Anmeldelse af “Det var ikke planen at købe kålroer” af Anders Haar Rasmussen.

Titel: “Det var ikke planen at købe kålroer” Forfatter: Anders Haar Rasmussen. Sider: 142. Forlag: Ekbátana. Utgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Ekbátana.

“Amanda går på opdagelse i køleskabet. Hun finder hvidkål og marvkål. Hun leder videre. “Hvad gemmer der sig i den her lille slikpose? Halløjsa, dem havde jeg da helt glemt”. Hun vender tilbage med blomkålsblade og lidt grønkål, to løg og en gulerod. Guleroden er delvis dækket af mug. “Den kan reddes”, siger Amanda og skærer de rådne stykker væk. På nuværende tidspunkt har hun ovnen fuld af tre squash, side om side, og ovenover et fad fuld af kål. Temperaturen er sat til nøjagtig 190 grader. “Hvilket er for varmt til kålen og ikke varmt nok til squashen. Det er socialisme. Alt skal ødelægges lige meget. For lighed er bedre end lykke””

“Det var ikke planen at købe kål” er en kogebogsroman med vegetariske opskrifter. Den handler om Amanda, som er først i trediverne. Hun bor alene i Brooklyn. Hendes liv drejer sig mest om kål, linser og krydderiblandinger, mens kærester, veninder og arbejde kommer i anden række. Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste Josh, og hun kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om “Det ydre rum som politisk felt”, som hun er i gang med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier. Hun bruger også løb som en flugtvej og som et redskab til at kontrollere sig selv, når der er ubalance i såvel indre som ydre. Hun går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Grøntsagsrester og skræller bliver til bouillon for at spare ressourcer, men så shopper hun billig is, for at få mere for pengene.

Romanen handler dybest set om det moderne komplekse menneske, der gerne vil leve politisk korrekt ift. bæredygtighed og miljø. Den vegetariske reflekterende akademiker, der tager afstand fra alt der er politisk ukorrekt men som selv gang på gang falder i, fordi det nu en gang er svært at overholde egne strenge krav. Men bogen handler også om, hvor svær kærligheden kan være og relationer generelt, og med maden som flugtvej behøver Amanda ikke være i nuet, men kan nøjes med at reflektere om netop kærlighed og venskaber. Det gør hun så også i en grad, så det er skræmmende, men det er igen et billede på det tænkende menneske, det moderne reflekterende menneske, der er optaget af sig selv og som tænker mere end det handler.

I det følgende uddrag er Amanda ved en fejl kommet til at købe en to-liters mælk, for det gjorde hun altid, da hun var sammen med Johs…

“Jeg må heller se at komme i gang med den her kæmpe mælk”, siger Amanda og hælder dobbelt så meget mælk i kaffen som hun plejer. “Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.” Resterne” “Overalt” “Åndsvage steder, som er komplet meningsløse”. “Jeg står jo bare og køber mælk” Hun tager en tår. “Det er satme en god kop mælk med kaffe i”

Det er slemt både at være ramt af kærestesorg, og at skulle forholde sig til madspild.

Det er en virkelig velskrevet, humoristisk og tankevækkende roman. Formen har stor betydning for historien her, da hvert kapitel indledt med en opskrift og så dissekerer Amanda ellers sig selv og verden, når hun i køkkenet taler højt med sig selv i forhold til den gældende opskrift.

Bogen udkom første gang i 2018, men er netop genoptrykt i 3. oplag og er omend endnu mere aktuel i 2021 end den var i 2018 med dens temaer. Bogen er, efter min mening, et spændende eksempel på, hvordan man kan læse skønlitteratur fremfor selvhjælpslitteratur, når det moderne overtænkende politisk korrekte menneske skal holde spejlet op foran sig selv.

Spændende, anderledes og meget positiv læseoplevelse.

Anmeldelse af “Rosarium” af Charlotte Weitze

Titel: “Rosarium” Forfatter: Charlotte Weitze. Sider: 418. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Charlotte Weitze har begået en eventyrlig videnskabelig botanikroman, hvor menneske- og planteriget får held med at bestøve og befrugte hinanden, så blandingsvæsener opstår. Det er en slægsfortælling over seks generationer fortalt i tre dele, og hvor en særlig rose bliver dominerende gennem alle slægstsled.

Første del foregår i Zartidens Rusland, hvor et søskendepar – bror og søster flygter fra krigen og ud i skoven. En skov, hvor også zaren går på jagt. Søster og bror har kun hinanden og som årende går udvikler deres seksualitet sig og søster bliver gravid. Hun bliver mere og mere en del af det organiske liv i skoven og udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante. Søskendeparret bliver skilt fra hinanden, og søsteren findes af Zarens søn, der er meget interesseret i botanik og meget betaget af søster som væsen. Søster føder drengen Johannes.

Anden del foregår i 60’erne i København, hvor Johannes, der er botaniker føler sig helt forkert i sin krop, og langsomt udvikler sig til Johanne, da han under dække af at være kvinde rejser med Magister Steen til sydamerika for at undersøge planternes sjæleliv. Menneskets seksualitet og identitet smelter sammen med videnskaben om planternes opdeling i køn, deres formering og deres sjæleliv. Uden at røbe for meget udvikler historien sig vildt i denne del. Tvillingerne Viola og Lilly bliver født, og det er et meget utraditionelt forældreskab, der præsenteres her.

Tredje del foregår både i Danmark og i USA i fremtiden. Viola og Lilly har været adskilt i mange år, men mødes i USA for at fejre Johannes 100 års fødselsdag, men da de ankommer er Johanne væk. De søger mod skoven, for at lede efter hende. Lillys datter Marie og hendes datter Fine involveres også i historien her. Fine har en særlig forbindelse til sin oldemor Johanne og til den rose, der har særlige egenskaber, og som har haft betydning for deres slægt gennem de hundrede år romanen udspiller sig over.

Det er en meget usædvanlig roman. Videnskab, et poetisk smukt sprog, fantasi og eventyrlighed og ikke mindst en hyldest til planter som levende væsener forenes i en spændende og medrivende fortælling. Der er hints i romanen til klimaproblematiken, men det er ikke klimaet der er på dagsordenen, men en respekt for planternes liv, deres egenskaber og deres magt. Det er en roman, hvor menneske og natur indgår i en mere organisk sammenhæng.

Det har været en ubeskrivelig fantastisk læseoplevelse. Særligt 1. og 2. del greb mig. Min indre nørd er blevet fodret med videnskabelig stof om et område, jeg finder yderst interessant. De tre dele i bogen bindes sammen på så kreativ vis, at det er ubegribeligt, hvor den fantasi kommer fra. Sproget er smukt og poetisk. Min æstetiske sans er overstimuleret med den smukkeste indbinding. Jeg har lyst til at tapetsere en væg med det print, der findes bag indbindingen, som også set på fotoet øverst. Det har været en eventyrlig oplevelse at læse bogen, og en rose vil aldrig mere blot være en rose efter endt læsning.

Bogen udkommer i dag 24. februar 2021.

Foto: Gutkind

Anmeldelse af “Spillekort med digte af 34 forfattere”

Titel: “Spillekort med digte af 34 forfattere” Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

Litteratur kommer i mange former, og kreativiteten blomstrer. Forlaget Ekbátana udgav i 2020 disse spillekort, som er blevet revet væk, genoptrykt og revet væk igen og igen. Kortene blev fremstillet i forbindelse med udstillingen DRØMMEBØGER på Den Sorte Diamant i efteråret 2020, hvor 13 mikroforlag gik sammen om at udstille de smukkeste, vildeste og meget kreative udformede bøger. Kortene er påtrykt digte fra 34 forskellige forfattere kendte som ukendte. På ovenstående billede har jeg valgt et lille udpluk af digtene. Det er sjovt, rørende og underholdende og så er billedkortene lavet af kunstner og grafiker Rakel Thorning-Vater så utrolig smukke.

Forfattere, der har bidraget til digtene på kortspillet er:

Anders Schmidt Thorsen, Andreas Morgenrødt, Anne Kierkegaard, Asger Schnack, Aya Benedikte Kor, Camilla Hjørnholm Olsen, Carsten René Nielsen, Cindy Lynn Brown, Connie Udsen, Hans Karup, Ida Monrad Graunbøl, Ida Emilia Nørgaard, Jens Carl Sanderhoff, Jens Peter kaj Jensen, Jeppe Mørch, Jonas Reppel, Julie Kastberg Rasmussen, Kim Sindberg, Lars Emil Foder, Lisa Smidt, Louise Juhl Dahlsgaard, Marie Louise Pedersen, Maya Salonen, Mette Norrie, Mette Reinhardt Jakobsen, Mikael Ostenfeld Krog, Morten Søndergaard, Nicolaj Stockholm, Pia Juul, Piet B, Rikke Oberlin Flarup, Rikke Ruby, Signe Kierkegaard Cain og Søren R. Fauth.

Lige nu er der vinterferie i størstedelen af landet og det fortsætter i næste uge for os, der bor højt mod nord. Hvad er mere oplagt end at finde kort frem og spille sammen, bygge et korthus eller lægge en kabale.

Anmeldelse af “Størst af alt- Om kærlighedens natur” af Lone Frank

Titel: “Størst af alt” Forfatter: Lone Frank. Sider: 280. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Kærligheden er en kompleks størrelse, og efter at have læst Lone Franks “Størst af alt” er denne kompleksitet for alvor slået fast. Lone Frank stiller sig selv spørgsmålet – Hvad er kærlighed? efter at hendes kæreste dør af kræft, og hun står tilbage med en følelse af, at nu er der intet levende menneske, der elsker hende, og der er ingen hun elsker.

“Størst af alt – Om kærlighedens natur” er en mosaik, hvor Lone Frank, med afsæt i eget liv og egne kærlighedserfaringer i samtale med en psykolog, forsøger at kortlægge kærlighedens natur med brikker fra naturvidenskab, psykologi og kulturforskning.

Lone Frank fortæller om sin barndom og om kærligheden til og fra sin far, der har præget og reddet hende gennem livet, fordi der har været tale om en tryg tilknytning . Men hun beskriver også faderens alkoholisme og fraværet af kærlighed til sin mor og bror.

Hun fortæller om forældrenes skilsmisse, moderens tidlige død og faderens senere. Hun fortæller om sine møder med mænd, om utroskab, om en depression, udløst af ulykkelig kærlighed, og om det fravalg af at få børn, der skyldes en manglende lyst, en grundlæggende frihedstrang samt det faktum, at Lone Frank med egne ord uvægerligt ser sig selv som nogens barn og ikke som nogens mor.

Hun tager fat i begrebet tilknytning, og tilknytningsteorier, der kan fortælle os om hvordan vi som mennesker tilknytter os forskelligt. Tilknytningsmønstre grundlagt i barndommen, som har stor betydning for, hvor let eller svært vi som voksne har det med at tilknytte os et andet voksent menneske, som vi ønsker at indgå i et kærlighedsforhold sammen med. Hvor åbne vi er eller det modsatte. Om vi tør stole på den anden part eller ej.

Enhver tidsalder har forsøgt at forstå kærligheden, med sine redskaber, og et af nutidens redskaber er hjerneforskning. Hvor psykologien kan beskrive subjektive følelser og adfærd kan biologien beskrive hvilke kemiske og måske genetiske forskelle, der kan forme, hvordan det enkelte menneske oplever virkeligheden. Det handler bl.a. om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer.

Lone Frank afliver myten om den stærkt promiskuøse mand, der blot ønsket at sprede sin sæd og den monogame kvinde, der smægter efter ømme følelser. Hun påpeger, at visse psykologiske kønsforskelle, har biologisk rod:

“Det første, man kan slå fast, er, at vi allesammen uafhængigt af køn er promiskuøse – og monogamt indstillede. Fordi vores psyke indeholder flere uafhængige drifter eller motivationssystemer”

“Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt, og samtidig en krop, der bare avler og er indstillet på at kneppe nogle nye”

De to ovennævnte citater bed sig virkelig fast hos mig, for det er jo her den store store udfordring ligger, når vi som mennesker indgår i forhold med andre. Her kommer Lone Frank ind på jalousi. En egenskab, der findes hos mennesket, der vanskeliggør, at vi bare kan udleve vores behov uden at såre hinanden. Hun adskiller begreberne forelskelse, begær og kærlighed, og forklarer hvad der er på spil rent videnskabeligt i forhold til alle tre.

Hun kommer ind på polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen og forestillingen om den eneste ene, samt om, hvordan sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden. Vi har alle en forståelse og forventninger til kærlighed som er lagret i mentale skemaer, og hvis vores oplevelser afviger fra disse skemaer, bliver det svært for os.

Når man læser bogen føles det både som om man læser en roman og noget faglitteratur, og jeg er meget begejstret for koblingen. Det er en vanvittig god og klog bog, der burde stå på alles hylder, hvis man vil blive lidt klogere på kærlighedens natur.

Hvad laver en bogblogger?

For at starte med selve begrebet blogger opstod det i 90’erne da de første danske blogs kom frem. Det blev muligt for alle, at oprette gratis hjemmesider, hvor man kunne skrive personlige tekster om alt mellem himmel og jord. På det tidspunkt fandtes begrebet influencer ikke, og langt de fleste skrev om deres interesser. Det ændrede dog hurtigt karakter, da firmaer så et potentiale i at samarbejde med bloggerne. Siden er det gået stærkt og i dag, er der flere, der lever af at blogge. I dag er begrebet blogger også blevet mere flydende, da samme betegnelse bruges om personer, der har deres egen YouTube kanal, deres Instagramprofil og i det hele taget skriver på diverse platforme om bestemte emner.

Der er en hårfin grænse mellem begreberne blogger og influencer og måske hænger det sammen med antal følgere. Det er ikke helt gennemskueligt, når man ønsker at blive klogere på dette.

For mit eget vedkommende startede jeg min blog i august sidste år på baggrund af et ønske om at kunne skrive længere tekster om litteratur, end det er muligt på Instagram, hvor jeg i forvejen delte min læseglæde omkring dansk litteratur. Jeg havde også et ønske om at dele læseglæden, networke mere med andre læsere, bloggere, forfattere og forlag og dermed gøre min interesse til en lidt mere seriøs del af min hverdag.

Men er det så en hobby eller et job for mig?

Hvis I havde spurgt mig, da jeg startede min blog ville jeg have svaret, at det var 100% hobbybaseret.  Det var før, jeg vidste, hvor mange timer og hvor meget energi jeg ville komme til at lægge i det. For nu kommer der lidt om, hvad det er en bogblogger (jeg) laver…

1. Jeg kontakter selv forlag, jeg ønsker at indgå samarbejde med og der er stor forskel på hvordan samarbejdet fungerer. Nogle forlag sender regelmæssigt nyhedsbreve/kataloger ud med kommende bøger, som jeg så kan melde tilbage på ift. hvilke bøger, jeg ønsker at læse og anmelde. Andre forlag sender blot bøger baseret på dem niche, jeg har valgt – i mit tilfælde dansk litteratur. 
Forlag, jeg ikke har et fast samarbejde med, kontakter mig ift. forespørgsler på kommende bøger, og vi indgår aftale omkring enkeltstående bøger. Det samme gælder forfattere, der udkommer på mindre forlag, hvor det altid er forfatterne selv, der kontakter mig og ikke forlagene. Her gælder det samme, at vi indgår aftaler ift. enkelte bøger. Ovenstående betyder, at der er mailkorrespondance hver uge, der skal håndteres.

2. Når bøgerne modtages orienterer jeg mig omkring udgivelsesdato. Er det en bog, jeg modtager før den udgives arbejder jeg på at få den læst og have en anmeldelse klar på udgivelsesdagen. Det kræver lidt logistisk planlægning ift. hvor mange bøger, jeg vælger at modtage, så jeg ikke pludselig ligger inde med en stor stak ulæste bøger, der skal anmeldes. Det er mit eget valg at gøre det på denne måde. Mange bloggere gør det anderledes og modtager rigtig mange bøger og anmelder løbende, som de får tid.

3. Så skal bøgerne læses, og det er en anderledes læseoplevelse, når jeg ved, at der skal skrives en anmeldelse. Der tages notater løbende og der bøjes hjørner under læsningen, når jeg støder på passager og citater, der opsummerer bogens pointer eller har særligt interessant litterært indhold, som jeg ved, jeg vil fremhæve i anmeldelsen.

4. Efter endt læsning (som jo varierer timemæssigt alt efter om bogen er på 200 eller 800 sider) skal der skrives anmeldelse, og det er ikke blot at gengive et referat af bogen. Ud over selve bogen researcher jeg på forfatteren og tidligere værker for at få så meget med i min anmeldelse som muligt. Det kan selvfølgelig variere meget alt efter, hvilken bog, jeg anmelder. Til anmeldelsen skal der også tages billede(r). Jeg poster mine anmeldelser her og på instagram og på min private Facebookprofil. Det tager tid, for alle tre platforme er forskellige ift. hvordan indhold bedst deles. Jeg mailer også til de forlag, jeg samarbejder med og sender links til mine anmeldelser (når jeg husker det!)

5. Når man blogger om bøger, skal man også sætte sig ind i den lovgivning, der er på området, og det er bl.a. markedsføringsloven og skatteloven. Det er tidskrævende, og det har været meget uigennemsigtigt. Det er ikke noget forlagene oplyser noget om, når man indgår samarbejde, men det kan blive en dyr omgang for en blogger, hvis reglerne ikke overholdes. Det handler om “skjult reklame” ift. markedsføringsloven. Derfor skal jeg hver gang jeg poster et opslag eller laver en story på Instagram, som IKKE ER EN ANMELDELSE af en bog, men hvor bogen indgår på et billede skrive “Reklame” tydeligt og i starten af et indlæg eller fået billede. Selve anmeldelsen af bogen ses ikke som reklame, da anmeldelsen betragtes som “kulturformidling” Som bogblogger modtager jeg ikke betaling for at anmelde bøger for forlagene. Jeg modtager bogen og får lov til at beholde den, og min bogreol er derfor blevet fyldt godt op i det forgangne år. Når en blogger modtager et produkt fra et firma, hvor der ligger en aftale/forventning om omtale af produktet er produktet skattepligtigt, og skal indberettes som B-indkomst. Skattereglerne har været meget uigennemsigtige på området, og der er ofte debat om emnet mellem bogbloggere. Skal vi betale skat af de modtagne bøger eller ej. Bogbloggere er i tvivl, og der tolkes meget på ordlyden hos SKAT. Forlagene nævner det ikke i samarbejdet, men SKAT er ikke i tvivl. Jeg har talt med SKAT flere gange nu og flere personer uafhængigt af hinanden. Der SKAL betales skat af de modtagne bøger. Beløbet, der skal svares skat af er bogens udsalgspris. Således har jeg også brugt tid på at skabe et overblik over bøger modtaget i 2020 og skal indberette beløbet til SKAT, når der kan ændres i årsopgørelsen for 2020 i marts måned. Ligeledes har jeg lavet et estimeret beløb i forhold til bøger, jeg vil modtage i 2021 til min forskudsopgørelse for 2021. Dette kan kun være et skøn beregnet på antallet af bøger modtaget i 2020 fra august set i forhold til årets 12 måneder.

6. Udover ovenstående skal man som bogblogger oprette, vedligeholde og udvikle sin blog, hvilket også kan være tidskrævende, når eksempelvis WordPress (som jeg arbejder i) opdaterer den version, man skriver i.

7. Derudover følger man som bogblogger med hos andre bloggere og hos de følgere, man har. Der skal likes og kommenteres og deles, hvis man skal bidrage til fællesskabet.

8. Jeg kunne sikkert nævne mere, men ovenstående fortæller lidt om, hvad jeg som bogblogger laver, og den tid jeg bruger på det. At blogge om bøger er først og fremmest en stor personlig interesse og et ønske om at dele læseglæden med mange. Dernæst et ønske om at lære mere, at få erfaring med hele “boguniverset” og i sidste ende måske komme til at arbejde professionelt med litteratur på sigt.

Jeg tror, at der kommer til at ske en udvikling på området over de kommende år. Der er en del debat om bloggere og aflønning og om hvordan denne produktaflønning skal ses i lyset af den arbejdsmodel vi har i Danmark. Indtil det sker nyt på den front, fortsætter jeg med art blogge under de betingelser, der er i dag.

Anmeldelse af “Pigen fra det store hvide skib” af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

Titel: “Pigen fra det store hvide skib. Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Sider: 394. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Man kan aldrig være sig selv. I en mellemstor by som Odense er der øjne overalt. Hvis jeg boede på landet, ville der være færre, men til gengæld ville de alle sammen kende mig. Det ville være endnu værre, for de ville vide, hvad jeg var engang. De ville aldrig lade mig glemme det”

Den 23. januar 1951 lægger hospitalsskibet Jutlandia fra kaj i København. En humanitær indsats fra Danmark i Koreakrigen. Ombord er den unge Molly Dahl, som er en af de toogfyrre sygeplejersker, der skal arbejde ombord på skibet. Forinden har Molly arbejdet som operationssygeplejerske i Odense, hvor hun på dagen for Danmarks befrielse kommer på overarbejde med døende og hårdt sårede skudofre. Krigen skulle være slut, men der opstår voldsomme kampe mellem modstandsfolk og tyskere. Skud og eksplosioner brager gennem gaderne, og det har grusomme følger. Befrielsen har også givet Molly barske og tunge personlige oplevelser med i baggagen, som hun gang på gang konfronteres med og skal forholde sig til på sin rejse med Jutlandia. På hospitalsskibet følger man Molly og tre andre sygeplejesker i deres udfordrende arbejde, og i de venskaber de knytter. Vi er på havet og som bølgerne går livet også op og ned hos Molly og de øvrige karakterer. Alle følelser er i spil. Der er kærlighed og had. Der er de gode og de onde. Kvinderne fremstilles langt stærkere end mændende. De er heltene.

Sideløbende med fortællingen om Molly hører vi om Yun fra Korea. Yun er 11 år gammel, da hun mister sine forældre i krigen. Mens napalmflammerne æder hendes hjem, hende familie og den landsby i Nordkorea, hvor hun er vokset op, flygter hun sammen med to andre børn mod syd. En flugt lige ind i helvede, og hvor hun gået grueligt meget igennem før hun på mirakuløs vis reddes af…… ja Molly. Hvordan deres skæbner flettes sammen vil jeg ikke afsløre.

Bogens to spor fungerer rigtigt godt. Molly og besætningen på Jutlandia, der er på vej mod Korea, og Yun, der flygter fra Korea. Der er lagt i kakkelovnen til et møde. At der er to forfattere på bogen fornemmes ikke rent sprogligt. Det flyder ensartet og godt hele vejen igennem. Interessant er det, at det er to mandlige forfattere, der skriver helt fantastisk i forhold til de tanker Molly har og måden, hvorpå der fortælles om de fire gennemgående sygeplejerskeres venskaber. Om yun, den 11 årige pige, der flygter. Det er mænd, der skildrer følelser og tanker hos det modsatte køn, og de gør det fabelagtigt, hvilket får mig til at tænke på den debat, der kører i forhold til, om skuespillere kan/bør spille en karakter med eksempelvis en anden seksualitet end deres egen. Det er en debat, der er interessant, og som der sikkert ikke er et endegyldigt svar på, men for mig at se er det netop en gave at forfattere og skuespillere kan skildre og fremvise karakterer og forskellige identiteter uanset eget ståsted. Det er det, deres fag handler om. Det er det, som er kvaliteten ved kunsten.

“Pigen fra det store hvide skib” er trods barske skildringer af en virkelighed en feel-good roman. Og den har en snert af lægeroman over sig, hvilket kunne virke plat, men her virker det godt. At blive beriget med et stykke verdenshistorie pakket ind i en fiktiv fortælling af denne karakter er en gave, og god underholdning.

Bogen udkommer i dag 23. januar 2021.

Foto: Søren Lagoni

Og vinderen er……..

Det blev Lotte Garbers, der løb med sejren i konkurrencen om, hvilken bog, vi skal læse sammen til festivalen “Vi læser sammen” i marts måned. Stort tillykke til Lotte garbers.

“Løbeklubben i Saudi” handler om danske Maiken, der er rejst til Saudi-Arabien fra et rodet liv i Danmark. Hun skal arbejde som antropolog for et medicinalfirma, der ønsker at sælge slankeprodukter til overvægtige arabiske kvinder. Her møder hun en kvindelig løbeklub, der vender op og ned på hendes forestillinger om kvinder i den arabiske verden.

Jeg glæder mig meget til at læse og diskutere bogen sammen med alle, der har lyst til at deltage, og jeg tør godt garantere, at det ikke bliver kedeligt.

Jeg informerer lidt nærmere om forløbet, når vi er et stykke inde i februar måned. Allerede nu er det muligt at melde sig ind i en Facebookgruppe, som vil være et af de fælles “mødesteder” omkring læsningen https://www.facebook.com/groups/450075862671529

På glædeligt gensyn.

Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

Festivallen – Vi læser sammen

Fælleskab og fællesskabsfølelse er vigtigt for det enkelte individs trivsel, men fællesskab kommer ikke af sig selv. Man skal som oftest have noget at byde ind med i et fællesskab, for at blive en del af dette. Her er vi igen som individer forskellige. Nogle er udadvendte og har let ved at møde nye mennesker og indgå i fællesskaber, mens det for andre er sværere. I forbindelse med Coronapandemien har fællesskabet været sat på prøve. Vi er sammen – men hver for sig. Mange har måske følt sig alene, ja ligefrem ensomme.

Aarhus Litteraturcenter inviterer netop nu til fællesskab med festivalen “Vi læser sammen” en læsefestival, hvor alle kan være med. Det kræver ikke en magistergrad i litteratur for at nyde en god bog og for at dele oplevelsen med andre, så du kan også være med i det landsdækkende læsefællesskab, som Aarhus Litteraturcenter står bag. Folkene bag festivalen har udvalgt fem bøger skrevet af danske forfattere, og du kan være med til at bestemme, hvilken bog vi skal læse sammen, men hver for sig, når du fra i dag 6. januar kan stemme på lige den bog, som du allerhelst vil læse. (Der vil være et link til afstemningen nederst i indlægget. Selve festivalen finder sted 1.-31. marts 2021 – både fysisk og digitalt. Der vil være mulighed for at diskutere den valgte bog i et onlinefællesskab, som vil blive præsenteret yderligere, når vi nærmer os marts måned.

Du kan høre Aarhus Litteraturcenter fortælle om hver enkelt af de fem bøger i det følgende og der er meget mere information om festivalen og om de enkelte forfattere på Aarhus Litteraturcenters Facebookside.

“Opkald fra mælkevejen” af Bjørn Poulsen https://www.facebook.com/watch/?v=129460712059824

“Nej” af Sanne Søndergaard https://www.facebook.com/watch/?v=748808212657956

“Africana” af Thomas Boberg https://www.facebook.com/watch/?v=173307277828793

“Det du ikke vil vide” af Birgithe Kosovics https://www.facebook.com/watch/?v=387873469107397

“Løbeklubben i Saudi” af Lotte Garbers https://www.facebook.com/watch/?v=721507825439848

Du kan stemme på lige præcis den bog, du ønsker vi skal læse sammen her: https://strawpoll.com/azscbqk88?fbclid=IwAR2j0HL3GkryjLHsdTva4W0ehHWq7EP6QjOuMmEJ-h8rCpbjeoRP8VASfrc

Jeg glæder mig til at læse sammen.

Anmeldelse af “Øvelser i afsked” af Carsten Jensen.

Titel: “Øvelser i afsked” Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 352. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens forlag.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige britiske stedsøn Ralph pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og med en genkendelig verden.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i afsked”om sorgens og isolationens landskab, og inddrager litteratur, filosofi og politiske betragtninger i velskrevne essays, som kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen.

Bogen er opdelt i fem dele. Den første del “For tæt på solen“er den mest personlige. Her beskæftiger han sig med chokket over stedsønnen pludselige død, som sker, mens han selv forelæser på et universitet i Californien. Han beskriver med stor kærlighed sin stedsøn, som var aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, men også hvordan han selv mister evnen til at læse og koncentrere sig i tiden efter Ralphs død. Sorg er det gennemgående tema i den første del og der skues mere indad end udad fra forfatterens side.

I anden del “Generation C” (coronagenerationen) beskriver Carsten Jensens studerende i syv essays den bristede amerikanske drøm. Her ses synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse der får mange til at miste håbet i USA. Trump karakteriseres som demokratiets opløser.

I tredje del “En indespærrets tanker“, der har fokus på selve isolationen, tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Her vrimler det med intertekstualitet, og det kan være svært at følge med i de mange henvisninger.

Fjerde del “Coronakrøniken” er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. Det er enormt interessant at læse Carstens Jensens betragtninger netop nu, hvor 2. bølge af pandemien raser og Danmark endnu engang er nedlukket. Særligt interessant er de politiske betragtninger, som ikke ligger skjul på en foragt for politik drevet af økonomiske interesser. Kapitalismen får en over nakken. Mette Frederiksen fremhæves som en stærk leder under pandemiens første bølge, og han leger med tanken om at lade tidligere statsministre stå ved roret i stedet for Mette Frederiksen. Til gengæld får hun hug for sin tilgang til klimaet og til integration. Her emmer det skrevne af liv og passion fra forfatteren, og der er plads til humor. Klimakrisen og mangel på handling er et væsentligt tema her, set i lyset af, at vi som mennesker har vist os at være i stand til store omstillinger og at tage fælles ansvar i forhold til coronakrisen.

Den sidste del “Vi skal ud og lege med enhjørningerne” er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien ses som en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er skrevet som et minde om og en hyldest til stedsønnen Ralph og et opråb om at tage ansvar for klodens overlevelse. Den udkom 23. november 2020.

Foto: Liz Jensen