Fødselsdag, et ændret logo og et velkommen til udenlandsk litteratur.

Anettes Litteratursalon fylder to år i dag og det skal fejres. At have to års fødselsdag er jo ingenting, men der er sket meget på de to år. 166 blogindlæg og en del posts på Instagram, som jo hænger sammen med bloggen. En masse gode samtaler omkring den danske litteratur og litteratur generelt samt en bogudgivelse. Siden bloggens start har jeg anmeldt bøger fra flere forskellige forlag, og det har været en gave at få lov til at læse så meget forskelligt dansk litteratur. Sidst på foråret i år sagde jeg imidlertid nej tak til at modtage flere anmeldereksemplarer, grundet et ønske om at finde mere tid til at læse de bøger, jeg selv vælger at købe eller låne på bibliotekerne. Min reol bugner med indkøbte bøger, der kalder på at blive læst. Jeg har stadig anmeldereksemplarer liggende, og de bliver læst og anmeldt året ud, sideløbende med at jeg deler mine læseoplevelser med bøger fra egen reol.

Skal der så ske noget nyt, når man har været i gang i to år? har jeg spurgt mig selv om mange gange den seneste tid. Og i sidste minut er jeg kommet frem til, at ja, det skal der. Mit fokus har indtil nu været på den danske litteratur. Det har været skønt at have en niche og en afgrænsning, men nu har jeg lyst til at åbne op for den internationale litteratur også. Jeg er sulten på at læse bredere og på at dele det med jer. Sulten på at dykke ned i litteratur tematisk, som jeg blandt andet har gjort denne sommer med bøger om bådliv og fiskeri skrevet af både danske og udenlandske forfattere. Jeg trænger til at udfordre mine egne læsevaner. At læse betyder alt for mig. Litteraturen er åndelig næring og jeg lærer mig selv bedre at kende, når jeg læser og jeg lærer om andre mennesker, om andre kulturer og om andre verdener gennem bøgerne. Jeg håber I vil tage godt i mod ændringen på bloggen og på Instagram. Jeg har ændret på logoet, så der ikke længere står samtaler om dansk litteratur, men blot Anettes Litteratursalon. Det er enkelt og det føles rigtigt. Jeg glæder mig til at tage hul på det tredje år med Anettes Litteratursalon. Tusind tak fordi I følger med.

Anmeldelse af “Måske sjælen” af Rasmus Nikolajsen

Titel: “Måske sjælen” Forfatter: Rasmus Nikolajsen. Sider: 96. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Mon gestapomændende har en sjæl? spørger hun sig selv. Hun er temmelig sikker på at også gestapomændene må være født med en sjæl, men hvor har de gjort af den? Hvad er der sidenhen sket med gestapomændenes sjæle? Hun kan godt mærke sin egen sjæl. Men hun kan også mærke at den er pakket af vejen”

“Måske sjælen” er en familieversfortælling om en gravid kvinde, der må flygte fra Gestapo uden sin søn, og om en mand, der henter sin datter i vuggestue, alt imens kastanjetræerne blomstrer. Der er således to fortællinger som væves sammen til én. Den dramatiske fortælling om farmoren og den mere hverdagsagtige fortælling om manden, der henter sin datter fra vuggestuen en helt almindelig eftermiddag. Tematikkerne er liv og død, forældreskab og refleksioner over det sjælelige. Rasmus Nikolajsen formidler gennem en jeg-fortæller sin farmors historie. Under 2. verdenskrig måtte farmoren flygte fra Gestapo, og under selve flugten efterlod hun sin søn – jegets far. Han er selv manden, der henter sin datter fra vuggestuen, mens han reflekterer over sin rolle som far og om det sjælelige.

“En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.”

“En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, og på hvad der sker, når en sjæl forlader verden”

Familieversfortælling som genre havde jeg aldrig hørt om tidligere, og jeg måtte søge til litteraturhistorien, hvor begrebet versfortælling knyttes sammen med digter Christian Winter (1796-1876) som bl.a. skrev i denne form. Stilistisk lægger versfortællingerne sig tæt op ad mere moderne poesi og noveller og udfolder, i følge Dansk Litteraturhistorie, en skriveform, der forener en stor stramhed med en næsten henkastet og løst skitserende stil, der mere angiver situationerne end tegner dem. Det passer meget godt med indholdet i “Måske sjælen” som efter min opfattelse bevæger sig meget overfladisk i forhold til tematikkerne. Det kommer aldrig til at gøre helt ondt, når man læser, for der sker hele tiden spring i tid og sted. Refleksionen får ikke ro. Det er som om forfatteren vil rigtigt meget på meget lidt plads (fortællingen er på blot 96 sider) Jeg var flere gange i tvivl om, hvem fortæller nu – hvis tanker er nu i spil, og så forvirrede det mig med bogstavbetegnelserne for personerne. Dissikerer man fortællingen og smager på de enkelte sætninger, er de utrolig smukke. Sprogligt er det en vidunderlig læseoplevelse. Ord og sætninger smelter på tungen, men selve indholdet, selve fortællingen ramte mig ikke.

“Måske sjælen” udkom 11. maj 2022.

Anmeldelse af “Når syrener springer ud” af Sarah K. Frederiksen.

Titel: “Når syrener springer ud” Forfatter: Sarah K. Frederiksen. Sider: 137. Forlag: Emeritus. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Emeritus.

“Jeg har væltet mit mælkeglas. Nanna og jeg holder vejret. “Så, man skal ikke græde over spildt mælk” siger far, tager kluden ved køkkenvasken og begynder at tørre op. “Det var ikke med vilje” siger jeg og kigger ned på far, der tørrer en lille mælkesø op fra gulvet. Men han er ikke sur, han smiler. “Vil du have mere mælk?” “Ja, tak” Og så hælder far mere mælk i mit glas, og vi fortsætter med at spise. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvad jeg godt må, og hvad jeg ikke må. Jeg føjer til listerne i mit hoved.”

Sarah og hendes lillesøster Nanna bor i Slagelse med en alkoholisk far. Hverdagene er præget af uforudsigelighed. Hvornår er far glad og hvornår skal man passe på far? Alkohol, psykisk og fysisk vold præger deres barndom, som mere handler om overlevelse end om at være børn. De to søstre knytter nære bånd. Sarah, som er den ældste påtager sig automatisk rollen som omsorgsgiver for sin lillesøster Nanna.

Bogen starter med, at Sarah som voksen kontaktes af sin mor, som fortæller, at deres far har fået kræft. Igennem de sidste syv år har Sarah og hendes søster kun haft minimal kontakt til deres far; men nu skal de forholde sig til hans død og tage sig af det praktiske, og det sorgfulde, der følger med døden. Romanen har to spor. Et nutidspor, hvor man følger Sarah som voksen, hvor hun skal få danskstudie og kærlighedslivet til at gå op, og hendes fars død og så et fortidsspor, der fortæller om opvæksten med søsteren, den voldelige far og den fraværende mor.

Der er skrevet et utal af romaner, der handler om en opvækst præget af alkohol og vold i hjemmet, særligt selvbiografiske romaner. Således også denne. Tematisk er der ikke noget nyt i romanen, men den har en særlig finhed over sig. En ærlighed, der siver gennem bogen. Og så er det en roman, hvor teksten – ordene har fået ligeså meget plads som selve historien, og det kan jeg virkelig gode lide. Der er kredset om sproget, om sætningerne. Jeg har længe fulgt Sarah K. Frederiksen på Instagram, og derigennem oplevet hendes poesi både i ord og i billeder. Der er noget sanseligt og sårbart og smukt over begge dele. Romanen er fyldt med detaljerigdomme fra situationer, man kan se for sig, som for eksempel, når der skal vaskes op i hånden, og glassene vaskes først op for at blive tørret med det helt tørre viskestykke, dernæst porcelænet osv. Der er ikke langt mellem kærlighed og vold, og selv den mindste detalje kan udløse scener, der er stærke og smertefulde at læse.

Forfatter Sarah K. Frederiksen udtaler på bagsiden af bogen: “Jeg har et ønske om, at læseren forstår sandheden af min historie. Derfor ændrede jeg ingen navne og derfor er forsiden et billede af min far og mig. Dette er virkelighed. Ikke kun for mig men også for mange andre børn og unge med alkoholiske forældre.” Sarah K. Frederiksen giver noget af sig selv til andre i romanen, og den får mine varmeste anbefalinger.

“Når syrener springer ud” udkom 7. juni 2022.

Sommerferie.

Anettes Litteratursalon holder sommerferie frem til 1. august. Jeg glæder mig til en spændende sensommer og et efterår med flere spændende events. Du kan allerede nu se nogle af dem i højre side. Det er ikke alle events, der er offentliggjort endnu, men jeg lægger dem frem på siden så snart de er tilgængelige. På glædeligt gensyn og rigtig god sommer, og husk at min bog”Læseglæde & Læsefællesskaber” er en skøn feriebog, hvor du kan lære dig selv bedre at kende som læser, og du kan finde inspiration til at komme med i eller starte dit eget læsefællesskab.

Kærlige sommerhilsener

Anette Leonora Andersen

Anmeldelse af “SULT” af Tine Høeg

Titel: “SULT” Forfatter: Tine Høeg. Sider: 432. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Sult – Begær – Tine Høeg

“SULT” handler om hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop.

Mia og Emil er kærester. De har forsøgt at få et barn i et år, men det er problematisk og de starter i fertilitetsbehandling. Emil har i forvejen to børn fra et tidligere forhold, så Mia er bonusmor, som hun selv vælger at kalde det til Emils to børn, som bor hos på skift hos dem og deres mor. Mia er forfatter, og har altid haft en drøm om at blive mor, men drømmen er svær at holde fast i, som fertilitetsbehandlingen skrider frem. Gang på gang er der blot én streg på graviditetstesten. Behandlingsforløbet bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Mia er frustreret fordi al behandling er koncentreret omkring kvindens krop – hormonbehandlingerne, smerterne, blødningerne. Manden er nærmest ikke-eksisterende i behandlingssystemet, og er reduceret til en kop sæd, der helst skal opbevares mellem kvindens bryster for at have den perfekte temperatur, når den skal leveres i behandlingsøjemed. Mia begynder at skrive om forløbet – det er det hun kan som forfatter.

“SULT” er en roman om begær efter liv. Driften efter at skrive flyder sammen med det erotiske begær, der flyder sammen med begæret efter at blive befrugtet, føde et barn. Romanen er skrevet over præcis 9 måneder. Ligeså længe som en graviditet varer. Det er Mias ønske uanset, hvad udfaldet af fertilitetsbehandligerne viser på det tidspunkt.

Tine Høeg skriver om sult og begær i romanen. Sulten efter at blive mor, som for Mia er så gennemtrængende, at hun kommer til at hade Emil for at han har fået to børn med en anden kvinde. Hun kommer til at hade veninder, der får børn. Mias længsel gør så ondt, at hun ikke evner at glædes over andre børnefødsler. Hun slår knude på sig selv, og hjælper en veninde, der lider af angst, gennem et abortforløb. Et grotest scenarie at stå i, når man mest af alt ønsker sig et barn. Mia lider. Skriften bliver hendes vej i det hele, men kan hun det? Kan hun skrive om sine følelser. Om alt det, der er svært. Om Emil. Om Emils børn. Emil lider også. Han er angst for at miste Mia, for er hendes behov for at få et barn større end hendes kærlighed til ham? Vil hun forlade ham til fordel for en mand med bedre sædkvalitet? Han er usikker på det hele, også på hvad hun skriver. Mia har skriften. Emil har intet. Da vi som læsere slipper Mia og Emil på de sidste sider efter 9 måneder, er de på vej til Ærø, for at holde jul med Emils familie. Et æg er blevet befrugtet og sat op. Måske spirer et lille liv indeni Mia, men ingen ved med sikkerhed, hvordan det ender.

Tine Høeg brillerer i sin tredje roman igen med minimalistisk lyrisk skarphed i næsten essayagtig form og får os alle til at føle sult og begær, smerte og frustration. Omdrejningspunktet for fortællingen er fertilitetsbehandling, men kvindekroppen og moderskabet foldes også ud på en virkelig interessant måde gennem bibelske referencer og musikalske referencer med bl.a. Lana del Reys smukke ord “Will you still love me when I´m no longer young and beautiful”? og med uddrag fra Suzanne Brøggers dagbog “Hvad er kvindens begær? Nobody knows” At være kvinde, som på den ene side længes efter mænds begærlige blikke og på den anden side ikke ønsker at være reduceret til krop. Og så er der kærligheden. Den altopslugende kærlighed, hvor kompromisets kunst også hører til, som når Emil henter en lyserød sofa op fra kælderen og placerer den ved siden af den gamle sofa, fordi Mia ønsker sig en større sofa, for at hun ikke skal blive kvalt af børn, der ikke er hendes af kød og blod. Der smeltede mit hjerte lidt. Kærligheden har mange sprog, og størst af alt er kærligheden i romanen – kærligheden mellem Mia og Emil og kærligheden til skriften.

“SULT” udkom 10. juni 2022

Anmeldelse af “Tove og Ester – En brevveksling” af Tove Ditlevsen og Ester Nagel.

Titel: “Tove og Ester – En brevveksling” Forfattere: Tove Ditlevsen og Ester Nagel. Forlag: Mikrobe. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Mikrobe.

“Kære Ester Når vi engang begge er døde og meget berømte (jo, det blir man, når man er død), så vil vor interessante og opbyggelige korrespondance kunne udgives og sælges til betryggelse for vores børns alderdom. Man vil finde ud af, at du i virkeligheden har et mægtigt fint humoristisk talent, men i levende live blev holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv, “med et vist held forsøgte sig i branchen”, og man vil endvidere opdage, at jeg i grunden blev mægtig overvurderet og sammeligne mig med Jenny Blicher-Clausen og andre “dame” – forfatterinder – rædsler. Og vi vil sidde på hver sin lille hvide sky og snerre ad hinanden.”

Således lyder blot ét af brevene skrevet af Tove Ditlevsen til veninden og kollegaen Ester Nagel i “Tove og Ester – En brevveksling”. Et brev, der skulle vise sig at komme til at indgå i en brevveksling i bogform, der så dagens lys for første gang i 1986, da Ester Nagel i samarbejde med litteraten Susanne V. Knudsen gennemgik brevene, der efter Tove Ditlevsens død havde været opbevaret på Det Kongelige Bibliotek. I 1986 udkom bogen “Husmor og skribøse”, som nærværende bog er en opdateret og udvidet genudgivelse af.

“Husmor og skribøse” købte jeg antikvarisk for nogle år tilbage, og jeg var i den grad underholdt, da jeg læste den. Derfor har det været en stor fornøjelse at genlæse den med nye øjne. I den nye udgave er der tilføjet enkelte nye breve, en kronik samt et redigeret efterord.

Bogens form er brevform tilsat små afsnit med ord fra Ester Nagel om deres forhold og om Tove Ditlevsens liv. Brevene emmer af leg med sproget, hvor der byttes om på bogstaver, talemåder og ords betydning med en humor, der er er så sjov, at jeg har grinet højt flere gange, mens jeg har læst. Indholdet i brevene handler om besværligheder med at balancere ægteskab, moderskab og forfatterkarrierer i en tid, hvor kvindens plads var i hjemmet. Som Ester Nagel så præcist skriver, at hendes mand kun rørte ved brugt service, når han var alene med børnene, hvorfor opvasken på alle andre tidspunkter tilfaldt hende, hvilket den gjorde for langt de fleste kvinder, hvilket da også fik Tove Ditlevsen til at skrive den berømte kronik i Information med titlen “Flugten fra opvasken” Tove Ditlevsen var gift med chefredaktør Viktor Andreasen – hendes fjerde og sidste ægteskab og et turbulent et af slagsen præget af misbrug hos dem begge. Et ægteskab, man kan læse mere om i bogen “GIFT” af Tove Ditlevsen (FANTASTISK BOG). Ester Nagel var gift med forfatter Halfdan Rasmussen – et ægteskab, der ved siden af Toves virkede som harmonisk, men som alligevel efter mange år blev opløst af skilsmisse. Begge kvinder udtrykker, gennem deres breve, frustration over, at de ikke kan finde tid og ro til at skrive, fordi de på samme tid skal passe børn og holde hus, og jeg tænker, at det må have føltes som en kontinuerlig coronakrise med nedlukning og hjemmeskole. Det var normalen. På samme tid luftes også frustrationer over forfatterlivet, forlagsbranchen med dens krav og på samme tid dårlige betaling. Begge kvinder ønsker sig ofte en anden tilværelse, men de har ingen uddannelse og at skrive er det, de kan. Brevene bliver, som Tove Ditlevsen også skriver til Ester Nagel, “en mentalhygiejnisk sund funktion” der opmuntrer dem begge. Og Tove Ditlevsen går så vidt som til at skrive “Hvis alle folk brugte dette gamle meddelelsesmiddel noget mere, ville alle psykoanalytikerne blive overflødige” Helt overflødige blev de dog ikke, for Tove røg ind og ud af psykiatrien, hvorfra hun også skriver til Ester Nagel. Tove Ditlevsen endte med at begå selvmord i 1976 som 58 årig. Ester Nagel døde i 2005.

“Tove og Ester – En brevveksling” er en sjov og hjertevarm bog om forfatterliv, forstyrrelser og fællesskab. Om normative kønsroller og om at løsrive sig fra dem. Det helt unikke ved bogen er, for mig, det sproglige element. Måden Tove og Ester adresserer brevene til hinanden på, deres selvironi og deres hilsener når brevene afsluttes med henholdsvis “Hilsen og håndslag” Hilsner til “drogene” og “Ynglen”(ægtemændende og børnene) Hilsen fra den “hengivne” Tove eller Ester.

Brevveksling i papirform er i dag nærmest ikke eksisterende. I stedet skriver vi som aldrig før til hinanden på de sociale medier og flotter os med emojis. Ord og leg med sproget kan noget særligt, og det kommer i høj grad til udtryk i denne brevveksling. Hvis man kan lide denne form, vil jeg også anbefale bogen “Kvindehjerter” af Karin Michaelis og Betty Nansen, der ligeledes kredser om kvinder, karrierer og ægteskab i skøn forening. Brevvekslingsromaner fra nyere tid med humor får mig til at tænke på “Michael Laudrups tænder” af Majse Njor og Camilla Stockmann, men ingen af de nævnte er i liga med “Tove og Ester – En brev veksling” Bogen er en sand perle, og det er en gave for nye læsere, at den nu genudgives.

Anmeldelse af “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal.

“Jeg vågner, når det bliver lyst, også om sommeren, og står op sammen med far. Det gør min mor og Mille ikke. De sover længe, meget længe, de vågner først, når det har været lyst i mange timer. Egentlig hedder min storesøster Kamilla, men det kunne jeg ikke sige, da jeg var lille. Derfor hedder hun Mille. Engang var vi Mille og Lille, selvom jeg hedder Line. Men så blev jeg stor og vildere end Mille. Nu er vi Mille og Vilde. I morgen skal jeg begynde at gå i skole, og i næste uge bliver jeg seks år.”

Sådan starter “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal. Et barn, Line, fortæller, og stemningen ligner umiddelbart noget fra Astrid Lindgrens verden. En familie. Landlig idyl med dyr og natur. Men så stopper det også her, for allerede på de første sider fornemmer man som læser, at her er noget galt. Noget som bagsideteksten på bogen også vidner om. Gæld, øl og et jagtgevær. Noget, der ligger langt fra Astrid Lindgren universet. “Pigen og sherifstjernen” foregår over et døgn i 1970’erne, og handler om omsorgssvigt, men det begreb kender Line ikke og heller ikke indholdet af det. Hun fortæller nøgternt, hvordan hun køber øl til sin far, hvordan han drikker dem i bilen mens hun drikker sodavand, og hvordan han lærer hende at bruge et jagtgevær. Alt sammen noget Line har sammen med sin far. Flashbacks til livet på landet med dyr, der skal slagtes, kastreres eller aflives er udpenslet, så man får ondt i maven af at læse, hvad Line og hendes søster Mille har været vidne til. For dem en normalitet i deres hverdag. Omsorgssvigt for os der læser. Både fra en mor og en far. Bogens handling er bygget op med en rolig indledning, men adrenalinet kan mærkes i kroppen, jo længere, man kommer i sin læsning, for det fornemmes, at det ikke ender godt. Jeg vil ikke røbe mere af handlingen.

Birgitte Bregnedal har valgt at lade jeg fortælleren være barn, og det gør, at romanen er ekstra stærk læsning. Lines oplevelse eller mangel på samme i forhold til hvad der er normalitet og hvad der er afvigelse i en opvækst for et barn er bogens styrke. I min bogreol står flere “opvækstromaner” (mit udtryk) hvor omsorgsvigt af forskellig karakter er omdrejningspunktet bl.a. “Planen” af Morten Pape, “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Alle autobiografiske. “Pigen med sherifstjernen” er, så vidt jeg kan læse mig til, ikke autobiografisk, men dog inspireret af forfatterens egen opvækst. Forfatter Birgitte Bregnedal er vant til at skrive børne- og ungdomsbøger med 26 udgivelser, og det børnebogsagtige går også igen i “Pigen med sherifstjernen” i forholdt til det sproglige. Det er en letlæst bog, men en bog, man får ondt i maven af at læse. Bogen anbefales til læsekredse i lektørudtalelsen. Jeg kan dog godt savne noget debatskabende i bogen, hvis den skal læses i læsekredse. Dertil er indholdet, efter min mening, lidt for snævert. Til gengæld vil jeg, med min pædagogiske baggrund, anbefale bogen til eksempelvis guidet fælleslæsning i de ældste folkeskoleklasser og gymnasier med børn og unge, der som Line måske vokser op med grænseoverskridende adfærd fra voksne, men hvor man tror, det er normaliteten. Eller på pædagogiske uddannelsesinstitutioner, hvor man efter endt uddannelse måske vil møde familier som Lines og hvor grænsen mellem normalitet og omsorgssvigt skal kendes.

“Pigen med sherifstjernen” udkom 30. august 2021.

Anmeldelse af “Pigedyr” af Cecilie Lind.

Titel: “Pigedyr” Forfatter: Cecilie Lind. Sider: 185. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Sytten år og gennemsigtig. Han kan så godt lide, at jeg er så lille. Han kalder mig sit lille dyr. Han elsker at ae mig. Aes over håret, ryggen, ballerne. Ville spinde, hvis jeg kunne. Siger jeg til ham. Skyder ryg, står på alle fire, svajer så, så vælter han mig rundt. Han vil spise mig. Æde . Rosas fars hår er stort og mørkt”

Begær, lidenskab, lyst, magt, kontrol, voksne mænd, purunge piger, forældreskab, ungdom, venindeskaber, ensomhed, krop, svigt og en søgen efter anerkendelse og kærlighed. Romanen “Pigedyr” har det hele. Den er smuk, den er afskyvækkende, den er dragende og den er grusom. Mest af alt er den vanvittig godt skrevet med jeg-fortælleren Sara, der indvier os læsere i en helt ung piges tanker, om det at gå fra at være barn til at blive voksen med den bagage hun selv har med i rygsækken. Romanen er fyldt erotiske scener mellem Sara som purung, og voksne mænd, der begærer hende og den balancerer flot mellem det lystfyldte og det afskyvækkende. Som læser bliver man trukket med ind i det erotiske, fordi Sara langt hen ad vejen ikke gør sig til offer for de voksne mænds begær. Hendes eget begær, lyst og nydelse kunne ligeså godt være en voksen kvindes. Det afskyvækkende handler om vores syn på den voksne mand, der måske – måske ikke udnytter en ung piges desperate søgen efter kærlighed, om angsten for kontroltab, om ikke at ville være voksen, måske fordi, det er nemmere at være elsket hvis man er barn. Freud ville have klappet i hænderne, hvis han læste med. En purung pige med en kompleks forældrerelation og tab af sin far gør jo at vi med hans briller på forstår, hvorfor Sara kaster sig over de voksne mænd, men så “simpelt” har forfatteren ikke tænkt, og det er det, som gør romanen god. Den “fucker” med vores normer og forforståelser. Romanen “Pigedyr” handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og afmagt.

Mens jeg læste den tænkte jeg på Suzanne Brøggers selvbiografiske “Creme Fraiche” hvor tematikken om den purunge pige på blot 14 år og den voksne elsker og seksuel eksperimenteren også er en tematik, og hvor man følger den purunge Suzanne frem til hun bliver 34. En vidunderlig og vild bog om elskov, passion men også om livets store eksistentielle spørgsmål.

Ligeledes Marguerite Duras’ selvbiografiske “Elskeren” der handler om den 15 årige Margurites møde med en 12 år ældre, velhavende kinesiske elsker. Den tematiserer rig, fattig, svære familieforhold, kærlighed og begær.

Alle tre bøger er fyldt med en blanding af lyst og smerte på samme tid. Og de prikker til vores normer omkring køn, krop, aldersforskelle, begær, kærlighed og magt på samme tid. Alle tre bøger med eksistentiel karakter.

“Pigedyr” af Cecilie Lind udkom 28. april 2022.

Den eneste ene – en ganske unik bogcafé i Aalborg.

“Der kommer et tidspunt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så langt tid efter at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil være nysgerrig eller tro, man har regnet det hele ud og ved alt allerede. Om man hver dag vil prøve at forstå nyt og aflære noget af det, man tror man ved. Om man tror, man kan lære noget af de næste generationer. Jeg har bestemt mig. Jeg vil forsøge at bevare min nysgerrighed, prøve at udvikle mig og gøre mit bedste for at følge med i, hvad der syder og bobler i generationerne efter min egen – med et håb om ikke at gå i stå. Og med nysgerrigheden følger forhåbentlig tvivlen, pragmatismen, tilgivelsen af andre og en selv.”

Ordene er tidligere statsminister Helle Thornings, nedskrevet i hendes bog “Blondinens betragtninger” En bog om køn, feminisme og #metoo. Men dette indlæg skal ikke handle om Helle Thornings bog. Men om et besøg i en ganske unik bogcafé i Aalborg. En LGBT+ boghandel og café – den eneste af sin slags i Danmark. For udover at være nysgerrig på alt omkring litteratur, så vil jeg som Helle Thorning også gerne, som ciskønnet heteroseksuel 53 årig kvinde, bevare min nysgerrighed og lære nyt omkring køn, identitet og seksualitet, ikke mindst af respekt for generationerne efter mig. Sidst i indlægget vil der være et afsnit, hvor LGBT+ defineres.

Buens Bogcafé er Danmarks eneste boghandel specialiseret i at forhandle LGBT+ litteratur. Bogcafeen blev stiftet i April 2021, og som indehaverne skriver på deres hjemmeside, så er de “først, størst, bedst, eneste og dermed også ældste LGBT+ boghandler i Danmark.”

LGBT+ boghandlere har i længere tid eksisteret flere steder i verden, men ikke i Danmark, på trods af at vi har været forgangsland på flere fronter, når det kom til LGBT+ rettigheder og ligestilling.

Da jeg træder ind af døren til bogcaféen bliver jeg overvældet af sanseindtryk. Bøger, farver, blid musik strømmer mig i møde. Der sidder enkelte gæster i caféen bøjet over computerskærme. Jeg genkender en af indehaverne (fra Instagram) og henvender mig og giver hånd, og siger, at jeg er kommet for at se boghandlen, som åbnede rent fysisk i december måned sidste år ovenpå en turbulent start under coronanedlukningen. Jeg bliver ikke umiddelbart genkendt, men set an. Først da jeg præsenterer mig som Anette fra Anettes Litteratursalon genkender indhaveren mig, griner sammen med sidemanden og siger, at jeg kunne jo også have været en Tinderdate. Så er vi ligesom i gang.

Jeg forærer bogcaféen et eksemplar af min bog “Læseglæde og Læsefællesskaber” da her også er læsegrupper/bogklubber for unge. Jeg bliver vist rundt af den anden indehaver af bogcaféen, og sanseindtrykkene bliver ved med at strømme mod mig. Stedet er langt større end jeg havde fornemmet, når jeg har set billeder derfra på de sociale medier. Der er flere rum, der er indrettet med forskelige formål. Det største rum, er det, man træder ind i som det første, når man kommer ind i caféen. Her er de fleste bøger til salg præsenteret, her drikkes kaffe og i dag er her unge, som jeg har indtryk af sidder og arbejder – måske studierelateret. I et tilstødende rum er der indrettet et særligt familie- og børneområde med bløde møbler, legetøj, spil og bøger.

Selve caféen ligger lidt midt i det hele med salg af alt hvad hjertet kan begære af kaffetyper, te, varm chokolade, paninis, surdejsboller og kager samt en reol fyldt med kaffe, te, krus med bryster og penis, glimmernøgleringe, bogmærker, klistermærker og andet godt. Caféen serverer ikke alkohol. Fra caféen snor sig en gang, som fører til gæstetoilettet, hvor der hænger plakater og opslag med fokus på køn og seksualitet samt gratis kondomer udleveret af Aalborg Kommune.

For enden af gangen er der et lokale, hvor jeg straks tænker, her gad jeg godt afholde et arrangement omkring læseglæde og læsefællesskaber. Her er den rette stemning af noget intimt og formelt, alt efter hvad man gør det til. Jeg taler med indehaveren omkring det, og det er faktisk en mulighed, da lokalet lånes ud til forskellige arrangementer. Efter mit besøg skal lokalet danne ramme omkring et møde for en gruppe lokalpolitikere. Bogcaféen samarbejder med flere forskelige organisationer omkring køn, identitet og seksualitet. Der arbejdes dybt seriøs på flere plan med at skabe synlighed, bevidsthed og fællesskaber omkring og for unge transkønnede og deres familier.

Jeg bliver i det hele taget klogere af mit besøg, men også ydmyg, for der er meget jeg intet ved om, og som jeg, som skrevet i starten, gerne vil være nysgerrig på og lære mere om. Hvis jeg har lyst kan jeg deltage i dragbingo eller til kakaoarrangement, hvor jeg kan male min egen vagina. Da det er mit første besøg nøjes jeg med at købe en kop virkelig god kaffe og to bøger, der længe har været på min ønskeliste “Look” af Luka Holmegaard, som jeg tidligere har læst som e-bog, men som bør stå i reolen i husstanden, fordi den er essentiel i forhold til køn, identitet og påklædning men også i forhold til at være i psykisk balance eller det modsatte. “Kvinde kend din historie” af Gry Jexen fordi…… behøver jeg skrive det???

Mens jeg drikker min kaffe, og læser lidt i mine nyindkøbte bøger kommer der flere gæster i caféen. Det forstår jeg. Stedet oser af gæstfrihed, hjertelighed, sanselighed, viden, bogkærlighed og fællesskab. Buens Bogcafé er noget helt ganske særligt, og det skyldes én ting. To dygtige, kreative, passionerede indehavere – Emma og Kristine, som vandt erhvervsprisen ved årets Rainbow Awards 2021, og som i den grad gennem særligt kurateret LGBT+ litteratur er med til at åbne op for en mangfoldig kønsforståelse i et varmt og kreativt cafémiljø..

LGBT+ i følge Buens Bogcafé:

LGBT+ står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og er det korte akronym, som betegner alle, som ikke er heteroseksuelle, monogame og ciskønnede (født i det køn, som de også identificerer sig med).
Det fulde akronym er på nuværende tidspunkt LGBTQIAP+, som står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer, Intersex, Asexual, Polyamorous og + for det, som ikke dækker.

Besøg Buens Bogcafés hjemmeside her: https://buensbogcafe.dk eller på Instagram her: https://www.instagram.com/buensbogcafe/

Stop for anmeldelser.

Kære alle, der følger med her på bloggen og på Instagram.


Jeg har efter overvejelse besluttet, at jeg ikke længere ønsker at modtage anmeldereksemplarer. Det være sig fra forlag og fra forfattere, der selv kontakter mig. 
Jeg har nydt hver en bog, jeg har modtaget og fået mulighed for at læse og skrive om, men jeg savner i høj grad at have tid til at kaste mig over egne indkøbte bøger og formidle mine læseoplevelse omkring disse. Jeg oplever, at jeg savner at have mig selv med i processen, som det er lige nu. 
Jeg er dybt taknemmelig for at have haft muligheden for at modtage anmeldereksemplarer for det har udviklet mig som læser. Jeg vil fremadrettet med samme interesse følge med i, hvad der rører sig indenfor dansk litteratur og indenfor nye danske udgivelser.
Jeg har en række bøger liggende som efter aftale vil blive anmeldt hen over resten af året.
Tusind tak til alle forlagene for godt samarbejde og til de forfattere, hvis bøger jeg har været priviligeret at få lov til at læse. TAK 🙏🏻