Anmeldelse af “Daggry” af Søren Staal Balslev.

Titel: “Daggry” Forfatter: Søren Staal Balslev. Sider: 312. Forlag: Dreamlitt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Dreamlitt.

“Rundt omkring ham sad et larmende mylder af unge mennesker med farvet hår og uren hud. De drak cappuccino og caffe latte og lo hjerteligt. Hvor de fik deres penge fra, havde han ingen idé om. Også de var fanget i denne umenneskelige maskine, der langsomt, men sikkert, gjorde det af med den sidste overlevelsestrang. Den sikre livmoder møjsommeligt varmet op af socialdemokrater og velfærdsfetichister trak tænderne ud på dens indbyggere. De slubrede svinedyre drikke i deres sarte legemer, imens de sygnede hen i en verden af degenereret selvfedme”

Frederik har alt: en smuk kone, en sund og selvfed teenager, succesfulde rødvinsvenner, en fremtidssikret tilværelse som IT-sikkerhedskonsulent og et middelklasseslot midt i Jægerspris… og han hader det. Til trods for bevidstheden om en alarmerende global fremtid fortsætter danskerne uanfægtet livet, som altid har været, bedøvet af småborgerlige problemstillinger, åndelig dovenskab og meningsløse pensionsdiskussioner. Men hvad kan en enkelt mand gøre for at vække livsgnisten i en hel nation? Frederik har en idé, og bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen og et drabeligt gåpåmod påbegynder han det store arbejde – koste, hvad det vil.

Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. Frederik ønsker vitterligt at forandre verden, og med en klar vision om et nyt daggry starter han i det små med handlinger, der som bogen skrider frem udvikler sig og får fatale konsekvenser for hans nærmeste, for ham selv, lokalt, nationalt og globalt.

Bogen greb mig fra start, og jeg var med langt hen ad vejen, men på et tidspunkt taber den mig med for meget computerteknologi og de mange dialoger, der foregår på engelsk. Karakteren Frederik virker, efter min mening, langt hen ad vejen troværdig for til sidst at fremstå lidt for karikeret. Jeg havde personligt ønsket en lidt anden slutning, der for mig bliver for mærkelig. Det der gør bogen virkelig god og spændende er netop balancen mellem det gale og det geniale, som er tilstede i langt størstedelen af bogen, som også rejser spørgsmål af mere etisk karakter.

Søren Staal Balslev kan virkelig skrive, som i virkelig. Sproget er sprudlende flot og karakter- og miljøbeskrivelser sidder lige i skabet. Bogens budskab er ikke til at tage fejl af. Vi skal vågne op fra vores åndelige dovenskab, være sammen med vores nære og glemme alt om iscenesættelse og selvfedme. Det er ikke i Dubai og hos Audi-forhandleren at lykken findes.

“Daggry” udkom 5. november 2021.

Anmeldelse af “Forbrydelse og saft” af Peter Dyreborg

Titel: “Forbrydelse og saft” Forfatter: Peter Dyreborg. Sider: 56. Tegninger: Edith Zeuthen Dyreborg. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Peter Dyreborg.

“Før jeg blev far, vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke ønskede at blive far…….”

Peter Dyreborg har begået en digtsamling om at blive far. En digtsamling, der med humor, ømhed, ærlighed og ikke mindst stor kærlighed handler om hans oplevelse af at være blevet far. Digtsamlingen er baseret på sjove citater fra hans egen datter, som er 9 år, anekdoter fra familielivet og egne refleksioner over det at være far. Han ønskede egentlig ikke at blive far, da han mente, at der var flere gode grunde hertil, og at han i hvertfald aldrig ville blive en god far. Han opdagede dog, at det ikke var så skræmmende og svært, som han havde frygtet, og at det ikke behøver at være kedeligt at have barsel.

“Man bliver ikke mindre mand af at være god til skoleintra og legeaftaler. Måske tværtimod”

Jeg har grinet højt flere gange, mens jeg læste, og jeg har med et hjerte sprængfyldt med kærlighed, haft flash back til situationer, fra da mine egne børn var små. Situationer, der i dag forekommer nærmest vanvittige, men som på det tidspunkt forekom fuldstændig logiske og ikke mindst nødvendige. Som når Peter Dyreborg beskriver, hvordan hans datter kun kunne falde i søvn hvis hun hørte lyden af deres defekte larmende emhætte. Hvordan han af samme grund begyndte at elske emhætten og fotograferede den og satte billedet i glas og ramme, da datteren endelig begyndte at sove om natten. Udover det humoristiske mærker man også kærligheden, bekymringerne, smerten og ømheden. Med få ord fremkalder Peter Dyreborg nærmest en fysisk reaktion, når han skriver om hvor lettet man bliver, når det utrøstelige barn endelig falder til ro…

“…at intet kan sammenlignes med den lettelse, det er, når det langt om længe sker, når alt dét, man bare næsten ikke kan bære, lige pludselig ikke er der mere…”

Bogens titel refererer til en scene i digtsamlingen, hvor Peter Dyreborg meget seriøst fortæller sin datter om Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” og om fattigdom, som hun kort reflekterer over, hvorefter hun siger, at hun er glad for, at de ikke er fattige, men at hun ikke kan forstå hvorfor bogen hedder “Forbrydelse og saft” Det er selvfølgelig morsomt, men det sjove og fantastiske er, at Peter Dyreborg i første omgang snakker Dostojevskij med sin datter, ligesom han senere udfolder sig om Henrik Nordbrandt. Han møder sin datter ud fra eget ståsted som voksen og inviterer hende med ind i sit univers, præcis som hun inviterer ham ind i sit.

Digtsamlingen er bygget op med et skift mellem digte med datterens sjove bemærkninger og så refleksionerne over det at være far. Jeg er vild med at Peter Dyreborg har givet alle far-reflektionerne samme overskrift, nemlig FAR, mens digtene med datterens bemærkninger har tematiske overskrifter.

Hvis du har lyst til at grine og opleve ømhed i forhold til forældrerollen skal du læse denne digtsamling. Hvis du endnu ikke har børn kan du få en fornemmelse for hvor vigtigt det er, at man laver det fulde begravelsesritual for et salatblad, der har været tabt på gulvet, at man bliver tildelt de mørkhårede barbiedukker, at børn altid ønsker sig hunde, at man kun tildeles en sølvmedalje som forælder og at man fra børn og fulde folk skal høre sandheden.

“Forbrydelse og saft” der udkommer i dag den 19. november på mændendes internationale kampdag får mine varmeste anbefalinger og kan læses med stor fornøjelse af både mænd og kvinder.

Anmeldelse af “I ruiner” af Morten Pape

Titel: “I ruiner” Forfatter: Morten Pape. Sider: 604. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Jeg skælver let, mens jeg skriver denne anmeldelse. Af flere grunde. Jeg har netop vendt de sidste sider i en roman, der vækker så meget harme i mig. En roman, der får mit retfærdighedsgen til at være i højeste alarmberedskab overfor alt indenfor den finansielle sektor, og overfor alt hvad der vedrører hurtige smarte investeringer. Jeg skælver, fordi den beretter om et Folkemord, jeg kun alt for tydeligt husker, fordi jeg tilbage i 1994 havde kontakt med en familie i Rwanda, og hvor kontakten blev brudt, da nedslagtningerne begyndte. Jeg skælver, fordi Morten Pape er den forfatter, hvis bøger jeg ville redde, hvis der opstod brand i mit hjem, og hvordan formidler jeg min læseoplevelse i ord, når de ord jeg netop har læst er helt uovertrufne. Jeg skal forsøge…

“I ruiner” er Morten Papes længe ventede afslutning på Amager-trilogien bestående af “Planen” og “Guds bedste børn” Hvor de to første romaner tog afsæt i Urbanplanens udsatte unge, vold og kriminalitet blandt disse tager “I ruiner” afsæt i et parcelhuskvarter på Vestamager og i Amagerbankens krak i 2011.

Amalie, som er hovedkarakteren, vokser op på Ugandavej med sin far, mor, lillebror og en storesøster, der kommer og går efter behov. Alt er tilsyneladende håbløst normalt i den lille familie, men inde bag facaden lurer en række hemmeligheder. Amalies mor arbejder i Amagerbanken, og efter bankens dramatiske krak falder familien langsomt fra hinanden – stykke for stykke. En ulykkelig hændelse finder sted i familiens hjem. Forældrene bliver skilt og familien bliver spredt for alle vinde. Alle er mere eller mindre i opløsning. Amalie får job som facer for en humanitær organisation og lægger alle sine kræfter i dette arbejde, men hun bærer på en stor sorg, og kommer i den forbindelse i kontakt med en kvinde, der har overlevet folkemordet i hjemlandet Rwanda i 1994. Gennem denne kvinde får Amalie taget hul på at tale om sin sorg, men hun får også et nyt perspektiv på ondskab og på dens uendelige spændvidde. Hun opdager, hvordan ubærlige hemmeligheder i hendes familie siver ud. Hvordan der er blevet tiet og samtykket i flere år.

Morten Pape tager os læsere med på en historisk rejse på flere måder. Den barske del af historien omhandlende Amagerbankens Krak, Finansiel Stabilitets rolle i dette og hvad det betød for en lang række helt almindelige menneskers økomiske situation. Folkemordet i Rwanda og Frankrigs rolle i det ubeskrivelige blodbad. Men vi tages også med på en kulturhistorisk rejse med et helt uovertruffent tilbageblik på EM i 92, og hvor man ikke er i tvivl om, at Morten Pape kan sin fodboldhistorie. Scenerne med far og datter, der en søndag ser alle kampene på VHS bånd er eminent gode. Der er musik- og filmhistorie på den virkelig gode måde.

Morten Pape bedriver sprogperler gennem hele romanen. Smukt formulerede sætninger. En leg med sproget. Humor og udpenslet vold beskrives med samme elegance, og netop den udpenslede vold har Morten Pape også beskæftiget sig med i sin anden roman “Guds bedste børn” Volden er yderst brutal under folkemordet i Rwanda og virkelig ubehagelig at læse, men Morten Pape skriver aldrig for at skabe sensation. Han beskriver blot fakta. Fakta som vi bør kende til, og som vi, efter min mening, bør lade stå i vores erindring i håb om at det aldrig må ske igen, og at vi som mennesker må gøre alt hvad vi kan for at forholde os kritisk til magthavere verden over. I romanen “I ruiner” er der to meget forskelligartede katastrofer – Amagerbankens krak og folkemordet i Rwanda. Hører de til i samme fortælling? I min optik ja. Begge katastrofer handler om magt, om at tie og dermed samtykke i familien, i lokalsamfundet og på verdensplan.

Man kan sagtens læse “I ruiner” uafhængigt af de to første romaner i trilogien, men man skulle være et skarn, hvis man ville nægte sig selv denne oplevelse.

“I ruiner udkom den 7. oktober 2021.

Bogforum 2021

Bogforum 2021 var ventet med stor glæde og spænding. Glæde fordi, 2020 var et år, hvor Bogforum var aflyst på grund af Corona pandemien. Spænding fordi jeg i år var inviteret som bogblogger og skulle i samtale med forfatter Mads Damsø om hans roman “Solitaire” som jeg havde anmeldt tidligere på året.

At samtale med en forfatter om hans værk er en gave. At samtale med en forfatter om hans værk på landets største bogmesse er en endnu større gave og også en smule grænseoverskridende, men det var en virkelig god oplevelse. Forlaget Forår skabte trygge forudsigelige rammer for samtalen og scenen var perfekt i størrelsen. Teknikken fungerede og publikum var aktive, smilende og rare at være i selskab med. Vi havde 25 minutter, og kunne sagtens have brugt længere tid.

At læse er berigende, at læse og anmelde endnu mere. At læse, anmelde og få mulighed for at samtale med forfatteren om hans værk topper det hele, og jeg gør det gerne igen. Meget gerne.

Anmeldelse af “Ting jeg skrev mens du var på min telefon”

Titel: “Ting jeg skrev mens du var på min telefon” Forfatter: Jonas Gülstorff. Sider: 129. Forlag: Byens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Byens Forlag.

“Som en duel i en western trækker vi telefonerne op til notifikationer af ingenting vores savn efter dem er større end omverdens savn af os ingen har lagt mærke til vores fravær”

Digtsamlingen “Ting jeg skrev mens du var på min telefon” er skrevet af musiker, radiovært og forfatter Jonas Gülstorff. Digtene handler om skærmens betydning for vores relationer og hvad der sker, når skærmen bliver udgangspunkt for alt, vi foretager os? Der er en kronologi i digtene bygget op omkring et kærlighedsforhold fra det begynder og til det slutter.

“Jeg er ham til festen der er ældre end internettet

du tager min telefon finder dig selv trykker følg

du har aldrig haft fastnet kender ikke til en lednings begrænsninger”

Som læser bliver vi taget med gennem forelskelse, begær, tvivl, jalousi og brud. Alt sammen skrevet i det sprog, vi kender fra skærmen, og som er yderst relaterbart.

“Bruger timevis i et emoji-galleri må bevise at det jeg siger er sødt vi er på det orange hjerte nu men det nærmer sig et rødt

hvornår skal vi ses igen?

Det er ikke et ukompliceret forhold, hvilket antydes med drypvise ord og sætninger, der handler om smerte. Det kunne være en digtsamling blot om kærlighed, men den røde tråd i fortællingen er vores adfærd bag skærmen. Det er tankevækkende at læse på tryk, hvordan vi indleder forhold med søde ord og emojis, dyrker det erotiske med billeder og videoer, holder øje med hinandens gøren og laden på de sociale medier, for så til sidst at blokere hinanden, når nok er nok.

Jonas Gülstorff har skrevet en vedkommende digtsamling. Målgruppen kan spænde fra de helt unge som er vokset op med skærmen som en del af deres hverdag, til voksne, der måske efter et brud ønsker at finde kærligheden på ny men nu med helt andre (digitale) rammer. Kvaliteten af digtene svinger efter min mening en del. Nogle steder er de ekstremt stærke og sanselige, mens de andre steder kammer over i banalitet. Men på en måde symboliserer formen ret godt hvordan skærmen og skærmens sprog påvirker det dyrebareste – vores relationer.

“Ting jeg skrev mens du var på min telefon” udkom 20. oktober 2021

Anmeldelse af “Kvindehjerter” af Karin Michaëlis & Betty Nansen.

Titel: “Kvindehjerter” Forfattere: Karin Michaëlis & Betty Nansen. Sider: 178. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Alhambra.

“Jeg slipper Dem ikke. Jeg trænger til Dem, jeg trænger til et menneske, med hvem jeg kan tale. Jeg må være ærlig engang. Mit stadige samvær med mænd har tvunget mig til at lyve bestandigt, den mand blev jo ikke født, der forstod en kvindes ord.”

“Kvindehjerter udkom for første gang i 1910 – fem år før grundloven blev ændret og kvinder fik stemmeret. Romanen vakte moralsk forargelse i en tid hvor kvinder helst skulle ses men ikke høres, og hvor deres seksualitet på ingen måde var noget, der blev talt om, hverken i det offentlige rum, i parforholdet eller mellem kvinder. Hvad kvinder følte i forhold til kærlighed og hvad kvinder havde lyst til seksuelt, var tabuiseret, og for mange også ganske uforståeligt. Romanen udkom anonymt, men i dag ved, man at den var skrevet af forfatteren Karin Michaëlis og skuespiller og teaterchef Betty Nansen.

“Kvindehjerter” er en brevroman. En korrespondance mellem to meget forskellige kvinder, Betzy og Maizia. Bag Betzy’s ord gemmer Karin Michaëlis sig og bag Maizia’s, Betty Nansen. Begge i ulykkelige forhold og på vej til at blive skilt. De skriver til hinanden om deres tanker og følelser og de flyver ind og ud af rollerne som hustru og elskerinde, martyr og magthaver, fastfrosset og fri. De har ikke altid den største forståelse for hinanden, og det er interessant at læse såvel deres omsorg for hinanden som deres foragt. Man fornemmer klart, hvor svært de har det med deres seksualitet, deres drifter og behov, som for dem er forbundet med såvel glæde som skam.

Forfatter Kristina Stolz har skrevet forord til denne udgave, og hun beskriver på formidabel vis, hvordan begge kvinder gennem deres liv og karriere har beskrevet kvindelivet og ønsket om at være elsket – om det er i sitrende begær eller i den trygge følelse af at høre til. På teatrene blev Betty Nansen hyldet som skaberen af et nyt kvindeideal på scenen, mens Karin Michaëlis i sit forfatterskab og i bogen “Den farlige alder” skabte rum for den modne kvindes seksualitet;

“Ingen har nogensinde højt sagt den sandhed, at kvinden for hvert år, der går – som mod sommer, når dagene længes – bliver mere og mere kvinde. Hun sløves ikke i det, der angår hendes køn, hun modnes langt hen i vinteren”

At bogen genudgives i 2021 er en gave. Den er evig aktuel. Vi diskuterer kvinders seksualitet, påklædning og fremtoning. Vi diskuterer kønskvoter og samtykkelov. Der findes mange bøger på markedet omkring kvinder, seksualitet og ligestilling. Det særlige ved denne bog er brevformen, som jeg holder meget af. Det at læse et brev til ende for så at læse den andens svar får mig til at være til stede og lytte. Sprogligt udfolder problematikerne sig for øjnene af mig i en langsommelighed, og jeg lærer langsomt de to karakterer at kende. Som læser står jeg udenfor de to kvinders dialog. Og netop det at stå udenfor sætter jeg pris på. Havde det været en dialog i dagpressen med læserbreve eller en dialog på de sociale medier havde jeg og mange andre kunnet blande os i debatten, hvilket på flere områder er givende, men også ind imellem forstyrrende. Her er der tale om to kvinder, der åbner op for følelser og tanker om kærlighed og begær i et smukt sprog uden indblanding og uden emojies.

“Kvindehjerter” udkommer i dag 28. oktober 2021

Anmeldelse af “Det er de oprørske der svigter” af Lise Ringhof og Erik Valeur.

Titel: “Det er de oprørske der svigter” Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur. Sider: 571. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Hvornår fortæller I dem egentlig sandheden?” Hun kastede et blik på Erling i lænestolen overfor. “Var det ikke snart på tide?” Først da de stod alene i entréen, svarede han sin søster: “Du så Thomas bryde sammen ved fødselsdagbordet, lige pludselig, og sådan er de begge to. Derfor skal vi tænke os om”. Han tog sin frakke og halstørklæde på.” Tænke os om?” “Ja – når vi en dag fortæller dem…noget, så skal vi sikre os, at det ikke går grueligt galt.” Han åbnede hoveddøren ud til strandvejen. “Du synes, at alt i den nye frigørelses ånd skal på bordet, Ida, men du glemmer én ting… Han trådte ud i aften kulden. “Og hvad er det?” Hun stod lige i døren bag ham. “Hvad nu, hvis én af dem ikke kan leve med det?”

“Det er de oprørske der svigter” er andet bind i slægtsfortællingen om familien Brinch, som man følger i årene 1950-1990. Og den fortsætter hvor første bind “Det er de danske der flygter” sluttede. Brødrene Jakob og Thomas vokser op i skyggen af en familiehemmelighed i efterkrigstidens vejle. Deres indbyrdes relation er præget af uvenskab og rivalisering, der udvikler sig til et fjendskab, som tidligt i deres liv skiller dem ad. De udvikler sig i hver sin retning. Mens Thomas bygger en karriere op indenfor reklamebranchen og ender som selvstændig og meget succesfuld, arbejder Jakob indenfor bogbranchen og er i en lang periode også selvstændig forelægger. Familiehemmeligheden ligger hele tiden og lurer, og påvirker de to brødre og deres tanker, følelser og handlinger. Parallelt med de to brødres udvikling følger man slægten Brinch og også det danske ungdomsrør med idealisme om lighed og verdensfred. En idealisme, der ikke er uproblematisk, som bogens titel også lægger op til. Man får indblik i 60’erne og 70’erne med kvindernes kamp for ligestilling politisk, seksuelt og ikke mindst i forhold til familiestrukturer. Familiehemmeligheden afsløres hen ad vejen og handler om det gode, det onde og om tilgivelse.

“Men noget må være rigtigt – og noget forkert, ikke?” sagde Jakob efter en tid, hvor de havde fulgt de to pinde i vandet med øjnene. “Der findes jo onde mennesker i verden.” “Gør der?” Daniel stod ubevægelig ved hans side. “Jeg har aldrig mødt ét.”

Lise Ringhof og Erik Valeur har gjort det igen. Skrevet en fantastisk roman, hvor slægtshistorie og danmarkshistorie smelter sammen. Med et persongalleri, der i første omgang var ved at tage pusten fra mig, men som jeg, takket være en oversigt over disse først i bogen, fik overblik over, og som har været en fornøjelse at stifte bekendskab med. Jeg holder meget af de mange litterære referencer, der er med i bogen, som et stykke dansk litteraturhistorie parrallelt med de øvrige historier. I dette andet bind får man indblik i bogverdenen med familiens boghandel og med Jakobs arbejde indenfor forlagsbranchen, og det var en fryd at læse for en bogelsker. Jeg finder særligt tematikken omkring familiehemmeligheden spændende. Det gode, det onde og tilgivelse. Her rummer bogen noget eksistentielt og bliver flere steder nærmest filosofisk uden at det bliver forstyrrende, tværtimod.

Jeg havde store forventninger til bind to i slægtstrilogien, og mine forventninger blev indfriet til fulde. Jeg havde fornøjelsen af at læse og anmelde første bind i serien, og der skrev jeg, at det ikke skulle undre mig, hvis romanen på et tidspunkt blev filmatiseret. Sådan har jeg det stadig. Det er en stor fortælling og med karakterer, der ville gøre sig godt på film. Bind to slutter i 1990’erne og jeg glæder mig allerede til tredje og sidste bind, som tager fat på tiden derfra og frem til i dag.

“Det er de oprørske der svigter” udkom 19. august 2021.

Anmeldelse af “Gå til grunde” af Daniel Boysen.

Titel: “Gå til grunde” Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 138. Forlag: Jensen & Dalgaard. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Jensen & Dalgaard.

“Efter fire år er der en streg mere, skal de samles i lykke, skal de bygge et liv og vokse ud af deres kroppe, skal de græde af glæde, skal de danse hele natten til lyden af deres egen latter, vokser solen ind i deres naive hjerter, er der en streg mere, er der…”

Der er tårer på mit tastatur, mens jeg skriver denne anmeldelse.

“Gå til grunde” er smuk og smertefuld læsning om fertilitetsbehandling. En lyrisk magisk realistisk roman om længslen efter at sætte liv i verden set og fortalt fra mandens perspektiv. Parallelle fortællinger om livets undergang og jordens undergang. Natur, klima, menneske og videnskab. Daniel Boysen skriver som vanligt smukt, bevægende og vedkommende.

Lys og mørke. En stjernestøvsuger, der har form som en prisme, bygget for at give byens mørke lys. Via et underjordisk system fordeles stjernelys over byen. Det har vendt op og ned på millioner af års udvikling. Solsortene flyver forbi hinanden i stedet for at parre sig og parret, der forsøger at flette celler sammen til nyt liv oplever, at det enten udebliver eller at “det” sidder forkert. I et magisk univers af stjerner og prismer følger man et par og deres længsel efter at blive forældre. Drømmene, de to streger på graviditetstesten, blødninger, indsprøjtninger, forventninger, håb og smerte. En begyndende definition af sig selv som forældre, som brister og hvad skal man så definere sig som? Naturen spiller en vigtig rolle i romanen. Den er givende og helende men selv udsat og måske på vej til at gå til grunde, hvis vi ikke passer på den.

Den magiske realisme, bekymringen og engagementet i klimaproblematikken er genkendelig i forhold til forfatterens tidligere værker, men denne gang skriver Daniel Boysen også autobiografisk, men på intet tidspunkt selvudleverende. Han bruger sin egen smertelige fortælling i kunsten og gør den vedkommende for alle, og måske især for mænd i samme situation som ham selv. Udover romanen har forfatteren lavet “Gå til grunde’ som EP. Seks numre, klaver og oplæsning. Man skal være lavet af sten, hvis man ikke berøres dybt af ordene og musikken…

“Jeg skriver dine usynlige fødder frem, de bevæger sig hen over gulvet, du griner og din latter fylder os med fred. Jeg skriver for at fortælle at vi ved du var her, at dit hjerte blinkede….” (Fra nummeret “Dine usynlige fødder” på EP’en) kan høres her: https://soundcloud.com/danielboysen/sets/ga-til-grunde

Det samlede værk er kunstnerisk, intelligent, smertefuldt, smukt og vedkommende.

“Gå til grunde” udkommer i dag 12. oktober 2021.

Anmeldelse af “Blå toner” af Anne Cathrine Bomann.

Titel: “Blå toner” Forfatter: Anne Cathrine Bomann. Sider: 250. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Selvfølgelig skal man have hjælp, hvis man har det svært,” råber hun, og ordene er som en stor sang, der fylder hele salen ud. “Men Danish Pharma vil have os til at glemme kærligheden for at slippe for smerten. Kan vi leve med det?”

“Blå toner” handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg, og i Aarhus er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men psykologiprofessor Thorsten Gjelsted får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning. Han allierer sig med sine to studerende Anna og Shadi, der skriver speciale om sorg. Sammen forsøger de at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil, før pillen mod sorg bliver sendt ud på markedet.

Anne Cathrine Bomann har skrevet en fængslende spændingsroman om sorg, videnskab og kærlighed. Jeg var fanget fra start og har kun lagt bogen fra mig for at sove i nat. Tematikken omkring medicinalfirmaer, der skjuler fakta om bivirkninger for at få deres medicin på markedet er ikke ny i litteraturens univers. Der er heller ikke noget overraskende i romanen i forhold til plottet, men det at romanen er bygget op omkring etiske refleksioner omkring sorg og sorgprocesser gør, at romanen får eksistentiel karakter. Bogen rejser en umådelig vigtig diskussion omkring sorg, og om hvordan vi som mennesker skal være i sorg og håndtere den. Om den er tidsbegrænset og noget vi skal komme os over, eller om vi kan og skal leve med sorgen som et livsvilkår, selvom den kan være smertelig. Den rejser ligeledes diskussion om videnskaben og om forskning, der jo aldrig kan være objektiv, da data altid vil være udvalgte og afgrænsede.

Roman har et “ungt touch” med karakterene Anna og Shadi. Studieliv, kærlighed og sex og deres tanker om alt dette, men også deres egne personlige erfaringer med sorg og medicinering. Dette balanceres utroligt fint med det mere voksne perspektiv gennem psykologiprofessor Thorsten Gjelsted og Elisabeth, kvinden der får ideen til pille mod sorg.

En virkelig god og vedkommende spændingsroman, der udkom 23. september 2021.

Anmeldelse af “På undersiden af dagen” af Emeli Bergman.

Titel: “På undersiden af dagen” Forfatter: Emeli Bergman. Sider: 156. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Jeg elskede pigerne, som jeg elskede alle børn, jeg passede i længere perioder, jeg ville altid huske dem, men når jeg skiftede familie, savnede jeg dem ikke. På en måde var det en meget sund, eller i det mindske praktisk, kærlighed”

“På undersiden af dagen” handler om Anna, der som 20 årig tager til Frankrig som au pair for at komme på afstand af sin egen familie og sin brors pludselige død. Som læser følger vi Anna indtil hun bliver 38 år. I alle årene arbejder hun som au pair for skiftende familier. Vi hører ikke meget om brorens død ud over at han er død af en overdosis. Det sniges ind i historien ligesom den underliggende smerte, der blot antydes hos Anna i hendes relation til sine forældre og ikke mindst til hendes mor. Smerte og praktik går hånd i hånd, når Emeli Bergman i detaljer fortæller om, hvordan Anna tilbereder mad til familierne, hun arbejder for. Måltider hun ikke selv får lov til at smage. Der er på den ene side noget meget sanseligt over beskrivelserne og på den anden side noget meget tomt og indholdsløst. Det er som om Anna ikke er tilstede, som om hun blot udfylder rollen som au pair pr refleks sideløbende med at hun reflekterer og drømmer om sin døde bror og sine forældre, hvis skæbne hun netop gennem drømme forsøger at ændre.

Der er noget fascinerende over Emeli Bergmans måde at skrive på. Teksten er ind i mellem nærmest lyrisk og der antydes mere end der oplyses. Det gør at man som læser selv skal søge ind i teksten for at finde sammenhæng. Se blot på titlen “På undersiden af dagen” som kunne antyde, at romanen handler om det skjulte, det fortrængte, det som ikke ser dagens lys. Paradokset med at Annas liv kredser om andre familier mens hendes eget familieliv er ikke eksisterende er et interessant greb fra forfatteren. Det forstærker smerten, omend den er underspillet. Der byttes om på rollerne, når Anna ønsker, at hun kunne have været au pair for sine forældre og derved måske kunne have ændret skæbnen. En skæbne, der blot antydes og som kunne handle om en form for omsorgssvigt og mangel på kærlighed, hvilket også understreges i det indledende citat i anmeldelsen.

“På undersiden af dagen” er ikke en let læst bog. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at navigere i børn, familier og ikke mindst tiden. Tonen er den samme hele vejen igennem bogen og der er intet klimaks. Det er en ret linær følelsesmæssig læseoplevelse. Psykologisk og litterært er der dog meget at tale om, hvorfor jeg mener, at man som læser vil få størst udbytte af bogen, hvis læseoplevelsen deles og diskuteres.

“På undersiden af dagen” udkommer i dag 15. september 2021.