolle, hendes mand havde skabt til Rigsforstanderens hustru. Vor kære fyrstinde, som byrådet i Stockholm kaldte hende. De havde set hende sidde og amme under møderne. De så hende som mor og hustru, og hun lignede deres egne koner. Hun bemærkede alt det, Sten ikke ænsede, fordi han altid var aktiv. Han handlede, mens hun vurderede. Det var jo hendes eneste mulighed under disse lange møder, hvor hun var den eneste kvinde i forsamlingen

Kristin er sytten år, da hun bliver gift med Sveriges kommende rigsforstander, Sten Sture. Tiden er præget af politisk uro – unionen mod Danmark vakler. Da Sten mister livet i et sammenstød med den danske hær, overtager Kristin hans kampe. Gravid og uden krigserfaring leder hun, fra tårnet på Stockholm Slot, slaget mod den danske konge “Min Kristin” er en stærk historisk roman om storpolitik, kærlighed, begær, fødsler, forræderi og mord i 1500 tallet.

Jeg har været i selskab med romanen i hele december måned, og Kristin har nærmest boet inden i mig. Jeg har følt med hende i de mange mange stærke scener, der er i bogen. Flere gange har jeg taget mig selv i at sidde med alle muskler spændt i kroppen og med hvide knoer, forbi jeg har kunnet føle alt, det skete. Jeg har siddet med krydsede fingre for begivenheder, som bare måtte gå godt. Maria Helleberg skriver fantastisk livagtigt og indlevende om børnefødsler, om død, om elskov, om savn, sorg, om magt og misbrug af denne og om kærlighed. En sjov iagttagelse, jeg har gjort mig gennem hele læsningen, er at der er utrolig mange “kønne og velduftende” mænd med i romanen. Stort set de fleste “gode” mænd beskrives sådan, hvilket forekommer en anelse for utroværdigt, men omvendt lider Kristina også i sådan en grad, at hun fortjener alt det bedste omkring sig, og det kan forfatteren så give hende. Det er også med til at fortælle at trods krig og elendighed så lever passionen mellem mænd og kvinder stadig. Der er et stort persongalleri og meget storpolitik med i romanen. Maria Helleberg har ikke været fedtet med at dele ud af sin research i sin historie. Det gør desværre, at romanen efter min opfattelse bliver for lang og for tung. Jeg er således splittet i to i forhold til min samlede læseoplevelse. På den ene side en fuldstændig fantastisk roman skrevet ualmindeligt godt og på den anden side ville jeg ønske, at indholdet var kortet lidt ned, da der kan være en risiko for at miste læseren undervejs.

Maria Helleberg har med “Min Kristin” afsluttet sin reformationstrilogi. De to andre værker er “Stormene” fra 2017 og “Sommerfugl” fra 2018.

Foto: Robin Skjoldborg

24. December – Morten Pape.

Foto: Les Kaner

Morten Pape er julegaven i årets forfatterjulekalender og en forfatter, hvis bøger jeg har læst med største begejstring og med den største respekt. Jeg glæder mig meget til at følge hans forfatterskab i årene, der kommer.

Han debuterede som forfatter i 2015 med romanen “Planen” der handler om hans opvækst i Urbanplanen på Amager. Urbanplanen er rammen om en moderne dannelsesfortælling med indbygget danmarkshistorie set fra ghettoen. Morten Pape formidler med stærke karakterer, hvordan det har været at vokse op i et multikulturelt kvarter, hvor vold og kriminalitet var en del af hverdagen, og hvor hans familie var i opløsning. Morten Pape modtog Debutantprisen på Bogforum.

I 2018 fulgte hans anden roman “Guds bedste børn” fra samme miljø. En barsk og gribende fortælling om racisme, vold og svigt. Romanen er fiktion, men den bygger på sagen om drabet på Deniz Uzun. “Guds bedste børn” vandt Dr Romanprisen i 2019.

Han arbejder i øjeblikket på sin tredje roman “I ruiner” som udkommer i 2021.

Morten Pape er uddannet bachelor i film- og medievidenskab og på manuskriptlinjen på den alternative filmskole Super16. Han har været episodeforfatter på DRs dramaserie Liberty baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn.

Nedenfor kan I læse hans svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen, og med denne afslutning vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul.

  1. Hvad er dit forhold til december og til jul?

Juletiden er en udfordrende tid for mig. Man må tage det sure med det søde og konstant gå på kompromis for at kunne holde det ud. Jeg må bare udholde at skulle lægge øre til irriterende julesange overalt, og i stedet glæde mig over at jeg kan føle mig kompenseret ved at drikke tre glas gløgg om dagen uden at have (alt for) dårlig samvittighed. 

2. Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?

Jeg arbejder på at færdigskrive første udkast på min næste roman, som er det tredje led i min moderne Amager-trilogi. Den skal hedde “I ruiner” og handler om en helt normal middelklassefamilie ude hos parcelhusparadiset på Vestamager, som gennemgår en social og økonomisk deroute, da de mister en masse penge pga. Amagerbankens krak i 2011. Den udkommer i 2021.

3. Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020?

Det har uden tvivl være Matias Faldbakkens syrede Frankenstein-roman “Vi er fem”, som udkom for lidt over et år siden. Sjældent har jeg været grebet så meget af en roman, og sjældent har jeg følt så stor ubehag og grint så højt som mens jeg læste den bog. Udover Faldbakkens roman, så læste jeg for første gang i sommer Hans Kirks klassiker “Fiskerne”, og det var en kæmpe læseoplevelse, som jeg glæder mig til at læse igen om nogle år.

4. Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?

Det er svært at sige. Selvom der stadig er meget indadvendthed, så ser jeg også interessante spor af en lyst og vilje til at skue længere ud mod verden og mod vores fælles historie og fortællinger. Og så er jeg spændt på hvor meget “corona-litteratur” vi får at se i de kommende år; forskellige takes på hvad den her pandemi og lockdown og globale fællesoplevelse har gjort ved os som borgere i både de store og små skalaer. Eller om der i virkeligheden går metaltræthed i det og at det egentlig ikke har det store litterære eller poetiske potentiale. 

5. Hvordan ser dit 2021 ud?

Jeg skal redigere min kommende roman og simultant begynde en opstart på en filmatisering af “Planen”, som jeg selv skal skrive manuskript til. Og så håber jeg, når min næste roman er udkommet, at der bliver mulighed for igen at tage rundt i landet og præsentere bogen og holde foredrag og møde læserne på bogmesser. Det savner jeg meget. 

6. Hvilke bøger vil du give til andre i julegave  i år?

De voksne medlemmer i min familie ønsker sig typisk ikke bøger i gave. Det bliver sgu nok mere noget med en brødrister og nogle ansigtscremer. Men jeg har heldigvis nogle små niecer, som jeg kan give nogle bøger i gave. Her har jeg fået anbefalet serien “Små mennesker store drømme”, som er børnevenlige biografier om nogle af de mest betydningsfulde og særlige personer, der har levet. Muhammad Ali, Rosa Parks eller Stephen Hawking, for blot at nævne nogle få. 

23. December – Mikkel Guldager.

Mikkel Guldager skriver om eksistenser som lever på kanten af samfundet.
Han debuterede i foråret i år med romanen “Yatzy” en 24 timers identitetskritisk skildring af et psykisk sygt liv. Han skriver ærligt og ligefremt om livet fra sit eget perspektiv som bipolar og maniodepressiv forfatter.

I oktober måned udkom han med bogen “Nostalgi” En roman med fokus på hjemløshed. I kan læse min anmeldelse af romanen her: http://anetteslitteratursalon.dk/?p=357 Lige nu arbejder han på sin tredje roman “Svindleren” som I kan læse mere om i de nedenstående svar.

Mikkel Guldager er uddannet cand. mag. i engelsk ved København Universitet og i gang med at færdiggøre sin ph.d.

Nedenfor kan I læse Mikkel Guldagers svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen.

  1. Hvad er dit forhold til december og til jul?

Mit forhold til december og julen er præget af tanken om næstekærlighed. Det gør mig glad, når jeg ser andre give til hinanden og til de svagere stillede i samfundet. Jeg tror og håber, at folk er lidt mere gavmilde overfor for eksempel de hjemløse her i juletiden. Omkring selve julen er jeg et kæmpe julemenneske, som lapper både årstiden, nisserne, andestegen og julesalmerne i mig med største velbehag.

2. Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?

For tiden arbejder jeg på to projekter. Dels færdiggør jeg min ph.d.-afhandling i engelsk sprogvidenskab, og dels gennemskriver jeg min tredje roman Svindleren, som udkommer på Brændpunkt til efteråret 2021. Svindleren handler og psykisk sygdom og økonomisk kriminalitet i grum forening, og det bliver en autofiktiv roman på noget der ligner 300 sider. Den bliver hurtig, dyb og levende, og så gør det autofiktive element i den også, at skriveprocessen er den klart mest omfattende, jeg endnu har oplevet.

3. Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020?

2020 har budt på mange gode læseoplevelser, men et genbesøg i den ejegode Yahya Hassans første digtsamling var nok mit højdepunkt. Jeg elsker originalitet i skrivestil, sprog og tanke. Det er netop Yahyas originalitet, mener jeg, som berettiger ham til at være på listen over de absolut største i dansk litteratur inden for det sidste årti. Herudover var Askeblomster af Patrick Modiano også enfremragende læseoplevelse og et eksempel på, hvor legende let og elegant sproget kan folde sig ud. 

4. Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?

Den danske litterære scene er virkelig spændende for tiden. Nye forlag brager frem og med dem også store talenter. Det virker til, at lysten til at skrive samfundsskitserende litteratur også er stor, og det, håber jeg, vi får mere at se af i fremtiden. Fra min egen hånd vil jeg i hvert fald biddrage med skæbnefortællinger om dem, som lever på randen af konventionerne og samfundet. 

5. Hvordan ser dit 2021 ud?

2021 bliver et spændende år. Jeg ser meget frem mod at udgive Svindleren, da jeg i den forbindelse har indgået et samarbejde med en ny agent. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, men det skal nok blive interessant.

Desuden har jeg flere oplæsninger rundt omkring. Jeg skal blandt andet læse op fra min skæbnefortælling, Nostalgi, som handler om Leon og om hjemløshed i København. En af oplæsningerne kommer til at foregå ved et arrangement på Onkel Dannys Plads i marts, og den ser jeg meget frem til. Alt i alt bliver det forhåbentligt et formidabelt år, hvor jeg også begynder på min fjerde roman.

6. Hvilke bøger vil du give til andre i julegaver i år?

Uden at afsløre for meget kan jeg røbe, at Tom Kristensen og Michael Strunge kommer under træet.

Anmeldelse af “I mangel af alting” af Carsten Dahl.

Titel: “I mangel af alting” Forfatter: Carsten Dahl. Sider: 59. Forlag: Forlaget Fly. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Carsten Dahl og Maiken Ellegaard Madsen.

Når jeg ser på nøgne træer så ser jeg mest baggrunden den dunkle grå vinterhimmel med dens utydelige formationer så tænker jeg: Sådan føler vi mennesker os ofte når vi opdager at vi glemte os selv i et forsøg på at vokse ind i himlen.

Sådan lyder et af digtene af Carsten Dahl fra digtsamlingen “I mangel af alting” som indeholder et udvalg af digte skrevet fra 1982 og frem til i dag. Digtene kredser blandt andet om angst, tab og kærlighed. I digtene sættes der ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset.

Jeg sidder i skumringen og skriver denne anmeldelse. I tiden mellem lys og mørke, det passer godt til digtsamlingen. Der hvor der skulle have været kærlighed har der været svigt. Svigt der har gjort noget ved et menneske. Sorg, skyld, angst, mangel på troen på sig selv, tanker om selvmord omsat i smuk gribende poesi som i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Nogle dage tænker jeg jeg må hjem til Faderen i himlen hjem til Gud op ad Jakobsstigen jeg hører ikke til her. På min gravsten skal der stå: “Jeg har ikke råd til at være her”

Der er flere referencer til Gud og tro og ikke mindst til håbet. Særlig digtet, der er udformet som en bøn rørte mig meget:

Lysets mester, du som befæster alt det skabte i denne verden giv mig inderlighed og klogskab nok til at bære uskyldens drik fra dit bundløse bæger.

Hjælp mig til at forstå og mærke at der er mening med min ubærlige smerte vis mig lyset fra din uudslukkelige ånd og lad mit virke bæres frem af din hånd.

Giv mig troen tilbage på det simple og smukke lad den fine blomst i mig oplukke så jeg hver dag ser din mening med livet og aldrig tager denne indsigt for givet.

Dette digt er skrevet på rim, og det er mange af digtene. Jeg får associationer til Tove Ditlevsens digte og til Barndommens Gade med de samme genkendelige temaer og den samme rytme i digtene. Det er ubeskrivelig god og stærk poesi, som præcis som Tove Ditlevsens digte er let tilgængelige rent sprogligt, smukke og fyldt med nærvær. Men også digte fyldt med smerte, svigt og overgreb, så man også får associationer til Yahya Hassans digte. Men Carstens Dahls digte er helt hans egne. De er også fyldt med blomster, sommerfugle og fugle, der symboliserer det frie, det naturlige. Det er en meget smuk poetisk oplevelse.

Smerte kommer ofte til udtryk gennem kunsten. Det er ikke et nyt psykologisk fænomen. Carsten Dahl udtrykker det således i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Jeg er ingenting mere andet end det tomme hylster der sidder fast i det spindelvæv min mor spandt så jeg helt forsvandt. Suget ud, tygget, sunket og fordøjet nu gemt bag en kunstners beskyttende kappe med store lommer og dybt forløjet.

Der skrives mange autobiografiske romaner om svigt i opvæksten. Jeg har læst for få digte til at vide, hvor meget det fylder i digterkunsten. Jeg kan heller ikke udtale mig, om denne digtsamling er autobiografisk, da jeg ikke kender forfatterens baggrund, dog er der et stærkt digter-jeg bag ordene i digtsamlingen. Forsidebilledet er et selvportræt af Carsten Dahl, hvilket også kunne pege på det autobiografiske. Mit ærinde er at dele min læseoplevelse, og den er mere end positiv. Jeg er blevet rørt følelsesmæssigt og beriget poetisk og litterært. “I mangel af alting får mine varmeste anbefalinger”

Forfatter Carsten Dahl (f. 1967) er jazzpianist, billedkunstner og digter. “I mangel af alting” er han debut. Digtsamlingen udkom 23. september 2020.

Foto: Kasper Kristoffersen

22. December – Louise Juhl Dalsgaard.

 

Louise Juhl Dalsgaard er oprindelig uddannet bibliotekar. Hun debuterede i 2011 med digtsamlingen “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” og fulgte i 2014 op med digtsamlingen “Om arktiske heste” i en online tekst- og filmudgivelse. Hun har siden udgivet to romaner. Hun beskæftiger sig med flere forskellige genrer, og har også bidraget til flere antologier.

Hendes seneste udgivelse er digtsamlingen ‘I dag skal vi ikke dø’, der er skrevet i og om coronakrisen i foråret 2020. Sidstnævnte er på vej i min postkasse, og jeg glæder mig meget til at modtage den. Jeg finder den helt spæde “Corona” litteratur interessant, idet dens ord vidner om en historisk tid – et øjeblik i et liv. Den er skrevet mens vi alle har stået i en uvirkelig virkelighed og litteraturen kan indkapsle den virkelighed. Forfattere kan skrive om Corona for nu og for altid men intensiteten i et værk skrevet under nedlukningen vil altid være stærk. “I dag skal vi ikke dø” er digte, som alle er skrevet under den nedlukning, der ramte danmark den 12. marts 2020 som følge af covid19-pandemien. det er digte om en samfundsmæssig og personlig krise, om menneskehed og menneskehud og en virkelighed, hvor der bogstaveligt talt kun er to meter mellem liv og død.

I det følgende kan I læse Louise Juhl Dalsgaards svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen.

  1. Hvad er dit forhold til december og til jul? 


December er for mig forbundet med lys. Jeg ved godt, det kan lyde næsten ironisk – ikke mindst årets udgave taget i betragtning: Solen har jo sammenlagt kun skinnet en time. Men altså: december er en mørk måned, og præcis derfor er det ekstra vigtigt med lys. Det kan være lys, vi hænger i kæder på træer i haven. Det kan være levende lys i vindueskarmen, men allervigtigst de lys, vi tænder for andre. Ikke mindst i en karantæneramt tid. Det behøver ikke at være spor abstrakt eller svært: Det kan være at købe et rugbrød med hjem til din gangbesværede nabo, eller at sende et håndskrevet brev til en ven, du næsten havde glemt. En sms med et ´hej, jeg er glad for at du findes’. Det er vist cirka det, december og jul betyder for mig. At tænde lys. 

2. Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?


Jeg er så godt som færdig med en erindringscollage. Det er blevet til en fortælling om en kvinde fra barn til voksen, med hvad det indebærer af erkendelser og mistet uskyld. Det har været et meget intensivt forløb. Sådan er det, når jeg virkelig begynder at skrive. Så overtager fortællingen næsten mit liv. Det er ret belastende, ikke kun for mine omgivelser, men også for mig selv. Ikke desto mindre er det i de perioder, jeg har det allerbedst, måske netop fordi jeg ikke har tid til at have det skidt.

3. Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020? 


Jeg har to gode venner, der har udgivet hver for sig stærke bøger: Søren Fauths ’Moloch’ og Tina Franks debut ’Øjets anatomi’. Jeg var også rigtig glad for at læse Rikke OberlinFlarups ’Der kan ikke være 18 lilla mennesker i en konvolut’ og Anna Rieders superrørende digtsamling ’Hindebæger’, begge udkommet for ganske nylig. Der også gode oplevelser blandt de mere etablerede navne: Peder Frederik Jensens ’Det Danmark du kender’, Caroline Albertine Minors ’Hummerens skjold’ og Tine Høghs humoristiske ’Tour de chambre’ 
Udover nye udgivelser har jeg også en række bøger, jeg næsten dagligt genbesøger. Måske bare for en enkelt sætning. Pia Juuls uovertrufne forfatterskab, for eksempel. Naja Marie Aidt, den finske digter Saarikoski og så selvfølgelig Judit Hermann. Hun er en mester. 

4. Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?


Jeg synes faktisk litteraturen lige nu udmærker sig ved en velgørende mangel på ensretning. De bøger, jeg opremser ovenfor, bevæger sig i hvert fald i mange retninger. Der er både stærk ny-patos, en minimalistisk kortroman, socialrealisme, mytisk stof, fabulerende drømme og sårbare digte. Det må for min skyld gerne fortsætte. Jeg ser på det litterære kredsløb, som jeg ser på det økologiske: Mangfoldighed og biodiversitet er godt. Også i litteraturen.5. 

5. Hvordan ser dit 2021 ud?

Jeg skal være tovholder for en mentorforløb som Aarhus Litteraturcenter udbyder i samarbejde med Dans Forfatteforening. Det bliver et forløb, hvor vi primært fokuserer på rammerne omkring forfatterlivet: Hvordan ser forlagslandskabet anno 2021 ud? Hvordan når man ud til læserne? Og er det overhovedet muligt at tilrettelægge en hverdag som forfatter, når ’virkeligheden’ også skal passes. Det glæder jeg mig enormt til.
Derudover håber jeg at udgive det manuskript, jeg arbejder på, og selvfølgelig at komme ud og læse op.

6. Hvilke bøger vil du give til andre i julegave i år?

Jeg har købt ’Sapiens – en kort historie om menneskeheden’ til min far. Han kan bedst lide at læse bøger, der på en eller anden måde knytter an til virkeligheden. Min mor får Knausgårds Morgenstjerne og min svigerinde får … nej, det må jeg nok hellere holde for mig selv, for hun læser måske med. 

21. december – Lotte Garbers

Foto: Petra Kleis

Det slår mig, da jeg begynder at researche lidt til indlægget her, at jeg faktisk har læst næsten alt, hvad Lotte Garbers har skrevet og altid været helt vild med hendes bøger. Hun debuterede i 1999 med romanen “For egen vinding” efterfulgt af “Hun har det hele” i 2001 og “Pendul” i 2005. Hun har desuden skrevet interviewbogen “Vær her nu – hvad præster ved om lykke”, den erotiske novellesamling “Prøverummet” Hun har desuden udgivet flere noveller.

Hun er aktuel med romanen “Løbeklubben i Saudi” der udkom i august i år. I romanen bliver hovedpersonen Maiken gang på gang konfronteret med sine egne fordomme om muslimer og kvinder i muslimske lande. Det er en roman, der skildrer et kultursammenstød mellem danske Maiken og de saudiarabiske kvinder, hun møder i løbeklubben, men det er også en roman, der skildrer de mange ligheder mellem kulturerne. Jeg har netop modtaget bogen, og glæder mig meget til at skulle læse den.

Nedenfor kan I læse Lotte Garbers svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen.

  1. Hvad er dit forhold til december og til jul?

Jeg tror, jeg er usentimental mht. jul og traditioner, så jeg tror, jeg tidligt i mine voksenår plukkede det, jeg ville og glemte det besværlige. De sidste år har jeg været geografisk langt væk i december, og det er jeg også, mens jeg skriver dette, og jeg går med bare tæer og har kun en skrabekalender som julepynt her. Til gengæld giver jeg den så max. gas, når jeg lander i DK lige inden jul med lys, kugler, gæster, fester, gaver. Det glæder jeg mig til. Jeg føler mig meget rig i min nærmeste familie og dejlige venner. Jeg føler lidt, jeg glemmer, at der er mange, der er i klemme i julen. Det kunne jeg godt tænke mig, at jeg var bedre til at favne.

  1. Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?

Jeg er endelig dykket helt ned i nyt romanprojekt, og denne her fase er ret fed: Jeg finder på, og jeg finder på, og der er ingen grænser for, hvad det kan blive til, og hvad jeg kan, og Only The Sky Is The Limit. Det går desværre snart over, og så skal der strammes til og være struktur og retning, men hold op jeg nyder det efter tre måneders boglancering i Danmark.

  1. Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020?

Under corona røg jeg helt ned i #metoo-problematikken. Det begyndte med “Tre kvinder” af Lisa Taddeo, som ikke behandler emnet specifikt, kun perifært, men det var hele dette her med, hvad det gør ved en at få overskredet sine grænser – og hvor lidt skal der til for at ødelægge et menneske, egentligt? Så gik jeg videre til “Klubben” af Mathilda Gustavsson om det svenske akademi, så autobiografien “Samtykket” af Vanessa Springora om det franske forfatter- og forlagsmiljøs accept af ja, pædofili, så videre til romanen “Min mørke Vanessa” af Kate Elizabeth Russell, som er en moderne Lolita-historie, skrevet fra den unge piges synsvinkel. Finalen blev genlæsningen af “Lolita” af Vladimir Nabokov, 3. gang, tror jeg, og jeg læste den før, Gyldendal udgav den i en skamløst smuk udgave. 

  1. Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?

I forbindelse med udgivelsen af min roman “Løbeklubben i Saudi” kom jeg godt ind i varmen hos alle de vidunderlige bogbloggere, vi har i Danmark. Og ved at følge dem har jeg med egne øjne set mangfoldigheden i udgivelserne og tendenserne, og ja, vi læser stadig mange krimier, autobiografi-stof, men vi læser også alt muligt andet. Det gør det nemmere at være forfatter at få det indblik. Det er ikke vigtigt, hvilken slags bog man skriver, men at man “bare” skal skrive en god bog, så er der også læsere til den. 

  1. Hvordan ser dit 2021 ud?

Hvis corona stadig hærger, så laver jeg ikke flere foredragsaftaler eller andre ekstroverte ting og sager, end jeg allerede har i kalenderen, og så kryber jeg i skrivehi i min dejlige hule i Algeriet med mand og middelhav. Jeg har for en gangs skyld fået deadline på den nye roman, og det er noget af det bedste, der er sket mig. Den deadline kræver arbejdsdisciplin, og den er jeg med på!

  1. Hvilke bøger vil du give til andre i julegave  i år?

Selvfølgelig “Lolita” i den smukke nye udgave fra Gyldendal, i butikkerne her i december. Og så skal ALLE i verden læse “Størst af alt” af Lone Frank. Med hendes modige personlige vinkel udlægger hun kærlighedens væsen, fordi hun først opdagede, hvad kærlighed var, da hun mistede den. Man bliver klog på det psykologiske, det evolutionære, hjerneforskningen og al den sexede statistik om kærlighed, dating, drifter og omsorg. Den er en lille bibel, og jeg vil gerne afsløre, at jeg formodentlig kommer til at takke hende i min næste bog….